You are here:  Home  /  TV

Beatles for alle – nu på tv

16. oktober 2012   //    1 Comment

Musikformidling på tv burde være noget af det naturligste for DR. Sådan er det desværre langt fra. Og med formidling mener jeg her programmer, hvor man ikke kun hører og ser musikken, men bliver gjort klogere på den uden at føle, at man bagefter skal til eksamen i det, man har oplevet.

Forstå mig ret: Der er bestemt ikke noget galt i ’bare’ at spille musikken. Et af de mest sejlivede eksempler er den føljeton, der under navnet ’Dagens sang’ kører på DR K, hvor man præsenterer en gammel dansk sang i et nutidigt filmisk regi.

Kritikere vil givet føle kulturarven besudlet af al den vaseline på kameraet, men hvorfor skal DR Pigekoret nøjes med at lyde godt? Og det er faktisk fornyende for en sang som ’Sangen om Larsen’ at blive formidlet af et kor, der stramt koreograferet som rytmiske mappedyr opfører den på en af DR Byens rulletrapper.

Men om sangens tilblivelse og (kultur)historie får man ikke noget at vide.

Det gør man til gengæld i miniserien, ’Beatles forever’, som netop er startet på DR K i anledning af 50 års jubilæet for deres første singleudgivelse (i England). Her tegner og fortæller Beatles-eksperten, musikeren Per Wium, om nogle af hemmelighederne bag Beatles-lyden. Modelleret efter hans eksemplariske manual over emnet, Beatles for alle.

Billedsiden er lavbudgetteret – selvstændige producenter som Ulrik Holmstrup forgyldes ikke, når de sælger produkter til f.eks. DR – men i en sollys karnap lykkes det faktisk ikke alene at få levendegjort, men også at få kastet nyt lys over de sange, der med Wiums ord er så karakteristiske, at vi genkender dem efter få sekunder.

Han beretter nærværende og med lektoralt lune hvorfor, og i det første program, om ’Love Me Do’, bestod hemmeligheden af parallelle kvarter og kvinter, den dobbelte lead-vokal og dèt at Lennon-McCartney ikke anede, at de brød musikalske regler. De fulgte bare deres intuition. Resultatet blev som bekendt musik, der satte en ny, aldrig overgået standard.

Det bliver man frydefuldt mindet om af Per Wiums to gæster, sangeren Karoline Gro Budtz (billedet – pr-foto) og den i al underspillethed fremragende guitarist, Søren Bødler Madsen. Til daglig nytolker de i deres duo Beatles-kataloget begavet.

I DR K-serien spiller de ’bare’ sangene. Om ’Love Me Do’ sagde Wium, at det er en af de sange, hvor teksten fylder meget lidt, når man skriver den ud. Den skal høres. Så kan en god sanger forlænge sangen til en evighed. Det kunne Karoline Gro Budtz. Hun lyder som grunden til, at Lennon-McCartney skrev ’Love Me Do’.

I aften får hun ’Blackbird’ til at flyve.

Beatles forever, DR K hverdage kl. 19.50

Foto: Lars Schou/DR ©

Seriens afsnit vil løbende kunne ses på www.dr.dk

Denne anmeldelse kan også læses i dagens trykte udgave af Politiken.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

En skønssag om liv og død

12. oktober 2012   //    Kommentarer slået fra

Man skal være ualmindelig hårdhjertet for ikke at blive berørt af DR-dokumentaren ’Pigen der ikke ville dø’.  Den har alt, historien om nittenårige Carina, der kører så galt, at hun opgives af lægerne og så noget nær mirakuløst – efter et døgn med slukket respirator, hvor familien bare venter på, at hun skal opfylde fagkundskabens profeti – vender tilbage til livet. Hun valgte sin egen vej, som en læge udtrykte det.

I disse realitytider med tårer så hyppige og flygtige som Facebook-likes rummede Jacob Kragelunds dokumentar ægte grådkvalthed, stum sorg, sammenbrud, vrede og til sidst stille glæde over, at Carina også i bogstavelig forstand kom op på hesten igen.

Programmet, men i nok så høj grad det usædvanlige forløb, fører nu – tilsyneladende – til en ændring af retningslinjerne for, hvornår pårørende skal afæskes stillingtagen til organdonation. I Carinas tilfælde skete det præmaturt, som man ville sige på journalsprog, formidlet af den behandlingsansvarlige overlæge, der må have trukket sin empati på et kursus for sundhedsteknokrater.

Familien endte med at sige ja. Omend faderen udtrykte sin tvivl. Organdonationen ville ved begravelsen få ham til at føle, at han puttede en tom kasse i et hul. »Der mangler noget,« sagde han.

Det gjorde der også i programmet. Det var sådan set sobert og usentimentalt skåret, om end halvanden time var alt for langt med de idelige dramaturgiske gentagelser for tungnemme, ledsaget af en dramatiserende musik, der var helt unødvendig, situationens dødsensalvor taget i betragtning.

Men hvad med præmisserne og vilkårene for dokumentaren? DR oplyser på sin hjemmeside lakonisk, at man var på hospitalet i forvejen og derfor kunne følge forløbet så minutiøst. Var DR stand by og ventede på et opkald om, at nu var der et varmt lig? Eller hvordan? Sagde alle involverede ja til det? På hvilke betingelser? Hvilke overvejelser gjorde DR sig – om overhovedet nogen? Hvad betød det for familien at være så kameraovervåget? Hvad betød det for lægerne? Og kan man ikke igangsætte en debat om organdonation uden at stikke et kamera så langt op i snotten på en sagesløs man kan komme for sonder?

Disse journalistisk-etiske aspekter ville jeg godt have set DR diskutere på nettet. Gerne på bekostning af den såkaldte bonus-video om Carinas genoptræning, som der ikke er meget public service i.

DR havde indforskrevet en tilfældig ekspert, som naturligvis blev gjort til en autoritet på sit felt. Han var uenig i Århus-lægeholdets skøn, som jo viste sig åbenlyst forkert, men som en vicedirektør fra et andet hospital konstaterede, så består en stor del af lægegerningen jo af netop skøn.  Siden har Carinas forældre officielt klaget over hospitalsforløbet.

Det fortalte TV Avisen efterfølgende. Her var det sørme lykkedes en undersøgende ’korrespondent’ at grave sig frem til Patientombuddet. Foran en lukket gadedør på Frederiksberg rapporterede Line Geertsen småfrysende om denne udvikling. Live. Ak ja.

Pigen der ikke ville dø, DR1 onsdag kl. 20-21.20. Og på www.dr.dk/TV

Dette er en lidt længere udgave af den tv-anmeldelse, som i dag kan læses i den trykte udgave af Politiken.

I Berlingske har Hans Hauge også set programmet. Se hans mening her.

Foto: DR1 ©

Readmore  

Stadig en smagssag

3. oktober 2012   //    Kommentarer slået fra

I går kunne man læse, at 21.30-flytningen af TV Avisen er en succes. I det mindste nominelt. En af nyskabelserne er en nydefinering af begrebet ”korrespondenter”. I DR dækker begrebet nu ikke kun udstationerede, spidskompetente journalister, men er bare et andet, mere upræcist ord for specialister.

Bortset fra sundhed er listen over de stofområder, korrespondenterne rapporterer fra og om, til gengæld ikke ny. Verden drejer sig fortsat mest om udland, Christiansborg, kriminalstof (som på DR’sk hedder retsstof), økonomi og erhverv, undersøgende journalistik samt det der globale stof, journalistikkens svar på rucola – det lægges på alt, også hvor det ikke hører hjemme.

Kultur skønnes altså ikke så vigtig, at en enkelt journalist skal forpligtes til at følge det. Standardchefsvaret på den indvending er, at kultur jo har bedst af at blive dækket lige som alt andet, uden at blive sat i bås. Talløse erfaringer viser, at sådan fungerer det ikke. Allerhøjst bliver kulturstoffet klemt ind før vejrudsigten som produktreklame – ny bog, ny plade etc.

I det lys er det godt, at vi har Smagsdommerne. DR2-serien er startet på en ny sæson. Adrian Hughes virker mindre manieret, mere nedtonet. Dermed er det ikke længere i så udpræget grad kun ham, der er dén i denne tagfat med kulturens mangehovedhed.

På hjemmesiden er smagsdommerne oplistet. 45 i alt. Nok er kultur mangfoldig, men en ikke ubetydelig del af identifikationen med programmet består jo i, at man kender sin anmelder – på godt og ondt. Det kan man aldrig komme til med så mange i kø foran det, Hughes kalder »høvlebænken«. Halvdelen ville være nok og ikke udhule meningsfylden, men skærpe profilen.

Jeg genså på nettet sidste uges program med Politiken-kritikeren Lilian Munk Rösing, Martin Hall og webentreprenøren, eksbilledkunstneren Balder Olrik (som ikke er nået med på listen). De var gode sammen, fordi de ikke fyrede sig selv af på kunstens bekostning. Og fordi de var så forskellige. Intellektuelle, ja vist, men de havde ikke travlt med at skilte med det. Og så udtrykte de sig så klart, at man kunne være enig eller uenig. F.eks. var Rösing blevet meget berørt af ”Marie Krøyer”. Og synes filmen var et bevis på Bille Augusts evne til at skildre de “tætte relationer, hvor det gør aller mest ondt”. Jeg så filmen som et postkortkønt postulat.

Multikunstneren Martin Hall havde været på Louisiana og set ustillingen Selvportrætter. Det havde – naturligvis – været en oplevelse for ham, der engang var så stor en narcissist, at han får Claus Beck-Nielsen til at virke blufærdig. Nu er Hall blevet ældre, men virker hverken sat eller sagtmodig. Han udstrålede engagement og inspiration, set fra min smagsdommersofa. Tænk, hvor han ville live op i TV Avisen…

Smagsdommerne sendes hver torsdag kl. 23 på DR2 og kan genses her.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR ©

Dette er en længere version af den tv-anmeldelse, der kan læses i dagens trykte udgave af Politiken.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Da Annette tabte til »rigtige bryster«

30. september 2012   //    Kommentarer slået fra

Undskyld mig, men en politologisk analfabet som overtegnede kan af og til forledes til at mene, at al den snak om hvem, der mon bliver SF’s nye forkvinde, enten er journalistisk beskæftigelsesterapi eller så altafgørende for landets trivsel, at det burde opgraderes til tophistorie hele tiden. Skåret ind til benet handler det om magtkamp og knivstikkeri bagfra, pakket ind i en floskuløs em af patronisering og positionering.

At det rager andre end 16.000 SF-medlemmer og 16 Christiansborg-journalister kan man forvisse sig om ved at kaste et blik på de hitlister, ethvert nyhedssite har som målestok for, hvilke nyheder, der er, som det hedder i jargonen, øjeblikkets mest sexede.

På TV2’s site fredag formiddag blev historien om Annette Wilhelmsens forspring i valgkampen kun overgået i seerinteresse af »Sådan ser rigtige bryster ud«. Det står enhver frit for at tænke sit, men man må lade News, at de fredag kendte deres besøgstid.

Nu om dage er mange jobsamtaler (og ansøgninger for den sags skyld) offentlige. Med journalister som substitutter for potentielle arbejdsgivere.

Med afsæt i Politiken-historien interviewede News-værten Anders Havndrup formandskandidaten i noget, der netop virkede som sådan en seance. Hvis Annette Wilhelmsen havde søgt job i min virksomhed, havde hun ikke fået det.

Det var sådan set ikke, fordi Havndrup ikke søgte svar, men Wilhelmsens argumentation og retorik er faretruende hurtigt blevet teflonbelagt. Får de det stof udleveret første dag i Folketinget?

Havndrup spurgte desværre ikke, hvilke af hendes resultater, der gjorde hende særligt skikket til den nye stilling. Og efter lange syv-otte minutter kunne jeg konstatere, at min blok var tom for citater. Bortset fra lidt mumlen om, at med hende kommer SF »i regering på en ny måde« (hvilken?) og at hun ikke vil sammenligne sig selv med Astrid Krag (er det ikke det, det handler om?). var det ikke til at høre, hvor hun ville gøre en forskel. Eller som Hans Mortensen skriver i denne uges udgave af Weekendavisen: »SF’s formandsdiskussion må ikke handle om personer og helst heller ikke om politik. Men hvad skal man så snakke om?«

Havndrup så undervejs endnu mere resigneret ud end ellers. Alligevel forsøgte han at udfritte hende om, hvorvidt en stemme på hende også ville blive en stemme for en regeringsrokade. Det svar kender selv jeg. På wilhelmsensk blev det til, at hun var sikker på, at det ville ske på »en ganske klog og fornuftig måde.« Hvis det altså overhovedet vil ske…

Måske en hentydning til dengang, SF markedsførte sig selv som »Sund Fornuft«. Og hellere sagde fra end til.

Intet under at Wilhelmsen senere på dagen tabte seertække. Det gjorde brysterne nu også. Ny etter blev historien »Bilist overfaldt 13-årig vinkende dreng«.

PR-foto: Peter Sørensen/SF© 

Denne tv-anmeldelse står i en lidt kortere udgave at læse i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Midtbanen tilhører Jes Dorph

22. september 2012   //    1 Comment

Kappestriden og tempoet i tidens medielandskab giver så god grobund for knopskyderi af ikke-historier i selvsving og forfremmelse af banaliteter til forsider, at det ikke altid er en fordel at præsentere sig som journalist. Alligevel vover jeg denne anbefaling: Der er steder, hvor noget så gammeldags som netop en journalist gør en forskel.

Journalisten hedder i dette tilfælde Jes Dorph-Petersen. Stedet er TV3+’s Champions League-studie.

Tirsdag og onsdag fløjtedes sæsonen op. Med TV2’s tidligere mr. News som nytrimmet, spilfordelende anfører. Han afløser Peter Schmeichel, som skam havde sine øjeblikke som vært, men aldrig i studiet kom til at udstråle samme autoritet og refleks-snappe forudseenhed som han i sin tid besad i straffesparksfeltet.

Jeg ved ikke, hvordan Jes Dorph-Petersen spiller fodbold, men han behersker den journalistiske midtbane med enkle midler. Med en næsten beckenbauersk, men aldrig arrogant ro spørger han ind, med velvalgte ord, lytter til svarene, og er ikke bange for at spørge igen, hvis det kan åbne nye flanker.

Han falder, i modsætning til Schmeichel, ikke i nostalgifælden, og behandler ikke Brian Laudrup og Preben Elkjær som levende legender, men som det de nu er: Eksperter, der ikke gør fodbold sværere end det er, men heller ikke gider undskylde, at det for dem, og mange af os andre, er noget af det, der gør livet til een lang, målgivende aflevering.

Når Elkjær bliver fortrolig med touch screen-funktionerne og TV3+’s svar på Ulla Terkelsen, Luna Christofi, får sænket skuldrene i habitjakken og kommer på vejrtrækningskursus, bliver det hold ret uovervindeligt. I forvejen råder man jo over Werge-Frimann-symbiosen og den vidunderligt nådesløse Jan Mølby.

Så kan de tage nok så mange slips på ovre på 9’eren og 8’eren, hvor man heroisk (og i øvrigt ikke usagligt) kæmper for at gøre taberturneringen Europa League til en vinder.

Som om det ikke er nok, har Viasat stadig legenden, den 72-årige Svend Gehrs, på bænken. Han blev ganske vist pensioneret i 2005, men springer stadig ind som speaker af kampsammendragene.

Når jeg nævner hans alder, er det ikke for at være aldersfascist, men for at forklare yngre læsere og seere, at der var engang for faktisk ikke så længe siden, hvor det at speake en fodboldkamp ikke hele tiden skulle lyde, som om man brøleabe-anpriste et slagtilbud fra Elgiganten eller forsøgte at komme i en rekordbog for pseudo-smarte klicheer.

Gehrs ”nøjes med” at holde øjet på bolden, kan spillets rytme og har øre for de små nuancer i sproget. Vi er en del, der byder den forlængede spilletid velkommen.

TV3+ og TV2 Sport, tirsdage og onsdage

Denne anmeldelse kan også læses i en lidt kortere udgave i dagens printudgave af Politiken.

PR-foto: Birger Storm/TV3©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  

Pernilles klicheer og knofedt

4. september 2012   //    Kommentarer slået fra

Det har ikke været en stor sommer for Go’ Morgen Danmark. Fødsler, ferier og værtsudlån (til andre programmer) har fået programmet til at humpe af sted med cykelvikarer på enten flade eller alt for hårdt pumpede ringe. Vi vil have Katrine Hertz Mortensen tilbage fra barsel nu!

Til gengæld lover det godt, at man har hyret den friske, men aldrig overfriske Mikkel Kryger fra SommerSummarum til et fornyet værtsteam som følge af, at man har skrottet det tidsspilde, der gik under navnet Weekend Weekend. Man vil fortsat sende i weekenden, men nu som del af Go’ Danmark. Altså mere journalistik end cupcakes.

Det sås søndag, da man havde først finansministeren i Tivoli-studiet. Og derpå Pernille Rosenkrantz-Theil som forsvarer for regeringens revision af dagpengeområdet. Mikkel Herforth var i begge tilfælde en god interviewer, som i forhold til Corydon ikke endte i rent ugeblad, selv om der var lagt op til det med lanceringen af ministeren som far til fire og hvordan får man arbejdet til at hænge sammen med privatlivet og den slags.

Nu regnes det for unfair at slå politikere i hovedet med deres fortid. Det var der dog heller ingen, der gjorde, da Rosenkrantz-Theil blev konfronteret med en nuværende og en tidligere dagpengemodtager. Det klarede hun indirekte helt selv.

Hendes opponenter kunne ikke forstå, hvordan regeringens nye rotationsprincip skulle kunne skaffe dem, eller andre i samme situation, i arbejde. Den ene af dem promenerede en Jagtvej 69-hanekam a la Rosenkrantz-Theil dengang for ikke så længe siden, hvor hun lignede Enhedslistens bud på en autonom fremtid. Og ikke var så caffelatte-trendy, at hun kom på fornavn med danskerne. Nu forsvarer hun regeringen, klædt i arbejderistisk denim – man er vel medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg. Som statskundskabskandidat må man formode, at hun også kan tale på en anden måde, men ud af munden flød ved denne lejlighed en klæg, selvsupplerende strøm af stakåndede klicheer.

De havde alle til formål at fortælle dagpengemodtagerne, at hun skam forstod dem og deres »forfærdelige« situation; hun har – naturligvis – selv venner, der vil blive ramt  til nytår – men hun lod forstå, at hun arbejder mere ihærdigt end Corydon på at forbedre tingene.

»Vi knokler solen sort,« som hun sagde. Hun brugte også »knofedt«. »Hver evig eneste time« arbejdede hun på problemet. Og var også lige rundt om »værktøjskassen«, men mærkværdigt nok ikke nede i »maskinrummet«. Måske fordi der ikke var plads p.t.. Til gengæld ville hun slå »et ordentlig slag i bolledejen« for at finde det arbejde, der altså ikke findes. Om slaget ville være med eller uden knofedt fremgik ikke helt klart.

Intervieweren var så venlig ikke at spørge ind til det. Om venligheden var på Pernille Rosenkrantz-Theils side kan diskuteres.

Go’ Morgen Danmark, TV2, alle dage 6.35

Denne anmeldelse kan også i kortere form læses i dagens trykte udgave af Politiken.

Foto: Officielt billede fra www.folketinget.dk, taget af Steen Brogaard.

Du kan se det omtalte indslag her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Fristet af Fetterlein?

29. august 2012   //    1 Comment

Der er mig bekendt ingen aldersgrænse for hvem, der må se Viasats reality shows. Omvendt giver det vel sig selv, hvem der kigger med. Tag nu ”Fristet”, som havde sæsonpremiere mandag. Det skal forestille at handle om etiske dilemmaer, og udfordre deltagerne på deres fordomme og personlige mod.

Da den ældste deltager er anomale 29 og gennemsnitsalderen ellers først i tyverne, siger det sig selv, at livserfaringerne ikke står i kø for at komme til, selv om værten, Adam Duvå Hall, ellers gør en del ud af fortælle, hvor hårdt nogle af deltagerne har haft det i livet. Respekt for det, men vi er stadig i et miljø, hvor hårvoks er en livsfornødenhed, hvor man omtaler sin iPhone som sit kæreste eje, og er »utroligt glad« for sine nye bryster. For nu at citere den socialrådgiverstuderende, eks-pigebandeleder Joanna fra Vollsmose, som uden langt tilløb afliver en kalv med en boltpistol. Dels fordi der skal mad på bordet og dels fordi hendes hold, »de fattige«, så scorer nogle penge. Dem får de god brug i dysten mod »de rige,« som sover i senge, mens de fattige forvises til rullemadrasser.

Nej, ”Fristet” fremmer ikke det subtile. Her blokbogstaveres problemstillinger og modsætninger, så de kan fattes af selv den mest blanke, ankeltatoverede blondine – for sådan en er der selvfølgelig også i denne simreret af de mest effektive ingredienser fra ”Big Brother”, ”Paradise Hotel” og ”Fangerne på fortet”.

Er det så godt tv? Som antydet tilhører denne anmelder ikke målgruppen, men ”Fristet” forekommer mig at være endnu et af de m-e-g-e-t begivenhedsløse programmer, der synes designet til fem minutter lange reklameblokke – ikke omvendt, men på de givne præmisser spiller alle spillet – for det er jo et spil. For forhåbentlig findes så indskrænkede rigmandsbørn ikke ude i det, der er tilbage af virkeligheden. En af de »rige« er tyveårige Amalie. Hun er veninde med en mere (pseudo)kendt Amalie, hende fra ”Paradise Hotel” m.m. Det giver mening. Og en type som Nicholai fra Aalborg er noget så samfundsnyttigt som event manager på et diskotek og rødmer ikke over bare at kunne få penge af sin mor og far, når han mangler.

Behøver jeg nævne, at Frederik Fetterlein også er med i dette Nordisk Film-producerede TV3-program? Han og Oddset-Janni, der har anket sin nylige fængselsdom for åger, skal forsøge at føre deltagerne på smålumre afveje. Castingen af de to var det mest originale, men også totalt kyniske indslag. Begge personer har jo i den grad ladet sig friste – over evne.

Denne anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Pressefoto: TV3/Viasat © 

Readmore  

Onside-sæsonen fløjtet op

14. august 2012   //    Kommentarer slået fra

Pyh, de må ånde lettet op på sportsredaktionerne. Nu går der fire år, før journalisterne igen skal prætendere begejstring for omnium, skeetskydning og letvægtsdobbeltsculler, mens de i virkeligheden hellere vil se håndbold og fodbold.

I den retning har deres kolleger det for nemt på Viasat-kanalerne. De dækker kun det, de kan lide. I Viasat-universet er fodbold kongen, som det hedder i en af ølreklamer, der kommer på TV3+ med samme uafvendelighed som hullerne i Brøndbys forsvar. Eller er det vigtigste i virkeligheden skuespilleren Joachim Knop i de direkte programbesudlende, markskrigeriske reklamer for online-væddemål, som virker som forurening og hån over for den seriøsitet, der faktisk får spillerum på kanalen?

For også i denne sæson virker det, som om Onside er det program, man skal se, hvis man synes fodbold fortjener lidt længere levetid end en kold Heineken. Værten, Camilla Martin, lever ganske vist med udslået babe-hår, nytårskjole og narrestregsstiletter i næsten karikeret forstand op til reklamemålgruppen, men Per Frimann udgør stadig programmets boldøje. Han kan se fodbold som få.

Hans stjernestatus ses af, at han har fået tildelt den avancerede flash-grafik i modsætning til Jesper Grønkjær, der virkede lidt for analog, da han skulle kommentere sin gamle klub, FCK (og det virker sært, at man stadig lader ham gøre netop dét). På den anden side har han tilsyneladende brugt ferien på at lære, hvornår det hedder »sin« og hvornår det hedder »hans«.

Viasat er på vej til at overtage senderettighederne til de fleste af Premier League-kampene. Det markerede Onside med et indslag. Speakerens hæsblæsende overbud af spekulationer blev kun lige akkurat holdt i ave af Jan Mølby. Det meste af det, han sagde, dementerede eller nedtonede de klip, han var omgivet af. Mølby lader sig befriende nok ikke rive med. Som da han sagde, at Michael Laudrups succeskriterium i Swansea er at undgå nedrykning. Eller når han tørt konstaterer, at Arsenal ikke bliver mestre i år, fordi de mangler de sidste 10 procent.

Det gør Onside også. Programmet er for slentrende, paradoksalt nok for afvekslende – der er for langt fra Neymar til Casa Arena i Horsens. Det ville have godt af en midtbaneopstramning. Det ene øjeblik nyder man Frimanns skarpsindighed for så i det næste at se kampklip, hvor spillerne er forsynet med skilte som ”Berg chance,” Sigurdsson skud” og ”Bolanos tæt på”. Tror de, vi er idioter? Eller kun kan forstå blokbogstaver…

Men det hele vægtes, som om det er lige gyldigt. På den led bliver der i programmet på dårlige dage ikke langt til ligegyldigheden. Og vi er trods alt stadig nogle stykker, der ikke, som Brøndbytræneren, Auri Skarbalius, mener, at »herreste gud, det er jo bare fodbold«. Bare?

Denne anmeldelse kan også læses i kortere form i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ FACEBOOK

Pressefoto: TV3/Viasat

 

Readmore  

Skru op for dit indre barn

27. juli 2012   //    Kommentarer slået fra

Dengang jeg var barn, legede vi udendørs. Og vi legede igennem. Især om sommeren, hvor der – selvfølgelig – var evigt solskin. Kovbøjdere og inderjanere afbrudt af hønseringe og hulahop og så spillede vi fodbold i gården uden at ane, at det bare var så street.

Nu om dage leger børn ikke mere. Man ser det i hvert fald ikke så tit. De sidder i stedet den udslagne dag og halve nat foran computerne, vor tids hinkeruder. Eller gør de?

Siden 2001 har DR hver sommer kørt det direkte morgenprogram Sommer summarum, der med succes afmonterer enhver adfærdsforskers bekymring for børns legelyst.

På fjerde sæson er Mikkel Kryger og Sofie Linde Lauridsen veloplagte værter for et program, der i sjælden grad er i øjenhøjde med seerne, som vel at mærke ikke nøjes med at kigge på, men deltager med arme og ben og liv og sjæl, både der hvor det foregår (Tiøren på Amager og Tangkrogen ved Århus) og foran skærmen. Som Sofie siger, for hun er sådan en, man kun kan være på fornavn med: »I skriger, så man kan blive helt bange for, at der skal komme noget ud i den anden ende…«

Sommer summarum kender sine kunder og de kender Sommer summarum. De ved alt om monstret fra Borneo og lykkehjulet, men selv om genkendelighed er en del af charmen, bliver der rigeligt med plads til andet i det timelange program. En ting er at skabe opmærksomhed omkring alternative fødevarer som græshopper og larver. Lidt sværere er et indslag om børn, der er vilde med dans, men ikke kan kaste sig ud i den så uforbeholdent som deres kammerater. De lider nemlig af hjertefejl. Begge dele lykkedes.

Og apropos computere så havde man fået den gode ide at gøre tidens digitale tidsfordriv analogt. Der blev spillet ”Angry birds” i en installation, der lignede et overskudslager fra en byggelegeplads, og børn, og måske bedsteforældre, fik et ret illustrativt kursus i at tweete. På en drejbar rulle, hvor man selv skrev sine beskeder…

Sommer summarum opdaterer en fornem DR-tradition, som grundlagdes i radioen med Sommerferiebussen med Elith Nørreholm og Søren Kragh-Jacobsen. Mikkel og Sofie bliver forhåbentlig forgyldt af deres arbejdsgivere. Tempoet og humøret er højt, men det bliver aldrig hverken overfrisk, overgearet eller overfladisk. De lytter og de lever. Og får os til at leve med. Bedre ambassadører for DR’s kernekvaliteter fås ikke.

Summa summarum: Skru op for din fjerner. Og for barnet i dig selv.

Sommer summarum, DR1, hverdage kl. 8.25. Genudsendes på Ramasjang og kan genses på nettet.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Programmets meget aktive site finder du her.

Pressefoto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Smukkere vejr med Cecilie?

25. juli 2012   //    Kommentarer slået fra

Alle taler om vejret, men DR1 har denne sommer gjort noget ved det. I noget, der ligner et fjendtligt opkøb, har man hyret de unge stjerner på TV2’s vejrhold, Cecilie Hother og Mikkel Fønsskov.

Det er ellers kun et par år siden, DR1’s seniormeteorolog, Jesper Theilgaard, gik i rette med TV2’s vejrprognoser, som han kaldte fup, manipulation og overdrivelse. Den sommer, den agurk. I kampen om klimaet og seerne gælder alle kneb.

Meningen med nyerhvervelserne er at friske DR1-vejret lidt op. Kan man ikke købe sig til bedre vejr, kan man købe sig til smukkere vejrudsigter. Facebook-fans kalder Fønsskov »den lækre vejrmand,« og Hother har den udstråling, som må være grunden til, at Gud opfandt tv-kameraerne.

De nyindkøbte kan sikkert hver måned glæde sig over, hvad de ser på lønkontoen. Til gengæld har vi endnu til gode at se, hvad de og DR1 skal bruge hinanden til.

Når Cecilie Hother gjorde danskerne både vilde med vejr og dans, var det jo fordi hun (og Fønsskov) som del af Go’ Morgen Danmark-teamet var i jævnbyrdigt, stimulerende selskab. Det var journalistfaglig udvikling for åben skærm, som tilmed gav godt og sjovt fjernsyn.

DR1 har endnu ikke fundet et format, der kan vise hendes format.

Hun virker, som om hun er gået forkert. Vejrudsigten læser hun op, så teleprompteren næsten er synlig, og den stivhed, som måske er nervøsitet, afmonterer hendes uimponerede charme.

Men hvordan skal det blive anderledes? DR1’s forhåbentlig foreløbige bud på en nyvinkling af vejrformidlingen hedder ”Sommervejret”. Det er et rigtigt mormorindslag som del af ”Aftenshowet”. Vejrudsigten er peppet op med redaktionelle indslag af den slags, der aldrig ville overleve skitseplanet ved et normalt redaktionsmøde, men nu skal tidsrummet fyldes og det bliver det. Derfor besøger vi en lavendelfarm! Og følger en morfar, der ferierer med sine børnebørn i en hestetrukken vogn. For at tilkendegive, at der er en verden og et vejr udenfor, dækkes regnstormen i Kina (med Fønsskov som telegramoplæser).

Det ligner tv fra før klimaforandringerne.

Ovre på TV2 kan Peter Tanev ikke være på vagt altid, så der har man (læs: produktionsselskabet STV) erstattet Hother og Fønsskov med journalisten Ellen Nybo, som man må se at få ud af rollen som talende fotomodel, samt vejrværten Majbritt Søgaard. Hun kommer fra DR1. Lille land, samme vejr.

Nå, som seer kan man nøjes med enten at kigge ud af vinduet eller sige med Bob Dylan: »You don’t need a weatherman to know which way the wind blows…«

Sommervejret, DR1, kl. 19.45 hverdage samt Go-Morgen Danmark, TV2

Foto: DR ©

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top