Anne Linnet lufter andet end lagner

Jeg har ikke været i seng med Anne Linnet. Hvis det bliver mellem mig og læseren vil jeg dog gerne medgive, at der var tider, hvor tanken ikke var mig ukær. Jeg tror ikke, jeg var alene om at få næret, hvad hun selv absolut ikke vil karakterisere som syndige drømme.

B.T. ledes af en tidligere Cavling-nomineret, der i sin tid på DR var en våbendrager for etik og mod forløjet opportunisme. Den oplagsskrantende tabloidavis har på det seneste brugt såkaldte skrælninger af Anne Linnets nye bog, Testamentet, som en løssalgsfremmer og et nøglehul ind til en verden af søde fristelser og forbudne frugter, som det kræver mod at række op for at få fat i. Ja, B.T. har sågar offentliggjort en veritabel liste over dem, sangeren selv siger, hun har haft et forhold til. Det skal siges til avisens undskyldning, at navnene ikke er grebet ud af den blå luft.

Anne Linnet er nemlig ikke karrig med betroelserne i sin bog. Vi kommer helt op mellem lårene, så duften kan fornemmes. Og selv om hun kun sjældent sætter efternavn på de kvinder, hun forfører som en selvudnævnt kvindelig Don Juan, er det ikke vanskeligt at deducere sig frem til hvem, der er hvem. Susse, Ulla o.s.v. Og hvem, der sikkert ikke ville have ønsket at se sig selv så blotlagt, selv om forfatteren hævder, at de alle har været indforståede med det – altså at blive beskrevet så mange år efter. Der, hvor grænsen burde have gået, er, når Linnet i slet skjulte anonymiseringer f.eks. fortæller, hvilken musiker hendes daværende og nu afdøde mand, Holger Laumann, gik i seng med som konsekvens af et parforhold, som byggede på lige dele kærlighed og konkurrence. Et såkaldt frit forhold (med børnene som tilsyneladende velfungerende bifigurer). Eller det blev det, fordi den ene ikke ville stå tilbage for den anden, når det gjaldt udenomsægteskabelige eventyr.

Jeg har heller ikke brug for at vide, at samme Holger dengang regelmæssigt slog sin unge kone.

Det kommer måske bag på B.T. og dets læsere, men for de ikke helt få, som enten i brancheøjemed eller fordi de hang ud ved de samme vandhuller i Indre By, kommer den linnet’ske optagethed af det, hun selv kalder seksualpsykologidriften (efter en bogtitel) ikke som nogen overraskelse. Der stod i de år, fra midt-70′erne til midt-80′erne, altid en berusende em af erotik og et mærkeligt determineret letsind omkring Anne Linnet.

Hun skjulte ikke sit begær og sin livslyst, og demonstrerede ofte en æggende svaghed for fotogene, yngre kvinder, som ikke blev gemt væk i et skab, men i bogstavelig og overført forstand sad på skødet af hende, når den pladeselskabsbetalte champagne (det var dengang…) blev skyllet efter med campari ud på de små timer.

Alt dette er på sin vis naturligvis ret pirrende for den ugebladsagtige nyfigenhed, ingen kan sige sig fri for at rumme, men selv om Linnets forlægger har ret, når han siger, at bogen skam handler om meget andet, tror jeg ikke ligefrem han bander over B.T., når han letfodet går ned til banken. Bogen er en bestseller. Og julesalget er endnu ikke begyndt.

Men er det også en god bog?

Tjoh, den har sine sider, og dem er der nok af – 574 (uden billeder). Faktisk ret mange for mange.

Bogen er en sær konstruktion af noget semi-fiktivt i en prætentiøs ramme (den skal forestille at være efterladte papirer til et barnebarn) og så erindringer, som absolut er for de indforståede – hvad angår det karrieremæssige og faglige. Man skal kunne sin Anne Linnet for at hænge med. Hun skriver ikke dårligt, det er først og fremmest lige-ud-ad-landevejen-effektivt, men en redaktør ville ikke have været af vejen. Forfatteren Anne Linnet kunne også med fordel have søgt råd hos sangskriveren af samme navn. Resultatet ville så have været lidt mindre tonløshed og meget mere poesi.

Under læsningen af denne imponerende detailrigdom (mon hun har ført dagbog?) kom jeg til at tænke på dengang en af mine døtre gik i folkeskole og kom hjem og skulle fortælle, hvordan hendes dag var gået. Det foregik efter denne model: “Og så sagde Kamma, men det ville hende fra ottende ikke finde sig i og så gik vi over til ham der, du godt ved, og der var ikke nogen hjemme, men heldigvis kom… men hun var også blevet sur og Amalie har fået kaniner og så endte vi alligevel med at spise pizza og synes du ikke, Line opførte sig strengt, hva’ far?” Det tog sin tid, og man smilede huldsaligt imens.

Det interessante er for mig er ikke den store (0ver)vægt på det erotiske og erobringerne. De kommer tit til at virke ufrivilligt selvafslørende, disse beskrivelser af et menneske på rastløs jagt efter det, hun kalder mødet med guderne. Man kunne også kalde det sex, flirt og pleje af forfængeligheden, og kun sjældent forelskelse og noget dybere, vi kunne kalde kærlighed – og når det sker forbliver den uforløst.

Der er til en vis grad noget afstumpet og egoistisk over eskapaderne, som ikke umiddelbart virker tiltalende. Næste, næste, næste… Til gengæld åbenbarer de malende og detaljerede skildringer af hendes ekskursioner udi seksualitetens randområder en ægte, frygtløs vilje til at udforske sit eget indre univers. At det så kapitaliserede sig som holdbare kunstneriske statements som Marquis de Sade er en ekstra bonus.

Nu er det ikke sådan, at Anne Linnet ikke reflekterer over sit liv. Det gør hun, og der er stærke og rørende skildringer. F.eks. tegner hun et fint og følsomt billede af sin far. Og forholdet til de andre piger i Shit & Chanel fremstår som om det var sådan det var. “Vi har hinanden i musikken. Det er en gave,” konstaterer hun. Og som et frigørende indblik til en anden virkelighed virker en beskrivelse af mødet med en af faderens kollegaer, den aldrende polske sygeplejerske Godeliva. Hun lærer alene ved sin næsten indianske væremåde Linnet noget om glæden. Både i musikken og ved livet.

Forretningskvinden Anne Linnet gemmer hun åbenbart til næste bind, men vi er nogle, der godt ville vide, hvorfor Shit & Chanel egentlig blev opløst. Vi ville også gerne have haft mere at vide om omverdenens modtagelse af de forskellige musikalske faser, hun har gennemlevet. I det hele taget noget mere om den tid, der formede hende og hvordan hun ser på den i dag. Er 80′erne en gang opreklameret pastelfarvet lort? Det kan godt være hun ikke skåner sig selv, men bogen havde fået mere kant, hvis hun ikke skildrede så mange forskellige mennesker på den samme kindkyssende facon.

Til gengæld er der for få, men ret gode overvejelser om den musik, der bærer det hele. Vi er i øvelokalerne, i værkstedet, både hos Shit & Chanel, Anne Linnet Band og Marquis de Sade, og her kommer den konservatorieuddannede Anne Linnet forfatteren til hjælp med præcise signalementer af musikken og hvordan den bliver til.

Omvendt sælger guitarlæderstroppe nok ikke så mange bøger som læderpiske på stripbar. På den led lever Anne Linnet op til sit branchery som en markedsrealist, men alene længden af denne anmeldelse antyder, at hun har skrevet en bog alenlangt fra den berøringsangst, der ellers er normen, når berømtheder husker tilbage.

Anne Linnet: Testamentet. People’s Press. 574 sider.

Forsidefoto: Les Kaner.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK