Kritik | MIDT I EN BEATTID

Eels i godt humør – sådan da

4. februar 2013 // 1 Comment

Det er små tre år siden E alias Mark Everett med Tomorrow morning afsluttede den trilogi, han påbegyndte i 2009 med Hombre Lobo, og som var en videreførelse af det sorgarbejde, han allerede tyvstartede i 1998 med Electro-Shock Blues, en af de mest livsbekræftende plader om døden og hvad den gør ved de efterladte, jeg kender.

Sorgarbejdet har virket. Selv om Everett aldrig bliver jubeloptimist, har han lært at leve med sit livs tragedier – hans søster begik selvmord og hans mor døde af kræft. Og på Wonderful, glorious går han så vidt som til at synge: “I’ll tell you what: I’m in a good mood today.”

Mens mange af Everetts albums har været mere eller mindre forklædte soloprojekter, virker Eels denne gang som et band med guitaristerne The Chet og P-Boo, bassisten Koool G Murder og trommeslageren Knuckles som andet og mere end backing.

Vanen tro er også dette Eels-abum alsidigt uden at være stilforvirret. Skramlede garageguitarer og stenhårde riffs veksler mellem countryballader og Beatles-influerede sange. Det meste samlet i titelsangen.

Frank Zappa og Lou Reed er andre inspirationer. Zappa for det uortodokse og den respektløse instrumentering og Reed for den ætsende nøgternhed, som kontrasterer smukt med den ømhed, enhver Eels-sang dybest set forsøger at forlige sig med eksisterer inderst i Mark Everett i evig og kunsterisk frugtbar med melankolikeren og mistantropen af samme navn.

My love is beautiful and it’s here for the taking
It’s strong and pure
And utterly earth-shaking
My love has brought me here to show you it’s true
A wretch like me can make it through

synger han med denne både brøsige og blide stemme, der er en af mange modsætninger i denne kunstner. Han kan være helt nede, længere end de fleste, men trøster sig med, at han ikke er i canvassen, kun i tovene:

Every time i find myself in this old bind
Watching the death of my hopes
In the ring so long
Gonna prove ‘em wrong
I’m not knocked out but I’m on the ropes

At høre Mark Everett kæmpe sig tilbage i (livs)kampen, er fascinerende og tilmed musikalsk dybt, dybt tilfredsstillende. Ikke så udfordrende som før, men mindre kan sagtens gøre det…

Wondrous, glorious findes også i en deluxe-udgave med gode, nye sange og fine liveoptagelser, bl.a. en nedtonet, nervesitrende ‘Summer in the city’.

Eels: Wonderful, glorious. Producer: Mark Everett. Vagrant Records.

Pladen kan streames her. Klik.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Go’ morgen til ubekymretheden

1. februar 2013 // Kommentarer slået fra

Katrine Hertz Mortensen er tilbage. Det har Go’ Morgen Danmark-værten været et stykke tid efter barsel, men for hver dag bliver det tydeligere, hvor savnet hun har været.

Hvor alt for mange kvindelige tv-værter lader til at blive valgt ud fra deres vilje til at lade sig skrue ned i en let gennemskuelig babe-skabelon, er Katrine Hertz Mortensen voksen. Fotogen, bevares, men først og sidst fuld af nærvær, (selv)ironi og en humor, hun hverken kan eller vil lægge bånd på, men som aldrig griner alvoren fjoget væk.

Selv om det kan virke unfair at sammenligne med andre morgenværter, bliver hendes kvaliteter åbenlyse, når man ser Lisbeth Østergaard. Hun legemliggør selve den larmende ubekymrethed.

Endnu et eksempel kom i tirsdags. Et alt for upåagtet efterspil oven på VM i håndbold var Ekstra Bladets tv-udfritning af landstræner Ulrik Wilbek om hans udeblivelse fra et pressemøde. (eksternt link)

Lisbeth Østergaard bragte et uddrag, men i stedet for at bruge det som indgang til en diskussion om journalistisk etik og almindelig god opførsel reducerede hun det til freakshow. Ydermere introduceret med ordene: »Han var syg, sagde han i hvert fald.« Kommaet fik lov at stå en evighed.

Da Wilbek gik ud af billedet efter at have kaldt udspørgeren infam og afskyelig, viste det sig, at Østergaard bare brugte klippet som anledning til at åbne ’hvor-er-det-sjovt’-skuffen. For at legitimere det, mente hun, at Wilbek måske var inspireret af Rasmus Trads’ legendariske udfald mod Kurt Thorsen, hvordan de to ting så bare tilnærmelsesvist kan sammenlignes for slet ikke at tale om den herostratiske og meget sigende tavshed fra Birthe Rønn Hornbech (som i øvrigt ikke blev fyret af Fogh, som der blev sagt).

Men grinet igennem blev der i studiet. Går man ind på Ekstra Bladets web-tv og ser hele ’interviewet’ med Wilbek, bør man snarere græmmes. Her ser man, hvordan reporteren – hun ved selv, hvem hun er – smisker sig ind på landstræneren, før hun som en anden lærerinde mere end antyder, at Wilbek lider af pjækkesyge. Hvis han gjorde, havde han i hvert fald ikke pligt til at svare hende. Han er jo ikke statsansat. Siden har det vist sig, at manden har mavesår.

Man skal være chef på Ekstra Bladet at kunne stå på mål for den form for journalistik. Ved at kolportere den, tilmed tendentiøst skamskåret og ledsaget af dumsmarte bemærkninger, burde en ansvarlig på Go’ Morgen Danmark inden have indset, at der ville blive dømt klart overtrådt.

Go’ Morgen, Danmark. TV2. Kan ses eller genses på nettet.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Where did Nora go i fuld længde

30. januar 2013 // Kommentarer slået fra

Sidste sommer udgav Where did Nora go alias Astrid Nora sin debut-ep, som blev anmeldt her på bloggen. Nu følger hun og hendes musikalske sparringspartner, Henrik Marstal, op med et ‘rigtigt’ album.

Where did Nora go rummer ti numre, hvoraf kun to stammer fra ep’en. Alligevel er det ikke sådan at langt flere end dobbelt så mange sange er over dobbelt så godt. Ep’er er nu om dage, som kollega Capac forleden betonede (eksternt link), et godt genopdaget medie til nye kunstnere, der måske lidt uforpligtende vil se om isen kan bære. For en stor del af dem viser det sig så tit, at den musikalske vision ikke helt kan holde til at blive foldet ud, når det kommer til debutalbummet.

Heller ikke Astrid Nora lægger så meget til i forhold til sidste år, men trækker på den anden side heller ikke noget fra. Hun formidler stadig en særegen, smuk, gennemlevet og renlivet musikalsk vision. Sine steder lidt for demonstrativt intellektuelt – citater af bl.a. Wordsworth, Hugo, Sylvia Plath og – selvfølgelig – Henrik Ibsen pryder bookletten som signal om dannelse.

Når sangene ikke ender som hverken filigran eller krukkede stiløvelser skyldes det to ting:

Celloer er ikke hverdagskost i denne ende af det musikalske spektrum, og Nora og Marstal bruger ikke kun instrumentet som staffage. De har øre både for instrumentets dybde og percussive karakter, og når man så tilmed kender forskel på trommer og slagtøj, er vejen banet for en organisk, atmosfærefyldt musik. At noget af det så til tider lyder som en sampling fra ‘Midt om natten’ er kun sjovt og opblødende – hvis det er med vilje…

Nora synger, som hvis Kate & Anna McGarrigle havde stået i lære hos Nico, og hun er ikke uden slægtskab med en sanger som Ida Gard. Ikke for ingenting har Dansk Skuespiller Forbund været med til at støtte denne udgivelse.

Sangene kan dog forekomme lidt for ensartet arrangerede, og dermed bliver albummet lige et par numre for langt, men den hymniske, Marstal-komposition ‘Sing, Ye Birds’ er med til at få det truende tungsind til at lette.

Der er tekster aftrykt i den lækre booklet. Heller ikke på tryk virker de altid lige gennemtrængelige, men Nora synger, så man bliver bekræftet i, at det kan være bedre at opleve end at forstå. Det handler om at have mod til at åbne vinduet, åbne for livet. Om at følge sit eget taktslag.

Where did Nora go er en plade, som pirrende nok gemmer på sine egne æteriske hemmeligheder. Men som nogen gange gemmer dem lidt for godt.

Where did Nora go: Where did Nora go. Producere: Henrik Marstal & Kasper Rasmussen med Astrid Nora. Soul Food/Target.

Omslag: Vilhelm Hammershøi’s ‘Åbne døre’ udsat for, nogle vil mene forulempet af, moderne farvelægning.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Peter Sommer i sit mismods vinter

28. januar 2013 // Kommentarer slået fra

Peter Sommer er blevet skilt. Jeg siger det ikke, fordi jeg har læst ugebladene, for i den tvivlsomme liga spiller Sommer og hans eks-hustru, Lise Westzynthius, ikke. Næh, deres parforholds forlis er af den art, der når musikblade og rydder sektionsforsider i morgenaviserne.

Alt forladt er den typisk dobbelttydige overskrift på Sommers nye og fjerde album siden han i 2004 fik et hit på med særdeles dansk ironi at belære danskerne om forskellen på at tale og snakke (YouTube-link). Tonen er siden slået mere og mere over i rugende mol, og singer-songwriterguitaren har længe været pakket ned. Sommer viderefører den rock-elektroniske tradition fra bl.a. Suicide, som han intonerede på forgængeren, Til rotterne til kragerne til hundene, og pumpede op til næsten halbalstørrelse i samarbejdet med Simon Kvamm, De eneste to.

Alene kartontykkelsen på cd-omslaget og de alt andet end uiscenesatte billeder af den multiprisbelønnede fotograf, Joachim Ladefoged, signalerer, at det her ikke er for sjov. Der signaleres vægt, værdi, værk – kunst med andre ord. Og det prætentiøse lurer, men holdes i ave.

Skilsmisseplader er rocken rig på. De bedste er dem, hvor ikke kun sangeren og sangskriveren kommer videre, men hvor man som lytter enten føler sig ramt i hjertekulen eller bliver advaret om kærlighedens risikofylde eller begge dele. Jeg tænker på plader som Dylans Blood on the tracks og Den vassa eggen, Ulf Lundells monumentale hyldest til følelsernes frisætning.

Jeg underkender ikke Peter Sommers skilsmisse. Den har givet gjort ondt – lykkelige skilsmisser findes kun i damebladene. Det kan man høre, ikke mindst på titelsangen om at have det “så ondt at selv min værste fjende ville føle sig hjemme derinde…” men skilsmissen bliver for mig at høre lidt for meget hans egen (eksternt link til Berlingske).

Det er dog ikke det samme, som at sangene bliver så klaustrofobisk indelukkede som billederne antyder, men når man har hørt den første, gennemført fremragende halvdel af pladen har man fattet pointen. I 2008 sang han om, at “vi falder først den dag vi kigger ned.” Nu har han vovet at kigge ned og er faldet. Det, han ser i spejlet, er ikke et superjeg eller også er det netop det, der forslået er kommet til kort, har fået det røde kort, som han sang engang. Og som nu venter på at blive afløst af en mand, der tør følge sit hjerte og føle sin smerte, to tider af samme svære gang.

Langt mere moderne anmeldere end denne blogger har allerede helgenkåret Sommer og ser ham som en af de store nudanske sangskrivere. Det er let at forstå, for han er så gennemført i det, han laver, men melodisk er han blevet mere og mere minimalistisk, ja, en række af sangene er vel nærmest bare rytmiske recitationer, intelligent, men også i længden lidt for enerverende ens programmeret og produceret af Stefan Kvamm. Dog begavet med popsubtile baggrundsvokaler, der bryder enstonigheden. Både C.V. Jørgensen (anno ‘Vennerne og Vejen’ og ‘Sjælland’) – f.eks. ‘Hvorfor løb vi?’ (YouTube-link) - og Steffen Brandt må ligge opslået med æselører på sangskriverens natbord.

Åbningen anslår med lapidarisk styrke temaet: “Pænt goddag og pænt farvel/det blev ikke os to alligevel/nu står vi begge her/bag alle vores talenter/himlen henne om hjørnet/stadig skarpe kanter…” Og der er en Bergmansk gru på sange som ‘Tvivlen er i huset”. Kærligheden og dét at få den til at fungere er som at spille fodbold – bortforklaringer duer ikke, det er kun resultatet, der tæller: “Banen er elendig. Det er den samme bane for alle,” som Sommer synger. På den anden side: “Hvis ikke der var huller i vejen, var der aldrig noget som helst i vejen…”

Peter Sommer ser sig selv som “en fucking abe, der har lært at fælde træ”, men glæder sig til han kan få øje på skoven for bare træer: “Hvornår får jeg mon lært at elske, at elske, at elske dig…”

Et godt råd herfra skulle være, at han først skal lære at elske sig selv.

Det bliver han bedre til ved blandt andet ved at udsende et album som Alt forladt.

Jeg kan godt læse, at denne anmeldelse måske både er lidt forvirret og forvirrende, men er det på den anden side ikke sådan skilsmisser virker, også dem, man ikke selv har været en del af?

Peter Sommer: Alt forladt. Producer: Stefan Kvamm. Genlyd/Sony. Udkommer i dag.

Coverfoto: Joachim Ladefoged

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Yo La Tengo – blidhed og uro

21. januar 2013 // 1 Comment

Tilbage i slut-firserne, dengang ‘indie’ ikke var en massebetegnelse, men et begreb, der signalerede både kvalitet og integritet, blev New Jersey-bandet, Yo La Tengo, kritikerkæledægger. Det er guitaristen og sangeren, Ira Kaplan, hans hustru, den syngende (og fremragende) trommeslager Georgia Hubley, og bassisten James McNew, blevet ved med at være. Med god grund.

Trioen har hele tiden haft potentialet til at blive den næste store ting, men det stringente har aldrig interesseret dem, så karriererådgivere går forgæves her. Det samme gør store pladeselskaber.

I den seneste udgave af Rolling Stone Album Guide (fra 2004 – og hvor vi dog savner en ny…) giver Rob Sheffield denne karakteristik af You La Tengo: “They experiment constantly, so all their albums have tracks that are too awful to even count as filler … they do folkie ballads, the do noise, the try endless guitar jams, they play around with keyboards and drum loops, they cover any song that pops into their heads, and they were great on The Simpsons…”

Yo La Tengo trækker både på Velvet Underground, Pearls Before Swine og Beach Boys: De har indspillet ‘Little Honda’, som den ville have lydt, hvis Brian Wilson var en punkrocker, og guitarinstrumentalnummeret, ‘I Heard You Looking’ (Vimeo-link) er lige så nervepirrende som det er smukt. Og de har engang akkompagneret en avisoplæsning, men de skriver også sange af en eksistentiel blidhed, som må være blevet hørt mere end en gang af Magnetic Fields, Fleet Foxes og Bright Eyes.

Det gør de også på deres nye og trettende studiealbum siden debuten i 1986. Det støjer – næsten – ikke, men alligevel går der gennem musikken en understrøm, en bevidsthed om, at selv den vokalharmoniserende skønhed (og Hubley og Kaplan synger sammen, så man forstår, hvorfor de ikke er skilt) gemmer på en ulmende uro – samme dobbelthed man finder i deres store 90′er-album ‘I Can Hear The Heart Beating As One’.

I den retning er Fade et af Yo La Tengos mest tilgængelige, mindst eklektiske albums uden af den grund at lægge sig i rockens midterrabat. John McEntire har produceret. Han har arbejdet sammen med bl.a. Bright Eyes og Teenage Fanclub og Tortoise.

De nye sange som den Portishead-beslægtede ‘Cornelia & Jane’ og den betagende blæserunderstøttede koda, ‘Before We Run’ (YouTube-link), er sange om at turde være sammen i hinanden uden at udslette sig selv. Og James McNew spiller, så man forstår, hvorfor han engang kaldte en soloplade for “a plea for tenderness”.

Der er en smuk, men aldrig pittoresk tysthed over denne musik, som er nærmest anråbende. Lyder det dumt? Det er fordi musikken faktisk siger mere end ord.

Yo La Tengo: Fade. Producer: John McEntire. Matador/Playground

FØLG MIG OGSÅ FACEBOOK

Pingvinerne flyver!

19. januar 2013 // 1 Comment

Det må snart være et par år siden: Keld Heick havde inviteret mig i ‘Top Charlie’ for at tale om min nye Beatles-bog. Da jeg ankom, var Bjørn & Okay ved at klæde om til blanke, lilla nuancer. Velklædthed er en naturlig ting i den branche. Uanfægtet ovre i hjørnet, nærmest som om de var gået forkert, sad en samling fritidspædagoger. De var meget casual klædt, men da de gik i gang med Crowded House-sangen ‘Weather With You’ kunne jeg godt høre, at de vokalharmonier var for gode til lejrbål og snobrød. Det viste sig at være Nice Little Penguins.

Vi fik hilst behørigt og jeg hørte, hvad de havde bedrevet, siden de fik P3 på vingerne med den Michael Bruun-producerede sang ‘Flying’ (YouTube-link), som ikke var til at komme udenom i 1994 eller cirka deromkring, hverken her eller i Sydøstasien, hvor Michael Learns To Rock havde banet vejen, men selv om ‘Flying’ givet har været en god forretning for sangskriveren, guitaristen Michael Kolster, tabte Nice Little Penguins højde – uden at musikken gjorde det.

Det er den slags, der sker. Måske fordi kærligheden til musikken var vigtigere for dem end karrieren.

I det tidlige efterår udkom så Alarmingly Happy, deres sjette album siden debut’en med Beat Music i 1993. Når jeg først skriver om pladen nu, skyldes det,

Orientering i dybden

18. januar 2013 // Kommentarer slået fra

Dengang vi mest brugte nettet til at spille en fjer- eller tennisbold henover, bilder jeg mig ind at kunne huske, at en nyhed var en nyhed, og at historier, som faktisk var ikke-historier, blev sorteret fra inden avisen blev trykt. Sådan er det ikke længere.

Det paradoksale er, at netop internettet burde give aviserne (og tv) hidtil usete muligheder for at gå i dybden, turde være uaktuelle, give os baggrund og forståelse for det, der sker eller navnlig ikke sker.

Sådan er det langt fra endnu.

I den medievirkelighed er det godt, vi har P1. Nu er det med P1 som med lederne i aviserne. Adspurgt vil mange i spørgeundersøgelser blive ramt af akut dannelse og sætte kryds ved, at de skam altid læser lederne og hører P1.

Det gør vi ikke.

Når sandheden skal frem, så levede store stræk af P1 i mange år sit eget selvtilstrækkelige liv, resistent mod radiofoniske nyskabelser. Formidling var om ikke et fremmedord så i hvert fald en undtagelse.

Den tid er ovre. Al den snak om den åh så nyskabende Radio 24syv kan kun skyldes, at mange stadig for deres indre øre hører P1 anno dazumal.

Orientering bliver oftest fremhævet fra P1-fladen. Med god grund. Det er gammeldags og nu om dage dermed modig og moderne radio. Programmets sakrosankte karakter viste sig, da det vakte en del røre, at man flyttede det frem til sent på eftermiddagen – som om det betyder noget nu om dage, hvor enhver kan høre det på nettet.

Medarbejderne har ikke ladet sig mærke med det. Orienterings website og Facebook-profil er blandt DR’s mest anvendelige, og selve programmet har de senere år fået en diskret overhaling.

Jeg bilder mig, at der bliver brugt flere lydklip fra udenlandske medier, og at det enkelte indslag bliver bedre introduceret ligesom man sjældnere hører programmets eksperter i indforstået rundbordsdiskussion med hinanden. Sagligheden er stadig i højsædet, men som lytter tager man sig ikke længere i beskæmmet at gribe ud efter sin ikke-eksisterende studenterhue for at kunne følge med, når renteudviklingen forklares eller det gøres klart, hvorfor Mali er andet end et krydsogtværs ord.

Steen Nørskov er relativ ny vært i Orientering. Han pifter programmet op uden at bruge varm luft. Hans energi står godt til tilbagelænede typer som Tysklands- og sikkerhedseksperten, Tage Baumann, et af de langtidsholdbare beviser på, at viden og formidling sagtens kan gå hånd i hånd.

Tørhed behøver ikke støve.

Orientering, DR P1, hverdage 16.10-18.00. Samt på nettet og som podcast.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Så er Mylius heller ikke mere umulius

12. januar 2013 // 5 Comments

Jørgen de Mylius er for mange lyden af musik i radioen. Det er Hans Otto Bisgaard, Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe også, men ’Mylle’ kom først. I denne måned er det 50 år siden han med teenagerens gammelkloge uforfærdethed høfligt sparkede døren ind på Rosenørns alle og bragte statsradiofonien ind i en ny tid, hvor pegepinde blev udskiftet med elguitarer. Mylius manuducerede ikke. Han var ude på at fornøje.

Den attitude var længe svær at fordøje for skiftende DR-ledelser, der i tidens løb har haft det ambivalent med Mylius’ ubekymrede, ja, nogle vil sige uanalytiske kærlighed til musikken, men tiden har været med ham. Det samme har lytterne.

DR’s jubilæumsgratiale til ham er ’Hit House’, et nyt program med 60’er-musik, som sendes på P5.

I forvejen har Mylius ’Eldorado’ på P4. ’Eldorado’ er et hyggesludrende program, bygget på lytterkontakt. ‘Hit House’ vil også hygge med “gamle gode minder”, men programmet demonstrerer, at selv om Mylius aldrig bliver typen, der stiller sig op på en ølkasse, så er han altså heller ikke mere ukritisk.

Her trækker han fortællelystent på sin musikhistoriske viden, sin sans for at krydre quizfakta med finurlige pointer og sigende bisætninger (Elvis’ filmmusik var »lurvet«), og han graver dokumentariske klip frem, der siger en del om tidsånden og hvad det var, DR endnu ikke helt begreb. Forleden var der fine indblik i piratradioverdenen via lydoptagelser fra Radio Syd, som ikke kun var plaget af emsige monopolbeskyttende politikere. Isen i Øresund betød somme tider, at båndene med programmerne ikke nåede frem til skibet, hvorfra der sendtes…

‘Hit House’ udgør desuden endnu et tiltrængt fristed i en radio, der ellers er så musikreguleret, at man skal være DR-chef for ikke at kunne høre, at playlistsystemet har udviklet sig til det modsatte af det, der var meningen, da det introduceredes i 90’erne. Ensretning har erstattet mangfoldighed.

Mylius er frisk, men aldrig overfrisk. Og han står ved sin og lytternes alder – ikke mange steder hører man i dag tillægsordet ’herlig’ om musik – men Facebook og Google er redskaber,

Scott Walker fylder 70

9. januar 2013 // 4 Comments

I dag fylder Scott Walker 70, selv om man skulle tro det var løgn, når man ser de seneste billeder af ham, hvor han ligner en fit femoghalvtredsårig. Men at der er gået nogle år siden han som tilrejsende amerikaner i The Walker Brothers lagde England og omegn ned med sin klangbugnende baryton bliver tydeligt, når man hører hans nye album, Bish Bosch. Det er hans første i seks år, men han har skruet udgivelsesfrekvensen dramatisk op. Der var elleve år mellem hans forrige cd, The Drift, og Tilt fra 1995.

Det amerikanske magasin, SPIN, har beskrevet hans karriere som: “It’s a bit like David Cassidy turning into John Cage.”

Der er meget langt, næsten uforståeligt langt mellem dengang han med held appellerede til weltschmerz-elskeren i enhver teenager m/k med sange som ‘The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore’ og ‘Make It Easy On Yourself” og så til Bish Bosch, som er sådan en plade, anmeldere til hver en tid vil stå i kø for at skamrose. Den er kompromisløs, konjunkturforagtende og alt det andet dyre, men den er også en eskalering – om overhovedet muligt – af det sortsyn og den klaustrofobiske indesluttethed, der har præget ham kunstnerisk de seneste tyve år. Kedelig med stort K – som i krukket.

Og nej, der er ingen, som i INGEN, melodier at bide sig fast. Musikken er snarere uigennemtrængelige soundscapes, i slægt med moderne partiturmusik af den slags, der ville have stået godt til soireer i Det Unge Tonekunstnerselskab. Åke Hodell møder Lou Reed i programmet ‘Avantgarde for dummies’.

Scott Walker synger ikke som en engel (undskyld), men som en mand, der har opgivet håbet og kun har sin stemme at klamre sig. Den bruger han til med overdrevne operaattituder at recitere alenlange tekster om … ja, om hvad? Det handler mere om smerte end om hjerte, og de fragmentariske tekster lefler ikke for lytteren, men vil være gudsendte for enhver fortolkelseslysten gymnasielærer (og anmelder). Man mindes den gamle ligning mellem det dunkelt sagte og det dunkelt tænkte.

Da Walker i 1969 udsendte sit fjerde album, og det andet det år!, prydedes innersleeven af et Camus-citat: “A man’s work is nothing but this slow trek to rediscover, through the detours of art, those two or three great and simple images in whose presence his heart first opened.” De ord må han have glemt, at han engang brugte som motto for sit virke.

Jeg har læst denne nye plade beskrevet som modig. Hm. For mig kræver det ikke mod, kun verdensfjernhed og et villigt pladeselskab at blive ved at bevæge sig længere og længere ind i myten om sig selv som en rockens svar på Howard Hughes og Marlene Dietrich.

I det lys er hans første soloplader, lige efter The Walker Brothers, langt dristigere satsende. Efter at have været teenageidol udsendte han sit første soloalbum med strygerakkompagnement og fornemme, medrivende tolkninger af bl.a. Brel og det på en tid, hvor dagsordenen var psykedelisk, og de største britiske navne hed Cream og Led Zeppelin. Det krævede mod. Jeg husker, at jeg blev nødt til at gemme pladen bagest i ølkassereolen, når vennerne kom forbi. Den stod ikke så godt til røgelse og chillum.

At hans fire første soloplader (med tre’eren som den bedste) så samtidig i sig selv er både stilsikre og stilafsøgende i en grad, der var med til at definere David Bowie og Bryan Ferry, noterer jeg bare for at minde om, at der var engang, hvor Scott Walker ville os mere end han ville sin navle.

Scott Walker: Bish Bosch. 4AD.

Scott_Walker_-_Bish_Bosch_artwork

PR-foto

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

Frits Helmuth – meget mere end hudløs

9. januar 2013 // Kommentarer slået fra

Man behøver ikke være Springsteen-fan for mangen en aften i fladskærmens skær at tage sig i at nynne hans sang om at have »57 channels and nothin’ on.« Og så pludselig, midt i båndsløjfen af udpinte temaer, skamløse pinligheder og oppustet retorik, kan man støde på programmer, der ikke alene minder en om fascinationen og magien ved mediet, men ligefrem får en til at skrive tak på girokortet til licenskontoret.

Nu er girokort ikke, hvad de var. Det er fordybelse på tv heller ikke. For slet ikke at tale om hæderlighed og ærlighed.

Begge dele var i mandags til stede i både generøst og næsten grumt overmål i Per Wennicks dokumentar om Frits Helmuth, manden, de kaldte »ølhundens søn.« Foromtalen beskrev programmet som »hudløst.« Brugen af den kliche er slet ikke i sync med det timelange indblik i et liv, levet af en mand, for hvem virkeligheden var en fiktion – for nu at citere hans søn, Mikael Helmuth.

Historien om Frits, sønnen, der både kæmpede for at komme fri af faderens skygge og gemte sig i den, er følelsestærende alvor. Fortalt uden billige trick.

Med hans sidste forestilling, ironisk nok i rollen som Osvald, som rammefortælling, indfølt filmet i 2003 af Henrik Helsgaun, oprulledes en skæbne, der fik succes på scenen, men det modsatte, når følgespottet var slukket.

Frits Helmuth var førstestemmen i det tragiske kor; sønnen, datteren, Pusle, vennen og instruktøren Kaspar Rostrup var blandt de, der gjorde koret flerstemmigt. Ikke smukt og harmonisk, men nøgternt og alligevel med ømhed. Helt i Wennicks stil, som skyede det patroniserende, det fordømmende, det sentimentale. Man kan indvende, at han skulle være gået mere til sin hovedperson og udfordret dennes defaitistiske holdning til sit alkoholiserede liv og den mavesårsfremkaldende arv efter en far, der var lige så fraværende som han selv endte med at være. Det var unødvendigt.

Close-up-billederne sagde alt om omkostningerne ved at »skulle leve op til at være den, han var blevet berømt på at være.«

Og næsten uudholdeligt at overvære var de sene optagelser, hvor han – siddende over en fadøl – glædede sig til et andet liv. Samtidig sagde hans vandanløbne øjne, at han vidste, at det magtede han ikke. Han havde valgt for længst. Som han sagde: »Hvor meget poesi kommer der ud af et glas isvand?«

Det er på sin vis rigtigt, men også noget fordrukkent sludder. På den anden side ville ædruelighed – deprimerende nok – ikke have givet nær så godt tv.

Genudsendes på søndag på DR1 kl. 15.55

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013 // No Comment

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]

Bernbom næsten uden Larsen
5. april 2013 // No Comment
Clapton leverer mere liv end riv
22. marts 2013 // No Comment
Helene Blum smelter foråret frem
22. marts 2013 // No Comment

Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013 // No Comment

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]