Fra før Beatles blev fab

3 Comments

50-året for de første indspilninger med The Beatles (som backing for Tony Sheridan) er selvfølgelig ikke gået upåagtet hen.

De seks numre, hvor de akkompagnerede Sheridan, er ellers, sammen med de to skæringer, de selv fik lov at lave som band, blevet genudsendt igen og igen og igen. I forvejen har musikken mere historisk end kunstnerisk værdi, men det har ikke afholdt Universal Music og Time-Life Entertainment fra at udgive en dobbelt-cd, specielt for det amerikanske marked. Og nu hedder det The Beatles with Tony Sheridan, selv om det selvfølgelig var omvendt.

I 2001 udgav det tyske connoisseur-selskab Bear Records den definitive dokumentation af indspilningerne i en laber boks med en booklet, der mere er en regulær bog med et væld af gode illustrationer. I det lys er den nye dobbelt-cd sølle, men selvfølgelig en hel del billigere…

Universal-udgivelsen rummer musikalsk det samme som Bear-boksen og uden lydmæssige forskelle den ene eller den anden vej. De optagelser er ikke for hi-fi feinschmeckere.

Bear-boksens 38 spor i såvel mono som stereo samt medley-edits og overdub-udgaver gentages her. Nyudgivelsen har en lidt bedre rækkefølge af numrene, så man slipper for at høre ‘My Bonnie’ tre gange i træk.

Bear-boksen, Beatles Bop – Hamburg Days fås bl.a. her. Og den ‘nye’ kan erhverves her.

Har man lyst til at få genopfrisket historien fra før de fire blev fab, er her et uddrag fra min bog Yeah Yeah Yeah:

… TONY SHERIDAN spillede stadig i Top Ten Club, og The Beatles akkompagnerede ham af og til. Resultatet var en fandenivoldsk rock, båret oppe af lige dele spilleglæde og amfetamin. På deres første besøg i Hamburg havde de lært nytteværdien af preludin at kende. Pillen, som i de år blev spist nærmest som bolsjer under betegnelsen ’ferietabletter’, hjalp dem til at holde sig vågne, og satte dem i en konstant overgearet, snakkesalig stemning, der på sæt og vis gavnede musikken, men den modnede også nogle af dem til mødet med hårdere stoffer. Pillerne skaffede The Beatles sig enten fra kolleger, hende, der med mellemrum mugede ud hos dem eller fra Astrid Kirchherr, hvis mor købte og selv brugte dem. Pete Best ville ikke have nogen. Også på den led var han udenfor.

Astrid og Stuart var ikke blevet mindre par af adskillelsen. Tværtimod. Stuart tilmeldte sig et billedkunstkursus på et privatakademi i Hamburg, og det var blevet mere og mere tydeligt og lydeligt, at han nu var mere opmærksom på popart end på popmusik. Som han skrev i et brev: »Min nysgerrighed er stillet – i hvert fald hvad angår rock and roll …«.

Et korporligt skænderi med Paul McCartney udløste hans opsigelse. Forventeligt og vist ret udramatisk. Paul tog over som bassist. I første omgang fik han lov at låne Stuarts mod at love ikke at vende rækkefølgen på strengene om. Paul er som bekendt venstrehåndet. Da det blev forsommer, havde han købt en ny venstrevendt Höfner, formet som en violin. Ligesom bassisten i Rory Storm & The Hurricanes. Stuart var dog stadig med i kliken. Og var derfor også med på en lytter i Friederich Ebert Halle 22. juni 1961, hvor The Beatles for første gang indspillede professionelt. Ikke alene, men som backing for Tony Sheridan.

I ET BREV til sin far og bror, dateret den 4. maj samme år, fortalte Paul McCartney, at The Beatles havde haft en VIP-tilskuer: »… her forleden aften kom en af Tysklands største rock & roll-stjerner ind i klubben … han hedder Tommy Kent, og han sagde, vi var det bedste band, han nogensinde havde hørt. Jeg håber, han mener det«.

Den besøgende var døbt Guntram Kühbeck, men det kunne man ikke hedde, hvis man håbede på en popkarriere. I 1958 var den Ib Mossin-blonde lægesøn blevet spottet som 16-årig af det tyske svar på Bent Fabricius-Bjerre, komponisten, kapelmesteren og produceren, Bert Kaempfert. Året efter nåede han som Tommy Kent en fjerdeplads på den nationale hitliste med sangen ’Susie Darling’, og var i Hamburg for at indspille en ny single. Han var i mangt og meget en mere tam, tysk udgave af Tony Sheridan med et bredt repertoire af kopinumre og teenagetække. Og var så småt begyndt at indstille sig på, at han havde fremtiden bag sig, i det mindste som popstjerne. Siden skulle han blive en anerkendt arkitekt.

Den aften i Top Ten Club så han nogle, der måtte have fremtiden foran sig. Hans begejstring for Sheridan og især The Beatles fik hans producer til at tage med i Top Ten Club næste aften. Kent endte med at gå på scenen og synge med på ’Be-Bop-A-Lula’, og Kaempfert lovede at vende tilbage. Han holdt sit ord.

I modsætning til Sheridan skrev The Beatles ikke kontrakt med Deutsche Grammofon, men med Kaempferts eget produktionsselskab. Dermed sagt, at de kun spillede biroller. Aftalen med Kaempfert blev indgået den 1. juli 1961, forpligtede ham til minimum at indspille fire numre med dem som gruppe eller enkeltpersoner, og den ville efter et år automatisk blive forlænget med yderligere et år, medmindre den blev opsagt med tre måneders varsel. The Beatles ville modtage fem procent for det tyske pladesalg, og væsentlig mindre for salg i udlandet. John Lennon stod påført som autoriseret modtager af gruppens royalties. Endnu et lille skridt var taget på den lange vej til the toppermost.

Mødet mellem den tyske schlager-tradition og den gryende beatmusik var lidt af et kulturchok. På selve indspilningsdagen havde Sheridan og The Beatles været på scenen indtil kl. 3 om morgenen. De havde aftalt med Kaempfert, at han skulle samle dem op i Grosse Freiheit ved 8-tiden samme morgen. De var selvfølgelig ikke stået op, da han ankom. Produceren, som netop havde toppet de amerikanske hitlister med ’Wonderland By Night’ og hvis udgave af ’Muss Ich Denn’ Elvis netop da nød godt af som ’Wooden Heart’, måtte selv bestige den stejle trappe for at purre dem på deres loftsværelse, hvor de lå halvt bevidstløse i køjesengene. Det eneste andet møbel var en stol, stakket til med tøj. Gennem rummet var spændt vasketøjssnore med underbukser og sokker.

I studiet, som i virkeligheden var en koncertsal i en skole, stod lydteknikeren Karl Hinze klar med sin to-spors Telefunken båndoptager, som, uden mulighed for overdubs, skulle optage det hele i stereo. »De repræsenterede noget nyt for os,« huskede han senere: »Det var højt, højt, højt!« Hidtil havde Hinze og hans slags indspillet sangstemmer med musik. Nu skulle de indspille musik med vokaler.

På forhånd var det aftalt, at man kun skulle forevige sange, som musikerne allerede havde på deres koncertrepertoire. En af dem var ’My Bonnie’, en uptempo rockudgave af en skotsk folkevise, som Sheridan havde gjort til lidt af en showstopper. Ray Charles havde i 1958 udsat sangen for et jazzet, blues-arrangement, men de nuancer fandtes ikke i den lige-ud-på-dansegulvet version, Sheridan fik i kassen med The Beatles den 22. juni. Harrison spiller leadguitar undtagen i mellemstykket, hvor Sheridan tager over. Nummeret indspilles markedsbevidst både med en tysk- og engelsksproget talt intro. Andre indspilninger var Jimmy Reed-nummeret ’Take Out Some Insurance On Me, Baby’ (som i 1964, da skæringen kom ud i USA, fik overdubbet guitar og trommer af koryfæerne Cornell Dupree og Bernard ’Pretty’ Purdie), Sheridans egen ’Why’, Hank Snow-tåreperseren ’Nobody’s Child’, som senere Lonnie Donegan indspillede. Her leger Sheridan Elvis, så ikke et lommetørklæde er tørt – kun McCartney og Best medvirker, samt en rocket udgave af ’When The Saints Go Marching In’.

The Beatles fik overladt mikrofonerne i to numre: ’Ain’t She Sweet’ blev så tidligt som i tyverne indspillet af bl.a. Sophie Tucker, herhjemme gjorde Leo Mathiesen den til en del af sit cigarrygende image, men mon ikke John Lennon brugte Gene Vincents version fra 1956 som reference for sin tolkning? The Beatles giver et godt bud på en opdatering. Om end den er mere energisk end original. Og så havde The Beatles et stykke tid på scenen spillet noget pausefyld, de kaldte ’Beatles Bop’. Da nummeret skulle på plade hed det ’Cry For A Shadow’. Som titlen antyder var det George Harrison og John Lennons hilsen til The Shadows. Nummeret, en fordringsløs melodisk rundgang, var indtil ’Blue Jay Way’ på Magical Mystery Tour faktisk The Beatles’ eneste instrumentalnummer. Det forstår man godt.

I DET HELE TAGET gjorde The Beatles ikke noget blivende indtryk. Lydteknikeren huskede det da også, som om de mere indspillede demoer for Kaempfert, der valgte at satse sine penge på Tony Sheridan. ’My Bonnie’ udsendtes den 23. oktober 1961 som single i Vesttyskland med ’When The Saints…’ som b-side. The Beatles figurerer som »and The Beat Brothers« på etiketten. Halvandet år senere udnævner John Lennon i et interview i New Musical Express pladen til at have været »a tremendous hit in Germany«. Han huskede forkert. ’My Bonnie’ entrer den officielle tyske hitliste i december som nr. 47. Måneden efter opnår den sin højeste placering som nr. 32, men den bliver et pænt lokalt hit i Hamburg, hvor den konkurrerer med Nana Mouskouri’s ’Weisse Rose Aus Athen’, ’Sauerkraut Polka’ med Gus Backus, amerikanske Connie Francis på tysk med ’Eine Insel Für Zwei’ og Kallman-koret med ’Elisabeth Serenade’, også et stort Giro 413-hit.

På det tidspunkt var The Beatles for længst tilbage i Liverpool, hvor de spillede, hvor de kunne komme til det, blev fulgt af stadig flere (pige)fans og stod højere og højere oppe på plakaterne. De havde ikke holdt sig tilbage med at fortælle om deres pladeindspilning, som de naturligvis gjorde mere afgørende end den var. Bob Wooler var en af dem, der fik det at vide. Han var pladevender, bl.a. i The Cavern, kælderklubben, hvor The Beatles var ved at fortrænge jazznavne som Kenny Ball. Wooler fik også en plade, da den kom, og inden da havde han forvandlet fjeren til fem høns…

Bogen fås bl.a. her.

Readmore  

Drags fra Stones til D-A-D

Kommentarer slået fra

D-A-D gør en slags comeback i dag med udsendelsen af albummet ’DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK’. Titlen er en slet skjult maskering af bandets originale navn. Jeg har endnu ikke hørt pladen, men den er blevet venligt modtaget af Erik Jensen i Politiken. Til gengæld har jeg set den bærende video for albummet, bygget over sangen ‘I Want What She’s Got’.

Musikalsk går man galt i byen, hvis man forventer opfindsomhed fra D-A-D. Og respekt for det mod! Til gengæld har de forhåbentlig ikke betalt nogen alt for meget for idéarbejdet med videoen. Den bygger nemlig visuelt på et af de ældste og mest slidte trick i rockbogen: Mænd, der klædes overdrevent ud som kvinder.

Listen af musikere, der har leget med tvekønnetheden, er lang. Lad os her nøjes, når det nu er klassisk rock, med Rolling Stones. Man skal ikke hedde Uffe Buchard for at se, at Mick Jagger åndeligt talt tit har gået i stiletter.

Første gang var i september 1966 på forsiden af singlen ‘Have You Seen Your Mother, Baby, Standing In The Shadow’. Billedet, som ses herover, blev taget en stille lørdag i en gyde i New York af Jerry Schatzberg. Til lejligheden omdøbtes gruppemedlemmerne til Molly (Keith), Flossie (Brian), Millicent (Charlie), Penelope (Bill) samt Sarah alias Mick, der skulle forestille at være det, man dengang uden blusel kaldte ‘neger’.

Stones beholdt udklædningen på, da singlen blev forsynet med en af de første rockvideoer (link til YouTube). Begge dele vakte lige så megen furore som Andrew Loog Oldhams reklame-pay off “Would you let your daughter marry a Rolling Stone.”

Selve sangen lød næsten ikke som Stones. Den var mixet, så det eneste, der kom frem, var den ubestridelige energi og så det trompetdominerede blæserarrangement, skrevet af Mike Leander. Pladen blev ikke nummer et, hverken i USA eller Storbritannien. I USA nåede den kun niendepladsen og hjemme i England blev den holdt fra førstepladsen af – Jim Reeves og ‘Distant Drums’.

Stones genopførte siden drag-temaet på bl.a. albumforsiden til Some Girls.

Og så må vi hellere lade være med at minde både D-A-D og Stones om den gamle sang, hvor Mick Jagger synger “what a drag it is getting old…”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Universal køber EMI

Kommentarer slået fra

De bliver færre og færre, de store pladeselskaber. Og i dag kom så den i branchekredse ventede nyhed om, at giganten Universal Music Group har købt fødestedet for The Beatles og Pink Floyd, EMI. Musicweek anslår, at prisen er 1,2 mia. pund.

EMI var ejet af Citi Group, mens Universal ejes af Vivendi-koncernen – det er æoner siden, pladeselskaberne har ejet sig selv. Universal-bossen Lucian Grainge bliver således den, der skal gøre det til sød musik at være indehaver af EMI-aktier. Han siger, at han vil respektere den kulturarv, EMI repræsenterer. Naturligvis. Og lægger ikke skjul på, at konstellationen Universal-EMI vil have stor muskelkraft på et marked, som imidlertid ikke længere reagerer så automatisk på styrke som på mere subtile mekanismer. Stort kan nu om dage hurtigt blive noget lort.

Selv om EMI’s bagkatalog repræsenterer ret mange penge og muligheder for at generere endnu flere, er selskabets forlags- og rettighedsvirksomhed om muligt endnu mere indbringende. EMI Music Publishing og dets rettigheder til næsten halvanden million sange (inkl. hele Motown-kataloget) har et stykke tid været til salg. I dag forlyder det, at Sony/ATV (som sidder på det meste af The Beatles) ser ud til at løbe af med guldgruben formedelst 2,2 mia. dollars.

Med de beløb i omløb er det svært at forstå, at branchen mangler penge…

Readmore  

Da Brian opdagede Beatles

2 Comments

It was fifty years ago today: Den niende november 1961 fik kælderbeværtningen The Cavern i Liverpool fint besøg. Ejeren af byens toneangivende pladeforretning kiggede forbi ved frokosttid, men ikke for at spise.

Forhistorien var som følger:

Nogle dage efter at Tony Sheridan i Tyskland havde fået udgivet sin single, ‘My Bonnie’, med The Beat Brothers alias Beatles som backingband, kom en ung mand, Raymond Jones, ind i Whitechapel-filialen af NEMS, North End Music Store, byens og en af Storbritanniens mest velassorterede pladebutikker. Bag disken stod bestyreren, Brian Epstein, tilfældigvis. Han satte altid en ære i at opfylde selv de mest umulige kundeønsker – det var dengang.

Raymond Jones efterspurgte den nye single med The Beatles. Navnet sagde ikke mig noget, fortalte Epstein i sin selvbiografi A Cellarful Of Noise, men han lovede Jones, at se, hvad han kunne gøre, og begyndte så at trykke på alle sine kontakter. Og blev selv så interesseret i bandet, at han tog hen for at høre dem i The Cavern, normalt ikke et sted, der stod godt til hans smalstribede habit.

Det er en god historie, en af de rigtige rockmyter, men det har længe været kendt, at den umuligt kunne være sand. Epsteins daværende assistent, Alistair Taylor, har senere fortalt, at det var ham, der ’opfandt’ Raymond Jones.

Hvor om alting så skulle Epstein have været både blind, døv og dum for ikke at have stødt på bare navnet The Beatles. I sine butikker solgte han ’Mersey Beat’, tidsskriftet, der sendte superlativer på overarbejde for at gøre småt til stort så længe det handlede om den nye, unge lyd i Liverpool. I bladet blev The Beatles ofte omtalt, og læserafstemninger var begyndt at kåre dem som det populæreste lokale orkester. I samme publikation havde Epstein endda fået sin egen klumme som en modydelse for den annonceplads, han købte.

Og i NEMS vidste hans kvindelige ekspedienter udmærket, hvem de var, de fire unge støjende, selvbevidste fyre, som kom, så og hørte, men sjældent købte de plader, de bad om at få afspillet i en af butikkens to lydisolerede lyttebokse. Under alle omstændigheder fik han hjemtaget pladen fra Vesttyskland. I 200 eksemplarer.

Epstein var det, vi i dag ville kalde iværksætter. Faderen havde sat ham til at modernisere Epstein-familiens møbelbutikker, og da sønnen havde gjort det med aplomb, men egentlig helst ville være noget mere glamourøst, men ikke helt havde talentet til det, udvidede Epstein senior sortimentet til plader, som junior solgte med udviklet sans for kundepleje, omhu og en ordenssans, der nærmede sig det pedantiske. Nu kedede succesen ham. Igen.

Han ville videre. Altid videre, ud til kanten, stik imod sit kontrollerede ydre. Det må have været grunden til, at han den 9. november 1961 ved frokosttid instinktivt valgte at lægge slipset, og i stedet for at gå til lunch travede han hen i Matthew Street, gik de atten trin ned i kælderen og befandt sig så i The Cavern. Han havde ringet inden og meldt sin ankomst. Ejeren fandt det lidt løjerligt, der plejede ikke at være VIP-behandling i hans bule, men bad alligevel pladevenderen Bob Wooler om over højttaleranlægget at annoncere, at »den kendte Brian Epstein fra NEMS« var i klubben i dag.

Epstein fortrød øjeblikkeligt, at han var kommet, fortalte han senere Hunter Davies. Han, en ivrig opera-elsker, fandt »lyden øredøvende«. Og »der var mørkt, fugtigt og stinkende«. På scenen stod fire unge mænd, der lo ad hinandens indspiste jokes, sloges for sjov, snakkede med publikum, afbrød sig selv midt i et nummer for at tage en bid af deres sandwich, skyllet efter med en cola, og i det hele taget ikke virkede, som om de tog det her alt for højtideligt. Alligevel var der noget ved dem, der fascinerede ham nok til at komme igen. »Personlig magnetisme,« forklarede han det over for Davies.

Brian Epstein var bøsse. Men han blev i skabet. Ellers risikerede han nemlig fængselsstraf. Homoseksualitet var forbudt ved lov i Storbritannien indtil 1967, så det var ikke noget, man paraderede stolt i det fri, men noget nær en sygdom man bar som en tung, knugende hemmelighed. Epstein var ydermere til købesex med tyk, sadomasochistisk accent, og samlede ofte unge fyre op.

Han levede med andre ord et dobbeltliv. Som mange ligesindede. Og jo mere forbudt det var, desto mere farligt og tiltrækkende syntes det at blive for ham. Deroppe på den lave scene i The Cavern så han nu et firkløver, nærmest forklædt som trækkerdrenge i deres stramt siddende læderdress. Så selv om indholdet ikke sagde ham så meget, lignede uniformerne noget han kendte – især kunne han, skriver Davies, ikke få øjnene fra John Lennon. Forelskelse eller fascination – Epstein vendte i hvert fald tilbage til The Cavern den næste måneds tid. På udkig efter en ny hobby, som han formulerede det over for Hunter Davies.

The Beatles var skuffede og utålmodige over, at der ikke var kommet mere ud af de tyske indspilninger. Så da ham den lidt mærkelige og lidt for høflige Epstein med BBC-tonefaldet inviterede dem hen i NEMS for en snak over en kop the, troppede de op ved halvfemtiden om eftermiddagen den 3. december, Paul dog med en halv times forsinkelse. Han skulle lige i bad. Den manglede præcision irriterede Epstein. The Beatles havde ingen anelse om hvilken disciplinær opstramning, der ventede dem. I hvert fald til en vis grad, for det skødesløse, spontane og improviserede forblev en del af bandets dna fra start til mål.

En række frem-og-tilbage sonderinger fulgte. Brian Epstein skruede bl.a. borgerskabscharmen på over for beatlernes forældre og især Tante Mimi, og forhørte sig i miljøet, hvor han blev advaret mod at røre dem med så meget som en ildtang af Allan Williams, deres koncertbooker, som senere fik et efterliv som »manden, der forærede The Beatles væk«. En hensigtserklæring blev indgået mellem bandet og Epstein, men en egentlig kontraktunderskrivning fandt først sted en måned senere. Epstein skulle være manager for The Beatles formedelst 25 procent af alle deres bruttoindtægter. Han garanterede dem, at de fremover altid ville få mindst 15 pund pr. job, og at han ville få fordoblet deres honorar for frokostkoncerterne i The Cavern fra fem til ti pund. John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Pete Best følte næsten, de kunne røre ved poppens tinde.

I virkeligheden var det hele først begyndt.

Ovenstående er et redigeret uddrag fra min bog Yeah Yeah Yeah (Gyldendal).

Illustration: Forsiden af Epsteins selvbiografi, skrevet af Derek Taylor (1964)

Readmore  

Hjortings greatest hits

Kommentarer slået fra

Jørn Hjorting fyldte 80 i januar i år, men at dømme efter hans quizprogrammer på DK4 er der ikke meget, der tyder på, at 80 skal blive endetallet for manden, der holdt det halve Danmark i neglebidende spænding hver onsdag formiddag på P3. Blev det et lige eller ulige nummer? Et nemt eller ikke så nemt spørgsmål, når danskerne ringede og han spillede. Men først måtte lytteren kvittere med en lille snak fra hverdagen lige omkring ham eller hende.

Nu forærer DR Multimedie Jørn Hjorting og hans mange aldersstegne fans en forsinket fødselsdagsgave: Tre cd’er med sammenklip fra ‘De ringer vi spiller’, programmet, der fra 1968 til 1996 med Hjorting bag mikrofonen var med til at minde os, hvor lille et land vi var. Dengang før globalisering og internet.

Jørn Hjorting beholdt det smalle slips på, da de partisantørklædeklædte ungdomsoprørere bildte sig ind, at de overtog DR i 70′erne. De hjemmegående husmødre i Hejnsvig, dagplejemødrene i Holsted og den pensionerede skolelærer i Struer vidste bedre. Hjorting lånte mikrofonen til det tavse flertal, som faktisk godt kunne få munden på gled, bare der ikke blev talt ned til dem.

Hans kritikere kaldte ham eftersnakker og tomgænger og leverandør af stokroser i stereo. Hans publikum elskede småsnakken over den statsradiofoniske ligusterhæk. Oftest var der i sagens natur småting, men andre gange ting, som måske ikke virkede store, men som fyldte i den anden ende af røret. Hjorting lagde ikke på.

Og jeg husker engang på P1, hvor man havde lånt Hjorting til en samtale med psykologiprofessor Franz From om selvmord. Den skjulte hensigt var vist nok at vise, hvor dårlig Hjorting var til at tackle det svære stof. Det gjorde han imidlertid med stor lethed og gefühl.

Da jeg kom på P3 i starten af 90′erne, var Hjorting klart fjenden, som han sad der i kantinen og holdt tuborgdrikkende hof med sine folk. Vi så ham som modstander af magasinprogrammer om belgisk rock og spændende livekoncerter med finske punkbands eller hvad vi nu fyldte på kanalen i den tro, at vi lavede radio for os selv. Den illusion faldt Hjorting aldrig for. Han advokerede bare for, at der skulle være plads til dem, der var og er flest af – de almindelige mennesker.

Da han og hans slags blev skibet af til Danmarkskanalen, åndede man nogle steder i DR-systemet lettet op. Der blev nok lagt et renere snit gennem sendefladen, men P3 mistede på sæt og vis forbindelsen til hr. og fru Danmark. Og til et stykke kultur, der nægtede at bøje sig for de tilfældige konjunkturer og modeluner, der øst for Valby Bakke havde og har det med at ligne varige fænomener.

På de tre cd’er er der også vareprøver på den musik, Hjortings kunder fik spillet undervejs. Poul Bundgaard, Simon & Garfunkel, TV-2, Arne Lamberth, Lasse & Mathilde, Elvis, Alberte, Anne Linnet, DR Pigekoret, Bob Dylan og Trine Dyrholm er blandt navnene. Det må jeg nok sige…

Repertoiret forblev forbløffende konstant, da Hjorting i 1996 blev afløst af Karsten Vogel (!) og senere Keld Heick, som på hver deres måde faktisk løftede arven fra Hjorting.

Nu om dage bliver der stadig ringet og spillet på det hellige tidspunkt, onsdag formiddag, men gemt væk på dab-kanalen P5 med Peter Sten. Som et minde om dengang DR markedsførte sig som danskernes radio.

Foto: DR Arkiv ©

PS: Dette indlæg er nr. 800 siden starten på denne blog i november 2009. Jeg tror, jeg bliver ved lidt endnu… tak derude for opmærksomheden.

Readmore  

Nik & Jay i æreslogen

4 Comments

Jeg gik glip af DMA i lørdags. Fruen og jeg tilbragte en forlænget weekend i Bologna, og dernede var der både velekviperede boghandlere og pladebutikker, så man ikke skulle tro, de havde hørt om krisen eller downloading. Og i pladebutikkerne var Agnes Obel fremme i billedet. Det forstår jeg, at hun også var i lørdags ved DMA-uddelingen.

Derimod så jeg syd på ingen plader med Nik & Jay. Til gengæld kan jeg nu læse mig til, at de er årets modtagere af IFPI’s ærespris. Som det hedder “for deres markante fingeraftryk på den danske musikscene gennem snart ti år”. Her kunne jeg godt finde på at spørge, hvem det nu l-i-g-e er, Nik & Jay har påvirket herhjemme; altså udover – og respekt for dem – deres mange tilsyneladende ikke aldrende fans.

Mit ærinde er et andet: Jeg var i sin tid en af dem, der mest vedholdende slog på, at det ville klæde den danske pladebranche at uddele en årlig ærespris. For at minde sig selv og forbrugerne om, at det også drejer sig om andet end øjeblikkets kultur. Jeg og andre gjorde også gældende, at det er for ringe, at der ikke findes en officiel Hall of Fame. Den har vi til gode, men måske er det meget godt, den er ikke er blevet etableret.

Årets DMA efterlader nemlig indtryk af at være arrangeret af en selvtilstrækkelig, lukket klub, hvor ophavsretsadministratorerne KODA – som et krisetegn? – endda går i seng med fjenden og lader sig indfedte i kriterierne for uddelingen af priserne.

Armslængdeprincippet er der ikke gehør for i IFPI, pladebranchens fællesorganisation, ja, man lyder nærmest, som om man ikke ved, hvad det er. Det er i hvert fald ikke problematisk eller behæftet med habilitetsproblemer endsige interessekonflikter, forstår man, at priskomiteen kun består af musikere, sangskrivere, KODA og pladeselskabspinger. Noget så profant som kritikere og journalister er der ikke overskud til at have med i de fora, hvor priserne uddeles. Eller skulle man i virkeligheden sige ‘fordeles’?

Den holdning ses tydeligst omkring valget af Æresprisen. Den, der skriver dette, var i ti år formand for den priskomite, der uden indblanding fra branchen besluttede, hvem der skulle hædres. Jeg forstår godt, at der altid er behov for at tænke nyt, især da DMA for et par år siden befandt sig i et vadested uden tv-sponsor, og faktisk var på nippet til at blive nedlagt. Så fred med det og den gamle ærespriskomite. Vi er stolte af de navne, vi fik valgt, og så med forventning på, at andre tog over. Nye generationer, nye præferencer, nye tidsalen.

I det lys er der sådan ikke noget i vejen med at ære Nik & Jay, selv om Kandis nok har påvirket flere, men hvor hipt ville det lige være på prime time. Til gengæld er der grund til at undre sig over det svar, IFPI kommer med, da GAFFA spørger, hvem der egentlig har bestemt årets æresprismodtager: “Det har et internt IFPI DMA-udvalg i samråd med KODA,“ siger kommunikationschef Lasse Lindholm. Punktum.

Hvorfor skal navnene på dem, der finder frem til, hvem der skal æres, hemmeligholdes? Er det ikke et ærefuldt hverv? Tør de ikke være ved det?

Er jeg den eneste – bortset fra IFPI og Erik Jensen – der sidder tilbage med indtrykket af, at TV2 har sat umisforståelige krav om ungdom og seertække til IFPI for at ville direktsende DMA?

Aftenens store vinder var i hvert fald TV2. Hvad musikken og musikerne vandt ved det, er jeg mere i tvivl om.

Readmore  

Da Dylan blev hovednavn

Kommentarer slået fra

I dag er det 50 år siden Bob Dylan kunne se sig selv som hovednavn for første gang. Han havde spillet i de ydmyge coffee houses i The Village, og en af hans indflydelsesrige nye venner, Izzy Young, drev The Folklore Center.

Young bookede sin unge protege ind i Carnegie Hall. Ganske vist i en af de mere ydmyge sale i koncerthuskomplekset, men det så godt ud på c.v.’et.

Dylan spillede en stribe sange, der siden har været i (pirat)cirkulation. Og nogle af dem kan bl.a. købes via hans officielle site, men det kunne være fint med en digital opdatering af koncerten i hans officielle bootlegserie.

Sætlisten så sådan ud:

1. Pretty Peggy-O
2. In The Pines
3. Gospel Plow
4. 1913 Massacre
5. Backwater Blues
6. Young But Daily Growing
7. Fixin’ To Die
8. Talkin’ Bear Mountain Picnic Massacre Blues
9. Man On The Street
10. This Land Is Your Land (findes på No Direction Home-soundtracket)
11. Talking Merchant Marine
12. Black Cross
13. Freight Train Blues
14. Song To Woody
15. Talkin’ New York

Dylan fremførte numrene afvekslende med small talk og jokes, moralsk støttet af den alkohol, han i de år brugte til at dulme nervøsiteten, før han gik på.

Trods Robert Sheltons rosende ord om Dylan i New York Times i september samme år var fremmødet hin lørdag aften dog behersket. 53 tilskuere betalte hver to dollars for at få en smagsprøve på fremtiden.

Readmore  

Johnny Madsen – på cd og i bog

1 Comment

Johnny Madsens nye plade er skrevet i USA og indspillet i Paris. Jeg var på nippet til at skrive, at det kan man ikke høre, men vil moderere det til, at hjemmefødingen kan rejse nok så langt væk – han vil altid have flyvesand i lommerne og på stemmebåndene, og med i håndbagagen har han sine ridsede Dire Straits- og Bob Dylan-plader.

For når Madsen i den indledende sang, ‘Ækvator’, synger om “Romeo og Juliet, den virker lidt træt…” så lyder han og musikken ikke som om der sigtes til Shakespeare, men til Mark Knopfler. Og Madsen tilføjer som et af sine sjældne credoer: “Gi’ os lidt af hvad drømme har skabt/Gi’ os “sandheden” tilbage…” Bemærk citationstegnene omkring ordet ‘sandheden’. Madsen har altid været varsom med de dyre ord.

Omvendt har ingen været i tvivl om, at hans raspende, nikotinhærgede stemme mener det, den synger. Inden eller uden for sæsonen. At han så mere og mere lyder som en mellemting af Troels Trier og John Mogensen skal ikke lægges ham til last.

Problemet de sidste par plader har været, at der for sangeren har været så lidt at mene, så lidt at være tilstede i. Som var han et andet sted. Og nu bare legede ‘Johnny Madsen’. Til gengæld er han den bedste Johnny Madsen, vi har. Om det så er nok, når sangene kun bliver impressionistiske skitser af hvilke mere eller alternative turistbilleder, han har fået ind på nethinden, tilsat ofte gentagne tricks fra rock-ABC’en, ja, det er en smagssag.

Med andre ord: Jeg synes Le New York er småkedelig. Kun få gange er der så meget eksistens på spil, som teksterne hævder. En sang som ‘Vælter forlæns’ er vintage Madsen, og på ‘Super Bowl i Cleveland’ er det pudsigt at høre, hvordan en sanger som C.V. Jørgensen brænder igennem.

Det bærende element på pladen er guitaristen Knud Møller. Måske trækkes der lige lovlig mange veksler på hans spil, men det er nuancerigt og nærværende. Og får al den plads, det beder om. Møller kan både sin klanglige poesi og prosa.

Johnny Madsen kan sin Johnny Madsen.

Johnny Madsen: Le New York. Producer: Rasmus Madsen & Thomas Alstrup. Recart.

I samme ombæring er bogen Nattegn udkommet. Kun tre år efter at samme forlag udgav Særling fra verdens ende, Anders Houmøller Thomsens sammenskrivninger af Jakob Kvists 2004-interviews med Madsen.

Journalisten Pia Elers har været en god bekendt af Madsen, siden han spillede tenorbanjo i Lemvigs gader. Den slags behøver ikke være en bagdel som forfatter, men jeg tænkte mit, da hun beskriver, hvordan hun rent faktisk sidder og skriver på sin bog i et hus, hun har lånt af Madsen.

Elers, der arbejder som udlandskorrespondent, må vide alt om den trussel mod den journalistiske integritet, som det giver at være embedded. Altså ‘sove med fjenden’. Den risiko må hun have set stort set på eller også er hun blevet løbet over ende af den, for Nattegn er en meget venlig bog.

Det er ikke det samme som en dårlig bog. Elers kan skrive. I en flydende, let sludrende, men aldrig pludrende stil, hvor hun også inddrager læseren i arbejdet med bogen på en måde, der ikke virker krukket, men underholdende.

Forskellen på 2008-bogen og denne nye er få, men markante. Sangene, musikken, forbillederne – alt det der dannede Madsen – forbliver underforstået hos Elers, som ellers selv, forstår man, kan spille. Det er udenværkerne, vi hører om. Turnémaset, hotelsuiterne og så videre, men ikke noget om, hvorfor denne eller hin musiker bliver fyret. Det nævnes bare en passant.

Til gengæld er der indlevede skildringer af Madsens dannelsesår i Thyborøn, byen, hvor arkitektur er et fremmedord. Og som alle ordentlige rockmusikere var Madsen også et talent på en fodboldbane, men når han siger, at han spillede på et jyllandsseriehold, vil jeg da godt have klubben at vide…

Men sådan er det med bogen: Den kan måske godt høre et svar, når det falder, men den stiller ikke selv spørgsmål eller modspørgsmål. Og er der en knast, styres der udenom. På samme måde som der skiftes sko, hvis der en sten, der gnaver. Kun forholdet til og bruddet med Margit har man som læser en fornemmelse af at forstå. Der er både ulindret smerte og glæde i de minder, og det sætter sig.

Tilbage bliver indtrykket af en moderat mandschauvinistisk, fraskilt, hippieliberal musiker og billedkunstner, som tjente sin første million i 1988 og ikke er blevet fattigere siden da, som vist er mere intellektuelt tænkende, end han vil være ved, og som ikke bruger sin formue på tøj, men på golf og alkohol. Det sidste, forstår man i en bisætning på side 258, er ikke længere noget problem, som det formuleres. Hvorfor? Hvorfor ikke? Er der ikke en historie der, som er med til at fuldende portrættet af Madsen og hans musik? Få har jo som Madsen ladet sig promovere som legemliggørelsen af en anarkistisk, hængerøvet sut.

Nu om dage er Madsen jo mindst lige så meget maler som musiker. Og mens den del af hans metier af naturlige grunde kun strejfedes i Kvist/Houmøller-bogen, tegner hans kærlighed til og kamp med billedkunsten sig for nogle af den nye bogs bedste passager.

For Madsen er maleriet og sangskriveriet to sider af samme sag: “Det starter med, at man lukker øjnene og smider en sten ud i mørket. Så hører man et kluk og så starter man derfra.” Og uddyber: “Nogle gange har billedet magten, andre gange har jeg magten …ind i mellem er der nogle figurer, der ikke vil, som jeg vil, og så kan de få en grøn klat i hovedet.”

Forfatteren gør sig ikke til smagsdommer over Madsens farverige William Skotte-inspirerede malerier, men sætter lidt for duperet lighedstegn mellem efterspørgsel og kvalitet. Et sigende kapitel er beskrivelsen af en fernisage i London, hvor ambassadøren holder åbningstale, pindemadderne bliver spist, Frank Arnesen møder op og selv Madsen er ikke fri for at være en smule benovet – selv om han selvfølgelig ikke lader sig mærke med det.

Et sted siger hovedpersonen: “Der skal ikke fedtes med det, for hvis man ikke går til yderligheder, er der ingen grund til at gå.” Det er sådan et citat, journalister elsker. Spørgsmålet er, om Johnny Madsen selv efterlever det. Eller om han bare er en småborger, forklædt som rockstjerne med billedkunst som indbringende hobby.

Det giver Pia Elers os ikke svar på. Forklaringen giver Madsen måske selv, når han siger: “Vi har alle vores hemmeligheder, og måske er alt det, vi taler om, ikke det vigtigste.”

Man kunne ønske sig, at hun havde turdet klatte hans selvbillede lidt til.

Pia Elers: Nattegn – et portræt af Johnny Madsen. People’s Press. 312 sider. Illustreret blandt andet med Madsens malerier.

Readmore  

Amy Winehouse genoplives

Kommentarer slået fra

Næppe er liget blevet koldt, før gribbene flokkes om at få mest muligt ud af resterne. På Amy Winehouse’s site offentliggøres i dag, at hendes familie og mest dedikerede fans trygt kan gå julehandlen i møde.

Takket være et “nyt” album, Lioness – Hidden treasures.

Det består af obskure skæringer som coverversioner af ‘The Girl From Ipanema’, sunget af en attenårig Amy, ‘Will You Still Love Me Tomorrow’ og duetten med Tony Bennett, ‘Body and Soul’, alternative udlægninger af sange som ‘Valerie’ og outtakes. Tolv numre i alt, kompileret og efterproduceret af Mark Ronson og Salaam Remi i samarbejde med sangerens familie, i.e. hendes far.

Et nyt nummer kommer med, ‘Between the cheats’, som ganske vist blev indspillet i 2008, men skulle have været med på det tredje studiealbum, der aldrig kom, fordi Amy drak sig ihjel sidst i juli i år.

Et forsonende skær kastes over dette spekulationsprodukt ved meddelelsen om, at et pund af hver solgt plade/download i Storbritannien går til Amy Winehouse Foundation, den velgørende fond, faderen Mitch Winehouse har etableret.

Den britiske talsmand for HMV-kæden er naturligvis begejstret for denne forlængelse af Winehouses kommercielle liv. Alt andet ville også komme bag på mig.

Se det komplette indhold af albummet her.

Readmore  

Rumer genopdager 70′erne

Kommentarer slået fra

Rumer, sidste års store britiske debutant med Seasons of my soul, venter lidt med den svære to’er. I hvert fald hvis denne skal indeholde sange af hende selv. Istedet er Rumer alias Sarah Joyce gået i studiet i selskab med 70′er-sange af navne som Terry Reid, Richie Havens, Clifford T. Ward og Leon Russel, som hun fortolker på albummet Boys don’t cry.

Det udkommer til februar næste år.

Pladen kommer til at rumme et par duetter med Queen of Denmark-sangeren John Grant, som til Mojo fortæller, at Rumer “prøver at udforske en fuldstændigt mandlig synsvinkel, for at gå ind i den og se, hvordan det er at gøre den historie til sin egen.” Resultatet bliver, lover han, “fucking brilliant.”

Rumer selv vægrer sig ved at kalde albummet en decideret efterfølger til debutalbummet. Hun er snarere, siger hun, gået i gang med projektet “for at lære at elske musik igen efter et skørt år.”

Hun holder pause fra studiet, når hun fra 11.11 drager på en britisk turne.

Rumer er desuden aktuel med sangen ‘I Believe In You’ fra Rowan Atkinson-filmen Johnny English. Hør den her.

Officielt pr-foto af Kevin Westenberg.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top