Kritik | MIDT I EN BEATTID

Rock med ægte x-faktor

1. marts 2013 // Kommentarer slået fra

Jeg havde ellers lovet mig selv (og læserne), at jeg ikke i denne sæson ville skrive noget om X Factor, men så så jeg onsdag aften et program, der fik mig på andre tanker. Forklaring følger.

Det, der bliver ved at undre mig ved X Factor, er egentlig ikke så meget, at det sendes, men at DR opfatter det som en public service-opgave at eksponere kopisyngende amatører i et lynglimt for så at overlade dem til glemslen – det er kulturdirektør Morten Hesseldahl altid parat til at forsvare i tankevækkende indlæg; behændigt nok uden at nævne s-ordet, s for seertal. Og at begavede og musikalske mennesker som Anne Linnet og Thomas Blachman gider spilde deres tid og talent på pseudo-skænderier om, hvor vidt en deltager er en mindre nullitet end en anden.

Andre steder i DR leder man også efter x-faktoren, men en noget anden af slagsen.

Siden 2002 har P3 hvert år affyret Karrierekanonen, en talentkonkurrence med tryk på første del af ordet. Her er der ikke tale om behjertede kopister, men om kunstnere, der vil og ofte kan selv. Gennem årene er bl.a. Marie Key, Magtens Korridorer, Rasmus Nøhr og Ida Gard vokset fra ukendt til kendt ved at deltage i Karrierekanonen.

Nu har DR3 fået den kanongode ide – undskyld – at kameradække de tre 2012-vinderes vej fra finaleaftenens champagneberusede »jeg-kunne-lægge-mig-ned-og-dø-nu«-eufori og et år frem i den ubarmhjertige, drømmefabrikerende virkelighed, der kaldes musikbranchen.

Det første af ni energiske og atmosfæretætte halvtimes programmer anslog en løfterig akkord. Vi fulgte de tre bands hjemme hos mor (og hendes pandekager), i nærmiljøet vest for København, hvor en af musikerne havde solgt hash og fået dom for det, og hos diverse musikkøbmænd og pr-folk, der fortalte de måbende håbefulde, at med til at få en karriere hører også, at man i bandet bestemmer, hvem der skal tage telefonen, når den ringer.

Produceren Poul Martin Bonde, en af Karrierekanonens dommere, satte ord på, hvad man var ude efter: »Vi går ikke efter færdige bands, men efter interessante bands, der virker, som om de har en fremtid.«

Jeg ville godt have kunnet fortælle, hvem der havde lavet denne programserie, men med tidens grasserende despekt for kreditering og den lige så grasserende frygt for, at vi som seere ikke skulle blive hængende på kanalen, skjulte et larmende reklameskilt for næste DR3-program navnet på tilrettelæggeren.

Ikke særligt kanon.

Karrierekanonen, DR3. Ugentligt onsdag og torsdag samt talrige genudsendelser og på nettet.

Foto: Dance with dirt (DR) ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

PS: Tilrettelæggeren viser sig at være Anja Pil Overby.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken

Hair som sommerfest på SFO’en

28. februar 2013 // Kommentarer slået fra

I samme måned, oktober 1967, som musicalen ’Hair’ fik premiere i New York, begravedes ’den sidste hippie’ ved en højtidelighed i San Francisco. Det, der et par somre før var startet som en spontan modbevægelse for kærligheden og imod krigen (i Vietnam ikke mindst), forekom nu en skare af de oprindelige hippier degeneret, korrumperet og stofbefængt. Hippierne havde både fået deres eget pjalteproletariat og var blevet en turistattraktion og eksportvare.

Da ’Hair’ året efter kom op på Broadway, var fåreskindspelse med lp-lommer og indiske bliksmykker alternativ haute couture, et signal om, at man var – nå, ja, hip.

Det blev ’Hair’ aldrig, men bortset fra de obligate nøgenscener blev musicalen for forældregenerationen og de ikke helt få af datidens unge, som ikke var tunet in og turned on, et lydspor, der gjorde ’hippie’ til et livsstilsbrand.

Med andre ord: ’Hair’ var, er og bliver et spekulationsstykke. Men nostalgien, erindringsoptimismen og længslen efter noget mindre konformt end parcelhusnormaliteten har givet musicalen noget nær evigt liv.

Det skyldes ikke James Rado og Gerome Ragnis fåmælte libretto, men Galt MacDermots fermt tilskårne popmusik, der ikke har noget med rock eller beat at gøre, men er en dengang 40-årig jazz- og filmkomponists opfattelse af, hvordan den slags musik lød – han havde i 1960 fået Grammy for en sang til Cannonball Adderley. Og der er meget langt til Jefferson Airplane og The Byrds i sange som ’Let the sun shine in’ og ’Aquarius’.

Temaaften på frilandsmuseet

Kenneth Kreutzmanns nyiscenesættelse af ’Hair på Gasværket i København ændrer ikke ved det indtryk. Han har ganske vist, ikke uden effekt, indsneget en ny person, Ældre Sheila, sunget, snarere end spillet af Sanne Salomonsen, som gav partiet som Sheila som purung i 1971, men ellers er der intet gjort i retning af at få musicalen drejet hen, så den i dag kunne give mening som andet og mere end en folkemindesamling.

Der er temaer, som kunne have været ajourført, f.eks. kunne man have udskiftet Vietnam med Afghanistan eller Irak, men ’Hair’ er et beskyttet koncept, som ikke tillader den slags dramaturgiske opdateringer.

Indrømmet, det er svært at se sin egen ungdom præsenteret som en temaaften på et frilandsmuseum. Derfor blev der i min stol krummet flere tæer end åbnet håndflader undervejs.

Som musical er ’Hair’ et monstrum. Mere en stribe tableauer end en fortløbende handling, og derfor fuld af fortællemæssige urimeligheder – som da Sheila annoncerer sin graviditet over for Berger, samtidig med at parret tager det for givet, at vi ved, hvilken mandschauvinist han er bag ’peace, love and understanding’-håndtegnene, og hvilken husmoderlig kontrolfreak hun er. Det ved vi ikke.

Hidtil har de to og resten af den såkaldte ’stamme’ nemlig hoppet, trallet, danset og sunget ubekymret rundt i middelklassens våde drøm om hippielivet som eet langt, biseksuelt og ansvarsløst orgie. Pikkåde drenge og evigt villige bh-befriede piger. Sådan var det ikke helt, tror jeg bedsteforældrene på tilskuerrækkerne vil være enig med mig i.

Derfor står og falder musicalen med, om de medvirkende kan danse og synge. Og med om de kan abstrahere fra det ret karakterløse band, ledet af Joakim Petersen.

Flad mave og flad stemme

Dansemæssigt er der en vis X Factor-agtig ihærdighed til stede, og i scenen med Claudes lsd-fremkaldte mareridt ligefrem også en tiltrængt egen nerve, men Morten Innstrands koreografi får ikke dansen til at adskille sig fra den, man kan opleve ved sommerfesten på den lokale SFO. På samme måde tillader stykket ikke skuespil over skolekomedieniveau.

Sødmefyldte Sara Viktoria har dog stjernepotentiale som den unge Sheila, men hun stråler alene. Omkring hende overspiller den ellers kraftfuldt syngende Simon Stenspil som Berger, mens Tim Schou for en stund har forladt A Friend in London til fordel for rollen som den vægelsindede Claude. Når man har fordøjet synet af ham med parodisk hippieparyk, er det tankevækkende at høre, at hans sangstemme faktisk er lige så flad som hans veltrænede mave.

Den eneste rekvisit på scenen er det psykedelisk malede folkevognsrugbrød, hippietidens politisk korrekte anti-statussymbol. Det kører mestendels rundt om sig selv og kommer aldrig i fart. På den led er bilen i sync med forestillingen.

Til gengæld serverer teatret torsdage og fredage ’kokkens hippiegryde med couscous og urtedrys.’

Velbekomme.

Hair. Instr. Kenneth Kreutzmann. Nyoversættelse: Kenneth Thordal. Østre Gasværk Teater til og med 12. maj. Ole Knudsen har skrevet den oplysende og perspektivsættende tekst til det fine program.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

PR-foto: Sara Viktoria i rollen som Sheila (Per Morten Abrahamsen/Østre Gasværk Teater) ©

En lidt kortere version af denne anmeldelse kan læses på GAFFA.

Jan Toftlund de luxe

25. februar 2013 // Kommentarer slået fra

Meget kunne man sige om Ekstra Bladets semi-legendariske asfaltcowboy, Peter Nørgaard, og meget blev sagt, men når han var bedst, ramte hans særlige korttilhuggede stil hovedet på sømmet. Et eksempel var hans reportage i avisen 13. juli 1990. Den begynder: “Så blev der bal. For fulde gardiner. Der var bare en, der var irriteret over ikke at være med. Det var sangeren, komponisten og tekstforfatteren Jan Toftlund. For en gangs skyld havde Jan Toftlund en god undskyldning. Han skulle nemlig begraves. Og det blev han med maner i går eftermiddag i den lille by, Refsvindige, på Østfyn. Eller rettere sagt: Han blev brændt…”

Teksten, dét, der i gamle dages provinsaviser blev kaldt et dødsstykke, kan man genlæse i Jan Toftlund – flagermussang og sjælemedicin. Bogen, eller måske skulle man sige værket, er på 590 store, generøst layoutede sider og vejer små tre kilo, nok til at udfordre ethvert småborgerligt kakkelbords bæreevne.

Det er et con amore-arbejde, udført af forlaget og designfirmaet Ehrhorn Hummerston ganske enkelt fordi forlæggerne er fans af Toftlund, hvis lyrik de ser som hidtil uovergået i Danmark, når det drejer sig om samfundskritik og social indignation.

Al respekt for det. Blot er vi sikkert nogle stykker, som finder det lidt pudsigt, at netop en sanger som Jan Toftlund, der hele livet holdt med de utilpassede og absolut gjorde alt for ikke at rette ind, nu får udgivet sine samlede værker, som om der er tale om en guldrandet kanonisering. En prætentiøs iscenesættelse, som ikke var gået henne på stamværtshuset Pepino.

Bogen voksede fra ide til virkelighed, da forlæggerne af Toftlunds samlever, Bente, fik overdraget en kuffert fuld af håndskrevne lapper, kladder, noter, maskinskrevne originaltekster, breve og andre vidnesbyrd fra en tid med tid nok, længe før mailen upersonliggjorde kontakten mellem folk. Dette brogede materiale er nu reproduceret i 1:1 format. Og garneres med en række usentimentale, afmytologiserende øjenvidneberetninger fra folk omkring Toftlund: Hans producer, Peter Abrahamsen, hans første musikalske mentor og makker, Erik Grip, sønnen Rasmus, ekskonen, moderen, Lasse & Mathilde og andre, der udgjorde hans familiære og kollegiale bagland.

Jan Toftlund levede et liv på kanten. Ligesom de skæbner han skrev om. Han begyndte som socialarbejder på Kofoeds Skole, og som en siger, så var det svært at se forskel på ham og de klienter, han omgikkedes. Han drak sig ikke ihjel. Eller mere præcist: Han døde, fordi han havde en hjertefejl, og bedre blev det ikke af det med tiden umådeholdne indtag af stærkøl og andre stimulanser. Men hjertet bankede, hvis man forstår, hvad jeg mener, for dem, Brecht kaldte ‘de nederste’. Og alle Toftlunds tekster er en påmindelse om, at hjertet sidder til venstre. Samtidig bar den store flid og overvældende produktivitet præg af en mand med høj arbejdsmoral og stor, næsten naturstridig disciplin.

Som sanger var han ikke stor, men engageret, som guitarist kun til husbehov og som komponist for evigt fastlåst i ekkoet fra Dylans ‘Desolation row’. Det var som tekstforfatter (og performer), mange syntes han gjorde en forskel. Hans rim var mange, utvungne og nærmest selvudløsende, men personligt tog jeg aldrig hans sange til mig.

Det gør jeg heller ikke ved genlæsningen: Patos var en nær ven af Toftlund, og det bombastisk-svulstige går hånd i hånd med det revolutionsromantiske, som selvfølgelig skyldes tiden, men ikke holder i dag. Og slet ikke kan tåle at blive blæst op i det format. En sanger som Ulf Lundell har været udsat for den samme indpakning i guldtryk og helshirting, men der skydes der unægtelig med en anden lyrisk kaliber.

Bedst er Toftlund, når han skildrer enkeltpersoner i små signalementer, der viser en solidaritet og ømhed, som gør ham beslægtet med både Tove Ditlevsen og Cornelis Vreeswijk.

De bedste sange nåede Jan Toftlund aldrig at få skrevet. Det var dem, hvor han, som Paul Banks siger, kunne have vendt “sit skarpe blik indad, så vi også kunne have fået ord på det, der rørte sig i Jan, og ikke kun hans syn på det, der rørte sig omkring ham.”

Jan Toftlund: Flagermussang og sjælemedicin. 590 sider, ill. (bl.a. med fine, nye fotos af de interviewede). Forlaget Ehrhorn Hummerston.

PS: Udgiverne mener, at hans pladeudgivelser er uopdrivelige. Der kom dog et glimrende ExLibris-udvalg omkring årtusindsskiftet under titlen Velkommen. Det kan fås digitalt.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Thomas Bo enormt lykkelig

22. februar 2013 // Kommentarer slået fra

Thomas Bo Larsen har aldrig gjort et stort nummer ud af at gøre sig karrierelækker. Hans særlige krasbørstige ømhed har typecastet ham som den evige rod, et naturtalent, der ikke kerer sig om karriereplanlægning.

Det må man i hvert fald ikke håbe, når man ser ’Drengerøv og datter’, TV2’s nye miniserie. Her spiller Larsen sig selv som far til sin tyveårige datter, Sally (billedet). Sammen er parret i Brasilien for at blive klogere på livets modsætninger og byrdernes ulige fordeling. Om morgen besøger de slumkvarterer for så om aftenen at blive beværtet af en hovedrig plastikkirurg i Rio de Janeiro, og dagen derpå kører de, siddende på ladet af en åben truck, ud til en landsby, hvor de skal deltage i hverdagen.

Som Sally siger, da de står på landevejen og venter: »Hvad laver vi her?« Første afsnit af serien gav ikke noget svar, men hendes far gav hende en krammer og bad hende iføre sig jahatten.

Man lader Larsen agere en slags journalist, som på gebrokkent engelsk forsøger at komme ind på livet af dem, de to besøger. Alt er selvfølgelig planlagt i hoved og røv, som dansk skuespils svar på rock ‘n’ roll ville have formuleret det, men desto mere uforståelig bliver eksponeringen af Larsen som en lidt lalleglad ’ghettodreng’ for nu at citere fra hans egen selvforståelse.

Konceptet lader totalt de to medvirkende i stikken. Datteren bliver ved med at undre sig, og småskammer sig over sin far (som ifølge hende altid skal spille smart, når han taler engelsk) – ved et cocktailparty lærer han f.eks. en gæst at sige »op i røven med støvekosten«. På dansk. Og ytrer sig ellers mest i vendinger som »fedt, totalt fedt« og »jeg er enormt lykkelig« og har kun superlativer til overs om dem, de møder. Plastikkirurgen er »en fantastisk mand og ikke en snob« kan Larsen fastslå efter at have besøgt ham et par timer, og da far og datter senere ankommer til landsbyen i aftenmørket, erklærer de, at det er en »total kærlighedsby«.

Det dramatiske højdepunkt indtræffer, da Larsen får myggespray i øjnene.

Det underliggende tema er, at dette skal forestille at være en dannelsesrejse for Sally. Hun skal prøve noget nyt. Og det gør hun. For første gang spiser hun kylling med ben. Den dag troede hendes far lige godt aldrig, han skulle komme til at opleve…

Jeg har læst mig til, at serien senere forlægges til bl.a. Japan og Rusland, og kan kun sige, at i gamle dage havde man pausefisk til at fylde de tomme felter i programplanlægningen ud. Nu sender man to mennesker plus et produktionshold den halve klode rundt for at lave ni halvtimesprogrammer.

Det må køre for dem derhenne i tv-branchen.

TV2 onsdage kl. 20.50

Dette er en lidt længere version af den anmeldelse, der i dag kan læses i printudgaven af Politiken.

PR-foto: Blu/TV2 Danmark ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Nick Cave: Cohen med kant?

20. februar 2013 // 1 Comment

En del raske anmelderdrenge har altid haft det ambivalent med lykken. Den er god, når den rammer dem selv, men intet forekommer dem at være så kunstnerisk suspekt som netop lykken. Den er blank og kedelig som en søndag i kernefamiliens skød. Næh, så hellere en god gang rugende, mandig melankoli iblandet Gauloise-tilrøget weltschmerz og eksistenskrise.

Det er den slags, der kan få den verbale patos i omdrejninger. Seneste eksempel er den hjemlige modtagelse af Push the sky away, første album fra Nick Cave & The Bad Seeds efter mellemspillet med Grinderman og diverse soundtracks. Pladen er blevet rost til skyerne af et seksstjernet unisont anmelderkor.

Karaktertildelinger er altid et subjektivt skøn uanset hvor meget autoritet, man søger at indhylle dem i, så fred med det. Problemet med at give seks stjerner er vel snarere, hvad man gør næste gang noget er bedre. Det er en problemstilling, som daterer sig tilbage til dengang i 1976 Nadia Comaneci som den første ved OL scorede et ti-tal i gymnastik.

Push away the sky er ikke nogen dårlig plade. Men så god?

Cave har altid stået for mig som en slags Cohen med kant. Som melodiker har han altid været i sparehjørnet, men har kompenseret ved en indfølthed, som aldrig forfaldt til føleri. Sådan er det stadig her, hvor han stort set er holdt op med at skrive melodier eller i hvert fald kun skriver den samme hele vejen – et recitativ med en undertone som man enten kan finde rugende eller slet og ret privat og kedelig.

Sammen med Bad Seeds-kapelmesteren, multiinstrumentalisten Warren Ellis, har Cave været i overskudslageret fra deres samarbejde omkring filmmusik, og sammen med produceren Nick Launay fremkaldt en special farve i denne musik. Tusmørke snarere end daggry, og nu skal jeg nok holde op, for det er den slags, Caves musik forleder anmeldere til.

Bundlinjen er, at han som sanger synger med den der bluesmættede, sortladne intensitet, der hele tiden balancerer mellem det monotone og det dragende. De bedste numre på pladen er den bevægende selvmordssang, ‘Wide Lovely Eyes’, hvor temaet kun antydes, men med desto større effekt:

Through the tunnel and down to the sea
And on that pebble beach, your laces you untie
And arrange your shoes side by side
You wave and wave with your wide lovely eyes
Distant waves and waves of distant love
You wave and say goodbye

Og så ‘Higgs Boson Blues’, som er en slags road movie, hvor både Hannah Montana, Robert Johnson, Djævlen og Dylan spiller en rolle, og hvor musikken lyder som et ekko af ‘Ballad Of A Thin Man’ med Nick Cave som alt andet end Mr. Jones.

Tilbage bliver en stille undren over, at så godt et band som The Bad Seeds bliver brugt til så lidt, men også dét er der selvfølgelig en vis stil over.

Nick Cave & The Bad Seeds: Push the sky away. Producer: Nick Launay. Bad Seed Ltd/Playground

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Hyldemor genopgravet

13. februar 2013 // 9 Comments

De store danske pladeselskaber bliver bebrejdet, at de kerer sig så lidt om deres egen fortid og forsømmer den kulturhistoriske forpligtelse, de havde så travlt med at fremhæve dengang de skulle have punktafgiften afskaffet.

Ret skal være ret. Genudgivelsesfrekvensen er hævet de senere år, og det er på den led svært at klandre selskaberne, når de nu omsider lader sig indhente af fortiden. Omvendt har fortiden det tit med at ende som en overvurderet størrelse, hvor man skulle have været der for at helt at fatte dybden og skønheden.

Sony genudgiver på fredag Hyldemor-albummet Glem det hele fra 1978. Fredagen er dagen før Hyldemor-sangeren og sangskriveren Hans Vindings fødsels- og dødsdag i hhv. 1948 og 1999.

Jeg er jævnaldrende med Vinding, men syntes faktisk allerede han lød sært forældet midt i 70′erne. Med Furekåben udgav han i 1970 et stykke lokal hippiemytologi med albummet Prinsesseværelset – det med håndkolorerede unikaomslag, men det er og bliver en folkemindemusikalsk parentes.

Stilen og anslaget er noget mere mainstreamrocket på Glem det hele, i sin tid udgivet af multinationale CBS og med den senere branchemogul og Nordisk Film-direktør, Michael Ritto, som producer.

Da pladen i sin tid udkom, nogenlunde samtidig med det første Sods-album, Shit & Chanels tredje, Sebastians Brecht-plade og Pære Punk-antologien, gemte jeg den et par måneder og anmeldte den så sammen med Bifrost-pladen Læn Dem ikke ud.

Anmeldelsen faldt ud i Vindings favør; nok så meget fordi jeg med datidig indbildskhed brugte ham til at begå et ikke helt retfærdigt karaktermord på Tom Lundén som tekstforfatter. Men sammenhængen mellem de to består også i dag. At høre titelsangen på Glem det hele er at høre en af de bedste Bifrost-sange, Bifrost aldrig skrev. Lundén medvirker på klaver og synger kor sammen med Ida Kleman til denne Jefferson Airplane-lydende hyldest om at leve her og nu, selv om ulvene og slangerne indkredser dig. Her som på resten af pladen er den ragarockende guitarist John Teglgaard i storform – han burde have været med i The Byrds. Og Burnin’-medstifteren, Steen Claësson, er en af de få, der kunne få en violin til at fylde lige så meget som et Hammond-orgel. Claësson kan improvisere uden at syre til i det rene flip.

Som sanger (samt ikke mindst som allegorisk fabulerende, lidt for rimelskende tekstforfatter med en børnehaverørende tro på sandheden i det banale) var Hans Vinding inspireret af Eik Skaløs inspiration af Bob Dylan – for nu at sige det så sødt som en weekendhippie, og Dissings ‘Nøgne øjne’ og de tidlige Sebastian-plader må også have roteret flittigt i de kollektiver, Vinding frekventerede på sin vej. ‘Desolation Row’, Blood on the tracks, ‘I Shall Be Released’ og Niels Skousens sange (‘Tusind år’) er det karbonpapir, pladens numre er skrevet på.

Når man fratrækker de lidt komiske og alt for tidsforankrede fraseringer besidder Vindings stemme alligevel en gennembrændende dynamik, som ikke lader en uberørt. Man kan formelig høre ham, der endte med at dø af alkoholisme, slås med syner og dæmoner og kæmpe for at holde paranoiaen fra døren. Originalitet er nok for stort et ord, men der er et helt menneske til stede, vibrerende og sårbart.

Genudgivelsen er eksemplarisk med bonusnummer, sangtekster og en booklet (der i omfang næsten virker mere passende til et bokssæt). Torben Holleufer har i sin journalistisk detailrige tekst måske lidt for travlt med at kanonisere Vinding ligesom lidt mindre skamros og mere tillid til lytternes egne vurderingsevner ikke ville have skadet, men engagementet gør ham ære. At kalde pladen “et af danskrockens mesterværker” er i mine ører dog lige lovlig rundhåndet.

Glem det hele er en plade, tiden havde glemt allerede da den udkom. Her, 35 år senere, minder den mig om, at der altid er noget glemt at genopfriske ved at gå tilbage i tiden.

Det kan man måske med fordel gøre, når de overlevende medlemmer af bandet, John Teglgaard, Claësson og trommeslageren Jens Breum, træder op på Vindings gamle hjemmebane, Christiania, og sammen med udvalgte venner ved en såkaldt HYLDest-koncert på lørdag på Loppen genopliver Vindings sangkatalog. (Eksternt link)

Hyldemor: Glem det hele. Producer: Michael Ritto. Projektleder: Peter Sørensen. Koordination: Charlotte Paludan. Remaster: Flemming Rasmussen. Cover (gammelt og nyt): Peder Bundgaard. Columbia/Sony.

PS: I årene efter udgivelsen turnerede Hyldemor landet tyndt med den semilegendariske Ole ‘Lyd’ Rasmussen som lydmand. De optagelser udkom som to live-cd’er på Karma i 2000 og 2001, og er medrivende vidnesbyrd om, at Hyldemor ikke kun var Hans Vinding. Faktisk ville det have klædt Sony-genudgivelsen med en ekstra cd med et udvalg af disse ‘som-at-være-der-selv’ optagelser.

Foto: Peder Bundgaard 1978

Matthews hvide sydstatssoul

12. februar 2013 // 2 Comments

Der er et eller andet med anmeldere og deres uanfægtede uddeling af stjerner. Dels ved jeg af erfaring, at vi som folkefærd bedst kan lide, når vi opdager kunstnere for os selv, for så, når de er blevet kendt af mange, at trække blasert på skuldrene. Og dels udløser kombinationen af ukendt debuterende kunstner, indiepladeselskab og en musik, der lyder som en godtepose af noget, man har hørt før, men bare ikke på den måde, med garanti stribevis af stjerner.

Tit virker de mange stjerner stik mod hensigten. Jeg mener, hvad skal den stjerneoverstrøede stakkel af en debutant gøre næste gang, hvor han næppe får seks stjerner?

Anledning til denne indledning er Big Inner, det absolut håndlavede debutalbum fra den amerikanske sanger, multiinstrumentalist, studieejer og producer Matthew E. White fra Virginia. Uncut gav ham karakteren 9/1o, og morgenaviserne herhjemme har vekslet mellem fem og seks stjerner.

Det er et godt album, men så godt?

Forestil dig en langhåret hvid, mindre basset Barry White, forklædt som grunge-stylet efterkommer af The Band, når de lufter deres kærlighed til Marvin Gaye mest, parret med en ømhed, der står i sær, men dragende kontrast til Whites bjørneagtige størrelse.

Albummet er indspillet på syv dage, og rummer kun ni numre, der i mangt og meget lyder som eet langt nummer med soulsaftige blæserarrangementer, Dixie-violiner og en sumpet rytmesektion, som hentet lige fra Muscle Shoals. Hans inspirationer er gennemskuelige, men ufordækte.

Dusty Springfields Memphis-plade må tit snurre hos White hjemme i Richmond. Og en sang som ‘Will You Love Me’ krydser Joe South’s ‘Games People Play’ med ‘Many Rivers To Cross’ af Jimmy Cliff, og folk som Jorge Ben, Levon Helm og Robbie Robertson kunne sagtens sætte deres musikforlæggere til at føre sager, men det ville ikke være i pladens ånd. Ja, ‘Hot Toddies’ behøvede Randy Newman ikke skamme sig over at tage med på en plade.

Matthew E. White plagierer nemlig ikke. Han hylder og viser sin respekt. Og gør det, så det aftvinger respekt.

Han besynger kærligheden med en blanding af bittersødme og henførthed. Den, der var og den, der forhåbentlig kommer. Han elsker eller har elsket en pige, der har et smil af den slags, der kan betale hendes husleje. Og gennem alle sange strømmer en erkendelse af, at intet er for evigt: “there’s so much beauty and it fades so soon”. Istedet forsøger han at fastholde evigheden i musikken. Det giver den en egen fortættethed, som sammen med den klanglige genkendelighed sagtens kan forlede en til at tro, at dette er grænsesprængende originalt.

Det er det ikke, men det er længe siden jeg har hørt nogen prøve at forny sig så meget på så allerede prøvede præmisser.

Matthew E. White er klart en stjerne in spe, men lad ham udvikle sit eget lys.

Matthew E. White: Big Inner. Producer: Matthew E White. Domino/Playground (link til hans hjemmeside)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Hold vejret med Hother

12. februar 2013 // Kommentarer slået fra

Danmark har som måske bekendt et areal på 43.000 kvadratkilometer – sådan cirka. Som andre småstater har vi altid en interesse i at gøre os større end vi er. Og nu, hvor landsholdet og Caroline Wozniacki svigter, er det godt, vi har de to landsdækkende tv-kanalers vejrdækning.

Alle snakker som bekendt om vejret, og DR1 og TV2 bilder sig ind, at de kan gøre noget ved. Ja, faktisk bliver vejret dækket, så man skulle tro, Danmark var på størrelse med Tyskland. Og at Bornholm og Mors befinder sig i hver sin tids- og klimazone.

Som om vejrmeldingerne i halen på nyhedsprogrammerne og DR’s daglige ’Vores vejr’ med fyldstof om sukkerroehøsten (ren reklame for et sukkerfirma) og lynforekomster om vinteren ikke er nok, kan man også gå på nettet, gudhjælpemig gense de gamle vejrprogrammer og følge vejrudviklingen eller manglen på samme time for time, som om vi alle er fiskeskippere, piloter, lystsejlere eller landmænd. Jeg forstår det ikke helt.

I lighed med andre nyhedsområder sker der også på vejrfronten en sensationalisering. Og nej, jeg ønsker mig ikke tilbage til en dækning lig med den, Buster Larsen engang gjorde grin med i ’Hov-Hov’, hvor han kiggede ud af vinduet og så fortalte, hvad han så, men nu om dage virker det lige så grinagtigt at se yngstepraktikanten stå i blæst eller puddersne og fortælle, at det blæser eller måske vil komme til at sne mere. For slet ikke at tale om, når bølgerne truer med at slå ind over en eller anden mole. Så kan både DR1 og TV2 let komme til at ligne forstadierne til The day after tomorrow. Og når det så endelig sner, som denne formiddag, lyder de en smule skuffede på begge kanaler over, at det tør i eftermiddag.

Forsonende nok kan vejrdækningen på de landsdækkende kanaler også minde os om, hvor lille et land, vi faktisk bebor. Vejrværterne er for længst blevet mediestjerner, og den slags skinner der, hvor de får flest penge for at gøre det. Så der har været og er et rend frem og tilbage mellem DR1 og TV2. Naturligvis er jobskiftene altid pakket ind i floskler a la »det bliver både udfordrende og rigtig spændende for mig at prøve kræfter med en ny arbejdsplads og en ny måde at fortælle historier om vejret på,« som TV2’s Cecilie Hother sagde, da hun for syv måneder skiftede til netop ’Vores vejr’.

Nu har TV2 røvet hende tilbage som er hun en anden tante Sofie. Til den nye kanal TV2 Fri, hvor ’vejr-baben’ pudsigt nok glæder sig til at skulle i gang med en helt ny værtsrolle, hvor hun skal »tage temperaturen på andet og mere end vejret.«

Vi kan dårligt klare at holde vejret til det nye program går i luften.

Vejrdækningen, TV2 og DR1 og på kanalernes web- og Facebook-sider.

Denne anmeldelse kan i kortere form også læses i dagens printudgave af Politiken

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Kultureliten i den varme stol

8. februar 2013 // Kommentarer slået fra

Når nogen antyder, at kulturjournalistik i almindelighed og kulturen i særdeleshed er et stedbarn i DR TV, er der altid en programdirektør, der besværgende holder programplanen for DR K frem, samtidig med at han messer »smagdommerne, smagsdommerne, smagsdommerne«.

Uden at have mit talepapir med statistik ved hånden får jeg tit fornemmelsen af at blive bedre orienteret og udfordret som kulturbruger på de svenske pendanter til DR, SVT 1 og 2 – begge kanaler har f.eks. daglige kulturnyheder; altså som selvstændigt programpunkt og ikke bare som pausefisk inden vejret.

I denne uge søsatte SVT 2 således serien, ’Fråga kultureliten’. Scenariet er klassisk panelfjernsyn: Malin Jacobson Båth stiller seernes spørgsmål om kultur til personer, der også er personligheder og som er til stede, ikke til benefice for værtens selviscenesættelse, men fordi de har forstand på tingene og hverken undskylder det eller gemmer sig bag popsmartness.

Panelet udskiftes fra gang til gang. Det er næsten en skam, når man ved seriestarten havde besøg af poeten, filosoffen (og på det seneste bloggeren), den 76-årige absolut nærværende Lars Gustafsson, Daniel Birnbaum, chef for Moderna Museet, tv-værten og litteraturkritikeren Jessika Gedin, komponisten Sven-David Sandström og den pensionerede primaballerina, Anneli Alhanko.

Seriens motto er, at man skal spørge for at få svar. Banalt, men sandt. Og seerne holdt sig ikke tilbage. Foran et begejstret og lydhørt publikum kom man rundt om emner som hvor musikken kommer fra og hvordan den første linje bliver til et helt digt? Hvorfor er ballet kunst, men kunstskøjteløb sport? Er den vestlige kultur i en uafvendelig undergangsfase? Og en seer ville vide, hvorfor kunsten altid bliver lidt kedelig, når den vil skildre lykken.

Det fik Birnbaum til ubesværet at trække Dantes guddommelige komedie frem i det dæmpede cafelys. Som Birnbaum sagde, så er Paradis jo netop lidt kedeligt beskrevet. Næh, kom ned i Helvede, min far, og hans eget yndlingssted er Skærsilden. Der er der virkelig gang i den.

Det synspunkt fik Gustafsson til sådan en passant at mindes Platons lære om lykke, der skulle gå ud på, at lykken indtræffer, når smerten ophører. Og sådan gik 45 livfulde minutter i begavet selskab, hvor ingen nemme svar blev givet, men hvor tanker blev sat i gang, hvor der var højt til loftet, og hvor det blev demonstreret, at kulturelite ikke behøver rime på hverken verdensfjernhed eller højrøvethed.

‘Fråga kultureliten’, SVT 2. Første af fem programmer. Sendes hver onsdag 22.15-23. Serien har sit eget site: www.svt.se/fraga-kultureliten

Pressefoto: SVT

Denne anmeldelse kan også læses i dagens trykte udgave af Politiken.

Tim C guldindrammer McCartney

6. februar 2013 // 1 Comment

Måske er det en anmelder-arbejdsskade, men efter at have været højt oppe til en koncert, kan jeg dagen derpå spørge mig selv, om det nu også var så godt. Sådan havde jeg det også, da jeg, den dag Paul McCartney fyldte 70, på det nærmeste gik hjemad på luftpuder. Og ikke kunne vente med at komme til tasterne (Link til anmeldelsen).

Nu foreligger Tim Christensen-projektet med at opføre Ram in extenso foreviget på dvd (og cd) under titlen Pure McCartney. Koncertoptagelsen er no-nonsense tro mod oplevelsen. Det var godt. Det er godt.

Jeg kan godt forstå, at de medvirkende har svært ved at tørre de smørrede smil af. Og hele tiden må tage sig ikke at springe dansende og børnehavehoppende rundt. Det, vi (gen)oplever her, er nemlig selve legemliggørelsen af spilleglæde. Skarpt og afslappet. Ikke alt for højtideligt, men aldrig sjusket, altid fokuseret – som om det var deres egne sange.

Med al respekt for Tim C. er den kongeniale mccartneyist ikke i centrum – og det er helt i koncertens ånd. Igen bedåres man(d) af Tracy Bonham. Navnlig hendes forstørrelse af McCartney-bagateller som ‘Heart of the country’ samt i ekstranummerafdelingen, ‘Junk’, med hillbillysprød violin og en stemme af den slags, man kan dyrke gåsehud på. Mike Viola’s forbløffende ‘Maybe I’m Amazed’ holder. Det samme gør hans humor og samspil med de andre. Han er ingen skønsanger, men fuld af lige dele soul og spas.

Omkring sig har de tre i front guitaristen Lars Skjærbæk, der – meget betegnende – spiller over en Matchless-forstærker, multiinstrumentalisten Christoffer Møller, den uopslidelige trommeslager Jesper Lind og bassisten Søren M. Koch, som kan det der med både at være stout og swingende. Fremaddrivende, men også kontemplativ – som i ‘The back seat of my car’. Og gennem det hele strømmer modet til at lade det enkle forblive enkelt, indrammet af intrikate, men indlysende vokalharmonier, Brian Wilson ikke kunne have forbedret.

Jeg er stadig ikke sikker på, at Ram er så god en plade, at den fortjener denne hyldest, men der må klappes og det bliver der. På begge sider af rampen.

Mon ikke McCartney stod ude i kulissen og glædede sig over, at dette band hin aften ikke var on the run, men levede og lod leve…

Tim Christensen, Mike Viola, Tracy Bonham & The Damn Crystals: Pure McCartney. Producere: Frank Birch Pontopiddan & Tim Christensen. Instruktion: Max Christensen. Mermaid/Sony.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013 // No Comment

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]

Bernbom næsten uden Larsen
5. april 2013 // No Comment
Clapton leverer mere liv end riv
22. marts 2013 // No Comment
Helene Blum smelter foråret frem
22. marts 2013 // No Comment

Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013 // No Comment

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]