Clarence Clemons 1942-2011

2 Comments

Det kom desværre ikke som en overraskelse, at Bruce Springsteen-saxofonisten Clarence Clemons i weekenden døde, 69 år. For over en uge siden fik han et slagtilfælde, og trods midtvejsmeldinger om bedring overlevede han altså ikke. Det er stadig svært at fordøje.

Det gør hans indsats som medlem af Springsteens E Street Band derimod. Ganske vist fandtes der de kritikere, der mente, at han truttede musikken ihjel, men flertallet så hans optagelse i bandet som prikken over i’et på sangerens vision om at modernisere lyden fra de tidlige tressere. Phil Spector, The Ronettes og ikke mindst saxofonisten King Curtis var klangbund for den tidlige Springsteen, og albummet Born to run var en apoteose af den vision og samtidig Clarence Clemons’ stjernestund.

Faderen var fiskehandler og moderen lægprædikant i den lokale baptistmenighed i Norfolk, Virginia. Som niårig fik Clemons i julegave en altsax, og selv om han med sin statur blev selvskreven som football-stjerne på high school-holdet, satte en knæskade retningen mod hans anden store kærlighed, musikken.

Han lærte sig alle blæser-riffs i James Brown-kataloget og spillede i et fritidsband, samtidig med at han virkede som ungdomsrådgiver. I 1972 bankede han på døren til The E Street Band og inviterede sig selv indenfor.

Gennem årene fik han kultstatus hos Springsteen-publikummet som ‘The Big Man’ og kapelmesteren kaldte ham både ‘The Minister of Soul’ og ‘The secretary of the Brotherhood’. Uden Clemons’ suggestive sax bliver det svært at fremføre numre som ‘Jungleland’ og ‘Tenth Avenue Freeze-Out’ på scenen.

Synligheden via Springsteen udløste bijob. Bl.a. spillede Clemons temaet på Aretha Franklins ‘Freeway of love’, og i 1985 havde han i duet med Jackson Browne et hit med ‘You’re A Friend Of Mine’ ligesom han udfyldte rollen som saxofonist i Scorcese-filmen New York, New York.

Derimod ændrede en håndfuld soloplader ikke på indtrykket af Clarence Clemons som en holdspiller. Han befandt sig bedst ved at kunne få en stjerne til at lyse og tog selv det genskær, der måtte falde på ham, med samme stoiske ro, som den, der var bærebølge i hans stolte musiceren.

Og et lille ps: Det ville slet ikke have været til at bære at se dette livsstykke af en kraftkarl, siddende som en grøntsag i en rullestol, så når det nu åbenbart skulle være…

Ukrediteret foto fra booklet til Born to run-deluxeudgaven.

Kollega CAPAC blæser ham også et smukt stykke.

Readmore  

Wild Man Fischer 1945-2011

Kommentarer slået fra

Af alle de sære, skæve eksistenser, der har fået udgivet plader, tager Wild Man Fischer alias Lawrence Wayne Fischer prisen som den særeste og den skæveste. Nu meldes han død, 66 år gammel, på det plejehjem for mentalt forstyrrede, hvor han havde boet siden 2004.

Fischer fik nemlig ikke sit tilnavn for ingenting, og han gav sig selv  det. I 1968 udsendte han det Frank Zappa-producerede album An evening with Wild Man Fischer. Pladeselskabet var meget passende Bizarre Records. Fischer lød ikke som nogen anden. Hans stemme var cigarethæs og meget høj. Og hans sange var melodisk nærmest ikke-eksisterende, men han fyldte dem helt ud.

Og det havde han gjort, siden hans sangstemme som barn forskrækkede hans mor så meget, at hun låste ham inde, når han ikke kunne forstå, at han ikke måtte synge. Han sang hele tiden over alt. Også i skolen. Der blev han smidt ud i 1962, fordi han ikke ville tie stille. Moderen lod ham indlægge, og Lawrence blev diagnosticeret som paranoid og skizofren – dengang en yndet etiket at sætte på folk, der ikke fulgte normerne, men det er trods alt ikke normen at overfalde sin mor med en kniv…

Da Fischer blev udskrevet, begyndte han at synge for småpenge på Sunset Strip hjemme i Los Angeles. Vi var i Ronald D. Laings guldalder –  credoet var: Enten var vi alle sindssyge eller også var ingen sindssyge, så Fischer blev nærmest adopteret som et kæledyr af hippiemiljøet som tegn på dets tolerance. Han varmede op for navne som The Byrds og Iron Butterfly.

Hans periode som rockstar in spe blev i første omgang kortvarig. Han var nemlig ikke mere syg i hovedet end at han kunne se, at Zappa prøvede at snyde ham for royalties af debutalbummet. Samarbejdet ophørte og Fischer var tilbage på gadehjørnerne.

I 1975 skulle den lille pladebutik, Rhino, reklamere for sig selv. Butikken var ikke som de andre, så hvorfor ikke få en person, som heller ikke var som de andre, til at lave reklamen? Wild Man Fischer indspillede singlen, ‘Go To Rhino Records’. Dens lokale succes ansporede butiksindehaverne til at etablere Rhino Records, som jo i den grad den dag i dag er en storspiller på samler-plademarkedet.

Fischer indspillede en række plader for Rhino. En af dem hed Pronounced normal. Siden indspillede han en duet med – af alle – Rosemary Clooney, som blev hans fan og ven efter at have hørt hans sang, ‘Oh God, Please Send Me A Kid (If I Can Buy It A Doughnut)’. I en periode gæstede han flere talkshows, nærmest som en slags en-mands freak show.

Singlen med Clooney hed ‘It’s A Hard Business’.

Det var det ofte at være den Lawrence, der gemte sig i den ‘vilde’ mand.

Readmore  

Dansk rocks første seje Sanne

8 Comments

Der var engang sidst i 70’erne, hvor det var sexet og hipt at være venstreorienteret. Ingen var mere sexede og hippe i kassebukser og batikfarvet t-shirt end Sanne Brüel og hendes tvillingesøster Rebecca, når de som frontfigurer i Jomfru Ane Band både advarede mod plutonium og sang ‘Rock me, baby’, en sang om ikke at lade andre bestemme, hvad der skal ske i dit liv. Det var underholdning med tryk seksten på de sidste to stavelser af ordet.

I går døde Sanne Brüel, 59 år gammel, efter længere tids kamp mod kræft. Og efter et liv, hvor hun selv har bestemt. Og tog de knubs, det medførte. Uden at kny og med en egen ramsaltet, selvironisk humor. En rejekælling med et hippiehjerte af guld.

Det med musikaliteten virkede for hende og søsteren lige så skæbnebestemt som at lære at gå. Forældrene var nemlig Birgit og Max Brüel, begge jazzelegantiers i 50’erne.

Som uprøvet og nysgerrig medvirkede Sanne sammen med Rebecca i 1972 i den danske opsætning af musicalen Jesus Christ Superstar. Det job gav dem kontakter i det danske beatmiljø, og samme år lagde de distinkte korstemmer på sangen ‘På en sommerdag’ med en ny dansk gruppe ved navn Gasolin’. Det gav senere samme tjans hos navne som Gnags, C.V. Jørgensen og Sanne Salomonsen.

Tvillingerne var begge i en håndfuld arbejdsomme år tilknyttet det dengang toneangivende og alternative Jomfru Ane Teater i Aalborg. Her medvirker de som skuespillere og sangere i stykker som En arbejdsgivers begravelse, Stormfulde højder og Rød Ålborg. og begynder at skrive sange sammen – og i samarbejde med tekstforfatteren Claus Flygare. Målt med nutidens alen noget firkantede, men i hvert fald ret slagkraftige og nyskabende i den forstand, at man uhæmmet brugte popskabeloner. Noget, der ellers var adgang forbudt på en meget hellig venstrefront.

Forestillinger som Atomslagstykket, Forår i Danmark og Kraft knuse mig – nej førte til en decideret etablering af Jomfru Ane Band, som albumdebuterede i 1977. Det er den med brødrister-omslaget og ‘Plutonium’. Succesen varede et lille stykke ind i 80’erne, hvor scenen blev overtaget af en anden slags popmusik. Jomfru Ane Bands bedste er samlet på opsamlingen Hej igen, en værdig gravsten over Sanne Brüels virke som rocksanger.

Hun skruede ned for rampelyset, arbejdede en del som korsanger og i bandet Tyfoon med samleversken Vibe Robinson blev det til et enkelt album og derefter forskellige konstellationer i forskellige genrer, bl.a. Jolie Filles med cajun-toner.

Brüel skrev filmmusik, bl.a. til DR-serien Krigsdøtre i 1981. Og til Li Vilstrups børnefilm Negerkys og labre larver fra 1987. Hun medvirkede også i Anne Linnet og Sanne Salomonsen-musicalen Krig og kærlighed.

I perioder virkede hun musiklærer på Ryslinge Højskole, nåede at lægge stemme til figuren Kaja i julekalenderen Jullerup Færgeby og fik en kunstnerisk sen genopblomstring, da hun 1995 satte toner til Tove Ditlevsen-digte på albummet Den hemmelige rude.

Sanne Brüel er mor til sangeren Kaya Brüel. I 2006 bistod hun som korsanger og sparringspartner datteren med Halfdan Rasmussen-pladen Jeg fandt en sang på vejen. Musikken var skrevet af Kayas oldefar, Axel Brüel. En af sangene er ‘Noget om en pige med musik i’. Indledningslinjerne handler ikke om Sanne Brüel, men det kunne de godt have gjort:

»Hendes hjerte var en tromme/hendes mund en klarinet/hendes barm to flotte pauker/hendes bag et paukesæt”.

Foto: Christina Voigt

Denne nekrolog kan i en kortere udgave læses i dagens papirudgave af Politiken.

Readmore  

Forsangeren i The Coasters død

Kommentarer slået fra

Humor har – mærkeligt nok – altid været en mangelvare i rock. Det kalder ikke på latteren, at sangeren Carl Gardner meldes død, 83 år gammel, men det er en god anledning til at minde om, at han som forsanger i The Coasters lagde stemme til nogle af de tidligste, oftest kopierede og morsomste rocksange.

The Coasters’ greatest hits kan læses som begynderrepertoiret for enhver rockgruppe. Bare spørg Rolling Stones (‘Poison Ivy’) og The Beatles (‘Three Cool Cats’) for nu at nævne de største af de hvide navne, der øvede sig på flyvefærdigheden ved at spille de sange, The Coasters udgav fra midten af 50’erne og frem.

‘Poison Ivy,’ ‘Along Came Jones’, ‘Charlie Brown’ – herhjemme landeplage med Blue Boys, ‘Yakety Yak’ med King Curtis’ sax, ‘Young Blood’ og ‘Searchin’’ – det lyder som en af rockens dna-strenge. Små mundrette, vittige hverdagsbilleder, enhver teenager kunne spejle sig selv i. Hvad enten hun var sort eller hvidt. En så bred appeal var sjælden dengang i det apartheid-ramte USA.

Sammen med doo wop-gruppen The Robins havde Carl Gardner allerede i 1954-55 gjort sig bemærket i Los Angeles. Gruppens hit, ‘Smokey Joe’s Cafe’, blev for stor for deres lokale pladeselskab, som solgte dem videre til Atlantic Records. Der genopstod de som The Coasters.

Deres første hit i nyt regi var ‘Down In The Mexico’ i 1956. Og striben af succeser fortsatte til 1961 med ‘Little Egypt’ – som Elvis tog alt for alvorlig i filmen Roustabout. Derefter blev The Coasters reduceret til et cabaret-nummer i retrokredsløbet, ironisk nok skyllet væk af netop den britiske beatbølge, som aldrig havde taget fart uden Carl Gardner og hans tenor. Frank Zappa var stor fan af The Coasters og deres Søren Spætte-humor. Det kunne høres.

The Coasters blev optaget i rockens Hall of Fame i 1987, passende nok samme år som Jerry Leiber og Mike Stoller, sangskriverduoen, der forsynede dem med de fleste af deres hits.

Carl Gardner var det sidste originale medlem af en meget original, men kunstnerisk lidt overset gruppe.

Yakety yak, don’t go back!

Readmore  

Phoebe Snow 1950-2011

Kommentarer slået fra

Der var engang for hvad der virker som en uendelighed siden, da det kunne lade sig gøre sig at slå igennem, “bare” fordi man kunne synge himlen ned på jorden, så vi også fattede at helvede ventede på at tage os, hvis ikke vi gjorde os umage som mennesker.

Sådan en sanger var Phoebe Snow, der nu meldes død efter at hun sidste år fik en hjerneblødning.

Snow, som egentlig blev født Laub i 1952, blev opdaget af folk bag Leon Russells pladeselskab Shelter Records, da hun i de tidlige 70′erne fik folk til at glemme at drikke deres kaffe, når hun oplod sin blues- og jazzmættede stemme på de små spillesteder i Greenwich Village.

Paul Simon virkede som hendes protege – hun kan høres med ham på ‘Gone At Last’, men hun skyldte kun sig selv sin succes, da singlen ‘Poetry Man’ fra debutalbummet i 1975 kom på den amerikanske Top 5. Kunstnerisk toppede hun den sang med albums som det Phil Ramone-prdoucerede Second Childhood og It Looks Like A Snow. Lækker og aldrig ligegyldig musik.

Siden forlod hun den mere produktorienterede del af branchen og nød stor anerkendelse som en anden slags jazzsanger, der stilistisk ikke havde sin lige. Pladerne kom med lange mellemrum for det var på scenen hun fik forløst talentet.

Med til at flytte fokus var fødslen af hendes hjerneskadede plejekrævende datter. Datteren døde sidste år, 31 år gammel.

Nu kan Phoebe synge for hende deroppe.

Phoebe Snows sidste cd kom i 2003. Den hedder Natural Wonder. Sådan lød hun også selv.

Readmore  

Pinetop Perkins 1913-2011

1 Comment

De bliver ikke meget ældre nu om dage, de oprindelige bluesmusikere, end pianisten Pinetop Perkins, der nu af New York Times meldes død i en alder af 97.

Han vil især blive husket for sin halve snes år i Muddy Waters turneorkester. Her afløste han i 1969 Otis Spann, og selv om Spann var en langt bedre teknisk pianist, lykkedes det faktisk Pinetop at sætte sit fingeraftryk på Muddy Waters’ musik med sin håndfaste, percussive stil. Albummet Hard Again er er godt eksempel.

Pinetop, som blev født i Mississippi-deltaets hjerte som Joseph William Perkins, var før og efter Anden Verdenskrig med i husorkestrene i Robert Nighthawks og Sonny Boy Williamsons radioshows. Fra 1950 turnerede Pinetop med Earl Hooker og skabte sig et navn og en levevej som en pålidelig sideman. Han fik sit tilnavn, fordi han yndede at give numre, skrevet af Clarence Pinetop Smith.

I 80′erne var Perkins med andre veteraner med til at danne The Legendary Blues Band, og i 1988 indledte han, helt uden for nummer, sin egen pladekarriere i en alder af 75. Det er blevet til en række plader, som undervejs har givet ham flere Grammy-statuetter. Senest i år for Joined At The Hip.

Fremover vil boogie woogien være i trygge hænder up there.

Readmore  

Mark Tulin 1948-2011

Kommentarer slået fra

The Electric Prunes ramte tiden perfekt i 1966-67 med deres singler ‘Get Me To The World On Time’ og ‘I Had Too Much To Dream (Last Night)’ – ja, den sidste blev nærmest et slogan. Nu meldes gruppens bassist og praktiske tovholder, Mark Tulin, død af et hjertestop, 62 år gammel.

Sveskerne kaldte sig først The Sanctions og senere Jim & The Lords hjemme i San Fernando i Californien. Et tilfældigt møde med produceren og lydteknikeren Dave Hassinger ændrede alt. Han havde lige siddet bag pulten for Rolling Stones under indspilningen af Aftermath, og var på udkig efter sin egen genvej til berømmelse.

‘I Had Too Much Dream To Dream’ nåede en ellevteplads på Hot 100, efterfølgeren blev noget dårligere placeret og bandets første og andet album gjorde ikke meget væsen af sig, men fik kultstatus blandt hippier, der gerne ville blære sig med at kende et band, der kombinerede kærligheden til Dick Dale og Miles Davis.

I 1968 udgav bandet Mass In F Minor, et monstrum af et album, konciperet som et rockrequiem, skrevet af David Axelrod. Han havde en baggrund som A&R-mand for jazzen på Capitol, og viste sig hurtigt at være alt for dygtig til The Electric Prunes. Mark Tulin havde til at begynde begået arrangementerne til pladen, men blev bedt om at finde en stol og holde mund. Og på det efterfølgende, lige så opstyltede album, Release of an oath, spillede bandet ikke en tone, men nøjedes med at synge.

Gruppen huskede senere oplevelsen som en bitter påmindelse om, at de var og blev et garageband, som tiden og tilfældet havde givet en kortvarig succes.

Da Lenny Kaye i 1972 udsendte dobbeltalbummet Nuggets med guldklumper fra den psykedeliske periode, kom der fornyet interesse for The Electric Prunes. De lod sig gendanne og spillede stadig som om wahwah-pedalen lige var blevet opfundet. De senere år har gruppen også udsendt nyt, ikke dårligt materiale, og Tulin samarbejdede med en fan, Billy Corgan fra Smashing Pumpkins om ny musik.

Mark Tulin ernærede sig sideløbende som psykolog med speciale i aldersbetingede lidelser. I sin fritid dykkede han, og det var i den forbindelse hans hjerte ikke ville mere.

Hans og gruppens storhedstid fik et fint, varieret eftermæle i en retrospektiv dobbelt-cd, udsendt af Rhino i 2007.

Der lever drømmen.

Readmore  

Moderen til ‘Teen Angel’ er død

Kommentarer slået fra

Der findes en særlig og sejlivet undergenre i popmusikken: Sange, der handler om teenageres pludselige, ofte voldsomme død. De fleste af os kender Ray Petersons ‘Tell Laura I Love Her’. Med prædikatet “vulgær og smagløs” endte den på en syvendeplads på Billboards Hot 100 og røg derefter videre til evigt liv i pophimlen.

Samme år, 1960, men nogle måneder tidligere, lå Mark Dinning i februar i to uger nummer et på listen med ‘Teen Angel’ – i øvrigt som afløser for ‘Running Bear’.

‘Teen Angel’ handler om teenagetøsen på “sweet sixteen”, der kører en tur med sin boyfriend. Hans bil går i stå midt i en jernbaneoverskæring, han redder hende i sikkerhed. Tror han, for af en eller anden grund løber hun tilbage til bilen. Og kapow! Da de finder hendes lemlæstede legeme, holder hun hans high school-ring i hånden. Tæppe.

Nu melder New York Times, at forfatteren til dette hverdagsdrama er død. Jean Dinning, storesøster til Mark, blev 86. Hun var i 30′erne og 40′erne pænt populær med sine søstre i The Dinning Sisters, men sangen om den unavngivne teenager blev hendes claim to fame.

Marks fremtid lå ellers i kalkunavl. Han vandt flere priser hjemme i Oklahoma, men så bankede rock ‘n’ roll på døren og Mark Dinning åbnede den. Han fik en pladekontrakt, men først et hit, da søster Jean spillede ham en demoversion af ‘Teen Angel’ over middagsbordet.

Singlen endte, trods modstand hos visse pladevendere i Syden, med at sælge en million eksemplarer. Også i England røg den til tops, trods eller måske på grund af pressehetz mod sangen, som blev kaldt morbid og blodstørstig og skamløs.

Mark Dinning selv blev et one hit wonder. Han døde som uhelbredt alkoholiker i 1986.

Jean Dinning fik senere uventet glæde af sangen. Oprindelig var hendes mand, Red Surrey, medkrediteret som sangskriver, selv om han ikke havde skrevet en linje eller tone. Da parret blev skilt først i 70′erne, lignede ‘Teen Angel’ dødvægt. Og som del af boskiftet fik Jean Dinning alle rettigheder til sangen.

Nogle måneder senere, i 1973, var ‘Teen Angel’ en vigtig del af lydsporet til blockbusterfilmen American Graffiti…

Bonusinfo: Handlingen i ‘Tell Laura I Love Her’ udspillede sig oprindeligt på et rodeo, men pladeselskabet insisterede på, at Jeff Barry skulle lade sin sang foregå ved et stock car race, for at sangen kom til at minde mest muligt om ‘Teen Angel’.

Se her en liste over andre sange i genren, der er døbt ‘splatter platter.’

Readmore  

Tapre Bjørn er død

Kommentarer slået fra

Johnny Preston meldes død, 71 år gammel. Nej, han var ikke med i Preston & Søn, men var en rockabillysanger, som i januar-februar 1960 lå tre uger øverst på Billboard’s Hot 100 med sangen ‘Running Bear’.

Preston stammede fra Texas ligesom J.P. Richardson, der havde skrevet sangen. Han er nok bedre kendt som The Big Bopper. Han omkom sammen med bl.a. Buddy Holly ved den fatale flyulykke i februar 1959, the day the music died. Og nåede, i modsætning til Holly, aldrig at få vist sit potentiale, men havde et hit i 1958 med ‘Chantilly Lace’.

Samme år hørte han ved et tilfælde Johnny Preston synge på en bar i Texas med bandet The Shades. Richardson havde, inspireret af en sæbereklame for Dove, skrevet en sang om indianeren Running Bear, som var brændt varm på indianerpigen White Dove. Var det ikke noget for Preston?

Johnny Preston havde hørt bedre sang, han fandt den fjollet, men en mulighed er en mulighed, så han indspillede den; med The Big Bopper og den George Jones på indianerkor. Pladeselskabet var sådan set klar til at udsende den som single, da flyulykken indtraf.

Man fandt det upassende at udsende den så kort tid efter, og ventede til oktober 1959 med at udgive sangen. Den kom ind på Hot 100, men var til at begynde med ikke særlig hot. Den røg hurtigt ud, men kom overraskende ind igen i november og endte med at slå Marty Robbins og sangen ‘El Paso’ ned fra førstepladsen.

Det var Prestons gyldne øjeblik. Siden fik han kun mindre hits, bl.a. med en version af ‘Leave My Kitten Alone’, som også The Beatles i øvrigt indspillede.

Running Bear fik en dansk fætter, da Thøger Olesen oversatte den til ‘Tapre Bjørn’. Den blev et dansktophit i 1969 for Peter Belli, og lidt af en landeplage. For mange beatmusik-tilhængere og søndags-ungdomsoprørere var sangen med til at cementere billedet af Belli som en sanger, der havde solgt ud til den fladpandede folkelighed.

Siden fik det billede heldigvis flere nuancer. Det samme kan man ikke sige om Running Bear.

Readmore  

Suze Rotolo fik Dylan til at rykke

3 Comments

Suze Rotolo er død, 67 år gammel. I januar 1963 tog hun en frysende, alt for let påklædt Bob Dylan under armen og vandrede ned ad Jones Street i New York lige ind i rockhistorien som del af det nu ikonografiske omslag til Dylans andet album, Freewheelin’ Bob Dylan.

De ligner ikke et par, der lige har været ude i en krise, men det havde de. Rotolo blev kæreste med Dylan, da hun var 17, i 1961. Hun kom fra en venstreradikal, italiensk-amerikansk familie. Dylan sagde selv senere, at han aldrig havde mødt en så sexet kvinde. Man tror ham.

Hun var også klog og belæst. Og, i modsætning til sin kæreste, ingen politisk analfabet. Faktisk lærte Rotolo Dylan den politiske ABC. Det var i de dage, hvor Dylan var ved at slå igennem som selve stemmen bag den vågnende politiske bevidsthed blandt de unge hvide (og sorte) amerikanere efter McCarthy-æraen. Og Rotolo var meget mere end muse. Hun introducerede bl.a. Dylan for Bertolt Brechts songs. Og fortalte ham historier fra det virkelige liv, som han brugte i sine sange. Bl.a. ‘The Death of Emmett Till”.

I sommeren 1962 tog Rotolo til Perugia. For at studere. Og fordi hun måske ikke ønskede så fast et forhold til Dylan. Hvor om alting er, så betød pausen i deres forhold, at Dylan skrev nogle af sine første og største kærlighedssange, ‘Boots of Spanish Leather’ og ‘Don’t Think Twice’ med linjerne “I gave her my heart but she wanted my soul”.

Da Suze vendte hjem til USA ved årsskiftet 62-63, var Bobs berømmelse mangedoblet og han var begyndt at blive ret omsværmet, ligesom han vist ikke selv holdt sig tilbage. De prøvede at holde fast i forholdet, mens Joan Baez ikke nøjedes med at se til. Rotolo blev gravid med Dylan det år, men fik en abort.

Hun lod modstræbende Dylan gå. Hun hverken ville eller kunne konkurrere med hans nye verden.

Istedet skabte Suze Rotolo sin egen, bl.a. som lærer og senere som  særegen billedkunstner. Og hun styrede i det store og hele fri af forsøgene på at gøre hende til et museumsstykke i Dylanologien. Dog fornemmede man i de senere år en trang til, at hun godt ville sætte tingene på plads, fortælle det som hun syntes det var. Bl.a. til Martin Scorcese i dokumentarfilmen No Direction Home.

Hendes erindringer A freewheelin’ time er værd at læse eller genlæse.

Kollega Capac rister også Rotolo en rune.

Coverfoto: Don Hunstein

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top