Løgnhalsen fra Utterslev

1 Comment

Tv-programplanlægning er på DR mest et anliggende for medieforskere lige som den på TV2 de facto bestyres af annoncesælgerne, uanset hvad de programansvarlige bilder sig selv og hinanden ind. Derfor dysses vi alle i søvn til modulernes monotoni. Der går længe mellem at den brydes. Det blev den i aftes på DR1 med et program om og med dagens fødselar, Bjarne Reuter. Selvfølgelig ikke produceret af DR, men af Helle Retbøll Carl for STV.

Uden fortænkte vinkler, men med vilje og evne til fordybelse, var ’Løgnhalsen fra Brønshøj’ af den slags, nogen kalder old school. Det må være, fordi de ikke aner, hvordan den gamle skole faktisk lugtede og lød. Det ved Reuter til gengæld. Med rifbjergsk hukommelse genkaldte han sig, hvordan det var at stå til regnskab i omklædningsrummet på Brønshøj skole, en af de lokaliteter fra en barndom forbudt for voksne, som Reuter blev bragt tilbage til i det timelange program, der var isprængt klip fra romanfilmatiseringerne, som jo bestemt ikke fremstiller barn- og ungdom i et nostalgisk skær.

Men selv om Reuter beskrev sig som iagttager i sin egen barndom, advarede han mod at læse bøgerne som nøgleromaner. »Fiktion har,« som han sagde, »jo et amoralsk forhold til sandheden.« Ja, faktisk ved han ikke, »om sandheden overhovedet er værd at beskæftige sig med.« Og sådan løb der gennem programmet som farveafstemte hønseringe i en kæde gode iagttagelser fra Reuter, der så sig selv som en ensom ulv.

Se & Hør-segmentet ville nok godt have snaget lidt mere i hans forhold til familien, som han kendte dårligere end sine romanfigurer, men Retbøll Carl faldt ikke for fristelsen.

På samme måde modstod Reuter, som ellers virker som en sanselig mand bag de uindfattede lektorbriller, fristelsen til at kigge dybt i hendes kavalergang, der var lige lovlig fotogen til den type programmer. Omvendt var den helt i tråd med programmet, som var et lavmælt, men insisterende forsvar for den fantastiske realisme.

Hvad enten den udspiller sig i Umbrien eller Utterslev.

Pressefoto: Jan Buus/Gyldendal

Denne tv-anmeldelse står i dagens Politiken

Readmore  

Skønheden tabte 1-0

Kommentarer slået fra

Retfærdighed får aldrig meget spilletid i fodbold. Og selv om mit hjerte slog i dobbelttakt under Barcelonas belejring af Inters mål i aften, og selv om Messis langskud var gået ind mod en anden målmand end Julio Cesar, og selv om Messis lob til Bojan resulterede i et overplaceret hovedstød, og selv om samme Cesar burde være blevet vippet ud for nøl, og selv om frisparket til sidst var diskutabelt, er der ingen grund til at forklejne Inters indsats her til aften.

Med kun 10 spillere på holdet og 90.011 mod sig på Camp Nou var det en realpolitisk manøvre af de store at holde nullet så længe, at Barca-målet til sidst kun var kunstigt åndedræt, og dermed komme i CL-finalen mod Bayern München. Ucharmerende, ja, usympatiske, ja, effektive, ja, determinerede og fokuserede i forsvaret, ja i den grad.

Fodbold tilhører ikke altid kun de smukke. Det må Lionel Messi sande i aften. Og kan vi holde ud at se blærerøven Mourinho vinde? Nej, men vi må vænne os til det.

Illustration: Inter-spilleren Christian Chivu fuld fart frem, men han kan også løbe hurtigt tilbage.

Readmore  

Det kører for Jay Leno

Kommentarer slået fra

Set udefra ligner amerikansk talkshow-tv en andegård, hvor grotesk overbetalte, forfængelige egoer ikke kun kæmper om seerne, men om at få de samme kendisser placeret i sofaen til glæde for programsponsorerne og dermed i sidste ende for værtens bankkonto. Slagmarken er placeret omkring midnat, og en af de mest udholdende aktører er Jay Leno, som i dag fylder 60 midt i noget, der ligner tv-historiens mest omtalte comeback. Vel at mærke uden at stryge filmstjerner med håret. Som Leno har sagt, så »siges det, at fostret ikke kan eksistere løsrevet fra dets moder. Logisk må mange mennesker i Hollywood så juridisk set være døde…«

I september 2009 blev Lenos stol i ’The Tonight Show’ overtaget af Conan O’Brien, og Leno selv flyttet frem til kl. 22 med ’The Jay Leno Show’. Øvelsen var enkel, men indviklet, og handlede om seertal og den afledte effekt af disse på nyhedsudsendelserne. Seertallene var ikke med nogle af værterne, og O’Brien tabte magtkampen i NBC’s korridorer. Leno fik sit gamle tidspunkt tilbage, lige over for den evige rival David Letterman, O’Brien blev tilbudt Lenos før-midnat tidspunkt, men sagde nej og kunne indkassere 32 mio. dollars i aftrædelsessum, og Lenos show kom igen til at hedde ’The Tonight Show.’ Er De forvirret? Det er den amerikanske offentlighed til gengæld ikke. Derovre e-l-s-k-e-r man tv i almindelighed og tv-stjerner i særdeleshed.

Derfor er de dyrest betalte værter ofte lige så kendte som de berømtheder, de interviewer. Sådan har det været siden Johnny Carson skabte prototypen på en vært med sit aftenshow. Han bød velkommen i 30 år. Da han gik af, troede David Letterman, at det bare var en formssag, at en ny legende skulle afløse den afgående.

Han havde om jeg så må sige gjort regning uden vært.

Jay Leno, som havde fået skærpet sine pointer og sin situationsfornemmelse som konstant turnerende standup-komiker, havde nemlig fået samme ide. Og da han tilmed havde holdt sig til og bl.a. fungeret som medvært for Carson, kom det kun bag på Letterman, at valget som Carsons afløser i 1992 faldt på Jay Leno.

Siden er han hver hverdagsaften blevet set af fire-fem millioner seere, alene i USA. Showet syndikeres til alverdens lande, og kan herhjemme ses på TV3+. Undervejs har Leno rejst nogle milepæle i det, der kaldes late night-branchen. F.eks var han den første vært, der havde en regerende præsident i stolen (Obama). Se eller gense de 25 minutter her.

Man kan indvende, at kun fintælling afgør forskellen på ham og Letterman. Vel er deres show opbygget næsten ens om end Letterman har et sejere band, men Leno er mindre selvbevidst, lidt mere moderne og skødesløs og en hel del frækkere, ikke mindst i valget af medværter. I Ross Mathews alias ’Ross the intern’ har han et fund af en selvkarikerende bøsse, der går ud i marken og spørger ’dumt’. Det kommer der tit ret klogt tv ud af på grinebidermåden. Anders Lund Madsen ville ønske, han havde råd til Ross.

I 1987 kom en grinende Jay Leno på forsiden af magasinet People med sit karakteristiske hageparti, der bringer ham i slægt med den svenske prinsesse Victoria. Billedet var forsynet med overskriften ‘The sexiest man alive- og underteksten: ‘Just kidding…’ En ting har foreløbig adskilt Leno fra Letterman: Man har ikke kunnet gribe ham i en sexskandale. Den inkarnerede ikke-rygende og ikke-drikkende luksusbilsamler, der stadig stand-up’er 100 gange om året, er på tredivte år trofast gift med Mavis, som han blev interesseret i, da hun som tilskuer ved en af hans optrædener som en af de få i salen lo ad alle hans jokes på de rigtige tidspunkter.

Det er hun ikke længere ene om.

Foto: General Motors

Denne artikel står også at læse i Politiken onsdag.

Readmore  

Skål for tanketomheden

Kommentarer slået fra

Journalistisk bliver skjult kamera tit mere et mål end et middel. Derfor har vi heldigvis domstolene til at regulere anvendelsen. Omvendt er det til at forstå, at journalister retter ryggen, når en retsinstans underkender en anden og godkender redskabet. Som nu i historien om behandlingscentret Møllen, der med et lille års forsinkelse kørte for åbent eller rettere skjult kamera i 21 Søndag, fordi Højesteret har vurderet, at afdækningen har ”væsentlig samfundsmæssig interesse«.

»Det er eddermaneme en vigtig afgørelse, for det … handler også om mulighederne for generelt at lave undersøgende journalistik,« har DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup jublet til fagbladet ’Journalisten’.

Han har nok ret, for Møllen fremstod som et dubiøst foretagende, der med slesk tale og magtens psykologi overtaler alkoholikere til behandling, og dèt på et tidspiunkt, hvor de ikke selv ved, hvad der er op eller ned i deres liv. Læg dertil ulovlig medicinering, uansvarlig patienttransport og dyre efterregninger, og vi fik på den staveplademaner, nogen kalder dybdeborende, fremkaldt et billede af det, et tidligere ’offer’ benævnte en pengemaskine.

Lederen Erik Zinck slap heller ikke for godt fra Reimer Bos udspørgen. Foreholdt uregelmæssigheder brugte Zinck det mest slidte trick i bogen: Beklagelse og den pågældende er ikke længere ansat. Omvendt havde DR i sin sejrsrus ikke plads til at afdække, om Møllen faktisk formår at behandle alkoholikere. Den valgte vinkling tillod ikke nuancer. Tankevækkende, især når samme Haagerup har meldt ud, at DR’s nyheder ikke skal ligne tabloidhistorier.

Det budskab blev sat i tragikomisk relief, da man lige i halen på indslaget bragte en solstrålehistorie om et fynsk bryggeri, der fejrede jubilæum. Det blev en ubetalelig reklameblok, hvor vi fik at vide, at brygmesteren tog sin første øl ved halvsyvtiden om morgenen, og hvor der var gratis ’køreøl’ til stalddørskunderne. ‘Tanketom’ er et tomt ord at bruge om dén redaktionelle disposition. Det behøver man hverken være alkoholiker eller pårørende til en sådan for at have svært ved at få til at glide ned.

Skål!

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens Politiken

Readmore  

Kultur for de få og vågne

Kommentarer slået fra

I dagens Politiken har jeg denne tv-anmeldelse:

Mangfoldighed er enhver tv-seers salt. Nogen er glade for, at Nynne Bjerre Christensen er tilbage på Deadline, andre jubler over, at Amalie er tilbage i Paradise Hotel. Selv glæder jeg mig til at se, hvad DR mener med ’nyklassisk public service’. Mediedirektør Mikael Kamber gav i denne uge sin udlægning: ”DR skal gøre dét, der er væsentligt, relevant for de mange,” sagde han til Mediawatch.

Spørgsmålet er hvem, der afgør, hvad der er væsentligt. Og for hvem. Sammenligner man Kambers ord med virkeligheden kan man deducere, at den løbende DR-kulturdækning på tv ikke er væsentlig. Alt for længe har den kun henvendt sig til barnløse med kreative fleksjob, som ikke skal op om morgenen, men sammen med andre kreative og quasi-intellektuelle kan sidde og hænge til sent over Adrian Hughes’ postmodernisering af Blichers bindstouw, ’Smagsdommerne’.

Værtens formidlingsevne og ikke altid lige tøjlede selvsmagen ufortalt forsegler den slags programlægning et i forvejen lukket kredsløb og gør ’kulturdækning’ til en frase, man kan tage frem, når et nyt medieforlig truer.

Der er dog anden kultur på DR-tv. På DR K kører Klaus Rothstein (billedet) efter DK4-forbillede ’Forfatterstemmer’. Programtitlen indikerer, at her er ikke plads til pjank. Og scenografien med ryatæppe emmer af 60’erne, hvor forfattere fremstilledes som uforståelige, men eksotiske.

Rothstein er fuld af kærlighed til ordene, også sine egne, men har så travlt med at få sine gæster ind i sine kasser, at det hæmmer samtalen. Onsdag sad Marina Cecilie Roné og Mathilde Walter Clark i de røde stole, fordi deres bøger partout skulle dele temakreds. Det var de ikke helt enige med Rothstein i. Ja, faktisk havde de svært ved at få rum til at forklare, hvad bøgerne handlede om. Men som en af dem sagde, så er det jo derfor, de har skrevet dem. De er forfattere, ikke forklarere.

Et fast indslag i ’Forfatterstemmer’ er en designkyndig, der vurderer bøgernes udseende. Hun var den, der tydeligst kunne fortælle, hvad de handlede om. Meget sigende. Og ikke kun for de få.

Pressefoto af Agnete Schlichtkrull/DR

Readmore  

Mere finke end skinke

4 Comments

Programtilrettelæggerne af gårsdagens direkte TV2-transmission af de kongelige og andre konsorters konsumering af kalvefilet på Christiansborg skal have tak for at overtale Dronningen til at udvælge et stykke skiveskåret skinke af Rune Klan. Det var kongelig humor.

Og tak for en talkshow-befriet Cecilie Frøkjær, og så i den kjole (som kun blev overgået af Margrethe Vestagers!). Og yes til hendes medvært,  og tak for bemærkningen om Boldklubben FREM.

Meget mindre tak for ideen om at lade en række kunstnere synge et tilfældigt valgt potpourri af 70 års danske sange.

Ideen fejlede sådan set ikke noget, men selv om Peter Frødin – af alle – var finurlig tvetydig i ‘Se Venedig og dø’ og Søs Fenger trak sin gamle sweater godt på, var der flest svipsere. Medina stiv som et bræt i ‘Glemmer du’, Aura mest af alt mærkelig på ‘Papirklip’ – var hun på noget? – og Steen Jørgensen bedrøveligt ved siden af sig selv. At glemme teksten til ‘To lys på et bord’ svarer til at sige du til dronningen.

Helt ydmygende blev det for Lis Sørensen, der ikke fik Olsen-brødrenes stjerneskud til at lette. Det måtte de selv klare for hende. Hvad var meningen med denne trio, der aldrig blev til noget? Kunne man ikke i stedet have fået hende til at stråle med ‘Stille før storm’. Det er da også en slags evergreen eller hur?

Uden for nummer var selvkarikaturen Kim Larsen og de lidt anstrengt morsomme og ikke længere helt så skøre Nattergale. Til gengæld fik vi de ægte morsomme Ørkenens Sønner.

HH Margrethe så af og til ud, som om nogen forsøgte en insisterende fodflirt med hende, men gjorde generelt gode miner til middelmådigt spil.

Kollega CAPAC har også fået begivenheden på bloggen her.

Readmore  

Hverdag for Thomas fra X-Factor

2 Comments

Fruen sad bag morgenavisen og kiggede op, da de første akkorder blev slået an på den akustiske guitar. “Hvem er det?,” spurgte hun. Det var ikke ironisk ment, og jeg kan godt følge hende. Thomas med det hemmelige efternavn Ring Petersen har heller ikke hørt til min paratviden siden X-Factor-finalen.

Nu stod han så der, så nøgen som man bliver som sanger: Kun udstyret med en akustisk guitar, og lidt forsigtigt ledsage-klaviatur. Live. Uden autotuning. Og lignede det, han indtil videre er: en vellidt klasselærer for 2. klasse på Hellerup Skole.

Desværre lød han også sådan. Nu er “My dream”, skrevet af konkurrencens tre dommere, heller ikke den mest originale sang på jord. Faktisk er det en dusinvare, forsøgt maskeret som et hit. Og melodi er der så lidt af, at sangen presser sin sanger til at investere sig selv mere end der er melodisk belæg for.

En ting er at stå i Parken, indrammet af en produktion, der kun har til formål at skjule ens medfødte svagheder. Noget ganske andet er at stå på gulvet i Go’ Morgen Danmarks studie. Han faldt igennem, ja, der var fraseringer, der nærmede sig det pinlige, og dobbelt pinligt blev det, fordi de opgejlede morgenværter hele tiden kaldte ham ‘rockstjerne’. Han krympede sig, når de brugte ordet.

Rockstjerne må man til hans ros sige, at han ser ud til godt at vide, at han ikke er, og aldrig bliver.

Bedre bliver det ikke af, at han åbenbart ikke passer ind i P3′s nuværende profil. Han er, før han overhovedet er kommet i gang med en karriere, indplaceret i P4-fødekæden.

Readmore  

Mere speget end røget

Kommentarer slået fra

I dagens Politiken har jeg denne tv-anmeldelse:

Det er længe siden reality på tv rimede på virkelighed. Derfor skal vi holde fast i programmer, der godt nok iscenesætter virkeligheden, men gør det med respekt for dem, der skal færdes i den, når kameraet er slukket.

To forskellige af slagsen springer i øjnene, når sololien fra ’Paradise Hotel’ bliver for harsk: ’Kongehuset indefra’ og ’CPH’. I det første forsøger en udvalgt skare at blive dus med samfundet, selv om de mest bruger De-formen. I det andet følger vi dem, der får os op og ned lige sikkert. Programmerne burde låne fra hinanden.

Anders Aggers serie er blevet kaldt kongerøgelse. Okay, det er ikke Cavling-kritisk, men et tv-program skal bedømmes på dets præmisser, og hensigten har ikke været at afsløre – afsløre hvad? – men begå en jordnær reportage fra en arbejdsplads, hvor historien hver dag går lyslevende igen. Resultatet er klart mere krone end plat, men også mere speget end røget, og det overlades til seerne at drage konklusioner, men er etikettebrydende i detaljerne. Som når kronprinsen siger: ”Hvis jeg forstår det, så er der rigtig mange danskere, der forstår det.”

Vi sidder med ved møder, og får mistanke om, at koreograferingen af gøren og laden skyldes for meget tid, men der er mennesker bag, og både dronningen, den lidt stive, men ikke stivnede hofmarskal samt renæssancefiguren, ceremonimester Eugen-Olsen, gør, at jeg hellere vil have hof end præsident. Navnlig når det skylles ned med Aggers subtile kommentar. Vi er langt fra Billedbladet.

’CPH’ fordansker ’Airport, et koncept, der daterer sig til ‘Sailor’, 70’ernes BBC-skildring af livet på hangarskibet Ark Royal – den med Rod Stewarts “Sailing”. Lufthavne garanterer både drama og trivia. Dramaturgisk krydsklipper ’CPH’ mellem forskellige personer. Det giver medlevende indtryk af sammenhæng, især når det handler om kaos som under klimatopmødet, og de autentiske medvirkende er godt castet, men kunne have fortjent Agger som forfatter.

Selv om republikanere ser kongehuset som fejlcastet, kunne Agger med fordel have opbygget sit program på personer i stedet for begivenheder. Omvendt er der nok begrænset udbytte i at følge prins Henrik en hel dag.

Illustration: En ikke uvæsentlig del af udsendelsesrækken er Les Kaners stillbilleder, som både er som at være der selv, men også sløret i myte og mystik. Se flere af dem her.

Readmore  

Jamen, er det ikke helt vildt?

2 Comments

Kan to millioner mennesker tage fejl? Sagtens. Omvendt er der altid et massepublikum til den rørende middelmådighed. Det er nemlig den, vi nu om dage efter alt at dømme har det tryggest med, fordi vi kan spejle os i den uden at risikere, at nogen afkræver os andet end automatisk applaus. I det lys, og kun det, er X-Factor interessant.

Jeg er ikke psykolog, så jeg ved ikke, hvad der forvandler halvdelen af nationen til 13-årige piger. Det må man til gengæld lade DR, at de ved alt om. Lokalt set betyder størrelse tilsyneladende alt, når man i globalt perspektiv er en mediemus. I hvert fald har jeg ikke tal på de gange, hvor det blev nævnt, at dette var historiens største X-Factor-finale.

Cecil B. DeMille kunne ikke have iscenesat X-Factor-finalen i  Parken bedre. Det var massesuggererende grandiost, men også patetisk. Samt tåkrummende deprimerende midt i al denne jubel.

Nu om dage er det ikke nok, at noget er flot, næh, det er, som den åbenbart mikrofonløse værtinde Signe Muusmann råbte: “Overdrevent flot”. Og så spurgte hun ellers ad nauseum deltagerne om ikke bare, de synes, det er for vildt det her? Når hun da ikke rablede ufortøvet videre om den rejse, det havde været at komme så langt som til Parken. Går der da ikke busser lige til døren?

Samme Signe (og den åh, så inderligt patroniserende Pernille Rosendahl) læser tilsyneladende ikke Dagbladet Information. I dagens udgave skriver Rune Lykkeberg nemlig: “Det værste er skamridningen af rejsemetaforen. Hver eneste seance mellen dommer og deltager udråbes til en enormt udviklende dannelsesrejse. Hvis bare de har været sammen et kvarter, så skal der snakkes tyve minutter om den ‘rejse, vi har været på sammen’. Alle momenter bliver til udflugter og ethvert samvær til en rejse. Nu er sæsonen slut, vi vil gerne hjem, og vi vil aldrig mere med på de rejser.”

Man troede det umuligt, men alene introen til aftenens finaleshow satte ny DR-rekord i svulmende selvfedme. “Når en ny stjerne fødes, følger vi alle med,” forkyndte radioteaterstemmen, som skulle vi til at overvære Jesu genkomst, men da det jo først er i næste weekend, dèt show genopføres, måtte det være noget andet og større. Med andre ord: Tre wannabees, som metodisk, af folk, der ved bedre, er blevet bildt ind, at de med deres auto-tunede kopinumre har noget originalt og blivende at tilbyde.

Dommerne drak champagne undervejs. Formodentlig for at have noget at skylle den dårlige smag ned med.

Vinderen ser ud som Søren Sko, men hedder Thomas. Til hans ros skal siges, at han ligner en tvivler.

Taberen blev os alle.


Readmore  

Mr. Talkshow kan endnu

1 Comment

I dagens udgave af Politiken tv-anmelder jeg nogle af tidens talkshows. Her er en lidt længere version:

Kongekonceptet for en programudvikler må være en talkshowvært, der kokkererer i en pool, omsværmet af liderlige, lændetatoverede linselus, i konkurrence med en havearkitekt og en sexolog om, hvem der er bedst til kunsten at synge karaoke og græde i kor.

Det kan kun være et spørgsmål om tid. I mellemtiden er tingene skilt ad, så nogenlunde. Jeg bliver gladere og gladere for den gammeldags model, hvor værten får gæsterne til at tale, fordi de ved, at der bliver lyttet. Men konceptet presses af tidens markskrigeriske mantra om fornyelse.

Det sidste søger Casper Christensen og Anders Lund Madsen at imødekomme på hver sin måde. Christensens show, ’Aloha!’, er i virkeligheden uventet generøst. Det er givet, hvem der er hovedpersonen, men han virker som en stand up komiker, der har givet sig selv påbud om ikke at føre sig for meget frem. Det er klædeligt, og giver en spænding i programmet, fordi han er improvisationens mester. Han hjalp sig selv og den akut astmatiske sanger Dicte gennem et interview om ingenting, men var ved at tabe fatningen og føringen, da verbalbokseren Kurt Thyboe næsten smed tøjet. Det var uventet og derfor skægt.

Jeg tror ikke ret meget er uventet i Madsens ’nye talkshow’. Til gengæld er det mere manieret end skægt. Han er ude i en dekonstruktion af genren med tydelige lån fra Kim Schumachers speedsnakkeri, men hyp for quizzen. Ligesom det var godt set at have konkurrenten Casper Christensen inde som gæst, lige før denne skulle på i sit eget show. Midt i pseudo-moderniteten blev vi mindet om, at vi stadig lever i Lidenlund.

Det gjorde vi også onsdag på Charlie, hvor genrens nestor, Michael Meyerheim, sagde aloha til Casper Christensens kæreste/kone, Iben Hjejle. Hun delte  sofa med Martin Brygmann samt den nypensionerede, nu sekretærløse og æbletræsbeskærende Ritt Bjerregaard, som Meyerheim bød ”velkommen tilbage til livet”. Det synes hun ikke var så sjovt sagt, kunne man se.

Meyerheim er blevet sammenlignet med David Letterman, men minder snarere om Dick Cavett i sin høflige nysgerrighed, som ikke er uden brod. Med poliske bemærkninger skaber han pauser til eftertanke og latter uden at hænge nogen alt for meget ud. Af samtalen med Martin Brygmann fremgik det, at popsnedkeren og skuespilleren hele tiden var bange for, at nogen skulle afsløre, hvor lidt han egentlig kan, som han udtrykte det.

Den frygt behøver Michael Meyerheim ikke nære. Det, han kan, ser ganske vist let ud, men kan ikke læres. Hvis ikke vi havde MM, ville vi være nødt til at opfinde ham.

Pressefoto fra Tajmer Booking

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top