You are here:  Home  /  Nekrolog

R.I.P: Thomas Grue 1952-2010

20. september 2010   //    7 Comments

Thomas Grue levede som han spillede: Benhårdt, en smule sumpet og hyperfølsomt. Han passede ikke så godt på sig selv som på musikken, og derfor kommer meddelelsen om guitaristens død i dag ikke overraskende.

Hans spil fyldte i al sin indtrængende diskretion godt op hos bl.m.a Frede Fup, C.V. Jørgensen (Vild i varmen) og ikke mindst Kim Larsen, hvis solodebut Værsgo aldrig var kommet til at lyde så godt uden Grues rytmeguitar, hvor J.J. Cale mødte Leo Kottke, så det slog gnister.

Bandet oppe i Rock ‘n’ roll Heaven får nu tilført endnu mere kant.

May he rock in peace.

Readmore  

Efteråret kan være hot, hot, hot

17. september 2010   //    Kommentarer slået fra

Her, hvor efterårsstormene trækker op, er det ren livseliksir at få anledning til at ‘spille’ en version af ‘Hot Hot Hot’. Anledningen er desværre mindre glædelig.

Sangens ophavsmand, Arrow alias Alphonsus Cassell, er nemlig død, 60 år gammel, rapporterer New York Times.

Arrow regnedes for soca-stilens mester. Soca er en slags party-calypso.

Med base i det caraibiske øhav, på øen Montserrat, udviklede Arrow sin egen stil, som lånte med arme og navnlig ben fra områdets mange stilarter. Politik var ikke hans sag. Hans budskab var enkelt: “Have a good time, enjoy yourself”.

David Johansen alias Buster Poindexter fik det største hit med ‘Hot Hot Hot’, og sangen blev også solgt til en række tv-reklamer.

Efterår, kom bare an!

Readmore  

Kgl. sangleverandør død

26. august 2010   //    1 Comment

I dag er der gået tv-reklameret inflation i begrebet ’schlager-konge’, men kun få fortjener prædikatet som komponisten George Weiss, der netop er død, 89 år, efter en karriere, hvor han i beleven stilfærdighed forsynede stjernerne med sange, der fik dem til at lyse endnu kraftigere.

Hans mor ville hellere have, at han skulle læse jura. Selv ville han læse musik på Julliard og sådan blev, suppleret med bijob som bigband-arrangør for bl.a. Stan Kenton, men juraen slap han aldrig. Den er god at vide noget om som sangskriver og han var i en årrække præsident for Songwriters Guild of America. Her talte han med den vægt, der kom af at have skrevet ’What A Wonderfuld World’ og ’Can’t Help Falling In Love’. Blandt meget andet.

George Weiss var ikke vild med Elvis Presley. Eller rettere: Han var ikke vild med den familievenlige måde, den tidligere rocker blev typecastet og solgt på i de tidlige tressere, så et tilbud om at skrive sange til en ny Elvis-film var ikke et ønskejob, og blev det endnu mindre, da Weiss læste manuskriptet til ’Blue Hawaii’.

Alligevel fandt han en åbning i plottet, som fik ham i gang med at skrive ’Can’t Help Falling In Love’. Elvis havde jo folk til det meste, også til at grovsortere de sange, der blev ham tilbudt, og sangen var lige ved aldrig at blive hørt af Elvis, havde det ikke været for en åben dør og en forbipasserende Elvis i sit sentimentale hjørne – det var han tit i.

Elvis insisterede på, at sangen skulle med i filmen, og siden gjorde han den til sin signaturmelodi. Den blev for ham, hvad ’My Way’ var for Frank Sinatra, som Weiss i øvrigt så tidligt som 1946 forsynede med hittet ’Oh, What It Seemed To Be’.

Noget mere kontroversielt blev det for Weiss at skrive teksten til ’The Lion Sleeps Tonight’. Sangen var bygget over ’Mbube’, en zulu-sang fra 40’erne, som blev en panafrikansk popsucces. Som ’Wimoweh’ blev den ved Pete Seegers mellemkomst et amerikansk hit for The Weavers i 50’erne før The Tokens med Weiss’ tekst gjorde den til en millionsælger i 60’erne.

Kritikerne så med en ikke ringe mængde politisk korrekthed hele den ophavsretligt ret spegede affære som et typisk eksempel på kulturimperialisme – den hvide mands udnyttelse af afrikansk folklore. Sagen endte i forlig.

Det kunne George Weiss godt forlige sig med.

Readmore  

Solen ned for Bobby Hebb

4. august 2010   //    1 Comment


Der findes sange, der bare blive ved at dukke op fra underbevidsthedens store harddisk. En af dem er ‘Sunny’, en elegant, tilbagelænet mid-tempo ballade, som blev et hit for Bobby Hebb i 1966. Den nåede aldrig førstepladsen i USA, men solgte over en million eksemplarer alene i hjemlandet og er siden tjekket permanent ind på Hotel Evergreen.

Faktisk var sangen så stor i 1966, at Hebb var med på Beatles-turneen i USA, den sidste for The Fab Four, men Hebb var ikke opvarmningsnavn. Faktisk stod han med lige så store typer som beatlerne på plakaterne, som også inkluderede navne som The Remains og The Ronettes.

Siden blev sangen indsunget af alt og alle fra Frank Sinatra til Boney M., men har kunnet holde til de fleste fortolkninger. Ingen af disse overgår dog originalen, som i virkeligheden er skrevet efter at Hebbs bror blev dræbt, Bobby Hebb fik aldrig igen et tilsvarende hit, men skrev sange, og fik dem afsat, frem til sin død 3. august i Nashville, 72 år gammel.

Må solen også skinne på ham, der hvor han er nu:

Sunny, yesterday my life was filled with rain.
Sunny, you smiled at me and really eased the pain.
The dark days are gone, and the bright days are here,
My Sunny one shines so sincere.
Sunny one so true, I love you.

Readmore  

Ben Keith har sluppet pedalen

28. juli 2010   //    1 Comment

Ben Keith er død, 73 år gammel. I mandags mindedes Neil Young sin trofaste steel-guitarist, da han fra scenen i Winnipeg sagde, at “denne her er for Ben Keith. Hans ånd vil leve. Jorden har taget ham til sig.” Hvorefter bandet begyndte på ‘Old Man’.

Ben Keith blev introduceret for Young og rockpublikummet i 1971, da Youngs nye bassist Tim Drummond foreslog, at hans ven skulle komme forbi studiet i Nashville, hvor Young var i gang med at indspille sin senere storsælger, ‘Harvest’. Keith var, i modsætning til Young, absolut på hjemmebane i Nashville, hvor han spillede på studiemusikernes a-hold. Han var synonym med steelguitar i de fleste countryproduceres telefonbøger, og spillede bl.a. instrumentet på Patsy Clines klassiker ‘I Go To Pieces’. Men kunne også andet. En række soloplader blev det til, og han producerede Jewels debutalbum, ‘Pieces of you’, et af de bedst sælgende af slagsen i rockhistorien.

Keith huskede i Young-koncertfilmen ‘Heart of Gold’ selv sit første møde med Young sådan: “Jeg satte mit instrument op og gled lige som bare ind og begyndte at spille. Det varede fem sange, før Neil og jeg hilste på hinanden.” De fik siden indhentet det forsømte. 40 års samarbejde blev det. ‘Harvest’ og ‘Tonight’s The Night’ er fornemme eksempler på samarbejdet. Plus utallige job med Young (og dennes kone Pegi samt Levon Helm og talrige andre). Ikke mindst i Danmark. Senest den mindeværdige koncert i februar 2008.

Så vidt vides har de en overflod af harper i Himlen. Nu har de også en pedal steel guitar. Det er betryggende at vide, hvis man mod forventning skulle ende der.

Foto: Ben Keith i samspil med Rick Rosas og Neil Young i Madison Square Gardens 16.12 2008 (Paul Suwan/Flickr)

Mod strømmen mindes også Ben Keith. Her. Det samme gør CAPAC.

Readmore  

Han gad ikke berømmelsen

29. juni 2010   //    Kommentarer slået fra

Pete Quaife, den første og største bassist i The Kinks, er død, 66 år gammel, som følge af en nyrelidelse, han aldrig hemmeligholdt. Tværtimod har han illustreret en slags lær-at-leve-med-dialyse bog. Han døde hjemme i Herlev. På sin vis en smuk afrunding af en karriere, hvor Danmark altid spillede en væsentlig rolle. Få steder oplevede han og The Kinks så stor en succes som netop her.

Quaife mødte brødrene Ray og Dave Davies i folkeskolen hjemme i London-forstaden Muswell Hill, og Quaifes el-bas udgjorde pulsen i den uslebne perlerække af singler, som 1964-68 gjorde The Kinks til stilskabere, ikke på højde med The Beatles, men i niveau med Rolling Stones. Bandet var dog en konstant slagmark, i bogstaveligste forstand. Davies-brødrene elskede og hadede hinanden lige inderligt, og Quaife måtte ofte fungere som bølgebryder. Stemningen i bandet sled på ham, og da han i 1966 blev tvunget til en pause efter et biluheld, tænkte han sig så grundigt om, at han efter albummet ’The Village Green Preservation Society’ kvittede The Kinks i april 1969.

En forelskelse, både i landet og en pige, Annette Paustian, fik ham til at flytte til Danmark. Her skrev han mild folkrock-inspireret musik. Den, der skriver dette, skrev tekster til nogle af de nye melodier og husker en række aftener i Quaifes lejlighed på Frederiksberg, hvor inspirationen fløj højt, selv om han i sin værdige afmålthed aldrig var den jubelnaive hippie. Han virkede også som producer af Hair-sangeren Paddy Gythfeldts de facto solosingledebut ’Sweet Falling Rain’.

Quaife slog sig siden ned i Canada, hvor han fik udsendt en single uden større held. I stedet arbejdede han som grafisk designer, men var af og til at finde i bandet The Kast Off Kinks, bestående af eksmedlemmer, der delte kærligheden til musikken og frustationen over Ray Davies’ egenrådighed.

I 2005 flyttede Pete Quaife tilbage til Danmark, hvor han altså blev ’till the end of the day’. For nu at citere titlen på en af de sange, hvor han gjorde en forskel.

I Mojo mindes Dave Davies sin gamle holdkammerat.

Readmore  

Så kom Crispian op til Skt. Peter

11. juni 2010   //    1 Comment

Der er flere one-hit wonders end stjerner i pophistorien. Endnu en af dem er nu død. Crispian St. Peters blev 71. Han fik sine 15 minutter med sangen ‘Pied Piper’, der kom på Top 10 i USA og England og blev nr. 1 i Canada. Hans debutalbum hed Follow me. Hvad ellers? Også herhjemme genlød P3 af den muntre sang, men nogen hitlisteplacering fik den ikke. Top 20 var nemlig lukket i den periode.

St. Peters, som egentlig hed Robin Peter Smith, fik først et hit med en god version af folkrocksangen ‘You Were On My Mind’. I USA scorede Ian & Sylvia og We Five opmærksomheden med den sang. Han var en sky, selvsikker ung mand, som ikke fik pressen med sig, da han hævdede, at han da havde skrevet masser af sange, der var bedre end The Beatles. Under alle omstændigheder havde han sit hyr med at få frisuren til at ligne en mop top. Se videoen, som er fra 1966, hans gyldne år.

Han nåede dog aldrig senere at få pladepublikummet til at følge sig i samme grad som med ‘Pied Piper’. I 1970 blev han droppet af pladeselskabet Decca og løb ind i en række omvæltende år. Han fik tre nervesammenbrud, men også en søn og en datter og blev i 1974 skilt fra sin kone. Han blev ved med at turnere og skrive sange, som sporadisk blev udsendt på kassettebånd på privatfinansierede labels. I 1995 blev han delvist lammet efter en hjerneblødning, men fortsatte med at give koncerter indtil 1999, hvor hans stadig dårligere helbred satte en stopper for den aktivitet.

Readmore  

Peter Orlovsky 1933-2010

3. juni 2010   //    Kommentarer slået fra

Peter Olovsky er død af lungekræft, meddeler New York Times mig og verden her til morgen. Han blev 76 og levede et liv, plaget af sukkersyge og stofmisbrug, og velsignet af et turbulent, men livslangt forhold til Allen Ginsberg, det moderne, alternative Amerikas store skjald.

Ginsberg så første gang den Adonis-smukke Orlovsky i 1954, da han hang som et endnu ikke færdigmalet portræt hos en maler, Ginsberg kendte. Orlovsky ernærede sig som model. Ginsberg blev forelsket, før han mødte den virkelige Orlovsky. Forelskelsen holdt til sandhedens øjeblik og frem til Ginsbergs død i 1997 var de to partnere og ikoner for bøssernes verdensomspændende befrielsesfront. Den status følte de dog ikke som et åg. Det uannoncerede ægteskab var af den åbne slags, men de var altid hinanden tro i ånden.

For de der kan deres Kerouac: Orlovsky stod model til henholdsvis George i ‘Dharma Bums’ og Simon Darlovsky i ‘Desolation Angels’.

Inspireret af sin partner begyndte Orlovsky også at digte, og efterlader sig et stilrent, eksklusivt forfatterskab, som herhjemme bl.a. blev formidlet af forfatteren og digteren Erik Thygesen, der tidligt introducerede ham sammen med resten af den bevægelse, nogen kaldte The Beat Movement og andre San Francisco Renæssancen.

Stilen var noget mindre flamboyant end Ginsberg. Haiku var en inspiration, men personligheden satte sig igennem tidligt. Lad os mindes ham med dette tidlige digt:

Snail poem

Make my grave shape of heart so like a flower be free aired

& handsome felt,

Grave root pillow, tung up from grave & wigle at

blown up clowd.

Ear turnes close to underlayer of green felt moss & sound

of rain dribble thru this layer

down to the roots that will tickle my ear.

Hay grave, my toes need cutting so file away

in sound curve or

Garbage grave, way above my head, blood will soon

trickle in my ear -

no choise but the grave, so cat & sheep are daisey

turned.

Train will tug my grave, my breath hueing gentil vapor

between weel & track.

So kitten string & ball, jumped over this mound so

gently & cutely

So my toe can curl & become a snail & go curiously

on its way.

© Peter Orlovsky 1958

Readmore  

Dennis Hopper er kørt hinsides

29. maj 2010   //    1 Comment

Dennis Hopper rapporteres død. Af kræft. Og selv om han efter alt at dømme ikke var nogen nem person at omgås, ja, en del i Hollywood og omegn vil sikkert kalde ham en gennemført dum skid, var han også en ret god skuespiller og krævende instruktør. Under alle omstændigheder stak Hopper ud fra normen.

Derfor så han også sig selv som det perfekte valg i ‘Easy Rider’ som den narkotikasælgende biker Billy, der sammen med (produceren) Peter Fondas ‘Captain America’ på deres custombyggede motorcykler rider ud for at finde Amerika – ‘and couldn’t find it anywhere’. De var ikke ‘engle’, men de gav mindelser om det. Og det var med vilje, for det var på den tid, hvor Hell’s Angels stadig var i nogenlunde good standing (indtil Altamont samme år satte en stopper for det), og mange hippier nærede en hemmelig drøm om at være mere sej end den batikfarvende kæreste tillod.

Det er længe siden, jeg har set filmen, som handler om at være oppositionel i et konformt samfund. Fedt tema, ikke? Så jeg ved ikke om den holder, men det gør billedet af den dynamiske duo på vej ud ad den endeløse landevej, Springsteen senere skabte en karriere på at besynge.

Lydsporet holder i hvert fald. The Band’s ‘The Weight’ var med og vi pullede allesammen ind i Nazareth det år, The Byrds fløj og Steppenwolf brugte filmen som et MTV-vindue og fik et verdensgennembrud med deres ‘The Pusher’.

Hopper var aldrig venlig som en hippie. Han sloges og skændtes, hvor og når han kunne komme til det. Og klarede sig kun med nød og næppe gennem 70′erne på kokain og biroller i b-film. Siden revancherede han sig ikke mindst i Lynch-mesterværket ‘Blue Velvet’ og før det som fotografen i ‘Apocalypse Now’. Roller som han gjorde store. Senere blev han vist nogenlunde clean. Af og til. Bare ikke i sit forhold til kvinder, som han enten chikanerede eller det modsatte.

Man mindes Elvis-sangen ‘if you’re looking for trouble’…

På sine ældre dage blev manden, der i 50′erne havde sine første roller i James Dean-filmene ‘Vildt blod’ og ‘Giganten’, en estimeret fotograf. Et billede vil han dog altid blive husket for. Og det tog han ikke selv. Du ser det herover.

Han nøjedes med at iscenesætte det. Og gjorde sig selv og Fonda til ikoner for en tid, hvor man kunne komme galt afsted ved at køre for meget i frigear.

Må Dennis Hopper omsider få ro, hvor end han nu er endt.

Kollega Capac har også haft smøreolien fremme i anledning af dødsfaldet. Se her.

Readmore  

En tjekket flipper tjekker ud

3. maj 2010   //    6 Comments

DET VAR IMOD Leif Rodens lidt reserverede væsen at lade sig omfavne og slet ikke af folkelig yndest, men i en håndfuld år fyldte hans distinkte stemme godt op på den indre i-pod hos danske hippier, hvad enten de var det på fuld tid eller kun i weekenden.

Efter en kort forgæves kamp mod kræften sov sangeren, sangskriveren og bassisten stille ind i morges, 62 år, omgivet af sin kone Jane, sine tre børn, Max, Frederik og Andrea og få, tætte venner. Og mens jeg skriver dette, okkuperer Alrune Rod cd-afspilleren med albummet fra 1973, det med sangen om ham, der blev udstillet i en kiste af glas, »skønt han helst havde set sin aske spredt for vinden«. Det er en sang om det farlige i at lade »andres drømme tage styret.

Den er ikke et selvportræt, for selv om der var en god portion misantropisk tvivler i Leif Roden, fulgte han den opfordring, han selv tidligt kom med: »kom ud af mørket og leg.«

Med prøvetid i The Stomps (som indspillede, men aldrig i sin levetid fik udsendt en single, hvor Roden sang for og Laus Bengtsson havde skrevet engelsk tekst) og amagerbandet Beauty Fools live-debuterede Alrune Rod i januar 1969, og gruppen skulle fra første akkord dele de vande, der dengang kunne blive ganske oprørte, når der blev snakket musiksmag. Rocken var blevet mere og mere virtuos. Roden og resten af gruppen gik en anden vej. Dels fordi de teknisk set ikke kunne spille ret godt, og dels fordi de ville ind i musikkens mystik. Og det kom man bedst så nøgen som mulig. De lancerede sig selv som »indsyret flowerpower og natmandsagtig Albert Dam-musik.« Typisk for Alrune Rods egenart trak de ikke, som mange andre dengang, tråde tilbage til William Blake, men til en glemt forfatter som Albert Dam, som i tekstforfatteren Laus Bengtsson havde fået en kongenial videredigter. Roden og Bengtsson arbejdede i øvrigt på samme reklamebureau sammen. Uventet bonusinfo: Det er dem, der forfattede sloganet ‘Spies, rejs og vær glad’!

ALRUNE ROD debuterede i 1969 med en lp, der bare bar bandets navn. Gatefold-coveret var helt i tidens ånd og tegnet i vandfarver af den første trommeslager i The Beefeaters, Erling ‘Mozart’ Madsen:

Debuten blev to år senere fulgt op af ’Hej du’. Nu om dage regnes Steppeulvenes ’Hip’ og Skousen & Ingemanns ’Herfra hvor vi står’ jo for de første betydende dansksprogede rockplader. Den sidste med noget mere at have æren i end den første, men Alrune Rod skilte sig ud ved hverken at være påvirket af Bob Dylan – de var så til gengæld påvirket af så meget andet! – eller ved at være specielt venstreorienterede. Deres musik var elektriske oratorier, dvælende mantraer og indadvendte Grateful Dead-levende improvisationer.

Miraklet var, at den ikke lukkede sig om sig selv. Det var Leif Rodens fortjeneste. Han var en showman, som lignede dem, han spillede for og så alligevel ikke. Han kunne i få skarpe sætninger fra en scene spidde den slumrende dynge af levende afghanerpelse nede i salen, som råbte »kul på«, men selv bare ’kullede ud’. Og så satte han af igen – mod både det inderst inde og det yderst ude og gjorde det med en stemme, der lød som digte, når de bliver til.

Alrune Rod blev bedre til at spille, og de sidste album, ’Spredt for vinden’ og ’4-Vejs’ fra 1973 og ’74, er oversete perler i den danske rockskat. Samtidig udkom gruppen på eget pladeselskab. Ikke fordi de i tidens ånd ville overtage produktionsmidlerne, men helt uideologisk bare fordi det var sund økonomisk fornuft. En gruppe som Gnags brugte Alrunens selskab Mandragora som model for deres eget Genlyd. Og var både venner og fans af Alrunen, som bandet hed i folkemunde.

I 1975 gik det i opløsning. Hippier kan praktisere alt andet end peace, love and understanding. Og Roden havde tit ikke tålmodighed til velmenende amatørisme. Han var selv blevet professionel – det endte de andre ’rødder’ også med at blive, og siden 1990 gav gruppen en så godt som årlig genforeningskoncert. Se et eksempel her.

EFTER EN FLIRT som solist i først i 80’erne, blev Roden ansat i C.V. Jørgensen-bassisten Erik Falcks lydfirma Moto, i dag et af landets mest estimerede. Roden var udlejningschef, og vidste, hvad han talte om, når han udlejede mikserpulte. Allerede tidligt trådte han i karakter som producer. Han producerede Bifrosts to første og væsentligste plader, og fik senere Malurts svanesang, livealbummet ’Kys mig før jeg bliver cool,’ til at flyve.

Leif Roden var om nogen cool, og uimodtagelig for smiger, men ikke for kys. På den første Alrune Rod-single advarede han mod at tælle i morgen med. Smerten i det budskab må hans nærmeste nu sande, men det er godt for dem og os andre at vide, at Leif Roden står og venter derude på Natskyggevej.

Kender du ikke Alrune Rod eller var du for omtåget dengang til helt at kunne huske, hvordan de var, så tjek genudgivelseskataloget hos www.karma.dk.

Foto: Sven Petersen 30.1 2009 (fra www.alrunerod.dk)

En lidt kortere version af denne nekrolog kan også læses på www.politiken.dk

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top