White fornyede sort musik

Kommentarer slået fra

Maurice White satte i 70’erne som trommeslager og sanger en ny, i enhver henseende spektakulær målestok for soulmusik med sin gruppe Earth, Wind & Fire. I dag fylder han 70 og trækker stadig i trådene som organisator og producer for bandet, der nu om dage lever et mere stille liv uden af den grund at være gået på aftægt.

De dage er ovre, hvor White siddende bag sit trommesæt i bogstaveligste forstand fløj gennem rummet og satte tingene på hovedet i shows, der formede sig som ren magi. Og som musikalsk tit tangerede dét.

Midt i 90’erne holdt White op med at turnere. Konstateringen af Parkinsons sygdom gjorde det, som han udtrykte det, for upraktisk.

White voksede op i nærkontakt med den soulmusik, han skulle ende med at forny. Født i den musikalske smeltedigel, Memphis, Tennesse, flyttede han siden til et andet musikalsk knudepunkt, Chicago. Der blev han tilknyttet det navnkundige pladeselskab, Chess, og i den næste halve snes år kunne hans koncise, men aldrig kedelige spil høres på plader med bl.a. Fontella Bass (’Rescure’) og Billy Stewart (’Summertime’) samt ikke mindst Ramsey Lewis, hvis popelegante jazz White gav kant på hits som ’Wade In The Water’.

Efter en tøvende start med Earth, Wind & Fire mødte han den ti år yngre sanger Phil Bailey. Kombinationen af Whites tenor og Baileys sfæriske falset fuldendte konceptet og forlenede Earth, Wind & Fire med en spiritualitet, som aldrig blev udvendig. Samtidig fik sangene en verdensmusikalsk accent i Whites brug af det afrikanske klaviaturinstrument, kalimba.

Bandets platinpladeindbringende storhedstid var 70’erne, men i modsætning til så mange andre navne fra dengang er der intet bedaget over bandets plader fra dengang. Tværtimod er gruppens efterlignere så talløse som de hædersbevisninger, der er blevet den selv til del.

Maurice White er naturligvis for længst indlemmet i rockens Hall of Fame, og har parallelt med Earth, Wind & Fire produceret navne som Deniece Williams og The Emotions – og netop følelser har White til overflod altid forsynet sine indspilninger med.

Denne omtale står også at læse i den trykte udgave af dagens Politiken.

Readmore  

Da The Tokens toppede

Kommentarer slået fra

I denne uge for 50 år siden påbegyndte The Tokens den første af tre uger på toppen af Billboard’s Hot 100 med sangen ‘The Lion Sleeps Tonight’. Den blev også et hit i de fleste af de lande, hvor der er indlagt elektricitet.

Til at begynde med var de fem i The Tokens ikke så vilde med sangen, men hvad gjorde man ikke for en kontrakt med RCA, samme selskab som Elvis Presley kom på. The Tokens havde haft et mindre hit på et mindre selskab, og nu satsede de big time. RCA-producerne Hugo Peretti og Luigi Creatore fandt en sang frem, som folk-ensemblet The Weavers (med Pete Seeger) havde diverteret med. Den hed ‘Wimoweh’ og havde vist været et hit på zulu i Sydafrika med Miriam Makeba.

Det var langt væk og længe siden, og det var der ingen, der gik voldsomt op i, men Peretti og Creatore lod Elvis-sangskriveren George Weiss lægge nye engelske ord på sangen, og han lod sit musikforlag copyrighte den.

The Tokens, som i en tidlig inkarnation havde huset Neil Sedaka, bestod først og fremmest af brødrene Mitch og Phil Margo, som udover at være doowop-øvede også besad formidabel falsetstemmer i bedste Four Seasons-stil. De turnerer den dag i dag, suppleret af sønner og nevøer, men forblev et one hit wonder. Men sangen blev en standard, og var meget senere bl.a. med til at give filmen Løvernes Konge sin identitet.

‘The Lion Sleeps Tonight’ varer med The Tokens kun 2 minutter og 42 sekunder, men dramaet om, hvordan amerikanske musikkøbmænd, suppleret af en naiv idealist (Pete Seeger), i årevis snød en analfabetisk sydafrikansk sanger, Solomon Linda, for hans retmæssige ophavsret, varede, indtil hans arvinger i 2006, hårdt presset af tyngende advokatudgifter, indgik et forlig med Weiss’ forlag. Det sikrede dem nogle penge, men garanteret langt fra nok.

Historien om hvem, der skrev hvad i ‘Mbube’, som blev til ‘Wimoweh’, kom for en dag, da Rolling Stone Magazine i 2000 afdækkede sagen.

Og en hjemlig krølle på dette skoleeksempel på kulturimperialisme:

Flemming ‘Bamse’ Jørgensen fik som sikkert bekendt sit livs hit med fordanskningen ‘Vimmersvej’.

Han og hans pladeselskab blev først opmærksom på sagens kompleksitet ved at læse Rolling Stone. For som musikforskeren Henrik Smith-Sivertsen har skrevet: “Bamse … troede, som de fleste, at sangene var skrevet af de mennesker, der stod krediteret på hans egne plader og havde i alle årene troligt sendt pengene for Wimmersvej til USA ad de rette kanaler. Da han hørte historien bag sangen, valgte han at genindspille den for at hjælpe Lindas døtre. Af en eller anden grund, var W’et med tiden blevet til et V, men tekst og melodi var stadig den samme.

Da det stadig var amerikanerne, der ejede rettighederne til sangen, valgte man den noget utraditionelle løsning at lade Lindas døtre synge kor på indspilningen, lade hele Bamses egen andel af fremførelsesrettighederne overgå til dem, og desuden bruge en bid fra den helt gamle indspilning fra 1939. På den måde fik de i det mindste en del af pengene.”

Du kan læse resten af den historie her.

Og der findes et godt wiki-opslag om sangen og sangen her.

Følg mig på Facebook 

 

 

 

Readmore  

Tommy Steele fylder 75

1 Comment

Tommy Steele har været en af Englands musicalstjerner så længe, at det næsten ikke er til at tro, at han, der i morgen fylder 75, sidst i 50’erne fik rock ’n’ roll-bølgen til at rulle. Ikke bare hjemme i England, men i høj grad også her til lands, hvor han med sin blonde, svajerdrengede attitude blev rollemodel for Otto Brandenburg og en hel generation af stenbrorødder, der brugte rocken som en befrier for det toværelsers småborgerskabsfængsel.

Sange som ’Water, Water’, ’Singin’ The Blues’ og ’A Handful Of Songs’ fik den tidligere kahytdrengs hyre til at stige fra syv til 700 pund om ugen.

Steele, som er født Thomas Hicks, havde snuset til rocken under landlov i USA. Hjemvendt begyndte han at synge på kaffebarer i Soho, smittet af den omsiggribende skiffle-feber. Hicks blev spottet af impresarioen Larry Parnes’ talentspejdere, fik nyt navn og hittede med sin debutsingle ’Rock With The Caveman’ i efteråret 1956. Det var Elvis Presleys gennembrudsår, men Elvis-plader var ikke sådan at få fat på i England – distributionslicensen var udløbet og inden den blev fornyet, forstod Parnes at få Steele lanceret som cockney-kulturens velopdragne svar på Elvis.

Steeles stemme var for venlig til rock ’n’ roll, men han var selv med til at skrive sine sange, bl.a. sammen med Lionel Bart, som senere skrev succes-musicalen ’Oliver’. Steeles første store hit, ’Singing The Blues’, var dog en af-countryficeret kopi af Guy Mitchells amerikanske hit, som Steele udkonkurrerede i England.

Larry Parnes forstod at smede, mens pigernes puls var højest. Steele blev filmstjerne i lavbudgetterede idoliscenesættelser, og viste et kameratække, som sagde ham, at den del af showbiz mere var hans hjemmebane. Han fik ret. I 1959 bankede Cliff Richard på den britiske rockdør, og Steele stillede sig ikke spærrende i vejen.

I stedet brød han i 1963 igennem i musicalen Half a Sixpence. På det store lærred spillede han i 1968 med Fred Astaire i Francis Ford Coppolas Finian’s Rainbow – på dansk Regnbuedalen. Og triumferede som Hans Christian Andersen i musicalen af samme navn. Siden har han været verdensberømt i West End med egne shows og i roller som Dr. Doolittle og Ebenezer Scrooge. Dickens-figuren turnerede han med så sent som i år.

Sideløbende har Steele høstet hæder som billedkunstner. I Liverpool står hans rørende statue af Eleanor Rigby. Efter sigende udført som tegn på hans taknemmelighed over byens modtagelighed for god musik.

Man må altså formode, at han er kommet sig over, at han i 1956 blev vraget af produceren George Martin, der ikke kunne høre hans talent. I stedet skrev Steele kontrakt med Decca, som senere sagde nej til The Beatles, der som bekendt med Martin endte med at indspille mere end en håndfuld sange, men aldrig underkendte Tommy Steeles betydning som den, der banede vejen for en ny britisk ungdomskultur.

Tommy Steele lukkede ånden ud af flasken, men var ikke, for nu at citere en anmelder, selve ånden.

Denne omtale kan, i en lettere forkortet version, læses i dagens trykte udgave af Politiken.

Readmore  

Lasse råber ikke op

Kommentarer slået fra

For fem år siden brændte det i et pizzeria i Bjerringbro. Den nystartede tv-kanal, TV2 News, var på pletten og dækkede bålet, som var det en verdensbegivenhed – fra en helikopter. Siden er der skruet mærkbart ned for nyhedshelikopteren, som nu kun bruges til panoramabilleder eller hvis vi ikke kan forestille os, hvordan der ser ud på valgnatten på vejen mellem Helle Thorning Schmidts bopæl og Vega på Vesterbro.

Til gengæld er der skruet godt og grundigt op for TV2 News som kanalen, der trods alle fordomme om at servere journalistisk fastfood faktisk er endt som en reel og langt mere seerstærk konkurrent til Deadline. Elitær i folkelig forklædning.

Betragtningerne er ikke kun mine. Jeg deler dem med denne avis’ medieredaktør og Lasse Jensen. De markerede femåret for TV2 News i Jensens P1-magasin ’Mennesker og medier’.

Han og Jakob Elkjær var sådan set ikke uenige. Det behøver man heller ikke være for at bidrage til et godt program. I den henseende er ’Mennesker og medier’ en anomalitet i mediebilledet.

Det skorter ellers ikke på meninger nu om dage. Vi kalder det debat, men i virkeligheden er det oftest stopursstyrede skænderier, mere eller mindre antændt og opildnet af studieværter, der ikke er ansat til at lytte eller spørge ind, men får deres penge for at promovere sig selv, tale i munden, afbryde og tage ordet. Karisma eller krukkeri – ingen får lov at være over eller bare ved siden af folk som Clement Kjersgaard og Jens Olaf Jersild.

Sammenlignet med dem bliver radio for kunderne den rene balsam for dialogen. Der er ingen distraktionsmuligheder. Det talte ord gælder.

Lasse Jensen behøver ikke råbe op eller slå ud med armene for at udstråle autoritet. Han er ikke konfrontatorisk, men underspillet i sin uimponerede skarphed, og han holder fast. Også når han i sin kritik af sin egen stand nærmer sig det flagellantiske. Sørgeligt præcis var han i sin beskrivelse af tidens journalistiske lemmingeadfærd og af den kollektive stemningsoppiskning blandt Christiansborg-journalister, der forvandler små fejl til store overskrifter med det resultat, at en del alvorligere, men ikke så forsidesexede historier bliver fortrængt af en langt mere tabloid dagsorden.

Andre gange går der lidt for meget fagsnak i programmet; som i fredags, hvor fire mennesker var indforskrevet til at tale om journalistuddannelsen. Det var et indslag i kategorien ’vigtigt, men kedeligt’.

En undtagelse, der bare bekræfter, at ’Mennesker og medier’ som regel er en demokratisk nødvendighed.

Mennesker og medier, P1. Hver fredag kl. 13. Genudsendes lørdag kl. 11.03 på FM, og hver mandag på DAB kl. 20.03.

Dette er en lidt længere udgave af den tv-anmeldelse, der i dag kan læses i printudgaven af Politiken.              

Foto: Agnete SchlichtkrullDR

Readmore  

Bliver Britney voksen?

Kommentarer slået fra

Før hun var fyldt 20, havde Britney Spears solgt 37 millioner plader. I dag runder hun 30 og ligner en rekonvalescent i bedring efter et trafikuheld i krydset mellem uskyld og beregning, et af de steder i showbiz med myldretid døgnet rundt.

Efter Herning-koncerten i oktober så Pernille Jensen hende i Politiken som en, der ikke »er interesseret i at have nogen reel indflydelse på sin egen karriere, og spørgsmålet er, om ikke tiden er ved at stikke af fra den type popstjerne.«

I hvert fald er Britney Spears endnu et eksempel på, at jagten på berømmelse tit fører ind i en kunstnerisk og menneskelig blindgyde. (Link til Wiki)

Allerede som tiårig stod en tækkelig Britney på scenen i Star Search, forlægget for Stjerne for en aften. Hun medvirkede i tv-reklamer, gik på performerskole og kom med i The New Mickey Mouse Club på et hold, der talte Justin Timberlake (som hun senere havde et forhold til).

I 1998 kom debutsinglen, ’Baby One More Time’. Den var, som andre af hendes hits, skrevet af svenske Max Martin, der også leverede til bl.a. Ace of Base og Backstreet Boys. Ikke mindst videoen med sangeren som aerobic-dansende sexet elev i kortskørtet, katolsk skoleuniform gav et gennembrud, der ret utilsløret bragte Britney på forsiden af Rolling Stone. Hun var 18, og hendes pr-folk pirrede fantasien ved at lade hende sige, at hun skam ventede med sex, til hun var blevet gift.

Hun og hendes tøj (og manglen på samme) gjorde i enhver henseende navlebeskuelse moderigtigt. At det så hurtigt, lige som tatoveringer, endte med at signalere ’taber’ er en anden sag.

Selv om salget ikke var slet så astronomisk, lignede Spears også med sin anden cd, Oops … I did it again, en vinder med pop, hvor dynamik kompenserer for manglende originalitet.

I modsætning til forbilledet Madonna har hun ikke evnet at styre sin karriere endsige forny sig. Og hun har ikke, som Lady Gaga, formået at lave et intellektuelt illusionsnummer, der kan forføre anmelderne. En stor sanger har hun heller aldrig været, og det er blevet nævneværdigt, når hun ved koncerterne har mikrofonen tændt.

Pladerne er blevet mere og mere desperat hårdtpumpede uden at kunne overdøve den sæbeopera ved navn ‘Britney Spears’, som paparazzipressen vellystigt dækker: Der var dengang, hun tungekyssede med Madonna for åbne kameraer, dengang hun kronragede sig, dengang hun var gift med en barndomsven i to sekunder, dengang hun drak sanseløst for meget, dengang hun fik frataget forældremyndigheden til sine to børn…

I den charmerende filmbagatel, Et sikkert hit, fra 2007 skriver Hugh Grant og Drew Barrymore hits til sangeren Cora. Hun er åbenlyst modelleret efter Britney Spears (og Shakira), men fremstår i al sin lommefilosofiske overfladiskhed tænkende i forhold til forlægget, som ikke hidtil har demonstreret udpræget selvindsigt, men lidt for villigt har levet op til prototypen på en blonderet, yppig pop-pinup.

Femme fatale hedder hendes seneste album. En sådan har hun aldrig været, men måske drømt om at blive.

PR-foto

Readmore  

Søs fænger stadig

1 Comment

Hører du til dem, der begynder at synge en bestemt sang, når du går i Tivoli i regnvejr? Kan du ikke se fodspor i sneen uden at tage dig selv i at nynne? Så ved du, hvorfor Søs Fenger lige så godt kunne have stavet sit efternavn med ’æ’.

I morgen fylder sangeren 50 år, selv om man ikke skulle tro det at dømme efter den reklameserie, hun for et par sæsoner siden medvirkede i for l’Oreal Garnier. Hun kan fejre de fotogene rynker og dagen på toppen af poppen. Takket være forårets dansksprogede album Nogle gange er man så heldig, at man ikke når at tænke sig om og hendes efterårsmedvirken i TV2-programmet Toppen af poppen.

Der fik hun sine kendteste sange fortolket af Anne Linnet, Rasmus Nøhr, Sys Bjerre, Brødrene Olsen, Joey Moe og Lina Rafn. Og hun fik tårerne frem i kollegaernes øjne, da hun kvitterede ved at fortolke deres sange med den stemme, som engang fik Klaus Lynggaard til at fastslå: »Hun kan virkelig få dansk til at lyde godt.«

Det er der mange andre, der synes. Dobbelt-cd’en med musikken fra serien har, mens dette skrives, fået en i disse tider noget så sjældent som en guldplade.

Ophold på Antigua og hitlisterne tænkte den unge Lyngby-pige ikke på, da hun efter at have taget sin hf-eksamen først i fattigfirserrne levede af at være både bartender, tankpasser og andre ufaglærte job alt imens hun sang for sjov.

Den første landeplage

Sjovt er det at synge aldrig holdt op med at være for hende, men det blev også lidt mere alvor, da Søs i 1983 tog over som forsanger i News, samtidig med at hun bijobbede som korsanger for veninden Nanna. News-sangene ’Du er’ og ’Jeg elsker dig’ blev de første, men ikke sidste landeplager med Søs’ stemme. Kritikerne kaldte det kystbanepop og hamsterrock, men Søs sang sig fri af skældsordene.

I 1986 blev hun også kendt for noget andet, da hun blev kæreste og siden gift med Thomas Helmig. Parret var enhver paparazzos våde drøm, men blev til ugebladenes fortrydelse (og kortvarige glæde) skilt i sommeren 1989, og samme efterår slog hun igennem med debutalbummet Vinterdage. Her indledte hun det samarbejde med Elisabeth Gjerluff Nielsen, der har varet siden. Titelsangen, ’Holder øje med dig’ og Peter A.G.-sangen ’Hvor end jeg går hen’ belejrede nærmest radiostationerne. Pladen endte med at sælge 170.000 eksemplarer og sælger stadig. Den gav Søs en Grammy-statuette som ’Årets rocksangerinde.’

Der var vigtigere ting end karrieren. I 1991 gik hun på barsel, og flyttede til Stockholm, op til sin nye mand, musikeren Henrik Janson, og et nyt netværk. Året efter skiftede hun stil uden at skifte sig selv ud. Det Billy Cross-producerede album On holiday bød på tolkninger af Billie Holiday længe før Kira fik samme ide, og Søs solgte 50.000 eksemplarer af en plade, der lugtede af jazz.

Jazzen og det lidt mere sofistikerede pop bar 1994-pladen Et kys herfra med hittet af samme navn. I 1996 efter endnu en skilsmisse flyttede hun tilbage til København med sønnen August (der i en parentes bemærket er en af bagmændene for rapfænomenet Kidd).

Hun udsendte albummet Camouflage, pikant nok med en sang skrevet af Helmig. Det var på et tidspunkt, hvor markedet igen var i forandring, og det ikke var lige nemt for alle 80’er-navnene. Søs gjorde dog overbevisende comeback med greatest hits-albummet Gamle flammer.

Årtusindskiftet markerede hun med det fine, afstemte album, der bare hedder Søs. Det bød på en fin nyfortolkning af en sang af en anden kunstner fra Kgs. Lyngby, C.V. Jørgensens ’Sæsonen er slut’.

Det har ikke altid været højsæson for Søs Fenger, men der er en egen sejhed over hende. Eller som Lars Daneskov engang beskrev hendes karriere: »Altid mere orienteringsløb end sprint, altid mere stillevej med hjemmelavede bump end retlinet motorvej.«

I 2002 samarbejdede hun på albummet Beverly way med Martin Brygmann og fik sin indre poptøs ud i lyset. I 2004 genopdagede hun på sin generations vegne Bent Fabricius-Bjerres sangskat på Nøglen til paradis, og i 2009 gik hun tilbage til sine mest populære sange, ikke for at gentage dem, men for at møde dem igen, som en moden, men langt fra sat kvinde.

De så godt som akustiske arrangementer på cd’en Stjernenat fik mange til at lytte til hendes musik på en ny måde. Fordi den forener sødme og styrke og forklarer, hvorfor hun er blevet rollemodel for så mange kvinder. Pladen rummede den smukke ballade ’Du og jeg’ – videoen var filmet i New York, men følelserne havde hjemme alle steder.

Hjerte for de små

I den seneste udgave af Politikens Danskrock Leksikon fylder hendes udenomsaktiviteter to fulde spalter. Siden er meget mere kommet til.

Karrieremæssigt har hun levet op til ordene i en Disney-sang, hun selv har indspillet – ’Der er ingen bånd der binder mig’. Hun har prøvet alt, fra roller i så forskellige musicals som Skatteøen og Woyzeck, filmmusik, duetter med så forskellige folk som Henning Stærk, Dan Hylander, Lars Muhl og ikke mindst Thomas Helmig (og Anne Linnet og Sanne Salomonsen plus Hanne Boel i koret) på anti-aids-landeplagen ’Den jeg elsker’ (et af periodens danske poplandemærker med stort hår og store følelser). Og de senere år har hun videreudviklet sin kærlighed til jazz – og omvendt – i et triosamarbejde med bl.a. Lennart Ginmann.

Lige Søs i januar 1987 overraskende forlod News for at tage med Moonjam på fredsmissionen Next Stop Nevada har hun vist, at rock og pop for hende ikke er nok.

Den holdning har gennem årene ført til engagement i bl.a. Børnecancerfonden (hvor hun er ambassadør), Fonden For Socialt Ansvar (hvor hun sidder i bestyrelsen) der bl.a. driver Natteravnene (”Inderst inde”)  og Bydelsmødrene samt Dansk Flygtningehjælp og adskillige rundrejser i Grønland til fordel for ngo’en NANU-børn, som under mottoet ’Hjerte for de små’ arbejder for at oprette væresteder for grønlandske børn.

For sin egen og seernes fornøjelse tog hun i 2000 til Mongoliet som led i TV2-serien Eventyrerne, og hun har sågar medvirken i tv-annoncer for et ejendomsmæglerfirma.

I en af dem kunne man høre Søs sige: »Hjem er sted, hvor man kan tillade sig at danse grimt.«

Det vil jeg se hende gøre, før jeg tror det…

PR-foto: Steen Brogaard

Hendes website finder du her.

Readmore  

Heroes overlever musical

Kommentarer slået fra

Major Tom og ‘all the young dudes’ kommer nu på rollelisten i en musical. Det vil efter planen ske til marts næste år, hvor musicalen Heroes: The Musical vil få premiere i London. Det var en hot nyhed, ledsaget af interviews med initiativtageren til projektet, filmmanuskriptforfatteren Deep Singh, i et par timer i den britiske presse i går.

Så tikkede en lakonisk pressemeddelelse ind på Bowies hjemmeside: “Neither the David Bowie Organization, nor its co-publishers EMI Music and Chrysalis, has issued a license for this performance at the O2. There are no negotiations pending for a long running musical featuring the music of Mr. Bowie.”

Nogle weekendsultne skriverkarle havde af lutter ønsketænkning ikke gjort deres journalistiske rugbrødsarbejde, men sikret Deep Singh femten sekunders tvivlsom berømmelse.

Til gengæld bliver vi andre forskånet for Mamma Mia a la Bowie.

Ikke-historien fik mig til at finde Heroes frem, altså pladen:

Vi er, hvad vi gør os selv til. I hvert fald i drømme eller i den drømmelignende tilstand, vi kalder forelskelse. Der kan vi nulstille anonymiteten og hverdagsalmindeligheden. Vi kan være helte i vort eget (følelses)liv. Eller som Bowie skildrede det i 1977: »We can be heroes just for one day …« i titelsangen til Heroes, det andet af hans album, skrevet og indspillet, mens komponisten boede i den dengang delte by, Berlin.

Det, Bowie besang, var ikke Warhols navlepillende pseudoberømmelse, men muligheden for at trodse omgivelserne og vilkårene og komme helt ind til kernen, blive ét og én. Sådan havde Bowie det selv i de år.

Hustruen Angie var træt af at leve som hans rige påklædningsdukke i Schweiz, og en skilsmisse var uundgåelig; selv kæmpede han for at holde heroinmisbruget og mediebeskyldninger om nazisympatier stangen og legede imens boheme på overdrive med sin blodsbroder, Iggy Pop. Lust for life hed et af deres fælles projekter. Og den lyst, nej, hunger efter et andet liv, søgte Bowie altså at realisere i frivilligt eksil i bohemernes hovedstad. En by, der med Muren som både symbol og betontung virkelighed lignede noget fra en film om fremmedgørelse, adskillelse, distance og et trodsigt håb. Det var bare at kigge ud ad vinduet fra Hansa-studiet, hvor pladen blev indspillet:

I remember Standing
By the wall
The guns
Shot above our heads And we kissed

As though nothing could fall And the shame
Was on the other side
Oh, we can beat them Forever and ever

Then we can be heroes Just for one day

Som sagt ren film, men sunget, så virkeligheden kryber ind under huden. Tilsat eller udvidet med en næsten kropslig melodi og et sug- gestivt arrangement, der blev et hit også på datidens templer for selvspejling, diskotekerne, men vil og når det stik modsatte: En kontakt til sig selv, en påmindelse om sårbarheden selv for den største berømmelse. Og kun få var større i de år end Bowie.

Forgængeren for Heroes hed Low. De to plader ligner hinanden. Bowie ville ud af sit mediefængsel som Ziggy Stardust, der forklædte sig som The Thin White Duke. Og han kommer det via en slags konstruktiv dekonstruktion. Det lyder fortænkt, men klinger stik modsat. Alle de kendte Bowie-ingredienser er der, f.eks. i ’Beauty And The Beast’, men musikken bekymrer sig kun om sig selv. Det giver distance og kølighed, hvis man vælger at stå udenfor, men ingen lukkes ude. Man skal bare langtidsparkere sine forestillinger om Bowie.

Multimusikeren Brian Eno var Bowies musikalske sparringspartner på Berlin-pladerne. De var ude efter at skabe deres eget lydspor til et liv, der var futuristisk her og nu. Hovedtelefoner er påkrævet for at aflokke musikken alle dens detaljer af ikke mindst rytmisk art – med percussionisten Dennis Davis som den, der er med til at gøre den industrielle accent til noget, der ikke kun vedkom avantgarden eller foregreb en ny mainstreamlyd.

Den tidligere King Crimson-guitarist Robert Fripp kom forbi, efter sigende kun et døgns tid, og indgik i et nervøst, men pirrende teamwork med rytmeguitaristen Carlos Alomar, som foregriber Talking Heads’ senere arbejde i samme område.

Det er ikke sangene og Bowies fragmentariske notesbloktekster, der er hovedsagen her, men helheden; en helhed, der giver plads til både de radiohits, Bowie kan pr. refleks, og så instrumentale passager, hvor kaos møder en næsten zen-buddhistisk afklarethed, uden at nogen af dem må træde til side for den anden.

Bowie selv spiller ingen roller. Han synger som en mand, der har alt at tabe. Og er parat til det. En sand antihelt. Næppe en musicalfigur.

Link til YouTube-video.

Readmore  

Erhvervsstof i frigear

Kommentarer slået fra

Erhvervsstof på tv er svært, hvis det ikke skal være nålestribet. TV2 Lorry forsøger sig i genren, så historierne gerne skulle løfte sig op over dem, man finder i sin lokalavis. De kender typen: Bettina er tilbage hos Frisør Saksen efter veloverstået barsel. Eller Ahmed og hans kæreste, Mia, åbner nyt pizzeria, fordi de føler, at det lige mangler i deres nabolag. Og de lover egenhændigt æltet dej og ananas, der ikke er fra dåse.

Med andre ord historier af den slags, journalisten burde have givet videre til annoncekonsulenten.

Onsdag var seks minutter af Lorrys 19.30-udsendelse viet brødrene Guldagers butikskæde, Cykelbanditten. Alene oplægget ville ikke være til at betale i annoncekroner. Heri hed det, at brødrene »på få år har åbnet hele seks cyklebutikker og dermed indkasserer de en stor del af de 1,3 mia. kroner københavnerne hvert år bruger på cykler.« Og fes succeshistorien ikke ind første gang, blev åbningsbillederne ledsaget af ord om, at Nørrebrogade er verdens travleste cykelgade, så brødrenes hovedbutik dagligt passeres af mere end 36.000 cykler.

Og så fremdeles i journalistisk frigear. Salget af de billige cykler går strygende, fordi brødrene, som de udtrykte det, følger nogle »ongoing trends«. Det vil sige farvede stel, dæk og fælge. Med høj smartness faktor. Cyklernes svar på Agnes’ cupcakes?

Dét spørgsmål blev ikke stillet, men en cykelhandler betvivlede, at man kunne sælge en ordentlig cykel for 2.000 kr. Iværksætterne skjulte da heller ikke, at de var i branchen, fordi der var penge i den. Og en fremtidsforsker agerede journalistisk alibi, før det hele gik op i product placement. Hun mente, at branchen havde sovet gevaldigt i timen.

Det bør Lorry ikke gøre, når de laver efterkritik på det indslag. Jamen, hvad med ham cykelsmeden? Han var da kritisk. Jeg tror, at mange bare vil se ham som en sur konkurrent. Faktisk var han en gave for ’cykelbanditterne’. Hans gammeldags fremtoning understregede bare, hvor trendy de er.

Denne anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken.

Du kan se eller gense programmet her.

Illustration: Packshot fra Cykelbanditten.

 

 

 

 

Readmore  

Best ikke god nok til Beatles

6 Comments

PETE BEST, som fylder 70 i morgen, var medlem af The Beatles i to år og fire dage. Der var fire grunde til, at han i august 1960 tog med de andre til Hamborg for at spille for ludere, lommetyve og fulde britiske sømænd: Gruppen manglede en trommeslager. Best havde fået et trommesæt af sin mor. Han kunne holde takten, og hans mor havde i kælderen en slags sodavandsdiskotek, hvor de vordende beatler af og til optrådte.

Selv om gruppen i hansestaden levede som i en skotøjsæske, kom Best aldrig helt med i The Beatles. Han delte ikke deres humor, åd ikke ferietabletter som om det var kosttilskud, og holdt sig for sig selv.

Kun en gang deltog han i de drengestreger, som tiden i det tyske også blev fordrevet med. Sammen med Paul McCartney var Best vist nok med til at sætte ild til et kondom i det rum, hvor de boede bag en porno-biograf. Paul og han blev i hvert fald i november 1960 udvist med en sigtelse for pyromani hængende over hovedet. I øvrigt i hælene på George, der dels var for ung og dels ikke havde arbejdstilladelserne i orden.

De vendte dog tilbage, og Best var med, da bandet akkompagnerede Tony Sheridan på sange som ’My Bonnie’. Han medvirkede også ved de auditions i 1962, hvor The Beatles først fik afslag fra Decca og siden et tøvende ja fra George Martin fra Parlophone. De sidste blev Bests svanesang. Som de fleste producere dengang var Martin fokuseret på trommespillet, fordi det var skelettet i en musik, der ellers ikke holdt sammen.

Efter optagelsen i Studie 3 beslutter George Martin sig for tre ting: Han vil tilbyde The Beatles en pladekontrakt så sølle, at den bliver risikofri for EMI – »indholdet af den var en god antydning af hvilken koncernhjernevask, jeg havde været udsat for som mellemleder,« skriver Martin i All you need is ears. Han vil sørge for at skaffe dem nogle bedre sange og har allerede nogle kandidater i køen. Og sidst, men ikke mindst vil han have dem til at fyre deres trommeslager, som slet ikke holder pladeniveau. Det sidste hviskede han til Epstein i en pause. Epstein modtog meldingen med blandede følelser.

Han vidste nok om imageopbygning til at vide, at The Beatles efter alle disse nætter i Hamburg og The Cavern var ved at udvikle deres egen anatomi. John var den rapkæftede ledertype, der også tiltalte drengene. Paul var den søde og musikalske. John skærpede altid modsætningerne og Paul sørgede for at bløde dem op. På den måde, skriver Beatles-biografen Bob Spitz, skabte de en frugtbar fælles grobund for deres sangskrivning og for The Beatles. George var den stille garant for den tekniske kunnen, men holdt sig, som vi lige så, ikke tilbage, når der skulle spilles op over for omverdenen. Og Pete var simply the best, hvis man altså spurgte de kvindelige fans.

Til gengæld ville han aldrig kunne blive bedre på trommer, og samtidig var der stigende gnidninger mellem ham og Paul. Både fordi McCartney delte Martins syn på hans evner, ja, faktisk spilede bedre trommer end Best, og måske fordi Paul var en smule jaloux på Bests stilfærdige sexappeal.

Omvendt var The Beatles langt fra at være et etableret band, så det var lidt af et vovestykke at skifte et af de største publikumstrækplastre ud. Epstein var dog klar over, at Paul og ikke mindst den teknisk velfunderede George meget gerne ville af med Best. Siden medgav Harrison, at han var den, der havde »konspireret mest« for at få Best ud af bandet.

Best havde meldt afbud til en enkelt koncert på grund af sygdom, men i stedet for at aflyse havde Ringo Starr vikarieret. Ham havde de haft det sjovt med i Hamburg, ja, faktisk havde de prøvet at indspille med ham, da en kollega fra hans band, The Hurricanes, en dag ville afprøve sit talent i et pladestudie. Så løsningen lå lige for, men Epstein ville først gerne høre, hvad George Martin besluttede sig til.

Da juni blev til juli ringede Martin og meddelte, at de havde en aftale. Alle jublede som de drenge, de stadig var. Undtagen Pete Best. Han fik nemlig ikke noget at vide, skriver Spitz. Det gjorde han nu ifølge Hunter Davies, hvis bog første gang kom i 1967, hvor en masse hensyn stadig skulle tages til historien og dem, der var del af den.

Fyringen er et ucharmerende kapitel i historien om de charmerende firlinger. De turde nemlig ikke selv, men satte deres nye manager, Brian Epstein, til at eksekvere dommen. Best fik aldrig nogen forklaring – Lennon medgav senere, at de opførte sig som kujoner – men mon ikke han selv kunne regne den ud, da han hørte sin efterfølger, Ringo Starr – som Martin til at begynde med heller ikke fandt god nok til at komme på plade. Lidt trøst fandt Best i, at gruppens fans demonstrerede udenfor hjemmebanen The Cavern med tilråb som ’Pete forever – Ringo never’.

BEST HUTLEDE sig derefter igennem. Han arbejdede i en periode som ham, der læsser brød ind i en brødvogn, men blev siden offentlig ansat ved arbejdsformidlingen i Liverpool.

Sideløbende spillede han i egne bands. Uden gennemslagskraft. En håndfuld albums er det blevet til; det seneste kom i 2008.

The Beatles har behandlet Bests eftermæle på næsten sovjetisk vis. Således var hans ansigt klæbet over med et billede af Ringo, da de udgav den første af de dobbelt-cd’er, som under navnet Anthology udsatte deres musik for arkæologi.

Best har i bogform luftet sin bitterhed over forløbet og udskrivningen af historien, men blev dog formildet lidt, da han sidst i 90’erne fik efterbetalt et efter sigende tocifret millionbeløb i royalties for Beatles-indspilninger fra før han blev den beatle, som tiden glemte, for nu at citere titlen på en af hans plader.

Et andet album hed ’Best of The Beatles’. Det var ikke løgn, men altså heller ikke hele sandheden.

Ukrediteret pr-foto

Pete Bests egen hjemmeside giver hans vinkel på historien. Klik her.

Readmore  

Jimmy Dean – fra pop til pølser

Kommentarer slået fra

I denne uge for 50 år siden var Jimmy Dean nummer et på den amerikanske Hot 100 for tredje uge i træk. Takket være ‘Big Bad John’, som ikke så meget var en sang som en fortælling med udpræget nybygger- og country & western accent.

Seth Ward med kunstnernavnet Jimmy Dean havde efter aftjent værnepligt i flyvevåbnet gjort karriere som pladevender (og senere tv-vært). Han moonlightede som countrymusiker. Allerede i 1953 havde han udgivet sin første single, ‘Bumming Around’, uden at det førte til noget. I 1961 var han på vej til en indspilningssession i Nashville. Han havde kun tre sange med i håndbagagen, en for lidt.

I flyet nørklede han derfor med en ny sang. Han havde engang arbejdet sammen med en stor fyr ved navn John. Ham placerede han i sangen i en mine, som faldt sammen og dræbte minearbejderen John, og et stykke americana som lige ud af en film var skabt:

Ev’ry mornin’ at the mine you could see him arrive
He stood six foot six and weighed two forty five
Kinda broad at the shoulder and narrow at the hip
And everybody knew, ya didn’t give no lip to Big John

(Link til YouTube)

Jimmy Dean havde egentlig forestillet sig, at sangen skulle være b-side på en single, hvor hovednummeret var ‘I won’t go hunting with you, Jake, but I’ll go chasing women’ – det hed den og den lød lige sådan! – men pladeselskabet vendte singlen om.

Sangen blev fem uger på toppen og fortrængtes af ‘Please, Mr. Postman’ med The Marvelettes.

Dean gjorde derpå simpelt hen det umulige. Han genoplivede Big Bad John på sangen ‘Cajun Queen’. Også den blev et hit. Siden havde han adskillige hits, bl.a. den millionsælgende smægter ‘I.O.U.’, tilegnet hans mor. I samme snakkende, men nu også violinindsovsede stil.

Herhjemme videreførte Teddy Edelmann og Peter Belli i en periode genren, som i USA hurtigt blev taget op af bl.m.a. Mr. Bonanza, Lorne Greene, som hittede med ‘Ringo’.

De sidste mange år har amerikanerne ikke forbundet Jimmy Dean med musik, men med pølser og færdigretter. Han døde sidste år, men efterlod sig fødevareimperiet The Jimmy Dean Meat Company. Og for mange over there er en Jimmy D simpelthen en pølse.

På nettet kan man i øvrigt igen og igen støde på videoer, henvisninger og andet, der gør Johnny Cash til ham, der besang ‘Big Bad John’. Det gjorde han ikke, men han kunne sagtens have gjort det.

 

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top