You are here:  Home  /  Kritik

Frede fupper ikke

4. januar 2013   //    Kommentarer slået fra

Mona-Frede-croped-ny-skrift-copy

Af og til kan selv den mest automatiserede teknologi uforvarende komme til at sige en sandhed. Som nu forleden, da jeg lagde den nye Frede Fup-cd ind i mit iTunes-bibliotek. Under genrebetegnelse stod ‘Alternative’. Den tyggede jeg lidt på, men det er jo sandt.

Den uddannede sølvgravør, Freddy Norbrink, har været anderledes lige siden han i 1967 gjorde ungdomsklubberne i Hvidovre og omegn usikre og dansable som del af soulgruppen Dick & Freddies Loving. Og da han i 1979 dannede bandet Frede Fup slog han igennem som en slags uudryddelig ukrudt i rockens midterrabat, en af de kunstnere, som positioneringsliderlige anmeldere havde alt for nemt ved og travlt med at afvise som den rene kopi af originaler som f.eks. Kim Larsen.

Vi var nogle, der ignorerede eller ikke anede/anerkendte, at i miljøet på Christianshavn lånte og stjal man ideer fra hinanden uden skelen til høj og lav, og ingen kunne fratage Norbrink scenenærvær, når han lod vores indre Kaj række ud efter stjernerne.

Siden blev tiderne mere trange og pladeselskaberne mindre rummelige. Det er skønt at være smuk er hans tredje udspil siden årtusindskiftet. Pladen er selvfinansieret og KODA-støttet, men selvgjort er velgjort.

Frede Fup synger ikke bedre end sidst, men heller ikke dårligere. Der er godt nok fraseringer, han skulle have holdt sig fra eller søgt understøttet af korsangere, men musikken og stemmen lever alt i alt op til et af refrænerne: “I ordet kærlighed er ordet ærlighed”.

Det er en samling storbysange om at høre til og holde af. At Frede ikke kun har hørt Gasolin’, kan høres på sange som ‘Sol på alle hylder’ (Gnags) og ‘Det er skønt at være smuk’ (TV-2), men han trænger alligevel igennem som sig selv. Og eksponeringen hjælpes på vej af de veloplagte, småfunkede akkompagnatører: Bassisten Flemming Muus, guitaristen Peter Domtorp, den tørt snertende trommeslager Lars Mitch Fischermann og den gamle Gas-keyboardspiller, Klaus Agerschou. Lad så være, at nogle er rimene er lige lovlig nemme. De er tilgivet, når han disker op med udtryk som ‘fadølsanlægget er gået til ro…”.

Det er sjovt og ikke alt for alvorligt, men så af og til tager Frede klovnenæsen af, skruer ned for udråberstemmen og serverer en yndefuld (og pikant) kærlighedssang som ‘Hej Søde Søde’. Et af de få steder på pladen, hvor Sauternes passer bedre end høkerbajer.

Frede Fup: Det er skønt at være smuk. Producer: Niels Poulsen. Fup Records/Supersonic.

 

Omslag: Leonardo da Vinci og Frede Norbrink.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

Readmore  
Pandekager, gedelort og Esmann

Pandekager, gedelort og Esmann

18. december 2012   //    2 Comments

Der er noget særligt meditativt over det at bage pandekager. Det tager den tid, det tager. Jeg foretrækker at vende mine med konstant tilførsel af så meget smør, at det minder om den tv-reklame, hvor en amerikansk muffins-producent forsikrer, at hun ikke kan forestille sig sine produkter uden lurpakket smør.

P1 er et godt akkompagnement til pandekagebagning. Men det hænder, at radioen stjæler opmærksomheden. Som f.eks. søndag, hvor der kom noget perverteret over at fremstille kaloriebomber, samtidig med at Frank Esmann i det andet program af sin serie, Brobyggerne, om et tidevandsskifte i dansk udenrigs-og sikkerhedspolitik, var nået til Somaliland, det ikke-anerkendte land, hvor ingen ting kører som i olie endsige smør, men hvor fremtidshåb ikke længere er et fremmedord.

Med udgangspunkt i udenrigsminister Villy Søvndahls ord om en »ny realisme« i vores tilgang til de tredjeverdenslande, som ikke kender Hørup eller Grundtvig, så at sige faktatjekker Esmann, hvordan en mere aktivistisk, såkaldt ’nede-fra-og-op’-politik på området tager sig ud, fjernt fra Asiatisk Plads.

Det bringer ham fra de måske snart arbejdsløse piratjægere på ’Ivar Huitfeldt’ til Hargeisha og Berbera for at høre, vurdere og frem for alt sanse, om der er basis for en fremtid for demokratiet og ikke mindst befolkningen, her, hvor man kan se en ende på piraterne. Det spørgsmål besvarede programmet med et tøvende ja.

Vi nåede godt omkring, fra officielle røster over eksperter til manden på gaden, i dette tilfælde kvægmarkedet. En af de vendinger, der blev hængende, så den ikke lige kunne fjernes med en paletkniv, var ekspertcitatet om, at fremtidshåbet i Afrikas Horn er forankret i, om der er nok tålmodighed til stede fra magthavernes side. Det er nemlig en gammel sandhed, at afrikanske ledere har det med at blive mere autoritære jo mere deres autoritet undermineres.

Som radiofoniker evner Frank Esmann at formulere sig skarpt, ja, sarte sjæle vil kalde det polemisk, men aldrig så subjektivt, at der bliver noget at komme efter for en civilisationskriger som Marie Krarup (DF). Nye generationer vil måske finde hans tilgang old school-agtig. Det tror jeg ikke bekymrer ham. Han er nemlig ikke forældet. Han er bare engageret og udrustet med noget så medieumoderne som lige dele skepsis og nysgerrighed. Og kan med små midler få os til at mærke det gule støv fra vejene og lugte gedelorten på markedspladsen, samt sætte ting i tankevækkende relief uden partout at bøje dem i neon. F.eks. interviewede han Somalilands udenrigsminister, dr. Mohamud Abdillahi Omar, om bl.a. behovet for pragmatisme og truslen fra islamisk ortodoksi, alt i mens muezzinerne i baggrunden kaldte til bøn.

Frank Esmann har af en eller anden grund aldrig modtaget Krygerprisen. Var det ikke på tide?

Og mine pandekager? Ja, for første gang meget længe mistede jeg grebet om dem, og en af dem brændte på.

Brobyggerne, 2. afsnit. P1. Hele serien kan høres på www.dr.dk/podcast 

Foto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

Dette er en lidt længere version af den anmeldelse, der kan læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Bruce: Guttermand og knudemand

10. december 2012   //    1 Comment

Mens dette skrives, er koncerten med Bruce Springsteen & The E Street Band i Parken 14. maj blevet udsolgt. På en halv time. Trods sommerens koncert på Roskilde føler danskerne sig åbenbart ikke Bruced out. Sådan har Springsteen ellers selv haft det et par gange undervejs i karrieren, hvor overeksponeringen af ham er blevet for meget for ham. Blandt andet omkring Born in The USA, hvor Springsteen kunne konkurrere med Coca Cola om, hvem der var det kendteste amerikanske ikon.

Det beretter Peter Ames Carlin i sin bindstærke biografi, der bare hedder det, den handler om – Bruce.

På omslaget kaldes bogen “den første store biografi i 25 lavet i samarbejde med Bruce Springsteen selv.” Jeg ved ikke, hvordan man har udregnet det, men ja, Springsteen har selv ladet sig interviewe til projektet og har tilsyneladende ikke blandet sig i indholdet. Sådan som det ideelt set skal være, men alt for sjældent er, når det drejer sig om rockbiografier.

Carlin er journalist med en fortid på People Magazine. Det garanterer et let fortælleflow, en dobbettjekkende grundighed med detaljerne, en ikke alt for intellektuel tilgang til stoffet (selv om Carlin bestemt ikke er en dumrian), men også en begrænset viden og fornemmelse for musikken og de mange faktorer, der betinger den. Han har tidligere bl.a. skrevet om Brian Wilson og Paul McCartney, men kunne såmænd også skrive om Hillary Clinton, hvis det skulle være. En pro, med andre ord.

Læsere, der kender deres Springsteen, vil ikke møde så meget nyt her. Det meste har stået bedre i ikke mindst Dave Marsh-bøgerne, Born to run og Glory days, som i 2004 blev sammenskrevet til bogen Two hearts. Marsh skriver røven ud af bukserne på de fleste, og altså også Peter Ames Carlin. Og så formår Marsh at placere Springsteen i et større kulturhistorisk perspektiv. Indvendingen mod Marsh har været og er, at han nok er så tæt på sin hovedperson, at han ikke altid kan se uhildet på ham – Marsh er gift med Barbara Carr, som er partner i Jon Landau Management.

I den retning er Carlin fri af selv de mest uudtalte hensyn. Til gengæld må han leve med – og skrive op imod – den kendsgerning, at vi her har at gøre med meget kendt stof, så berettigelsen liggger ikke i de begrænsede såkaldte afsløringer, han kan klaske på obduktionsbordet (Bruce begyndte f.eks. at tage antidepressiv medicin i 2003), men i, hvordan han fortæller historien.

Det gør han godt med traditionelle, men effektive fortællegreb, og vi får fornemmelsen af at komme hele vejen rundt om denne rockens sande inkarnation af en ubestikkelig guttermand og guitarmand (hvis jeg var det forlag, der tidligere på året udsendte Karsten Jørgensens bog om samme emne, ville jeg tænke mit. Og græmmes). At han så også er et godt stykke af en temperamentladet knudemand kompletterer bare billedet.

Barndommen i New Jersey skildres med en filmisk styrke, der minder om en roman af Steinbeck. Eller for den sags skyld om en socialrealistisk sang af Bruce Springsteen…

Et centralt kapitel i bogen er forholdet til manageren Mike Appel, som jo som måske bekendt havde kontraktligt held til at holde Bruce ude fra plademarkedet i mere end et år i tiden mellem Born to run og Darkness on the edge of town, hvor Appel i rollen som producer, manager og sparringspartner blev afløst af Jon Landau (der jo nogle år før havde set rockens fremtiden og navngivet den ‘Bruce Springsteen’). Den meget korte version er, at Springsteen som så mange andre havde glemt at læse det med småt. Sagen blev ordnet med et udenretligt forlig, der kostede. Også på den menneskelige side, men forsonende nok fornemmer man i dag ikke, at parterne bærer nag. Og Carlin (og Springsteen) giver Appel full credit for at have været med til at sparke døre ind for en unge, ukendte Springsteen og for at professionalisere ham. Men tingene greb om sig og den juridiske logik kværnede sig ubønhørligt frem til det, der skete.

Forholdet til The E Street Band skildres ganske godt; især det svære skifte fra at være venner til at være arbejdsgiver og arbejdstagere. Ikke altid lige nemt (og forholdet belyses grundigere i en anden Springsteen-udgivelse fra i år, Clinton Heylins The glory days of Bruce Springsteen and The E Street Band), og man fornemmer, at Springsteen ikke er bange for at træde i karakter som netop The Boss. F.eks. da han lader ane, at Max Weinberg er på nippet til at ryge ud af bandet, fordi hans spil hænger. ‘The mighty Max’ ser advarselslamperne blinke og hyrer en trommelærer! Mindre flatterende er skildringen af Springsteens forhold til kæresten (og fotografen) Lynn Goldsmith eller rettere hans måde at slå op med hende på, hvor han ydmyger hende foran publikum under den såkaldte No Nukes-koncert.

Her er Carlin lige ved at hale ting og kendetegn frem fra det, Springsteen selv kalder “helt nede i brønden”, men selv en så åbenhjertig person som Bruce har krav på et rum, som kun han kender og kan færdes i. Lidt magi og mystik skal der være tilbage, men man mere end aner, at hans personlighed ikke er så ukompliceret som helgenskildringerne gerne vil have det til at fremstå.

Bruce er ikke en hagiografi, og tak og lov for det. Bogen er en sober, sympatisk, sine steder lidt kedelig, men grundlæggende troværdig og underholdende skildring af et amerikansk liv, der startede helt almindeligt og er endt usædvanligt uden af den grund at glemme udspringet og dagligdagen.

De, der længes efter en bog, der trækker cowboybukserne ned på Springsteen eller vender de hemmelige, dunkle sider i hans dagbog, må altså vente lidt endnu.

Peter Ames Carlin: Bruce. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. People’s Press. 484 sider, ill.

PS: Her på bloggen kan vi kun, også af principielle grunde, påskønne, at det de seneste sæsoner ser ud til, at danske forlag har fulgt mønstret fra Sverige, hvor det snarere er reglen end undtagelsen, at store rockbiografer oversættes (og simultanudgives). Til gengæld kunne man i dette tilfælde godt have ønsket sig en dansk oversætter med større musikalitet.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  

Comeback for Fleetwood Mac

6. december 2012   //    Kommentarer slået fra

FLEETWOOD MAC er tilbage (som om de nogensinde har været væk…). I forgårs annoncerede de en omfattende turne næste forår, de pryder forsiden af det seneste nummer af Mojo, og i Rolling Stone dobbeltinterviewes de to tidligere turtelduer (og kamphaner) Lindsay Buckingham og en meget bramfri Stevie Nicks – meget sigende sker det hver for sig.

Det er i år 35 år siden, Rumours udkom. Og Nicks bliver bl.a. spurgt om ikke det ville være en ide at spille hele albummet live. Det afviser hun med argumentet om, at der jo også skal være plads til mange andre sange. Spørgsmålet er, om ikke Rumours er selve kvintessensen af Fleetwood Mac, i hvert fald den del af musikken, som ikke var forankret i bluesmusikken. Svaret er ja. Og det er ret beset mærkeligt, at pladeselskabet ikke benytter jubilæet til at give albummet en superdeluxe-boksbehandling, men det kommer måske. Der varsles dog i januar en dobbeltcd-udgave af pladen, men i 2004 kom der en dobbelt-cd-udgave af albummet med demoer, outtakes og jams, men det plejer ikke at afholde nogen fra gentagelser eller kosmetisk-akustiske forbedringer…

DE SÅ dengang sidst i 70′erne forholdsvis unge, forholdsvis smukke og umådeholdent rige ud, Fleetwood Mac. Kombineret med den kendsgerning, at Rumours i 1977 toppede den amerikanske hitliste og forblev på førstepladsen 31 uger i træk, gjorde det dem til oplagt hadeobjekt i den – dengang store – del af rockmiljøet, der målte kvalitet ud fra politisk korrekte parametre.

Okay, pladen er så lækker og velsmurt i lyden, at Fleetwood Mac året efter blev kåret til de amerikanske bilradioproducenters yndlingskunstner. Senere brugte Bill Clinton ‘Don’t Stop’ som kendingsmelodi, og alene det globale salgstal på små 40 millioner eksemplarer (and still counting…) er jo i sig selv mistænkeligt, ikke? Men hører man gennem alle fordommene, kommer man ind til en musik, der, uden så meget som ét taktslag at skamme sig over og uden at fornægte sin forelskelse i popudtrykket, sætter sig for at kombinere masseappeal med musikalsk håndværk af den tidløse slags, hvor man kan høre, at det er mennesker, der spiller.

Det kom ikke bag på dem, der kendte Fleetwood Macs fortid som et solidt, traditionsbevidst britisk bluesorkester. Rumours var i virkeligheden bandets 11. lp, men i 1974 flyttede musikerne til Californien, fik ny vitalitet i form af de lokale sangere og sangskrivere, Nicks og Buckingham, og 1975-albummet Fleetwood Mac blev et stilistisk vendepunkt og et forvarsel om Rumours.

Pladen varer 39 minutter og 41 sekunder. De er alle sprængfyldte med nynne- og mindeværdige melodier. Gruppen besad kompositoriske ressourcer som få. I Christine Perfect/McVie havde man en popsang- skriver af den gamle skole, der gjorde sig umage med omkvædet uden at glemme resten af sangen. Samtidig synger hun med en støvet indtrængende, men aldrig indladende stemme, der emmer af erfaring. Hun medvirker ikke på comebackturneen, men har vendt ryggen til rocken. Hendes modstykke, den alfe-sværmeriske Nicks, skrev og sang spindelvævsstærke popsange, som siden gerådede ud i de rene manerer, men her bliver til fine vignetter, blade fra en dagbog, som handler om kærlighed, forelskelse, utroskab og forvirring.

De samme temaer har Lindsay Buckingham oppe at vende. Hans ambitionsniveau er dog noget højere. Den popgeniale Beach Boy, Brian Wilson, er hans klare forbillede, men Buckingham har tungen lige i munden og øret rettet mod det driftssikre. Understreget af især Mick Fleetwoods Ringo Starr-beslægtede no nonsense-trommespil og opløftet af vokalharmonier, der trækker lige linjer tilbage til Crosby, Stills & Nash samt netop The Beach Boys. Og hele vejen er der et ganske tæt sammenvævet samspil mellem keyboards og akustiske guitarer, der viser, at pladen blev til, da hovedtelefonerne blev produktudviklet til den store hi-fi medalje.

De to første linjer i den første sang anslår stemningen: »I know there’s nothing to say, someone has taken my place …« Det er en plade, der kunne være lydspor til datidens mainstreamsuccesbog for par- forhold, Games People Play. Mens pladens sange blev til, gik gruppen i opløsning. Eller rettere: Parforholdene i gruppen opløstes.

Christine blev skilt fra John McVie, og Stevie sagde niks til Buckingham efter flere års stormfyldt forhold. Personkriser kom og gik i en sand showbiz-soapopera. Og rygterne om, at gruppemedlemmerne kom og gik i hinandens alt for store dobbeltsenge, var vist mere end rygter. At gruppen hverken manglede selvironi eller overskud i sin reaktion på situationen, demonstrerede man ved at sige ja til at lade sig afbilde, af fotografen Annie Leibovitz, i en dobbeltseng med godt brugte silkelagner, hulter til bulter, på forsiden af Rolling Stone.

DEN PIKANTE undertone ufortalt er det dog musikken og ikke den dekadente livsstil, der har fået Rumours til at overleve. Der er et nærvær og en friskhed over denne musik, som er lige så fuld af nyforelsket nysgerrighed som af de bittersøde minder om tab og savn. Samtidig har sangene en egen tolerant generøsitet, som måske er det, men ikke virker villet.

På Nicks-sangen ‘Dreams’ er hun indforstået med, at han vil ud og finde friheden, men hun advarer ham: »It’s only right that you should play the way you feel it but listen carefully to the sound of your loneliness like a heartbeat drives you mad in the stillness of remembering what you had …« Og på ‘I Don’t Want To Know’ hedder det: »I don’t want to know the reasons why love keeps right on walking down the line, I don’t want to stand between you and love, honey, I just want you to feel fine …« sunget, så det nok bliver pop, men aldrig pap.

Med det nye nummer af Mojo medfølger i øvrigt som altid en såkaldt tribute cd. Denne gang fortolker en række indienavne med vekslende held og nødvendighed sangene fra Rumours. Danske Slaraffenland tager sig af ‘Never Going Back’. Det råd er der ingen grund til at følge. Rygterne om Rumours’ levedygtighed (Wiki-link) er forlængst blevet til sandhed.

Omslagsdesign: Desmond Strobel. Foto: Herbert Worthington.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Kristina Train på sporet af noget stort

4. december 2012   //    Kommentarer slået fra

Der er ikke grund til så meget tilløb. Sangene fra Kristina Trains album, Dark Black, er det, der fylder mest i mit arbejdsværelse for tiden. Sydstatssangeren fra Savannah, Georgia besidder et elegant schwung som Dusty Springfield, samme country-twang som k.d. lang, deler rockaccent med Bonnie Raitt og synger sig lige ind i tidens britiske retro-soul fuldt på højde med Rumer og Adele, og når hun bliver allermest intim og sårbar, bliver det til at høre, hvorfor Blue Note engang forsøgte at køre Kristina Train i stilling som en ny Norah Jones.

Det mildt mirakuløse ved alt dette er, at hun også lyder som sig selv.

Som nittenårig fik hun tilbudt sin første pladekontrakt (af Blue Note). Hendes mor sagde nej, men efter college skrev Kristina Train under som 24-årig og udsendte i 2009 albummet Spilt Milk. Det var lovende, men også lidt for forceret.

Her, tre år senere, er hun stadig lovende, men hviler mere i sig selv og sine (og Martin Crafts) sange. Som sangskriver og sanger har hun været en dygtig elev i ‘Since you’ve been gone’-skolen, og titler som ‘Don’t Leave Me Here Alone’, ‘Lose You Tonight’ og ‘Dream Of Me’ fortæller alt om, at forladthed og ulykkelig forelskelse er drivkraft i hendes kunst. Det er selvmedlidenhed til gengæld ikke. Der er en egen robusthed over hendes soulmættede stemme.

Sange som det stort anlagte og sikkert gennemførte Whiter Shade of Pale-agtige titelnummer (YouTube-link), den indtrængende tolkning af Band of Horses-balladen ‘No One’s Gonna Love You’, den nøgne Jimmy Webb-pastiche ‘Saturdays Are The Greatest’ og ‘Lonely Sinner’ med det meget Bowie-lignende pianoakkompagnement mere end antyder en stjerne i svøb.

Den blaserte anmelder i mig kan godt høre,at hun endnu sine steder lyder for som andre, men de gange, hvor hun selv trænger igennem, bliver det hjertebankende smukt og helt uimodståeligt. Prøv selv.

Kristina Train: Dark Black. Mercury/Universal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

Readmore  

Morrison genopstår i Blue-ray og bog

3. december 2012   //    3 Comments

I den tidligere Rolling Stone-reporter Cameron Crowe’s anbefalelsesværdige og delvist selvbiografiske film om rock og rockdrømmen, Almost Famous, spiller Philip Seymour Hoffman stærkt overbevisende rollen som den idiosynkratiske kritiker, Lester Bangs. Et af mange mindeværdige citater er: “Jim Morrison? He’s a drunken buffoon posing as a poet.” ‘Buffoon’ har en dobbeltbetydning som enten klovn eller bajads – jeg tror Hoffman/Bangs mest mente det første…

Citatet rinder mig i hu, fordi jeg den seneste uge har siddet med både en ny bog og en ny koncert-Blue-ray, hvor Jim Morrison er hovedpersonen. Og hvor hans digte og deklamation af samme spiller en hovedrolle.

Samlede digte og tekster 1968-1971 er den lidt usexede titel på 568 sider (!) med netop dét – Morrisons poesi, epigrammer, der har læst lidt videre samt kortprosa (men ikke sangene); mange af dem udgivet posthumt, og alle oversat af Bo Green Jensen i 1983 og 1990, og nu samlet i en elegant layoutet bog af den slags, der trodser krisen og måske burde få forlaget til at overveje at skifte navn til Poetisk revy.

Digtene er blevet forsynet med et nyt, værkoverflyvende efterord. Ikke ukritisk og som altid, når der er tale om Bo Green Jensen, indsigtsgivende. Han vil givet kunne se Lester Bangs’ pointe, men ikke være enig. Bo Green Jensen holder af Jim Morrison uden altid at holde med ham.

Den danske digters egen debutsamling, gennembrudsbogen Requiem & messe (fra 1981), gav ekko af inspirationen fra Doors-sangeren og indledes endda med et (uoversat) Morrison-citat, så sangeren har en lyrisk slægtning som oversætter.

Første gang jeg så en digtsamling af Jim Morrison var i 1969 i en villa i den nordlige, velsituerede del af København, hvor jeg indtil da ikke var kommet. Den nye sanger i det rockband, hvortil jeg skrev tekster, arbejdede på pladeselskabet Metronome, som distribuerede The Doors i Danmark. Paddy havde direkte fra Doors-hovedkontoret fået et af de første, nu uvurderligt sjældne eksemplarer af The Lords – notes on vision, Morrisons debutsamling.

Jeg, der selv gik med en lille digter i maven, som gerne måtte vokse sig større (altså digteren…), var ved at gå i min buks, da Paddy andægtigt, men stolt rakte mig bogen. Han havde ikke hvide handsker på, men det var lige før. Bogen emmede af eksklusivitet og kunst som den lå der, et antal løse ark af luksusbøttepapir, holdt sammen af en rektangulær, kongeblå mappe i tykt karton. Det var lige før bogen var lakforseglet, men den kunne åbnes bagpå ved at løsne en rød snor.

Selv fik jeg aldrig fat i et eksemplar (lånte Paddys og leverede det først tilbage efter gentagne rykkere), kun nogle få hundrede blev vist trykt, men jeg har siden genset udgivelsen. Den virker prætentiøs. Tag bare forfatternavnet…

Det gør bogen sådan set stadig. Som om det bliver større, mere betydningsfuld kunst, hvis man nøjes med at skrive et udsagn på een side. Som f.eks. “Et filmpublikum er en tavs vampyr”, som det hedder i en af de ikke få tekster, som afspejler Morrisons filmstudier på UCLA, men som også virker meget studentikose og oppustede: “Film er samlinger af døde billeder som gives en kunstig befrugtning.”.

Andre gange bliver vi mindet om sangskriveren Morrison: “Der skal store mord til at vende klipperne i skyggen og vise de mærkeligste orme underneden. Vore utilpassede galninges liv lægges blot.” Døden synger altid med i hans sange og digte. Som et varsel, som en livsbetingelse.

Bedre, mere holdbare og det vil sige mindre opstyltede er digtene fra samlinger som Vildnis og Den amerikanske nat. F.eks. dette:

Djævelen kom til syne
ved en kanal i Venice
Løbende så jeg en Satan
eller Satyr, der bevægede sig
ved min side, en kødfuld skygge
af mit hemmelige selv. At løbe,
At forstå.

Og Venice er ikke en sløset amerikaniseret oversættelse af Venedig, selv om den by om nogen bærer døden i sig, men den badeby i Los Angeles-området, hvor The Doors tog sit udspring.

Hvorfor begæret efter døden, spørger Morrison i en anden tekst. Og svarer selv i samme digt med ordene: “Begæret efter et fuldendt liv”.

Det fik han vel næppe…

Som digter er det påfaldende så næsten demonstrativt lidt, han hentyder til sit – om jeg så må sige – civile job som sanger, men hist og her sætter han følgespottet på sit offentlige liv. Som når han skriver “Nu omfanver jeg den poesi/som er forretning & bliver – for/en tid – en ‘Industriens prins’.”

Og sangeren Jim Morrison er i det hele taget ikke fredhellig for digteren af samme navn. En tekst lyder:

At Lave Plader.

Elvis havde en sex-klog
moden stemme som 19-årig

Min rummer stadig det
nasale hvin hos en
undertrykt mindreårig
      pubertetsknægt som piber & raser
En interessant sanger
i bedste fald – et skrig
eller nynnen af silke. Ingen
mellemtoner.

Jim Morrison: Samlede digte og tekster 1968-1971. Oversat af Bo Green Jensen. 568 sider. Rævens sorte bibliotek/forlaget politisk revy. Udgaven er tosproget med originalteksterne trykt i umiddelbar forlængelse af de danske oversættelser.

At beskrivelsen af hans stemme ikke er helt ved siden af, kan man forvisse sig om på den restaurerede legendariske optagelse af Doors-koncerten i The Hollywood Bowl i sommeren 1968. Koncerten har tidligere været ude både som video og som livealbum, men nu har den gamle Doors-lydtekniker, Bruce Botnick, taget den under kærlig behandling, og bl.a. via digitalteknikken sørget for, at vi kan høre Morrisons stemme på sange som ‘Hello I Love You’. Det kunne man også ved koncerten, men ikke i den truck, der husede det mobile studie, så man har hentet vokalbidder fra diverse liveoptagelser rundt omkring i Doors-arkivet, set til, at de passer med Morrisons mundbevægelser og vupti, er det, som om han synger sangene her og nu.

1968 var den sommer, hvor The Doors fik en hitlistetopper med netop ‘Hello I Love You’, deres behændige omskrivning af Kinks-klassikeren, ‘All The Day And All Of The Night’, og deres optræden i netop den sagnomspundne Hollywood Bowl var en slags blåstempling af dem, som et band, branchen kunne regne med økonomisk. Det var før Miami…

Noget andet er så, at det ikke er en af deres stjernestunder. Lydniveauet var underlagt koncertstedets ubrydelige regulativ om, at man ikke måtte spille højere end 75dB. Som Botnick siger i det interessante ekstramateriale på Blue-ray’en, så betød det, at publikumssnakken truer med at overdøve musikken. Det kan høres. Og Robby Krieger er tydeligt hæmmet af ikke at kunne skrue op, men lyder dog stadig som en meget original instrumentalist på et nummer som ‘Light my fire’. Ray Manzarek klarer fortsat både basgang og orgel, og resultatet er lidt tyndt og stift. Ligesom John Densmore i mere ører lyder lidt for meget som hvis man satte Ringo Starr til at spille jazz. Derfor afhænger meget af forsangeren.

Han havde, inden han gik på, taget lsd. Det begyndte først at virke et stykke tid inde i koncerten, og da ret uhensigtsmæssigt. Morrison virker, som om han ikke helt kan tage sine egne poseringer alvorligt. Han trækker på smilebåndet, når han skal være dødsensalvorlig, og omvendt, og man kan formelig se ham tage tilløb til at skulle være Jim Morrison.

Naturligvis er der øjeblikke af ren magi, der transcenderer tiden – med de sange og den historie skal der meget til for undgå det, men for ofte, især når Morrison begiver sig ud i sine lyriske tirader, er det fristende at være enig med Lester Bangs.

Man kunne have ønsket sig, at der også havde været et filmhold til stede, da The Doors to år senere gæstede Felt Forum i New York. Nu må eftertiden nøjes med et grandiost live-bokssæt, der rummer bandets sidste seriøse krav på udødelighed inden Morrisons død.

 Øverste illustration: Omslagsdesign af Olga Bramsen med foto af Freddy Tornberg, hvis grynede, men stemningsmættede fotos fra koncerten i København er medtaget i bogen.

Jeg har tidligere skrevet om The Doors her på bloggen. Bland andet her.

Skulle man få lyst til at lystlæse Lester Bangs, er her nogle smagsprøver.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Shoes for Julia sidder godt

30. november 2012   //    Kommentarer slået fra

Det siger næsten sig selv, at en plade som Shoes for Julia med duoen af samme navn ikke appellerer til hippe anmeldere: Udrangeret 90′er-popcrooner møder tv-wannabe, der har haft sine femten minutter. Ydermere laver de musik, der både er melodisk, swingende og varm. Det går da aldrig godt.

Det har nogen åbenbart glemt at fortælle Søren Sko og den tidligere Fireflies-sanger, Julia Fabrin (der var grunden til at se X-Factor i 2010). I hvert fald har de sammen fundet deres helt egen pasform på et debutalbum, der vel ikke vælter verden, men gør det nemmere at forstå, hvorfor kloden stadig drejer rundt.

Først og fremmest er det et meget vellydende album. Det trækker ikke fra i denne bloggers bog, og Lars Skjærbæks guitaristisk indstillede og (som altid) gennemmusikalske produktion ser til, at det lidt indolente, der kan være over Søren Skos vokale tilgang bliver holdt i ave.

Han klæder Julia Fabrins countryattitude. Måtte måske næste gang godt synge nogle flere sange selv, men som det er, er det godt. Ikke fordi sangene handler om at have det godt, mange af dem handler faktisk om gerne at ville have det bedre med sig selv og hende/ham, men fordi det er indlysende, at dette er et projekt, som ikke rimer på produkt. Og spilleglæden og detailrigdommen skal man være tunghør eller meget forudindtaget for at overhøre.

Indflydelsen fra både Fleetwood Mac anno Rumours, naturligvis Dixie Chicks, Emmylou Harris og de vemodigt smukke On The Rhine tilsat et touch Ray Dee Ohh (jo!) er tydelig, men ikke distraherende. Julia Fabrin lyder som en, der af og til brænder sig på sine forelskelser og alligevel godt kan lide at forelske sig. Det forstår man(d) godt.

Sange som ‘Hellbent’, den raffinerede ‘Papercut’ og ‘Bringing on the heartache’ samt den naivt rørende ‘Cross The Line’ er gode bud på, at x-faktor ikke er noget man får af tv, men som man udvikler gennem musikken.

Vi giver ikke sjerner her på bloggen. Det skal Julia Fabrin nok sørge for selv at blive med sin sikre smag i Sko.

Shoes for Julia: Shoes for Julia. Producer: Lars Skjærbæk. EMI.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

PR-foto: Thomas Fryd.

Readmore  

Velvet og Nico op fra undergrunden

22. november 2012   //    Kommentarer slået fra

Da denne blogger var ung og mindre tung, var jeg hang-around i adskillige poporkestre. Et af de allerførste hed Fair Sex. Ja, smart navn, ikke? Vi nåede aldrig at spille offentligt, men øvede på guitaristens fars arbejde. Faderen var betjent eller sådan noget i Kirkeministeriet, så i weekenderne og efter lukketid ‘lånte’ vi et mødelokale og Frederiksholm Kanal genlød af sære, ukristelige lyde. De fleste af os i bandet var bedre til at spille håndbold end rock, betydeligt bedre endda, men det afholdt os ikke fra at udforske mulighederne. Vi kunne nogle numre af Spencer Davis Group og The Who samt selvfølgelig ‘Spoonful’ og ‘Summertime’. Under fremførelsen af de sidstnævnte slap vi gækken løs i noget, vi kaldte improvisation. Lange, endeløse forløb og jeg bidrog efter bedste evne med at lade min stålkam køre op og ned ad de ministerielle vinduesruder.

Det lød … nå, ja, som stålkam mod glas.

Jeg håber ikke nogen piratoptog det.

Jeg blev bragt tilbage til dengang det var før, fordi jeg netop har været igennem de seks cd’er på en såkaldt 45th Anniversary Super Deluxe version af The Velvet Underground & Nico, bananpladen blandt venner. To af pladerne rummer liveoptagelser fra The Valleydale Ballroom i Columbus fra 1966, samme år som Fair Sex kulminerede. Åbningsnummeret fra hin novemberaften i Ohio, det næsten halvtime lange ‘Melody laughter’, lyder kun marginalt bedre end os i Kirkeministeriet, men de får dog spillet sig op i løbet af nummeret, hvis man kan sige sådan om en musik, der henter sin dynamik fra en rugende, suggerende og sugende monotoni. Og som skylder en gruppe som The Fugs ikke så lidt, bortset fra at Lou Reed og John Cale tog sig selv noget mere alvorligt. Og havde mere renlivet rock i årerne, plus det andet.

Genhørt i dag er det mest chokerende ved selve studiealbummet hverken sangenes dystre enkelthed eller den afskrællelige Andy Warhol-designede banan, men hvor fjernt bandet var fra det, der foregik ovre, hvor det sneede – i Californien. Åbningssangen, ‘Sunday morning’ er det nærmeste vi kommer hippie-idyl. Og en popsang. Resten er fra et New York, kun få kendte. Bohemer, wannabes, groupier, forfatterspirer ventede på at berømmelsen skulle ramme den som det kick, alt for mange allerede var begyndt at få af nålen. Mørkere end mørkt. Ingen røgelse, men en masse røg af den slags, der kun var sjov i starten. Velvet Underground var forbi det sjove.

‘I’m Waiting for the Man’ synger Lou Reed som om han kender ham alt for godt. Og selv om der i dag kan være noget næsten komisk kitschet over Nicos absolut undskyldelige tykke tyske accent, er det svært at le  af hendes kranke skæbne. Hun var den urimeligt fotogene chanteuse i bandet, Reed var guitaristen, John Cale var den intellektuelle og Sterling Morrison og Maureen Tucker var arbejdsmændene. De spillede ikke minimalistisk af valg, men fordi de, bortset fra Cale, ikke kunne andet. Og i kulissen virkede Onkel Andy som en slags mentor eller var han bare endnu en groupie, der fik udlevet sine egne popstjernedrømme gennem bandet?

Albummet var ingen succes. Højeste placering på Billboard-listen var nummer 171. Siden er det som bekendt blevet en klassiker og stildannende. Det er ikke svært at høre hvorfor (selv om albummet ikke er mit foretrukne med VU). Bag al det depressive kæmper en livsvilje for at trænge igennem og når det lykkedes, er det så smukt som når en blomst gennemtrænger asfalten.

Det er ikke første gang, pladen genudsendes. Allmusic Guide opremser henved tredive genudgivelser gennem årene. Så sent som i 2002 kom en omhyggelig deluxe-udgave, bestående af både mono- og stereoversionen plus singler og uddrag fra Nico’s soloplade, Chelsea Girl.

Her, ti år senere, kan man så investere i en ultranørdet, boglignende udgave, der må siges at være udtømmende. Ud over selve det vist nok re-remastererede studiealbum (i stereo og mono) og hele Nico-pladen (som fortsat fremstår som en smuk faretruende blanding af uskyld og alt for megen erfaring) indeholder sættet som sagt liveoptagelser af gruppen i sin vorden samt de i samlerkredse legendariske og ofte bootleggede, bestemt ikke uinteressante Scepter-demos. Lyt f.eks. til en forrygende, nærmest Jefferson Airplane-agtig udgave af ‘Run, Run, Run’. For slet ikke at tale om en højspændingsfyldt ‘Miss Joanie Lee’ fra en øvesession i The Factory. Den vildskab fik Velvet Underground aldrig helt op til overfladen, da de gik i studiet.

Det hele indpakket, med et ikke alt for lovhudlende Richie Unterberger-essay, som et coffee table-værk, så fashionabel og pyntelig som Velvet Underground bestemt ikke sigtede efter at blive i deres korte, hektiske levetid. Og ja, bananen kan igen skrælles.

Det bliver svært at se, hvordan 50 års-udgivelsen kan toppe dette bokssæt.

The Velvet Underground and Nico: Andy Warhol presents The Velvet Underground and Nico. Compilationproducer: Bill Levinson. Polydor/Universal. 6cd.

PS: Og så er det altid tankevækkende at se, hvor uforbeholdent yngre generationer modtager en gruppe som Velvet Underground. Jeppe Krogsgaard Christensen anmelder sættet i Berlingske her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Led Zeppelin lever!

21. november 2012   //    Kommentarer slået fra

Meget få plader åbner med et nummer, der samtidig lyder som både den ultimative opsummering af kunstnerens potentiale, en svanesang for fulde gardiner og en ouverture til forløsningen af et kunstnerisk potentiale, kun fantasien kan overskue. Sådan en plade er Led Zeppelin II. Og sådan en sang er ‘Whole Lotta Love’.

Stående på et af de mest bæredygtige guitarriffs i rockhistorien er sangen et klangarkitektonisk pragteksemplar, der ikke alene endte med at definere råderummet for heavy metal-genren, men satte et tiltrængt spørgsmålstegn ved tidens hippieføleri, og som samtidig gik på opdagelse i datidens indspilningsmuligheder, så selve produktionen blev en del af sangen.

Sangen gjorde gruppen til en legende og inspiration for titusinder af musikere. Bare spørg Metallica. Det giver derfor god mening, at ‘Whole Lotta Love’ ikke var det første, men det sidste nummer før ekstranummeret i deres reunion ved mindekoncerten for plademogulen Ahmet Ertegun i 2007.

Der har længe gået frasagn om den koncert i Q2 i London. Ikke mindst blandt de angiveligt 20 millioner, der godt ville have været på plads i en arena, der ‘kun’ har kapacitet til 20.000. Nu foreligger koncerten omsider på såvel cd, lp, dvd og blueray. Formattering er tidens mantra, men Led Zeppelin lyder og ser ud som om intet kunne bekymre dem mindre, da de indtager den store scene. De har deres eget format, som overskrider generationer. Tankevækkende så mange unge kvindelige skønheder, filmens kameramænd har haft blik for.

Årene har taget de unge hedsporer, der i sin tid fremstod som the missing link mellem blues og psychedelia. Istedet står tre voksne, ja, aldrende, men absolut ikke satte mænd plus en ung nogleogfyrreårig lømmel. Han har al mulig ret til at være der. Jason Bonham er søn af John Bonham.

Alene synet er respektindgydende, filmet uden for mange æstetiske svinkeærinder. Og lyden bjergtagende. Grænsende til det momumentale, men uden den blærerøvsmentalitet, der var bagsiden af Led Zeppelin.

Jimmy Page er et enmandsorkester i sig selv som normudfordrende solist, men også i den grad en rytmeguitarist, der er holdabejder. John Paul Jones er i storform, næsten Bill Wyman-flegmatisk, men præcis og pointerende. Robert Plant synger, tigger og frister med en stemme, som kun er blevet en ubetydelighed svagere siden 70′erne. Han når ikke længere op i tonelejer, kun en hund kan høre, men hans udtryk gør stadig indtryk. Og Bonham jr. følger arven efter sin fars ekspressive stil videre, så der magisk nok både skabes ro og den uro i kødet, som var Led Zeppelins måde at opdatere bluesmusikken på.

Led Zeppelin blev adrig rødstrømpernes husorkester. De måtte i samtiden høre for det angiveligt kvindeundertrykkende budskab i ‘Whole Lotta Love’, og der er stadig intet tilsløret over Plants begær og nærmest selvantændelige liderlighed, men hele sangen er en lang invitation til at springe formaliteterne over og gå lige til sagen. Ikke for at binde sig til hinanden for evigt, men for at gøre selve øjeblikket, selve akten evig:

You need coolin’, baby, I’m not foolin’, I’m gonna send you back to schoolin’, Way down inside honey, you need it, I’m gonna give you my love,

Whole lotta love …

»Shake for me, girl. I wanna be your back door man«, stønner Robert Plant. You bet!

Gruppen fik også høvl dengang for, i modsætning til Stones, ikke at påskønne bluesmusikkens fædre nok. Med rette. Det gør de nu, hvor en indædt udgave af ‘Trampled Under Foot’ tilegnes Robert Johnson’s ‘Terraplane Blues.’

2007-udgivelsen er dog ikke uden mangler. Det kunne have været interessant at høre Jason Bonham spille sin fars tour de force, ‘Moby Dick’, nummeret, der viste, at det ikke var trommesoloer i sig selv, der var trættende. Det var alle Bonzos efterlignere. Og jeg kunne ogå godt have ønsket mig flere påmindelser om, at Page kan sin Segovia lige så godt som han kan sin Elmore Jame. Samt flere genhør med gruppens stilistiske åbenhed, som jo rakte fra delta blues over britisk folkemusik af den mytisk-mystiske slags til slagkraftig rock, der ikke spillede med ryggen til publikum, men fik luftguitar til at stå øverst på alle raske drenges ønskeliste de år.

Men det, der er, er nok til at vise, at myter godt kan sparke røv og ikke vil finde sig i at stå i en montre i rockens Hall of Fame.

Led Zeppelin landede i sin tid som et chok på en scene, der nok kendte til hvide middelklasseunger, der kunne tælle til tolv, og som i både Cream, Jimi Hendrix Experience og Blue Cheer kendte til grupper, der fandt deres egne veje ind til bluesmusikkens eksistentielle kerne. Led Zeppelin gjorde det samme, men de lagde 25 procent oven i alt, hvad de foretog sig.

Det gjorde de også hin aften i 2007. De lyder alt andet end dazed and confused.

Led Zeppelin: Celebration day. Instruktion og produktion: Dick Carruthers & Jim Parsons. Atlantic/Warner.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Larsens refræn er rent frieri

19. november 2012   //    2 Comments

Hvordan bærer han sig egentlig ad, ham Larsen. Svaret er, at han slet ikke gør det. Han er det. I en branche, hvor forstillelse og udvendighed er blevet sat i system og tildeles point i den bedste sendetid, insisterer Kim Larsen på ikke at stille sig an. Han er sig selv. Fordi det når alt kommer til alt – og det gør det jo – er det letteste. Men også det sværeste, fordi det kræver mod – både til at bekymre sig og til at være ligeglad med, hvad andre mener uden af den grund at degenere til egoist i velbjerget eksil, så fjernt fra rockens alfarvej som Fyn.

Du glade verden kalder han sin nye plade med Kjukken. Jeg tror ikke, Larsen har noget imod det, hvis man kommer til at tænke på “du glade vanvid” i samme moment. Alene indledningssangen, ‘Bare for at gøre en forskel’ med det ringende guitar/keyboardtema, hvor sangeren ømt synger ‘Hallo, min elskede det er bare mig igen…” og man er lige ved at belave sig på endnu en sang af den slags, pop er lavet for. Det er den også, men alligevel ikke helt.

Han fortsætter nemlig med “Jeg har det ad helvede til og længes hjem…” Han er nemlig soldat, og det er nu om dage noget andet end at stå vagt for dronningen. Nu om dage lyder reveillen et eller andet sted i Langtbortistan, hvor “det er lige meget med det femte bud/bare du gør honnør…mens blodet farver solen rød, imens jeg dør.” Til gengæld bliver man godt betalt – for at gøre det politikerne kalder en forskel. Det er en af de stærkeste antikrigssange, jeg har hørt, netop fordi argumentationen ikke er skarpladt, men handler om det nære og de kære. Og er jeg den eneste, der har ‘Jutlandia’ duvende i baggrunden. Borte – eller det tiden? – har bare taget sygeplejersken på seksten år.

Sceneskift i næste sang – for en Larsen-plade hænger ikke sammen som et konceptalbum, men er i de gode årgange så modsætningsmættet som livet – og 2012 vil givet vise sig at vokse til en god årgang. Nuvel, jeg kunne have ønsket mig mere roots-guitar og mindre blipbåttende 70′er-keyboards, men Kjukken er og bliver et af landets bedste værtshusorkestre. Og på pladens næste sang, ‘Her står jeg’, fylder de som flere festivaltrækplastre.

Navneskiltet på sangerens dør er pillet af. Det er, som han svajerskråler, nok det, de kalder “drengestreger”: “nu kan jeg ikke huske hvad det var jeg hed/men ellers går det som det plejer”. Og plejer er ikke død.

Du glade verden er en veloplagt og gavmild grammofonplade, hvor sangeren har tændt for ekkomaskinen, så sangene giver smukt genklang af det kendeste bagkatalog herhjemme.

Her er de sære, skæve eksistenser, der i gamle dage solgte bananer. Nu sælger de “ægte Picasso i tyve kopier” som det hedder Larsens version af ‘Havana Moon’, ‘Solopgang til måneskinspriser’. Og den filosoferende lommeromantiker er på spil i en elegant arrangeret sang som ‘Så ved du hvordan’, som også er en ode til ensomheden som det sidste fristed for den umoderne, modne mand: “Når dagen er forbi og mørket falder og gaderne kalder, så må du ud at gå, men vejen den fører ingen steder hen. Før du ved af det er du hjemme igen…”

Og på den yndefulde ‘Sød symfoni‘ møder Huck Finn fru Sauterne, så ethvert kandelaberbelyst dansegulv bliver for småt.

En Larsen-plade ville ikke være en Larsen-plade uden sange af den slags, andre ville skrotte i øvelokalet, men som han alligevel tager med, fordi det er med at gøre cirklen rund. Der er en lige linje tilbage til Værs’go-viserne fra en ny sang som ‘Så meget jord’ om begærlighedens pris (og der kom spillemandsguitaren!). Og “Henrik” er en charmant bagatelle om en prinsegemal af samme navn, hængende lige på den lumske kant til revyviserne, men aldrig udhængende. Og rimene er børnehaveuimodståelige: “Han går ulasteligt klædt med Maggie på slæb…”

Mere alvor er der i titelsangen, som starter som et ‘kæresten er skredet”-kvad, men synger sig op til at blive en radiovenlig refrænsang om dengang, der var “velstand og varme hveder fra det lokale bageri”. Nu er det anderledes. “Da vi havde fået nok/gik hele lortet bankerot”. Og “ingen penge er der nok af”. Larsens analyser vil ikke bibringe ham et adjungeret professorat på CBS, men mod hans stemme er i hvert fald denne lytter forsvarsløs, når han synger, at det eneste, han ønsker sig, er en lille bid af himlen. Eller synger han “hende”. Nå, det kommer jo nogle gange ud på et.

Han er, som han synger på den kosteligt arabiske pastiche, ‘Den gyldne middelvej’, “looking for love”, mens imamerne synger og kirkeklokkerne ringer.

Og lyder det meste af tiden, som om han har fundet den, kærligheden, og gerne vil dele den med os andre. Det er bare at lade blasertheden blive hjemme. Værs’go. Nok er neglen gul og pladesalget til platin, men hjertet er af guld. Og stadig vidunderligt hvileløst.

Kim Larsen & Kjukken: Du glade verden. Producer: Mads Haugaard. Executive producer: Poul Bruun. Medley/EMI. Udkommer i dag.

Pladecover: Erik Clausen

Bandfoto: Morten Rygaard.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top