Hip hip for Peter Øvigs bog

2 Comments

Jeg studsede lidt, da jeg hørte, at Peter Øvig Knudsen ville skrive en bog om den danske hippietid. Men da jeg tænkte nærmere over det, gav det god mening. Jeg genkaldte mig nemlig forfatteren, dengang han stadig mest var journalist og arbejdede på Dagbladet Information. I en periode i midt-90’erne var jeg hans nærmeste chef. Øvig var sommervikar på den såkaldte a-vagt – den, der dagligt bestyrer og styrer avisen og dens produktionsflow og ikke mindst har ansvaret for forsiden.

Til dagligt skrev Øvig få, men fremragende historier af den slags, der var for lange – selv for Information. Denne unikke blanding af flid og dovenskab overførte han selvfølgelig til sit vikariat. Hippietilbagelænet sad han med benene oppe på bordet og styrede slagets gang med en helt urimelig autoritet. Han lod sig som avismager ikke stresse af deadlines. Snarere tværtimod.

Legendarisk er den aften, hvor han ringede hjem til mig og frejdigt erklærede, at nu var de sådan set færdige med dagens avis. Om de måtte gå hjem? Jeg kiggede vantro på mit ur. Klokken var 19.30. To og en halv time før avisen skulle være hos trykkeriet.

Siden blev han sin egen herre – det var han nu også på Information. Og i forordet til første del af tobindsværket Hippie beretter Øvig, at der for ham går en lige, hjemmehæklet tråd fra arbejdet med at beskrive besættelsestidens bødler og Blekingegadebanditterne til hippierne. Det er to sider af samme mønt. Det hele kan koges ind til et valg, der kan ligne en tilfældighed, men er og bliver et valg. Den dobbelthed fascinerer ham, så det kommer til at fascinere os.

Hippie er den farverige, vidt forgrenede ”som-at-være-der-selv” skildring af det danske forsøg på at omplante ånden fra den forlængede weekend i Woodstock til en hel sommer i 1970 på en vindblæst ødemark i Thy, befolket af både engpissere, hjørnerotter, syrehoveder, alt for mange glosuppesultne turister og så de mange, der bare var der, fordi det var der, man skulle være den sommer, hvis man ville være noget. Bogen illustrerer den indflydelse det projekt i stort og småt fik for vore vaner, vor omgangstone og vort sprog.

Det bliver en historie om ydere og nydere. Et lærestykke i, hvad der sker, når det bliver hverdag i det antiautoritære paradis.

Foreningen med det løfterige navn, Det ny samfund, stod mere eller mindre bag lejren, men det provokerende og udfordrende ved projektet var, at alle i lejren skulle og kunne bestemme lige meget. Eller lige lidt. Virkeligheden endte jo med at blive, at der kun skete det, man lod ske eller også skete der ikke en skid.

Den retorisk velbegavede og ovenud overlevelsesduelige grosserersøn, Henning Prins, var, sammen med bl.a. Leif Varmark og Leo Jespersgaard, drivkraft i forsøget på at virkeliggøre visionen. Han befandt sig, som Øvig skriver, i »en tærskelzone midt imellem de nye, antiautoritære hippier, der først ville befri sig selv og dernæst verden, og en mere traditionel socialistisk fløj, der i traditionen fra Karl Marx og de gamle kommunistpartier forestillede sig, at en forarmet arbejderklasse ville rejse sig til revolution.«

Uden at blive fremstillet som en forfulgt uskyldighed opdagede Prins hurtigt, at hippierne var som folk var flest – de ville helst have andre til at tømme deres lokummer. Uanset hvor mange gange han, som kritikerne kaldte Kongen af Thy, undervejs i lejrens første sommer blev bedt om at aflevere nøglerne til lejren, kom der, som han fortæller, aldrig bagefter nogen og bad om dem. Også hippier fandt det bekvemt med fjendebilleder.

Øvig skildrer lejrens historie dag for dag med afsæt i den næsten dagligt udkommende lejravis. Det er et godt fortælleteknisk greb, som han mestrer. At se citaterne fra den avis er som at bladre i et katalog af drømme, ungdommelig naivitet, selvmodsigelser, utopier, hul retorik, opløftende poesi, finurligheder, direkte vås, mangel på logik og ikke så lidt bange indeklemthed. Det kan nemlig godt være at hippierne gik i bare tæer eller snabeltyrkersko, men åndeligt gik mange i lige så småt fodtøj som deres forældre. Avisen udfolder sig som en datidig forløber for kommentarfelterne på mangen en Facebook-væg.

Undervejs, som et effektivt middel mod fortællemetodens potentielt truende bogholdermonotoni, går Øvig tilbage og skildrer, hvordan centrale personer i bogen kom fra her til der.

Han har, i modsætning til andre aktuelle forfattere, blandt andet talt med Kim Larsen, som fuldskægget og barfodet spillede i lejren med et endnu ikke fuldt optanket Gasolin’. Han husker det sådan her: »Jeg var ikke hippie. Jönsson var midt i det … mens jeg var udenfor og gerne ville ind. Men jag havde det svært med hippiegevandterne og alt det hellige. Var det ikke bare kejserens nye klæder? I virkeligheden var jeg ret konservativ og kritisk over for alt det nye …«

Ikke alle husker så selverkendende som Larsen. Ja, faktisk har et af Øvigs største problemer været folks efterhånden ret selektive hukommelse. Derfor er bogens indledende Dylan-citat ret passende: »Let us not talk falsely now/the hour is getting late…« Hash- og lsd-indtaget har sat sig sine spor, men også folks selvbilleder spiller dem tit et puds. Helt morsomt bliver det, når nogen af Prins’ kammerater ikke kan huske, om han deltog i den såkaldte forlejr, hvor man gjorde pladsen klar til invasionen fra København og omegn.

Konflikten, eller som vi lærte at sige dengang, dialektikken mellem det politiske og det private spiller en hovedrolle i Øvigs bog. Det er da interessant, ja, en ung lejrdeltager ved navn Peter A.G. siger, at »i mange år derefter hørte jeg ikke nogen diskussioner, jeg ikke allerede havde hørt i Thy…«, men vinklingen på det politiske kan få de dele af fortællingen til at lukke sig om selv. Hvor betydningsfuldt var det for den menige weekendhippie med alle disse ordrige skærmydsler mellem slappere og strammere i det københavnske studentermiljø? Ideologikonflikten tager også med på ferie til Thy, hvor ur-anarkisten Henning Prins undrende må sig overtrumfet i anarki af kunstneren Peter Louis Jensen, som virker som et dumt svin, ude efter magt, men for kujonagtig til at kalde det ved dets rette navn.

Den kamp gik, tror jeg, hen over hovedet på de fleste lejrdeltagere, i.e. de mange, der aldrig overværede et af de fællesmøder, som fylder meget i bogen. Selv var jeg der en fjorten dages tid i noget, jeg husker som endeløs regn (det er så ikke rigtigt): Jeg hørte ubehjælpsom dansk syrerock, men havde ellers mest travlt med at undgå mikromakromad og med at brænde fingrene, fordi jeg ikke kunne forstå, at hippiepigerne nok bød sig elvermagiske til med silikonefrie bare bryster og fællesbadning, men jeg skulle hilse og sige, at de frasagn om overfloden af fri sex, som Øvig videreformidler i både ord og Gregers Nielsens æterisk-smukke farvefotos, er båret af ældre mænds erindringsoptimisme.

Hippierne var lige så bornerte og generte som folk er flest, når det kom til stykket. Man bliver jo ikke nøgen, bare fordi man tager tøjet af.

En af de kvinder, der lyste op deroppe, var Maria Stenz. I dag river hun sløret af enhver illusion om, at Thylejr var et fælleskønnet fællesskab. Det var et eksotisk forklædt patriarkat, og hun så sig selv som »en pligtopfyldende husmor, der lignede en hippie på en prik.« Og så var hun hvidglødende jaloux på sin mand, der kunne det der med løsagtig sex, jeg var ung til at kunne. Tre år senere dansktophittede Stenz med ’Hvor er alle drømmene?’.

Peter Øvig Knudsen er stadig en ung mand. Og kan og vil ikke sige sig fri for at være misundelig på dengang det var før. I bookletten til Hippie hits, den dobbelt-cd, der naturligvis udgives samtidig, sukker han og kammeraten Niels Mosumgaard: »Vi er født for sent. Da det hele eksploderede i sommeren 1967, var vi fem år og løb rundt på forstadens villaveje. Men som teenagere midt i halvfjerdserne høstede vi løs af frugterne…«

Han fortjener en buket dunhammere for heldigvis at være journalist nok til ikke at lade den kritiske sans gå op i røg og røgelse. Man kan med en vis ret indvende, at bogen isolererer det, der skete i Thy og indre København fra hverdags-Danmark og verden. Omvendt oplevedes netop de år af mange så intenst, som var ens navle og til nød kærestens smukke ditto hele verden.

Hippie er så tæt på sandheden, vi indtil nu er kommet, om dengang nogle middelklassedanske unge rakte ud efter sandheden uden helt at fatte, hvad det var, de risikerede at få mellem hænderne.

Derom kommer andet bind forhåbentlig til at handle.

Peter Øvig Knudsen: Hippie, bd. 1. 528 s. rigt illustreret, Gyldendal. Udkommer i dag.

Bogen er i vanlig eksemplarisk Øvigsk stil udstyret med gode noter og indeks. Og til bogen har billedredaktør Poul Rasmussen dels stået for nogle sikkert konciperede, tidstypiske collager samt ikke mindst en række ganske gribende farveportrætter af de hippe helte og heltinder, herfra hvor de står i dag.

Udover dobbelt-cd’en, som i Henrik Gregersens regi er et nærende distillat af cd-boksen Herfra hvor vi stod – sange om merværdi (Universal), fås Hippie som lydbog, læst af forfattteren selv, med timevis af underlægningsmusik af Tømrer-Claus i 60’er free styling-stil. Og ingen skal komme og kalde de gamle hippier maskinstormere: Bogen fås også som app, både til iPhone og iPad. Måske noget for unghippierne? Hvornår kommer dvd’en/filmen? Og batik-t-shirten:-)

www.hippienu.dk er der masser af ekstra materiale og opdaterede meninger, og man slipper for regnvejr og overfyldte lokummer.

Se mere om forfatteren her.

Pr-foto af forfatteren taget af Poul Rasmussen/Gyldendal.

Bogomslagsdesign: Christian Ramsø.

I Information mindes Klaus Lynggaard dengang han kullede i Kokkedal.

Og i Berlingske har Niels Krause-Kjær et andet syn på hippiernes danmarkshistoriske betydning. Læs her.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Den stille rullesten fylder 75

3 Comments

Bill Wyman lod de andre i The Rolling Stones om at te sig. Selv stod han nærmest skulpturelt på scenen, stum, som støbt i et med sit instrument, som han holdt lodret, fordi det var lettere for hans små hænder at spille på det på den måde. Og så anede man i mundvigene et lille smil, der sagtens kunne tolkes som overbærenhed med hele det kaos, han var vidne til og i en vis forstand med til at pumpe op med sit støt pulserende spil.

I morgen fylder Bill Wyman 75, så han var allerede en voksen og gift mand, da han i 1962 afløste Dick Taylor som bassist i de meget unge og meget selvbevidste Stones. Han fandt ind i et godt samspil med den lige så stoiske Charlie Watts. Sammen holdt de sammen på musikken, så der var friere spillerum for Jagger & Richards.

Wyman forlod Stones i 1990, og selv om han blev remplaceret af yngre kræfter, kom bandet i mine ører aldrig til at rulle så solidt som i hans tid.

Det kan godt være, at Richards med sine erindringsbog, Livet, har ydet sit bidrag til bandets omtumlede historie, men Wyman har virket som uofficiel kurator af gruppens kollektive hukommelse. Fra barnsben i yderste fattigdom i det sydlige London under fødenavnet William George Perks førte han dagbog. Det blev han ved med i Stones-tiden. Dagbogsnoterne folder sig ud i en håndfuld vægtige værker om og omkring bandet, hvor han ikke skåner nogen, men heller ikke hænger nogen så meget ud, som han lader ane, at de kunne have fortjent. En svær balance, som han mestrer.

Mindre held har han gennem årene haft med at administrere sit kærlighedsliv. Mens de fleste troede, Jagger var topscorer hos pigerne, var det i virkeligheden Wyman. Han gik dog stille ved dørene med utroskab og erobringer indtil han mødte den 13-årige Mandy Smith. Den forbindelse og deres senere fireårige ægteskab fra 1989 gjorde Wyman til forsideguf for de britiske tabloidaviser. Historien tabte ikke i nyhedsværdi, da Wymans søn af første ægteskab blev kæreste med Mandys mor.

I lighed med Ringo Starr turnerer og indspiller Wyman med sit eget all star-band, The Rhythm Kings, når han da ikke glæder sig over bundlinjen i sin restaurantkæde, Sticky fingers, opkaldt efter et album med The Rolling Stones.

Samtidig fotograferer han på ret højt niveau og som ivrig amatørarkæolog har Wyman desuden patenteret og serieproduceret sin egen metaldetektor. Måske i erkendelse af, at andre scorede mere guld på The Rolling Stones end ham.

Illustration: Beskæring af coveret til Bill Wyman’s Rhythm Kings’ Just for at thrill-album

Readmore  

Ny Larsen-bog ikke helt fjong

11 Comments

Vi behøver ikke hyre Megafon for at finde ud af, at Kim Larsen er lige så kendt som dronningen. De to har endvidere det til fælles, at kun et fåtal virkelig kender dem. Men mens Margrethe får penge for at være offentlig, har Kim aldrig følt det som sin forpligtelse at skulle kvittere for pladesalget ved at stille sig til rådighed, ud over det allermest nødvendige – foran en mikrofon på en scene og til nød et interview, når musikken skal sælges. Resten har altid været adgang forbudt.

Denne reservation omkring privatlivet har naturligvis pirret pressen. Journalister har altid fundet det umuligt at fatte, at nogen bare har lyst til at være i fred. Privatliv og retten til samme er som en rød klud for standen.

Forleden udkom Kim Hyttels revanchistiske selviscenesættelse med Larsen som omdrejningspunkt. Bøger af den slags gør det let at forstå sangerens vægren ved at stille sig til rådighed.

I dag kommer en bog af en ganske anden støbning. Den hedder Solisten med undertitlen ’Historien om Kim Larsen’. Hovedpersonen selv vil nok gnægge over sandhedsværdien i at sætte historie i bestemt form, men den fortjener ros for sin usensationalistiske lødighed.

På inderflappen kan man læse, at forfatterne »i 2010 skrev et stort fødselsdagsportræt af Kim Larsen i Euroman«. I den udgave af samme blad, som jeg har, stod de bag en udførlig vox pop, hvor de citerede store og små i og omkring Kim Larsen, mens den, der skriver dette, begik den store, sammenfattende artikel. Men fred med det.

Det er nemlig en rigtig god ide at lade nogen, der gik i børnehave eller cirka deromkring, da Midt om natten satte sin uovergåede salgsrekord, genfinde sangen om Larsen med alle dens mis- og vellyde. Jakob D. Lund og Peter Rewers er herligt ubesmittede. De har ingen gamle lig i lasten eller regnskaber, der skal gøres op.

Spørgsmålet er så, hvor helstøbt en bog, der er kommet ud af det.

Lund & Rewers har talt med snesevis af navngivne og tit nye kilder. Og forfatterne skriver godt, men også på den der velsmurte måde, som indikerer, at de kunne have skrevet en tilsvarende bog om Dennis Rommedahl, Hans Otto Bisgaard eller Stine Bosse. Professionalisme hedder den slags, og den er selvfølgelig påskønnelsesværdig i en tid, der hylder amatørismen, men bogen besidder ikke den glød og det engagement, der skal til for at matche en idiosynkratisk lystspiller som Kim Larsen.

Larsen medvirker – naturligvis, havde jeg nær sagt – ikke selv. Det gør centrale skikkelser i hans indre netværk som Peter Ingemann, Poul Bruun, Gasolin-overleverne og Erik Clausen heller ikke.

Derimod har Lund & Rewers blandt mange andre fået fat i Mariann, Larsens første kone (men ikke i Miss Q), og kammeraterne hjemme i gården fra før han blev forklædt som voksen.

Det gør afsnittene om barndom og tidlig ungdom, dannelsesårene, til bogens bedste stræk. Uden at falde for fristelsen til at fortabe sig i anekdoter (men de er der heldigvis) illustrerer forfatterne Larsens uforfærdede vej fra folkeskolen via de modstræbende gymnasieår til det skelsættende møde med »sindets frihed,« højskoleånden, personificeret i Niels Højlund på Askov.

Lige så interessante er de afsnit, hvor modsætningerne mellem Larsens erklærede kærlighed til kernefamilien og hans forhold til fortidige forhold ridses op. F.eks. ser han kun få af sine børn, fortæller en datter, som han ikke har set i en årrække. Det fik formiddagsaviserne forsider ud af i forskræppet for bogen, men forfatterne fortæller faktisk historien meget lidt dyneløftende.

Resten er kendt stof; fra flugten til Amerika til det frivillige eksil i H.C. Andersens by. Kendt i hvert fald for denne anmelder. Og hvordan skal det blive andet, når Larsen beholder sin historie for sig selv?

Som kompensation lader forfatterne så nogle af Larsens hyrede hænder fortælle om det demokratur og oplyste enevælde, solisten praktiserer i sine skiftende grupper, som alle sammen, forstår man, er dannet fordi han savner Gasolin’. Den eneste, der tilsyneladende ikke forstår det, er Kim Larsen, “den poetiske bulldozer”, som en musiker kalder ham.

I modsætning til andre bøger af slagsen er forfatterne til Solisten ikke så bundet op på at citere anmeldelser fra anno dazu mal. Det skal de ikke høre for. Til gengæld virker den samtidige omverden ofte ret langt væk. Og når selve musikken skal beskrives, virker bogen som en udvidet journalistisk hovedopgave eller kladden til en ph.d.

Det er en smule komisk med alvorsmine at spørge en æstetiklektor om grunden til Larsens sangstil: »Hans stemme er simpelthen bestemt af det brede gab…« får vi at vide. Nådada! Og musikforskeren Henrik Marstal fortæller, at Larsens sange oftest går i dur, mens hans kollega Henrik Smith-Sivertsen ser Larsen som en fortsættelse af spillemandstraditionen. Alt sammen utvivlsomt rigtigt, men også umusikalsk ude af sync med en sanger og sangskriver, der har det intuitive som sin væsentligste styrke.

I de øjeblikke bliver bogen både for kort og alt for lang. Men alt i alt fremkalder den et troværdigt, omend lidt sløret signalement af den Larsenske sammensathed mellem lun og lunefuld, mellem reaktionær og godt gammeldags progressiv, mellem indelukket og åbenmundet.

Og så til nogle irritationsmomenter her, hvor jeg selv bestemmer længden:

Det er mærkeligt at se, at de fleste af bogens fotos er taget en fotograf, der enten hedder POLFOTO eller Scanpix. Igenigen: Billeder tages af fotografer, ikke billedbureauer. Helt paradoksalt bliver det, når forfatterne citerer en kilde i bogen, men samtidig ikke kan finde ud af at skrive hendes navn ud for de efterhånden ikoniske billeder, hun har taget. Hvor svært er det egentlig lige at skrive Susanne Mertz/Scanpix? Eneste gang det sker er ved afbildingen af et pladecover.

I forordet tøver forfatterne ikke med at kalde bogen «det hidtil mest ambitiøse portræt af Danmarks største sanger og sangskriver.« Ambitionerne har ikke rakt til at udstyre bogen med det titel- og navneregister, der ville have gjort den brugbar som referenceværk.

Naturligvis er der en pladeliste, men ikke en diskografi – den slags hører nu om dage nettet til, men tankevækkende nok er der ingen litteraturliste. Skal vi virkelig bildes ind, at forfatterne har fundet på alt fra bunden? Eller er det ungdommelig skråsikkerhed/uvidenhed, der gør, at man kan skrive en hel bog om Larsen uden at fortælle læseren, at Peder Bundgaard har begået op til flere, ganske researchtunge, i sin tid banebrydende bøger om både Gasolin’ og Kim Larsen (senest opdateret i år!). Ja, på Gyldendals forlagshjemmeside kaldes Solisten endog “den første egentlige biografi om Kim Larsen.” Helt besynderligt bliver det, når man kan købe Bundgaards biografi i Gyldendals egen netboghandel. Øh?!

Den slags er ikke fjong.

Jakob D. Lund & Peter Rewers: Solisten – Historien om Kim Larsen. Gyldendal. 288 sider. Udkommer i dag.

Illustration: Bogens forside layoutet af Søren Damsted med foto af Peter Hove Olesen, POLFOTO.

Readmore  

Refrænet er alt for frit i ny bog

41 Comments

Selv ting, der fyldte hele ens verden engang, har det med at blive mindre som årene går. Ja, efter tyve år anes mange af dem velsignet nok kun som en krusning i hjernebarken. Men ikke hos alle. Hos produceren Kim Hyttel har der siden 1992-93 siddet en væmmelig negl og gnavet mere og mere i hans selvfølelse. Det har fået ham til at fortælle sin historie til den selverklærede sladderjournalist Michael Frank Møller.

Omdrejningspunktet er dengang Hyttel kom i klemme mellem Kim Larsen og nationalskjaldens boykot af Ekstra Bladet. Hyttel havde produceret det ujævne, men gevaldigt oppustede Larsen-album Wisdom is sexy. Det blev lanceret som et comeback efter at Larsen havde været i en kunstnerisk og kommerciel bølgedal. Larsen var ligeglad, så ligeglad, at han forbød sit pladeselskab at sende anmeldereksemplarer til Ekstra Bladet (og resten af pressen).

Det viste sig at være ret dumt. Ekstra Bladets selvudnævnte, whisky-søbende rockdesperados, Peter Nørgaard og Michael Frank Møller, fik færten af noget stort, og via en ‘big throat’ (som Hyttel nu mener at kunne “afsløre”) fik de skrevet om pladen før tid i en anmeldelse, der skrev sig selv – anmeldelser i utide var helligbrøde dengang, hvor net var noget, man brugte til basket og badminton. Pladeselskabet Sony svarede igen med at hænge avisen, dens redaktører og journalister ud i helsidesannoncer. Også ret dumt.

Enden på al den dumhed blev også starten på enden for Kim Hyttels lovende, men kortvarige karriere fra Johnny Madsen over Sort Sol til Larsen. I en branche, hvor pinlig optræden hørte til dagens orden, satte han en ny rekord ved en herostratisk berømt prisoverrækkelse, der fik andedammen til at gå over sine bredder. Siden blev han terapeut. Og den nye bog er givet et stykke terapi. Både for ham og ikke mindst Møller.

Denne er ude i en veritabel soningsproces, hvor han angrer alt det onde og menneskekolde han har begået i paparazzijournalistikkens tjeneste, alt i mens han nedfælder alle Hyttels udokumenterede udhængninger af folk, der enten ikke mente som han eller stod i vejen for ham, dengang han så sig selv som dansk rocks Phil Spector, og så vidt jeg husker opførte sig som et patetisk forvarsel om Martin Brygmann-melodien ‘Jeg er for kendt til det her sted’. Krokodilletårerne vil ingen ende tage.

Tæt på 500 billedløse sider fylder disse tirader om og fra fortiden, slørede scener fra et øjeblik i tiden, som vel højest kan interesse et par hundrede mennesker, hvis de absolut skal tvinges til det med den sløve nål på et Kim Larsen-badge. Det lykkes Hyttel og Møller at (gen)opføre et lydtæt rum, behængt med ikke helt gennemskuelige hævnmotiver fra dengang dansk rock både var en storindustri og en lukket indrekøbenhavnsk klub. Aldrig siden har så mange købt så mange plader lavet af så få indspiste personer.

Det kunne der godt være kommet en tiltrængt bog ud af, men det er der ikke.

Det er lige før man får medlidenhed med forfatterne. Men kun lige før, for grundlæggende er bogen grebet så snedigt og infamt an, at alene fortælleformen udelukker de andre stemmer, der ville have været velgørende til at tilbagevise alle karaktermordene og anklagerne. Eller i det mindste bare sætte dem i relief.

Michael Frank Møller er diktafonholder, og lommefilosoferer sideløbende over det, Hyttel fortæller. Hyttel omtaler sig selv i tredje person, og så er stilen lige som lagt: Kim Larsen er mere lunefuld end lun, en depressiv, uempatisk kontrolfreak omgivet af hofsnoge. Erik Clausen betaler sig til at piske prostituerede og er i øvrigt ikke mere socialist end et anfald af røde hunde. Anmelderne er opblæste trøstespisere, inklusive undertegnede (og det skal såmænd nok være rigtigt). Navngivne, nu afdøde personer hænges ud som regulære svindlere. Alle stjæler Hyttels ideer, men kvinderne vil have hans krop og så videre og så videre.

Naturligvis er der noget rigtigt i noget af alt dette, for sådan er det jo: Kaster man mudder på en væg, er der statistisk gode chancer for, at noget af det bliver hængende. Men tænk, hvis d’herrer ville have lavet en bog om det vitterligt alt for selvfede rockmiljø dengang (og der er tilløb i skildringerne fra arbejdet i pladestudierne, hvor udgifterne dengang løb mere løbsk end ideerne).

En bog med det sigte ville på den anden side have krævet, at andre var kommet til orde. Det vil og tør forfatterduoen ikke. Så meget for Kim Hyttels åh, så ømme terapiprædikener om kærligheden som det vigtigste af alt. Og så meget for Møllers åh, så fortrudte fortid som ham, der turde, hvor andre tav.

En sidste ting inden turen til brugtbogshandleren: I en bog, så vrimlende fuld af navne, er det ubegribeligt, at man ikke har ofret penge på et indeks. Omvendt ville et navneregister jo give indtryk af, at Erindringer om Larsen & Clausen er et journalistisk værk, man ville have lyst til at læse til ende. I det lys er det også helt logisk, at en tredjedel af alle navnene er stavet forkert.

Kim Hyttel m. Michael Frank Møller: Erindringer om Larsen & Clausen – og andre ronkedorer i rockland. Bogkompagniet. 488 sider. 299,-.

Readmore  

Aldrig færdig med 40′erne

2 Comments

Jeg er født i 1949. Og altså for ung til at kunne huske 40′erne. Og så alligevel ikke, for på samme måde som 50′erne varede et godt stykke ind i 60′erne og så fremdeles, således var jeg barn i slagskyggen af Anden Verdenskrig og efterkrigstiden, hvor smør var rationeret, hvor swingjazz var datidens punk, hvor det var Rich’s, der drik’s, hvor tv var en forkortelse for til venstre, hvor mandler var værd at tage til Sverige efter og hvor det meste af ens legetøj var af træ samtidig med at mødre frygtede, at deres børn ville blive angrebet af væggetøj.

Det kan man altsammen blive mindet om i femte og seneste, men forhåbentlig ikke sidste bind af Ove Dahls uforlignelige kulturhistoriske serie om “alle de ting, du har glemt, du kan huske…”. Opskriften er som den plejer: Siderne bugner af billeder af effekter, indsamlet af Dansk Center for Reminiscens! Og tekstsiden forekommer at have fået en opstrammer. Og så er det ellers bare at slentre ned ad Memory Lane med risiko for at fare vild i mindernes labyrint.

Det landskab, Ove Dahl lader os genopleve, er netop et landskab, al den stund landbruget var “nationens væsentligste indtægtskilde”. Og de indbyggere, der ikke boede på landet, længtes mod det. Derfor var Morten Korch-film et hit, derfor kunne ugeblade som Hjemmet sælges med idylliske landskabsbilleder på forsiden og derfor havde brætspilproducenter succes med ‘Bøndergårde-Spillet’. Ligesom modeldyrene i ens legetøjsbondegård lige så tit var diende grise som vilde elefanter. Danmark – herfra og dertil vores verden gik.

Verden kiggede indenfor, ikke mindst under Besættelsen, men alligevel kun som en forbigående ilning, og så ellers mest som et ikke alt for tydeligt tegn på, at vi var forbundet med andre. Det så man af den stigende arbejdsløshed, men kun nationaløkonomer så den sammenhæng. Istedet gjorde danskerne det til en dyd at lade sig nøje. Vi tog som bekendt revanche senere.

Og heldigvis havde danskerne deres gode humør. Det flagede aldrig på halv stang. Hudibras var et hit. Det samme, omend i det mere skjulte, var naturistblade og – som det frækkeste af det frække – blade som Cocktail og Variete med hver sin grænse for nøgenhed.

Vi tog tingene, som de kom og med ophøjet ro. Ikke underligt, at Leo Mathisen fik et hit med ‘Take it easy’. I hvert fald i de større byer. Og i radioen, det grønne øje hele nationen havde øjenkontakt med.

Som man kan se, skete der i 1949 i Danmark andre vigtige ting end, at jeg (og ca. 75.000 andre) blev født. I al stilfærdighed tog man nemlig i Esbjerg hul på fremtiden – selvfølgelig uden at vide, at det var det, man gjorde: Rigets yngste købstad lagde hus til den første danske selvbetjeningsbutik.

Siden har kurvene ikke været tomme.

Ove Dahl: Tilbage til 40′erne. Gyldendal. 208 sider.

Readmore  

Sly Stone er helt nede

Kommentarer slået fra

Et af hans klassiske numre er ‘I want to take you higher’. På Woodstockfestivalen virkede det som et skud adrenalin på alle de hashsøvnige middelklassehippier. Nu om dage kan Sly Stone dårligt komme længere ned. Og helbredsmæssigt har han alt for længe levet op til sit kunstnerefternavn.

New York Post har fundet den nu 68-årige sanger og komponist i en camper, parkeret på en sidevej i Los Angels’ Crenshaw-distrikt. Han er hjemløs, fallit og dybt stofafhængig. Den forhenværende legemliggørelse af overdrevent vellevned får nu mad dagligt af en ældre, pensioneret ægtepar, som også giver ham lov til at bade i deres hus.

Selv om Sly Stone alias Sylvester Stewart i sin storhedstid aldrig rimede på tjekkethed, tog nedturen måske for alvor fart, da han engang i 80′erne solgte alle sine forlagsrettigheder til Michael Jackson for en mio. dollars. Siden eskalerede hans stofmisbrug, overforbrug og ekcentricitet til det monstrøse. Han blev arresteret for kokain-besiddelse, og blev vist samtidig snydt, så det drev af manager Jerry Goldstein. Sidste år anlagde Stone sag mod Goldstein for at have bedraget ham for 50 mio. dollars.

Sly Stone har dog ikke glemt musikken, fortæller han. Han indspiller ny musik på sin Mac, og håber på sin chance. Det gør vi andre også, men helt uforskyldt forekommer situationen ikke at være.

Readmore  

Svigermors drøm: Bobby Vee

Kommentarer slået fra

Sådan skulle en frisk ung mand se ud i 1961. Naboens søn, enhver svigermors drøm, prototypen på en mandlig high school sweetheart. Med andre ord: Bobby Vee, som i dag for 50 år siden for anden uge i træk toppede Billboards Hot 100 med sangen ‘Take Good Care Of My Baby’.

Sangen blev hans første og eneste hitlistetopper i USA. Den er skrevet af Carole King og Jerry Goffin, og lyder umiskendeligt som en tidlig Beatles-ballade for nu på en pæn måde at sige, at John Lennon og Paul McCartney nok nærlyttede den en del, både i Hamburg og Liverpool. Ja, faktisk gav The Beatles nummeret til bedste (med George som forsanger) ved den mislykkede audition for Decca nytårsdag 1962.

Det anede Bobby Vee selvsagt ikke noget om. Han havde travlt med at knibe sig selv i armen og undre sig over, at en helt almindelig fyr fra Fargo, North Dakota pludselig kunne få tøserne i de plisserede nederdele til at dåne.

Vee, som blev født Robert Thomas Velline i 1943, kom med i showbiz på et afbud. Og på en tragisk baggrund. Den februardag i 1959, hvor resterne af det forulykkede fly med Buddy Holly, Big Bopper og Richie Valens blev fundet ved Clear Lake, Iowa, havde Holly & co. haft kurs mod Moorhead, Minnesota. Aftenens koncertarrangør kom til at stå uden band. Ind til femten minutters lokal berømmelse trådte Bobby Vee og hans skolekammerater. De kaldte sig The Shadows (sic!). Og havde æselører i deres Buddy Holly-sangbog.

Koncerten gik så godt, at Velline samme sommer under navnet Vee indspillede singlen ‘Suzy Baby’. Vee havde brug for en pianist, og forsøgte sig på et par job med en ung fyr, der kaldte sig Elston Gunn. Han sagde, at han havde spillet med selveste Conway Twitty. Gunn hed egentlig Robert Zimmerman. I sin bog Krøniker fortæller Dylan med varme og veneration om Bobby Vee, som han ser tilbage på som en broder.

Dylan styrede mod Greenwich Village og verdensberømmelsen. Vee fik kontrakt med Liberty Records og den entreprenante producer Snuff Garrett. Han havde virket som DJ i Buddy Hollys hjemby Lubbock, Texas. Og tog nu sin nye protege med til de studier i Clovis, New Mexico, hvor Norman Petty havde indspillet Hollys hits. Det gav pote. Sange som den gamle Clovers doowop-ballade ‘Devil or Angel’ og Gene Pitneys ‘Rubber Ball’ fik Bobby Vee i Top 10.

Garrett hørte i New York en demo hos sin gode ven, musikforlæggeren Don Kirshner. Han var ikke så vild med hende, der sang, men kunne høre, at melodien passede til hans nye fund fra Fargo. Garrett spurgte Kirshner, om sangen var ledig; underforstået: havde andre indspillet den? Så vidt Kirshner vidste, var den blevet indsunget af Dion (som skulle have været med i flyet “the day the music died”), men han ville vist ikke udsende den.

Den chance tog Garrett gerne, men han syntes, sangen manglede en intro. Hidkaldt blev kvinden, der havde indsunget demoen, og sammen med Garrett fik Carole King den på plads: “My tears are falling, cause you’ve taken her away…”

Og Bobby Vee (link til hans hjemmeside) sang sig ind i pophistorien:

Readmore  

Rock around the blogs eller?

1 Comment

For tiden er dele af det, nogen kalder det danske musikblogunivers i oprør. KODA kræver nemlig nu, efter en endnu ikke fastlagt betalingsmodel, penge for de streaminger/downloads, visse blogs lægger ud til fri afbenyttelse.

Der har været afholdt såkaldte dialogmøder og senest i dag i Politiken tegner blogrepræsentanter et billede af KODA som den store stygge ulv, der kommer og puster det frie musikinitiativ omkuld med sit krav om, at komponisterne skal have penge for at blive eksponeret. Det er meget hurtigt blevet en “dem mod os”-konflikt. Hvordan kan KODA tillade sig det, når nu mange musikere selv beder bloggerne om at streame musikken, og bør KODA ikke være glade for at dansk musik udbredes?

Det er et modsætningsforhold, som er meget nemt at opstille, men det er også kunstigt. Nogen bør minde bloggerne og musikerne om, at KODA jo er en non-profit medlemsorganisation, bestående af komponister og sangskrivere.

Jeg er ikke ansat af eller i KODA, men stadig medlem på grund af fortids synder udi rockmusikken. Som medlem af KODA har jeg ved indmeldelsen sagt ja til, at KODA skal forvalte mine rettigheder. Derfor vil jeg med rette kunne anklage KODA for at misrøgte den aftale, vi har indgået, hvis ikke de skrider ind over for uregelmæssigheder eller ulovligheder.

Indrømmet, det forhold har KODA været meget dårlige til at forklare. Senest i dagens Politiken.

Det ændrer ikke på virkeligheden og vilkårene. Og begge dele glemmes/fortrænges af en række af de musikere (og bloggere), som melder sig ind i KODA for at få nogen til at beskytte deres rettigheder. Når de har gjort det, kan de ikke samtidig bede KODA ignorere, at nogen åbenbart skal have lov til at misbruge disse. Hvem bestemmer hvem der må streame? Er det helt vilkårligt alt efter, hvor hip denne eller hin musiker synes denne eller hin blogger er?

Musikerne må indse præmisserne for, at de hvert år kan få en check fra KODA. Og KODA har en kommunikationsopgave, som går ud på at fortælle alle disse nye og endnu flere potentielle medlemmer, at aftaleforhold altid er et ‘give-and-take’.

Så KODA’s eneste motiv er sådan set bare at udføre det arbejde, som de har lovet de KODA-registrerede musikere at udføre.

Noget helt andet er så, at KODA’s arbejdsbetingelser og manøvredygtighed ikke bliver lettere af en ophavsretslov, der ikke virker helt i sync med (frem)tiden, men KODA er ikke lovgivere.

SENESTE (5.1o 2011): KODA ombestemmer sig.

Kollega Capac dækker også sagen.

Readmore  

Fra Røde Mor til Folketinget

Kommentarer slået fra

Enhedslisten er andet end den caffe latte-moderne og diskussionsseje stemmemagnet Johanne Schmidt-Nielsen. Partiet er et hus med flere boliger. I en af dem bor Finn Sørensen. I går beskrev han befriende nok sig selv som “ræverød” i TV2 Lorry.

Den 64-årige folketingskandidat har en meget aktiv politisk fortid, bl.a. som bryggeriarbejderformand, men når han får plads her på bloggen, skyldes det, at han i 1970-71 var med til at skrive dansk rockhistorie.

Finn Sørensen var nemlig bassist og sangskriver i den tidligste udgave af Røde Mor. Sammen med den senere Over Kaj og gourmand, Michael Boesen, skrev Sørensen nogle af Røde Mors signaturmelodier, før Troels Trier rigtigt kom i gear.

‘Strømer, kom og dans med mig’ om, at en politibetjent også er en proletar (“der må sælge sin arbejdskraft for at kunne leve”): “Hva’ gemmer du under din stærke hjelm? Er du en hård banan eller kun en sød og lille skælm?”. ‘Spænd livremmen ind’, den ironiserende sang om at vise samfundssind. Og de års store mobiliseringssang på venstrefløjen, ‘EEC Rock’: “En stærk imperialisme er der ikke noget ve’/så vi sir hammer seglme nej til EEC.”

Jo, der var gang i kassebukserne, ponchoerne og de lilla bleer, når Finn Sørensen & co. spillede op til dans efter plenumdiskussionen.

Han forlod i 1972 Røde Mor af politiske grunde, der var liv & død-vigtige dengang, men nu fortaber sig i historiens tåger.

Et af de uopslidelige diskussionsemner dengang var, om man skulle spille spillet, tage den lange tur gennem institutionerne for på den måde at nå frem til socialismens morgengry, underminere kapitalismen og dens lakajer indefra så at sige eller stå udenfor, for uforstyrrret at kunne støbe kuglerne til den uundgåelige revolutionære kamp.

Troels Trier var i den retning mand for at gøre Røde Mor til et rigtigt rockorkester uden af den grund at sænke fanen på halv. Finn Sørensen så anderledes på det. Han syntes, gruppen forrådte sin egen målsætning om at skabe proletatisk kunst. Og var i 1973 med til at danne KAm-l, Kommunistisk Arbejder marxister-leninister, der ikke så skævt til diktaturet i Kina. Og i øvrigt betragtede resten af venstrefløjen som weekendsocialister, forført af småborgerlighedens glæder.

I morgen kan man så sætte sit kryds ved Finn Sørensen, der stiller op til valg som parlamentariker. En personage, han engang besang sådan:

Han er et fugleskræmsel
Der ska få os til at dukke os ned
Så at dem der sidder på flæsket
ka sidde og mæske sig i fred…

SIDSTE: Jeg har fjernet spørgsmålstegnet i rubrikken, for Finn Sørensen nød godt af Johanne-effekten og er valgt ind i Folketinget.

Illustration: Ukrediteret pressefoto fra kandidatens hjemmeside.

Readmore  

Premieredato på Harrison-film

Kommentarer slået fra

Det kan godt være, at George Harrison følte sig tilsidesat som Benjamin i The Beatles, men han tog dog revanche for det siden hen. Også efter sin alt for tidlige død har den såkaldt stille Beatle været et godt kommercielt liv. Det fortsætter uden tvivl med Martin Scorseses dokumentarfilm Living in the material world, som får Danmarkspremiere ved en såkaldt eventaften mandag 24. oktober kl. 19.

Da vises filmen m.m. ved forestillinger i Imperial samt i Odense, Esbjerg, Herning, Kolding, Aarhus, Randers, Aalborg, Lyngby, Hillerød og Tåstrup.

Living in the Material World bliver forhåbentlig ikke en helgenkåring, men alene længden på filmen tyder på, at Scorsese når hele vejen rundt i denne modsætningsfyldte musikers liv – tre timer og tyve minutter varer den!

Alene derfor er filmen ikke udset til at få et langt liv i biograferne. Den udkommer allerede 22. november på DVD og Blue-ray med – hvor utroligt det end lyder – ekstramateriale. Desuden udsendes den – naturligvis – i en deluxe-udgave, som rummer endnu mere ekstramateriale, en cd med ti hidtil uudgivne Harrison-sange og en mini-version af Olivia Harrisons biografi om George.

My sweet lord, indeed…

Vi vender her på bloggen tilbage med anmeldelse af filmen. Inden da kan du se en trailer her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top