Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

Kommentarer slået fra

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne høre, hvor han kom fra – The Four Tops, Temptations, Joe Tex og James Brown ville have troet, de hørte sig selv i hans sange – men Bradley var alligevel sin egen, en mand for hvem lidelse og værdighed var to sider af samme slidte mønt.

Jeg ville have elsket at skrive, at hans nye plade, Victim of love, lægger kunstneriske alen til hans størrelse. Det gør den ikke.

Som forgængeren er den udkommet på Daptone Records, selskabet, der kan deres soulhistorie (de står bag Sharon King & The Dap-Kings) og som ikke bliver fornærmet, når man kalder dem retro.

Charles Bradley bløder stadig, når han synger og sangene, superskarpt eksekveret af Menahem Street Blues Band, sidder for så vidt lige i skabet, men bøjlerne hænger som de plejer. Det ville også være urimeligt at forlange andet. Vi taler trods alt om en genre, der funderer sig på tradition og sammenhæng, men når Victim of love alligevel ikke standser tiden på samme måde som forgængeren, skyldes det, at Bradley som sanger oversynger.

Der er drama og dramatik på drengen, men hele tiden? Åndehuller ville have gavnet musikken, og ironisk nok ender Bradley med at lyde som blue-eyed soul, fordi hans vokaludtryk hele tiden balancerer faretruende på kanten af klicheen. En sang som ‘You Put The Flame On It’ lyder som Young Rascals, og det er i min bog fint, men lidt mærkeligt, når Bradley garanteret vil blive sammenlignet med Al Green (YouTube-link)

Kærligheden er for Bradley både en lidelses- og renselsesproces, så der stønnes en del undervejs, så det nærmer sig maner, men på den Brownske ballade ‘Let Love Stand A Chance’ folder sangeren sig ud, uforfærdet, nøgen, uden at forvente at få noget igen. Han kan bare ikke lade være.

I de øjeblikke er Charles Bradley andet og mere end æselørede genopslag i en gammel, slidt bog.

Tidligere på året udkom Menahem Street Band med deres andet album, The Crossing. Flere af musikerne er gengangere fra både Bradley og Sharon King.

Bandets kapelmester, guitaristen Thomas Benneck, er også producer og medkomponist for Charles Bradley, men Menahem Street Band er et instrumentalorkester som hvis Booker T. & The MG’s mødte Blood, Sweat & Tears og Chase. Elegant instrumenteret, virtuost uden at blære sig og hvilende i sig selv, selv når der er mest smæld på varemærkeblæserne.

Melodierne er lidt mageligere end på 2008-debutalbummet Make the road by walking, men det er musik af så høj, gennemorkestreret standard, at den vil få snakken til at forstumme i selv den mest cocktailpludrende lounge. Desværre medvirker Menahem Street Band ikke på den Europa-turne, der den 17. juni for anden gang bringer Charles Bradley forbi Vega.

Charles Bradley: Victim of love. Producer: Thomas Benneck. Daptone/Durham.
Menahem Street Band: The Crossing. Producer: Thomas Benneck. Dunham.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  
Bernbom næsten uden Larsen

Bernbom næsten uden Larsen

Kommentarer slået fra

51fZIVVcHFL._SS500_
Det er ingen hemmelighed, at charmen, umiddelbarheden og legesygen på Kim Larsens Værsgo-plade er bedst inkarneret i sangen ‘Joanna’. Den synges af den dengang store dreng, Larsens uofficielle plejebarn, Søren Bernbom, uforglemmeligt troskyldigt. Siden har livet for samme Bernbom været en lang sej kamp for at komme tilbage til eller frem til der, hvor man ikke bare skal passe sig selv  (link til BT-artikel).

Det kan man i den grad høre på hans debutalbum, Tilbage igen, der emmer af levet liv, kød og blod, forrevne forhåbninger og en vilje til at overleve, som er både rørende og stimulerende. Bernbom er ikke verdens største sanger, og det giver derfor god mening, at han synger duet med sig selv på en række selvbiografiske sange, der ikke gør sig til mere end de er, men det er ofte mere end nok.

Kim Larsen giver stadig genhør i hans musik. Alt andet ville også være naturstridigt, men det er ikke den obligate genindspilning af ‘Joanna’, der skiller sig ud. Det gør sange som ‘Gav dig mit hjerte’ og ‘Engle*, der er – skal vi nøjes med at sige – meget Larsen-inspirerede (anno Hvem kan sige nej til en engel), men uimodståeligt mundrette og melodiske. Og musikalske.

John Hiatt er også en inspiration. Ligesom Benny Holst og John Mogensen samt Dire Straits og Jon Allen. Og den begavede no nonsense-bassist Joachim Ussing, den bebageligt ublærede guitarist Troels Skovgaard, den gamle Larsen-trommeslager Hans Fagt og den medproducerende multiinstrumentalist Jesper Mejlvang færdes hjemmevant i det terræn. Det swinger på den der måde, man ikke kan spekulere sig til, men som enten er der eller også er den der ikke. Her er den!

Sangene handler om at genfinde sig selv, genvinde fodfæstet. Tonen anslås allerede i den indledende titelsang: “Jeg var en slukket stjerne/på min egen mælkevej/en gammel supernova/der ku’ sprænge hvert sekund…” Og så handler resten af sangene om, at kærligheden overvinder alt, hvis man ellers har tålmodighed (og styrke) nok til at vente på, at den finder en – igen.

Søren Bernbom er den ufiltrerede sangertype (og slet ingen ringe guitarist), der beviser, at det banale rimer på det sande. Men han er ikke bare en social case story med lykkelig udgang, forklædt som voksen. Det er musikken for god og indlevet til. Soul, blues og bodegajukeboks mødes i hans sange. Og har en fest med plads til eftertænksomhed.

I bookletten er Bernbom afbilledet i sit gamle miljø, siddende ved kanalen. Som et livsdueligt tegn på, at skibet hedder Christianshavns kanal og stadig er yderst sødygtigt.

Søren Bernbom: Tilbage igen. Producere: Jesper Mejlvang og Søren Bernbom. Baltic Records.

Coverdesign: Adman

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  
Clapton leverer mere liv end riv

Clapton leverer mere liv end riv

Kommentarer slået fra

Eric Clapton gæstede Paul McCartney på dennes genreforelskede evergreen-projekt, Kisses on the bottom. Det giver derfor god mening, at McCartney nu er på genvisit på Old sock, Claptons 21. soloalbum. Især fordi pladen er en tur down memory lane for Clapton, præcis som hans forrige album var det.

McCartney og Clapton kollaborerer på klassikeren, ‘All of me’, og selv om Clapton spiller en ikke ueffen solo, lyder det som en hyggestund eller et lydspor til en film fra 30′erne. I det hele taget er der ikke meget riv i denne plade.

De dage, hvor Clapton hele tiden skulle overgå sit eget ry som guitargud er, er længst forbi. Han er en af rockens urørlige ældre statsmand, og har været med så længe, at han bærer sin fortid med sig, også når han synger. Men faktisk er han med årene kommet til at synge bedre og bedre, mere og mere som sig selv, og gør det også her. Hvad enten det er Hank Snow-sangen, ‘Born to lose’, eller hans egen, nye sang, den caribisk krydrede ‘Every Little Thing’ (som står godt til den fine reggaeficering af Otis Redding-sangen, ‘Your One and Only Man’)

Old sock er nok for adspredt, fra metervarefunk til en bodegarockende udgave af ‘Good night, Irene’, til at indgå med fuld vægt i Clapton-kataloget, og pladen besidder ikke samme tilbagelænede selvfølgelighed som den beslægtede 2010-udgivelse, der bare bar hans navn.

Til gengæld er der solid swingende mærkevaremusiceren fra Steve Gadd, Willie Weeks og Chris Stainton, og så rummer pladen 5 minutter og 55 sekunders storslåethed i Claptons fortolkning af Gary Moore’s ‘Still Got The Blues’. Når Clapton med blødende vemod synger de kendte linjer:

Used to be so easy to give my heart away.
But I found out the hard way,
there’s a price you have to pay.
I found out that love was no friend of mine.
I should have known time after time.
So long, it was so long ago,
but I’ve still got the blues for you

er det umuligt at holde gåsehuden nede. Læg dertil, at Claptons gamle krigskammerat, Stevie Winwood, med sit Hammond-orgel forsyner sangen med et tilbageholdt åndedræt, der vibrerer og bevæger. Og alene det at genindspille denne ret kopierede, i virkeligheden Clapton-inspirerede sang og så spille så underspillet, men sublim en strygerunderstøttet guitar, viser Claptons format.

Næste gang må han dog godt trække i nye sokker.

Eric Clapton: Old sock. Producere: Eric Clapton, Doyle Bramhall II, Justin Stanley & Simon Climie. Bushbranch Records/Polydor/Universal. Udkommer 25. marts, men kan allerede nu streames rundt omkring. Blandt andet her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  
Helene Blum smelter foråret frem

Helene Blum smelter foråret frem

Kommentarer slået fra

Kjørmes-Knud har i år nærmest bundet sin knude med dobbeltstik, overmåde hvast og hårdt. Vi nærmer os april, og selv om vintergækkerne nikker modigt med hovedet, er det svært at få øje på foråret i det, Sophus Claussen engang beskrev som ‘stormkolde marts’. Det gør han i digtet ‘I marts’, en koncis, men sansemættet, mesterligt beskrevet hyldest til elskov, svig, håb og forsoning, mødet mellem kulde og varme, både hjertets og vejrligets (se digtet her).

Digtet og sangeren Helene Blums intelligente, men alt andet end fortænkte tonsætning af ordene er det centrale nummer på Blums tredje album, Men med åbne øjne. Pladen kom i januar, men har en kvalitet, som ikke er sæsonafhængig.

Helene Blum ligner en af tidens moderne unge kvinder, en troubadur for caffelattegenerationen, men billedet snyder.

Sammen med sin mand, violinisten Harald Haugaard, har Blum skabt sit helt eget univers. For nemheds skyld kan vi forkorte det folkemusik, men der er ikke meget irsk striktrøje, merskumspibe eller hopsa over musikken, som søger det inderlige og tit finder det.

Ikke mindst fordi Helene Blums stemme er sådan en, der blødgør hårdheden og mistroen i enhver forhærdet rock ‘n’ roll-sjæl. Renhjertet er det mest dækkende ord, og selv om der somme tider går en smule mormor i de ellers ret forfinede arrangementer, er hun både som sanger og komponist istand til at udtrække en tidløs esssens, som er varmende og vederkvægende (undskyld sprogbruget, men det er sådan, man får det af at høre hende). (YouTube-link)

Helene Blum synger tekster af Pia Tafdrup, Klaus Lynggaard (den mærkeligt dragende ‘Isfuglens skrig’), Jeppe Aakjær, Poul Bruun (til Ib Nørholms musik) og – som albummets andet højdepunkt – en fortroldet, koglende udlægning af Mathilde Bondos musik til Jan Toftlunds ‘Syrenprinsessen’, milevidt fra Kim Larsens popudgave. Og spænder med sin indtagende stemme over flere generationer, temperamenter og traditioner. Hun gør teksterne til sine, hun bliver selv en digter, i toner.

Det er dansk musik, ubesmittet af tidens modernitetsjag, og det får den paradoksalt nok til at virke lyslevende og – moderne.

En plade, der også vil holde til næste marts. Og kunstnerisk et gennembrud så naturligt som det forår, der altid kommer til sidst.

Helene Blum: Men med åbne øjne. Producere: Helene Blum & Harald Haugaard. Pile House Records/Gateway.

PR-foto: Sigrid Nygaard.

Kollega CAPAC mente ved udgivelsen nogenlunde det samme.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  
Kulturnyt er ikke dårligt nyt

Kulturnyt er ikke dårligt nyt

Kommentarer slået fra

Enhver nyhedsredaktør ved, at vejen til karrieretoppen ikke er brolagt med prioritering af kulturnyheder. På DR1 og TV2 bringer man i nyhedsudsendelserne hellere ti politiske mellemregninger, belærende udlagt af verdenskloge ungreportere, forfremmet til analytikere, end en tophistorie om, at nu er der udgivet denne eller hin synspunktsomvæltende digtsamling eller plade.

Og selv om netavisernes umættelighed efter stof har haft en afsmittende effekt fortrænger kultur fortsat alt for sjældent de utvivlsomt vigtige, men ofte åh så kedelige samfundspolitiske historier fra forsiden af de trykte aviser.

Jeg ved godt, at kulturen dækkes på tv-stationernes hjemmesider, men på selve tv lever kulturen sit eget liv i dertil indrettede reservater, som om man er bange for, at det skæve og uberegnelige skal forurene eller smitte den lineære nyhedsopfattelse. Og når det går højt, dvs. når der er stofmangel, kan kulturen lige klemmes ind inden vejrudsigten.

At kulturjournalistik ikke behøver være ekskluderende eller showstoppende kan TV2-ledelsen forvisse sig om på ’Kulturen på News’, og TV Avisen kan såmænd hente inspiration ved bare at stille ind på P1, hvor man netop sender kultur, så det dur, i programmet ’Kulturnyt’.

Med to gange et dagligt kvarter er ’Kulturnyt’ ikke en erstatning for det i al diskretion, men uforståeligt nedlukkede ’Kulturkontoret’, der varede en time og brugte tiden godt.

Alligevel er den lidt tørre Tore Leifer og den mere musiske Ole Blegvad på skift værter for programmer, der bliver pejlemærker, appetitvækkere og punktnedslag i mangfoldigheden. Og selv om man kunne frygte, at mainstreamstoffet blev for meget produktreklame og nichestoffet for elitært, formår ’Kulturnyt’s reportere faktisk at formidle nysgerrighed og glæde både over det store og det små. For slet ikke at tale om det store i det små.

De seneste dage har vi hørt nyt om multikulturel dans til egyptisk revolutionsrap, været i studiet med den herboende kurdiske gruppe, Li Dinê, fået læst og påskrevet om samtidsnytten af performancelitteratur og nyoversatte sagaer, og er igen via Per Juul Carlsens anmeldelse af en japansk tegnefilm blevet mindet om, at film sagtens kan ses i radioen, og så ville jeg på forhånd have forsvoret, at noget så usexet som etableringen af et mere bæredygtigt arkæologisk museumsmiljø herhjemme kunne have min interesse.

Tak for at få mig ud af den vildfarelse, Katrine Nyland Sørensen.

Kulturnyt, DR P1 hverdage 12.46 og 18.10. Kan genhøres på nettet samt podcastes

Dennne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  
Kashmir og følelsernes esperanto

Kashmir og følelsernes esperanto

Kommentarer slået fra

Det har altid stået for mig som et lidt pudsigt paradoks, at ved at google ‘Kashmir’ får man et væld af henvisninger både til det uroplagede brændpunkt i Nordindien, Led Zeppelin-sangen med samme titel og den længst glemte danske gruppe af samme navn, men når man hører Kashmir er der tale om en umiskendelig, uforvekslelig lyd.

Den lyd er intakt på bandets syvende, netop udsendte album, E.A.R. Det er tonsætningen af sorg og et savn, man prøver at give et navn, men også lyden af modet til at søge en skønhed iblandet vemod, og en velsignet mangel på angst for at fordybe sig i æstetik. Og skulle man være i tvivl om bandets globale tiltrækningskraft behøver man bare gå ind på dets Facebook-side, hvor kommentarer og lovprisninger kommer lige helhjertet fra Argentina og Amager. Selv om Kasper Eistrup synger på engelsk – og gør det med en ny stille desperation, er der snarere tale om et følelsernes esperanto, forståelig af enhver, der har prøvet det der med at have det bedst, når man ikke har det godt.

Jeg har læst mig til, at E.A.R skulle være anderledes end andre af bandets senere plader. Vi er i så fald ude i gradbøjninger, for Kashmir har aldrig foretaget kvantespring. Musikalsk har gruppen længe været at ligne med en tilstand. En selvforsynende organisme. Skeptikere vil have nogen ret i at mene, at tilstanden på det seneste har været en stilstand. Bandets forrige album, Trespassers, trådte ingen for nær, og var lige lovlig skridsikkert.

De nye selvproducerede sange benytter sig af samme antisolistiske formel, men sangene strækkes ud, hvor filmiske klangflader betyder mere end radiovenlige omkvæd, men der er også en ny ilttilførsel.

Åbningsnummeret, ‘Blood Beech’, er Kashmirs måde at genopdage Beach Boys’ ‘Wind Chimes’ på, filtreret gennem Fleet Foxes, og på den efterfølgende ‘Piece of the sun’ lyder Eistrup grangivelig som Paul Simon. Begge dele er med til at slække en livgivende smule på den højtideligholdelse, Kashmir aldrig har været bange for at hengive sig til, når musikken skal spilles.

12 skæringer er nok lige i overkanten, især når pointerne blokbogstaveres lidt for tydeligt af en række instrumentale Pink Floyd-lydende forløb, hentet fra Meddle og omegn, men omvendt giver det mulighed for at få lufte den stratosfæriske David Gilmour-guitar.

Når dette er sagt, skal også siges, at Kashmir fortsat er en af de få hjemlige grupper, der kun kan måles ud fra sin egen standard, og som med en næsten anakronistisk stædighed i disse ego-tider sætter kollektivet over eneren.

Det giver identitet og viser integritet. Og så er musikken alt andet end teoretisering, men dybfølt uden at være d-y-b på den kvasiklassiske facon.

Indtag Kashmir. Det lader sig gøre uden andet udstyr end åbne ører.

Kashmir: E.A.R Producer: Kashmir. Sony Music

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

PR-foto: Per Morten Abrahamsen

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  
Herfra hvor Allan Olsen står

Herfra hvor Allan Olsen står

3 Comments

 

 

Vi er som bekendt alle jyder for Vorherre. Derimod er det gået i glemmebogen, at Johan Herman Wessel, ophavsmanden til udtrykket, faktisk beklagede det. Han skrev, at “vi desværre er alle Jyder for vor Herre.” Det der med desværre vil Allan Olsen ikke bejae. Ingen er mere jyde end ham. Nordjyde. Og dét er Olsen med en stigende protagonistisk insisteren, som set herovre fra Danmarks største jyske by af og til kan virke træls, ekskluderende og selvretfærdig.

Lige nu er han således igang med noget, han kalder en verdensturne i Vendsyssel. På repertoiret er sangene fra hans nye album Jøwt. Det rummer ti oplevelsesmættede og tankefrisættende sange, sunget på vendelbomål (men bookletgengivet på dansk), om det at være jyde og menneske så man som menneske tager sig i at ønske sig at være jyde. Igen, for det ligger jo i vore aner og erfaringsbaner, det der med det jyske.

Som en rigtig køwenhavneranmelder har jeg naturligvis gjort mig umage for at finde noget at bebrejde Olsen og hans plade. Jeg har intet fundet.

Navne som Sønderskov, Bindslev, Tolne, Harken og Rimmerby Strand er for længst blevet del af Olsens mytologiske landskab, men et særligt et af slagsen, der blander digt og støvregnende hverdagsvirkelighed til noget, der bliver til temperatur- og humørmålinger af et Danmark, der ikke kan genkende sig selv som udkant, men dog har det tryggest med tiden “inden Bay City Rollers kom frem”, som det hed i en gammel Olsen-sang.

Musikalsk trækker Olsen med samme naturlighed, som han trækker vejret, fortsat på Bob Dylan, John Prine, The Band, Ry Cooder, bomuldsblues af irsk aftapning og den åndsbeslægtede Niels Hausgaard og så naturligvis sig selv, akkompagneret af folk som Gæst Vincent og Jane Clark, der spiller så autentisk, at hendes instrument burde hedde fiol og ikke violin.

Olsen er novellefortæller, fuld af både stille humor og en ærlig ømhed, der ikke hænger nogen ud, men fortæller tingene, som de er, som de opleves og som de gennemleves. Fordi der ikke er andet at gøre.

Det hele handler om at tage de knubs, der kommer undervejs, men ellers gøre sig umage med at nå helskindet frem, som det hedder i den indledende ‘Hjørringvej’, denne musikalske roadmovies trailer om at køre i bil med sin mor lillejuleaften gennem et landskab, fuld af lige dele minder og en affolkethed, som det tiltagende snefog ikke kan skjule.

Men der er liv (og lidenskaber) derude på de vindblæste vidder, hvor “vi altid har haft det nordiske køkken til at vokse op af markerne.” F.eks. i ‘Det blo’ hus’ om et af de usolgte Låsby-Svendsen-huse, som nu bebos af en slovener og nogle kvindfolk. Bordellet med “fis-lys i vinduerne” betyder, at “nu lufter konerne hundene på den sene aftentur”, mens mændene sidder derhjemme og drømmer sig til en tur i Det blå hus. I sangen ‘Hai fæk skyllen’ portrætteres en af de koner, der ikke har nogen hund at gå tur med, men venter ængsteligt på, at manden kommer hjem. Og måske giver hendes kind et klem, men oftest det der er værre. Socialrealisme, der lader os selv om at lægge en og en sammen, så det bliver mere end tre.

Ensomheden er et livsvilkår, og får det bedste frem i enspænderen Allan Olsen. Bedst i ‘Pigen mæ’ det sulsot-soet hoer’ om ham, der for sent får taget sig sammen og pludselig er Shell-tanken nedlagt til fordel for en selvbetjenings-Jet, og borte har taget pigen i butikken, som får ham til at rime byld på kirsebærfyld. Og lige så hjertegribende er ‘Swer’je’, sangen om ham, der tror, han skal dø eller også skal han. Under alle omstændigheder er det en skam at skulle bort nu, hvor han lige har fyldt sin fryser op. Til gengæld lover han sig selv at rejse til Sverige, hvis han alligevel vågner næste måned. Efter alle disse år på flyvesand må det være på tide at lægge sig til hvile på klippegrund.

Og så er pladen selvfølgelig et overflødighedshorn af ideosynkraten Olsens citatvenlige vers. Lige fra “jeg har stemt på dem, der snakker og jeg har snakket mer’ end dem” (i den vidunderligt barndomsenkle ‘Lille ørred) over forklaringen på, hvorfor de ikke var så meget for The Beatles – “men da ham og Yoko Ono blev snuppet ved Fjerritslev to på én knallert, syntes vi godt om Beatles alligevel…” – til den afsluttende, Teddy Edelmann/Peter Belli-agtige ‘Lad min regning stå’, som advarer småmisantropisk mod et land, hvor “de så småt har fået bugt med urentabel dårskab og med urentabel snak, dér hvor ingen mer’ hedder Poul og den sidste sjuft er væk…”

Samme usentimentale hjemstavnshyldest høres også i den værtshusswingende ‘Hjemstavn’ om hvornår man ved, at man er hjemme. Det er for eksempel, når folk går i “byen en hel lørdag nat med en ti kroner på lommen og kommer hjem med de otte” men også når de gamle “kan huske at alting var bedre dengang folk var fattige og sled sig fordærvede”. I baggrunden gnægger Hausgaard småkommentarer i bedste bluesstil, og toppen er, da han til slut spørger sangeren om ikke der er noget med, at ham Olsen selv er flyttet fra egnen.

Det er han måske, men den lever i ham hver dag, i hvert vers, i hver en fiber af hans sangskriversjæl, og har ikke gjort det så forløsende siden 1998-albummet ‘Sange for rygere’.

‘Jøwt’ er en plade uden filter, og med en god, ulmende glød.

Jøwt. Producere. Gæst Vincent og Allan Olsen. Cover: Henrik Siegel. Zoobaba.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

Readmore  
Kussehår, diskurs og Cortzen

Kussehår, diskurs og Cortzen

Kommentarer slået fra

Ane Cortzen blev jo seer- og kritiker darling for sit program ’TV!TV!TV!’. Hendes analytiske skarphed, blødgjort af et selvironisk twist, gik rent ind hos os i speltintelligentsiaen, som ikke nødvendigvis nedværdigede os til at se de programmer, hun omtalte, men godt kunne lide at se hende nedgøre dem. Klogskab kan være ret sexet.

Mandag havde hun så sæsonpremiere på sit nye mediekritiserende show, ’Vogternes råd’, hvor hun ikke er alene, men flankeres af tre debattører. Nye ansigter og nye meninger er altid velkomne på min fladskærm, og i den retning er der bonus, når klummeskriveren Anna von Sperling, instruktøren Philip Einstein Lipski og den sociologistuderende debattør Ulla Holm åbner munden.

Og de vil givet blive endnu mere frigjorte og pointerende, når de – og værten – vænner sig til konceptet, for det stjal for meget af billedet ved premieren. Alene lyssætningen!

En ting er, at der skal være publikum på – som om vi ikke selv kan finde ud af, når der siges noget morsomt eller godt eller begge dele – men behøver det at foregå i et underbelyst, dæmoniserende halvmørke, der får deltagerne til at se anæmiske ud? Blodfattig er vel det sidste ord, Cortzen ønsker forbundet med sin form.

Som trædesten var der udlagt en stribe kategorier. (Adam) Price-indekset og Blachman-kurven har sikkert virket hylende morsomme, da man sad og fandt på programmet. I virkelighedens verden – eller hvad man nu skal det – virkede det ikke helt som om panelet forstod, hvad de skulle stille op med dem.

Det betød, at programmet også var mest engagerende, ja, frækkest, når man ’bare’ mente noget om tv-programmer og kulturelle tendenser. Især Anna von Sperling fik luftet en tiltrængt bramfrihed midt i den nyiscenesatte DR2-kølighed, hvad enten hun snakkede om længden af kussehår eller visse danskeres opfattelse af, at »man går rundt og har en fest i Kabul og opland«.

Cortzen selv virkede bedst og mest hjemme i helt klassiske discipliner som da hun punkterede historien om en dansk verdensmester i sushi ved først at ringe en britisk ekspert op, som intet kendte til det VM, og siden kunne hun fortælle, at danskeren var svensk. Lige så fin var hendes subtile, dobbelttydige sympati med mobbeofferet Nicklas Bendtner.

Det var sjovt og sigende, ligesom hendes afdækning af hårmoden omkring »den fordækte dusk forneden«. Noget tyder på, at løget er på vej tilbage på bøffen, som hun sagde.

Næste gang må ’Vogternes råd’ godt servere færre løg og mere bøf.

‘Vogternes råd’ sendes mandage kl. 20 på DR2. Og kan ses og genses på nettet.

Denne anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Pressefoto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

Readmore  
Eriksen skaber sin egen evighed

Eriksen skaber sin egen evighed

1 Comment

Kan du huske Jacob Eriksen? Nå, ikke. Hvad nu, hvis jeg siger Shirtsville? Bandet med de slanke, smukke og elegante melodilinjer og hittet ‘Girls deserve the best’, musik fra dengang trommer var trommer og bas var bas, som gruppens sanger og sangskriver Jacob Eriksen formulerede det på sin solodebut, Populær mekanik, i 2009. Da var det tre år siden han havde fået en blodprop, der nu har gjort ham lam i højre side, men selv om en af sangene handlede om at lukke mørket ind ved højlys dag, handler ingen af sangene om den nye stilstand.

Det gør derimod det nye album, Antarctica, som Eriksen, der nu ikke længere fysisk er i stand til at spille guitar, har begået sammen med Poul Krebs-guitaristen, Niels Chr. Simmelsgaard. Ikke sådan at forstå, at det en selvmedlidende lamentering over tingenes skæve gang. Eriksen er ingen klynker, snarere en galgenhumorist.

Livsvilkåret ligger bare som en understrøm gennem musikken, allerede fra de første toner af åbningsnummeret, ’1000 violiner’: “Jeg halter lidt på højre ben til minde om dengang hvor vi ku gå på vandet, begge to,” hedder det i en sang om den guddommelige galskab, før fornuften sætter ind. En gåsehudsfremkaldende smuk sang, fint afstemt mellem Steffen Brandt og Henrik Nordbrandt. Mandig uden at være macho.

Ingen af pladens andre sange når helt derop og helt derind, men mange er ganske tæt på.

På 2009-debuten lød Eriksen lidt som Søren Kragh-Jacobsen anno Isalena. Den vemodige grundtone rummer han stadig, men samarbejdet med den multimusikalske medkomponist Simmelsgaard og måske den ufrivillige fritagelse fra guitarforpligtelsen har givet Eriksens stemme en egen personlig resonans.

Den er ikke tyk af gråd, men tyk af tab og lysten til at genvinde så meget af det tabte så muligt. Det er en tone, ingen tekstcitater kan retfærdiggøre, men hør en sang som ‘Mørke midt på dagen’ om kunsten at kende forskel på blindgyder og blinde vinkler. Og selv om jeg har læst mig til, at albummets afsluttende sang, ‘Sang til riget’ ikke handler om sangeren selv, bliver et besøg på Rigshospitalets dødsgang i stedet en insisteren på livet. Trods alt.

Et direkte hit har pladen i ‘Elektrisk cigaret’, en langsomt akkumulerende melodi, der som en af pladens eneste minder om Eriksens melodiske popfortid i Shirtsville. For ellers giver han (og Simmelsgaard) den mest i den type ikke-melodiske, men absolut ikke umelodiske melodier, netop Brandt og Peter H. Olesen mestrer. Prototypisk er ‘Go’ eftermiddag’ om at føle sig fortabt “ved enden af en lortedag” som om man var en pilot på vej ufravigeligt ned.

Musikken er Jacob Eriksens faldskærm og den folder sig overbevisende ud.

Jacob Eriksen & Koldstart: Antarctica. Producer: Niels Chr. Simmelsgaard. Gateway.

PR-foto: Helene Thirstrup Wilson.

CAPAC har naturligvis også været i Antarktis. Klik her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  
Bowie tilbage til sig selv

Bowie tilbage til sig selv

Kommentarer slået fra

 

Det giver sådan set god mening, at David Bowie pakker sin første plade i 10 år ind i et omslag, der bare er et par mærkater fra at være Heroes. 1977-albummet forekommer nemlig stadig at være en af de sidste gange, han fuldt ud fik udfoldet en historie. Lad os så for argumentationens skyld undlade at nævne Scary Monsters og Lodger, men sandheden er jo, at myten om Bowie de seneste 30 år klart har overgået det kunstneriske udbytte af hans plader.

Forventningen til The next day blev ikke mindre af singleforløberen, den melankolsk-smukke erindringsskitse ‘Where are we now’, hvor Bowie tog sig selv tilbage til Hauptstrasse 155 i berlinerbydelen, Schöneberg, hvor han boede og virkede i tre år og skabte en musik, der på engang nulstillede og fornyede, hvad han havde lavet forud. På ‘Where are we now’ er han i vokal topform, teksten er sparsom, men fuld af poetisk prægnans, og der er over den varsomt arrangerede melodi et strejf af noget så selvmodsigende som nostalgisk modernitet. Og så lyder den som et hit.

Sådan er der ikke mange sange, der lyder på The Next Day. Albummet er mindst tre-fire numre for langt, og selv om Bowie er til stede og i samarbejde med Tony Visconti generelt forlener musikken med høj sammenpresset energi, er blivende melodier en mangelvare.

Som en slags kompensation kommer vi stilmæssigt vidt omkring, men det er pudsigt at høre Bowie efterligne både ‘Baby, you’re are rich man’ (på ‘I’d Rather Be High) og Billy Joels ‘We didn’t start the fire’ (på ‘How does the grass grow’) for slet ikke at tale om de gange, han griber tilbage i eget bagkatalog. Det sidste går så endda, når det ikke drejer sig om de lidt for mange genopviklinger af Tin Machine-lyden. Læg dertil at Jeff Lynne sagtens kunne have været incognito-producer her.

Tempoet er nu-eller-aldrig hektisk og der er i sangene noget, man fristes til at fortolke som en dødsbevidsthed. Åndehullerne er få, og opstår i de blege elegiske ballader. Som i ‘You Feel So Lonely You Could Die’, der er vitriol forlædt som omsorg; et (selv?)portræt af et menneske, indespærret i sig selv og alligevel åben som en bog. Men også et up tempo-nummer som ‘The Stars Are Out Tonight’ fænger, ikke mindst på grund af Bowies vidende og namedroppende hyldest af den svære kunst at være en stjerne. En balanceakt på et barberblad, som han altid selv har mestret.

Hans stjernestatus ændres ikke af The Next Day, men forstørres heller ikke. Og mon ikke det bekommer ham ret vel?

David Bowie: The next day. Producere: Tony Visconti & David Bowie. Sony. Pladen udkommer mandag 11.3, men kan allerede nu, i tidens proaktive, antipirat-ånd streames diverse steder, bl.a. på iTunes.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top