Eksfaktor

5 Comments

I dagens udgave af Politiken tv-anmelder jeg X-Factor:

Snart rinder DR’s grotesk overdimensionerede talentkonkurrence ud for denne gang. Heldigvis, siger jeg, selv om det er op ad bakke at have den holdning til X-Factor, når nu politikere midt i finanskrisen vil bruge samråd på at diskutere sms-afstemninger, og man på morgen-tv kan se en Cavling-nomineret, nu tilpasningsduelig chefredaktør på B.T. begrunde, hvorfor man giver amatørerne så meget plads, at man – næsten – savner bladets dækning af Zobel-sagen.

I gårsdagens semifinale skulle deltagerne bl.a. synge Gasolin’. Det holdt de nok til, altså Gasolin’. Kim Larsen havde takket nej til at bivåne arrangementet. Han kaldte det ”ren porno”. Og nok er den gamle svajer en selverklæret romantiker, der begræder tabet af ismejerier og lædersnørede fodbolde, men han har jo ret.

Det forstemmende ved X-Factor er ikke DR’s teflonagtige besværgelser om, at det jo er ”høj kvalitet i sin genre,” som den nye mediedirektør i går i helt anden anledning følte sig kaldet til at mene, og at man skam ikke bilder deltagerne noget ind. Mange af dem har jo snuset til medieforståelse i skolen, og menes derfor åbenbart at kunne gennemskue, at den prime time-iscenesættelse, der forstørrer deres gennemsnitlighed, bare er en illusion, som skal gøre den uundgåelige nedtur mere festlig og dermed skånsom.

Næh, det sørgelige er, at dommerne vil medvirke til den momentane massepsykose. Remee, Soulschock og Pernille Rosendahl kender om nogen popbranchens faldgruber. Alligevel ifører de sig juhu-hat og krokodilletårer og booster deltagernes forfængelighed med superlativer, der for længst har mistet al mening, men da deltagerne også synes, det er for vildt, gør det ikke den store forskel. Lige bortset fra, at dommerne taler mod bedre vidende, når de spår mange af deltagerne store karrieremuligheder, fordi de kan karaokesang for viderekomne.

Dommerne ved nemlig, og DR bør vide, at faktorernes orden er ligegyldig. Forude venter ikke den røde løber i Los Angeles, men Lyngby Storcenter før den nådige glemsel, som kun afbrydes, når B.T. laver den obligate ’hvad-blev-der-egentlig-af-dem’-serie.

Og apropos X-factor, så har sangeren Elisabeth gjort sig nogle tanker, efter at hun var blevet spurgt, om hun ville være dommer i samme program. Læs mere her.

Readmore  

Borgernære blå blink

Kommentarer slået fra

I dagens Politiken anmelder jeg den nye sæson af TV3+’s ‘Politistationen’:

Let’s face it. Kriminalitet er stærkt underholdende, medmindre man selv udsættes for den. Det har de fattet på TV2, som er førende udi dækning af det, der vel efterhånden kan kaldes ’genren’. Navnkundig i journalistkredse er stationens embedding med etaten i ’Station 2’, og dagligt sørger årvågne nyhedsredaktører for at minde os om, at der er grund til ængstelse. Alting kan ske, som Malurt sang. Og sker jo af og til.

Så kombinationen af drabssigtet somalier, psykisk utilregnelighed og sagsbehandlerutryghed var for god til at gemme i den note, historien om den flygtede fange ville have fået engang. Den fik ikke for lidt torsdag aften. Vi manglede kun at få at vide, om hans underbukser var lange eller korte, bom- eller kameluld, men at han frøs derude i natten uden overtøj, kunne en politimand forsikre os om. Det var så man gøs, og vel at mærke ikke på hans vegne.

Nu har TV2 jo ikke patent på politiet. Sidste sæson åbnede TV3+ ’Politistationen’, hvor vi fulgte politiet i Aalborg i stort og mest småt. Nye afsnit ruller nu over skærmen med blå blink og en dramatiserende underlægningsmusik, der betoner, at dokumentarismen bare er journalistisk figenblad for noget, der i bund og grund er underholdning.

Klokken er tit mange, og kun få bliver taget til fange, men programmet giver indblik i en arbejdsplads med god plads til kulance. Som historien om den 16-årige pige, der havde brugt falsk id for at komme på værtshus. Da der blev akut brug for betjentene i Jomfru Ane Gade – hvor ellers? – bad de hende vente, til de kom tilbage. Det gjorde hun sgu! Derefter fulgte de hende hjem til mor, og da det var straf nok, optog de ikke rapport. Langt mere alvorlig var en dødelig trafikulykke, men ufrivilligt absurd blev det at høre indsatslederen tale om en til halvanden omkomne. Og så må vi have Jørn Lund til at forklare, hvorfor nogen i deres talesprog helt ubesværet bruger ord som ”forurettede” og ”skadelidte”.

Og somalieren? Han kom ind i varmen igen. Så TV2’s udsendte stand-upper ville naturligvis fredag morgen høre en sagsbehandler på Jobcenter Holstebro, hvordan hun følte det lige nu. Hun var lettet.

Er det det, man kalder borgernært fjernsyn?

Readmore  

Journalistisk klumpspil

Kommentarer slået fra

I dagens Politiken skriver jeg om TV3+-programmet ‘Fodbold uden filter’. Her er en lidt længere version:

Fodboldsæsonen er startet, heppede medierne i weekenden. Det undrede fruen. Jamen, er der ikke sæson hele året, spurgte hun og havde ikke tal på de skæbnekampe og lokalbrag, jeg absolut har skullet sofaovervære på alle mulige og navnlig umulige tidspunkter. Så var det lettere, dengang man(d) kunne nøjes med at slumre ind til Derby-Wolves hver tipslørdag. Og alligevel bagefter var leveringsdygtig i et pålideligt kampreferat.

Flere kanaler, flere penge og flere kampe har givet sportsjournalister – og ikke mindst deres redaktører – ambitioner om at være andet end ’var det en hård kamp’-mikrofonholdere.

TV3+ stiller op med Carsten Werge og Per Frimann (som indirekte kostede os medvirken til OL i 1988) som spydspidserne, der mestrer det besynderlige dobbeltjob som referent og kommentator, der altid har været sportsjournalistikkens potentielle meniskskade. I flere sæsoner har kanalen også kørt det konfrontatoriske ’Fodbold uden filter’, oprindeligt med Werge som en vært, der både kunne lytte, spørge og blive lyttet til.

Han alternerer nu med Dan Engelsted. Han var engang den yngste danske divisionstræner, men i denne sammenhæng overbeviser hans taktiske evner ikke. Rundbordsdiskussioner kan være godt tv, men de skal styres for, om jeg så må sige, at komme i mål. Det formår Engelsted ikke. Han kunne med fordel gøre som FCK’s César Santin: Se op, før han sender bolden videre. Han staccato-spørger, måske fordi det skal virke dynamisk og truende. I stedet virker han i konstant tidnød.

Tid var der ellers nok af i søndagsdebatten om klumpspillet på direktionsgangen i Brøndby. Akkompagneret af melodramatiske pseudoklassiske toner lød det: Hele fodbold-Danmark er rystet. Hele?

I studiet stod Mr. Brøndby himself, Per Bjerregaard, den angivelige årsag til både stribefyringer af direktører og sportslig deroute. Det var sådan en diskussion, hvor fruen og andre føler sig uden for. For trods tiden eller måske på grund af den fik vi kun frem-og-tilbage-antydninger af krisens årsag. Lettere blev det ikke af Bjerregaards Mærsk-agtige fåmælthed – den mand har brug for en medierådgiver (som han vel at mærke lytter til – måske noget for Henrik Byager, som gav et signalement af klubbens krisehåndtering eller snarere mangel på samme) – men som seer var man prisgivet uden forhåndsviden.

Klubbens sjæl var truet, forstod man. Der er så meget, kvinder ikke forstår. Jeg melder mig i klubben. Programmet var i den grad loge-snak med filter.

Det bliver spændende at se programmet på søndag, når Brøndby har slået FCK …

Readmore  

Taber-tv

Kommentarer slået fra

I dagens Politiken anmelder jeg ‘Paradise Hotel’:

Per Stig Møller blev på førstedagen som kulturminister spurgt om ’Paradise Hotel’. ”Der har jeg aldrig boet,” lød svaret. Det fremgik ikke, om der var tale om en særlig form for elitær ironi. For det er med ’Paradise Hotel’ som med Se og Hør. Enhver har en mening om det, men ingen ser det. En lille halv million bliver det dog til, men for den nye minister og resten af os fem millioner: 10 heteroseksuelle singler, indlogeret luksuriøst i Mexico på TV3’s regning, skal ugentligt finde en partner. Eller holde fast på den, de har. Ellers er det ud til fordel for en ny gæst. Til slut er der kun en tilbage, som hjemtager en halv million kroner.

Hotellet bebos af fotogene, fladmavede typer som Tammie, Amalie, Peter, Claudia og Kasper med fast abonnement på hårvoks og andre hudpræparater. Og de er ikke kun glade, nej, de er “overlykkelige” og synes noget er “nice” og ser nødigt sig selv som “easy targets”. Jeg skriver ’typer’, thi det kan være svært at acceptere, at de medvirkende er virkelige. Og at de ikke har andet at bruge deres halvnøgne tid på end drive, dase, kindkysse, dolke hinanden i ryggen og ’nusse’ i sengen – konceptets eufemisme for de udfoldelser, der giver pressen kød på bordet. I programmet fylder selve akten faktisk ret lidt, og når ’the good old in-and-out’ endelig kommer i gang, sker det under et lagen eller bag en matteret rude. En sært snerpet facon at forholde sig til sex på, når nu liderlighed er æresgæst på hotellet. Eller også er jeg bare en skuffet gammel husar.

I den uge, jeg har set med – mine teenagedøtre  gider ikke, det skulle da lige være for at grine af deltagerne – er det højst blevet til en pige, der i jacuzzien med en svamp aer en dreng uden på de våde badeshorts lige dér. Uden at så meget som et plukket øjenbryn eller for den sags skyld andet løftes.

Det er overraskende, så lidt der sker. Og hvor langtrukkent det i forvejen ikke lange program derfor bliver for at give bare lidt dramaturgisk mening. Bl.a. er der indlagt tests. Paratviden er bestemt ikke deltagernes spidskompetence, og en pige kunne ikke stave til genert. Til hendes ros må siges, at hun nu heller ikke så ud, som om hun vidste, hvad ordet betyder. Denne pastelfarvede rundtur i Bagtalelsens Skole får genrepioneren Big Brother til at ligne et psykologisk action drama.

’Paradise Hotel’ handler om at vinde, men ligesom ’X Factor’ er det dybest set et program for tabere.

Readmore  

Da Pårup var på

Kommentarer slået fra

I dagens udgave af Politiken har jeg denne tv-anmeldelse:

TV2 News lover seerne at være ”Først. 24 timer i døgnet”. De tilføjer ikke ”i stort og småt”, men sådan er det at lege CNN i et land, der globalt set er på størrelse med et sogn. Alligevel stiger antallet af nyheder. Det bærer TV2 News en stor del af ansvaret for. Journalister er nemlig som enkefruerne ved Korsbæks gadespejle. De vil ikke gå glip af noget. Eller risikere fejlvurderinger, så derfor hopper de for tit på alle de heste, der bliver sat i løb. Og når TV2 News breaker, sætter avisernes nyhedsredaktører sig lidt frem i sædet, for sæt nu …

Udfordringen for TV2 News er, at fladen jo skal fyldes. Dermed bliver småt tit for stort, og det store for langstrakt. Som nu mandag morgen, hvor en bil havde sat sig fast i en overskæring ved Pårup. Bilisten nåede ud, inden toget forvandlede vognen til vrag.

Altså højst en billedbåren notits i lokalavisen. På TV2 News voksede den til en landsdækkende nyhed, garneret med den obligate live-reporter, der ved lige så lidt som dem i studiet, men forstærker indtrykket af noget vigtigt. Med sin fireårige uddannelse kunne han fortælle at bilerne, som vi selv så, nu kørte normalt. Hvorefter den lige så veluddannede studievært spurgte ham, hvordan det gik med trafikken. Jeg tør slet ikke tænke på dækningsgraden, hvis manden ikke var kommet ud i tide. Vi manglede kun helikopteren.

Den var naturligvis på plads, da den nye regering kom på plads. Den slags historier er eksistensberettigelsen for TV2 News. Og fra årle morgen gik man i gang med at træde journalistisk vande. Analyser bliver i den sammenhæng pausefyld, med al respekt for Helle Ib og Henrik Qvortrup. Førstnævnte havde dog en fin karakteristik af Per Stig Møller. Det må, sagde Ib, være svært for ham at skifte fra Afghanistan til egnsteatre og curling. Ufrivilligt komisk var et indslag med Bertel Haarder, som ikke, før det var officielt, ville svare direkte på, om han skulle skifte ministerium. Han undskyldte dog sin fåmælthed. Det kommer TV2 News aldrig til at gøre.

Readmore  

Dødgodt

1 Comment

I dagens udgave af Politiken advokerer jeg for ‘Sagen genåbnet’:

Det her er ikke for de smagsdommere, der på DR2 ruller elitært med øjnene og siger, at krimier, de siger mig altså ikke spor. Stakkels dem. Mysterier er livets salt.

På TV2 genopruller den nye doku-sobre serie ’De 7 drab’ kendte sager ”for at blive klogere på, hvad der får et menneske til at begå den værste forbrydelse af dem alle.” Seriens indledning er inspireret af BBC-serien ‘Sagen Genåbnet,’ som siden 2000 har skildret en fiktiv cold case unit i dens bestræbelser på at løse ellers henlagte mordgåder. I bogstaveligste forstand et gravearbejde.

Virkelighedens opklaring er trivielt teamwork. Det gør sig ikke på tv, så et omdrejningspunkt er påkrævet. I ’Sagen genåbnet’ hedder han Peter Boyd, indlevet, men kontrolleret fremstillet af Trevor Eve. Boyd lever i et socialt vakuum, hans analytiske sans er lige så skarp som hans habit. Han kan være charmerende, men er psykopat. Og forløber sig ofte over for medarbejdere og mistænkte. Omkring ham prøver folk at få tingene til at glide ved enten at glide af eller lave grimasser bag hans ryg. Et godt billede af en arbejdsplads med sådan en chef.

Siden hans medarbejder, Mel Silver, i 2004 blev vippet ud fra en balkon, har Boyd manglet en, der tør sige ham imod, selv om Spencer Jordan ligner en, der er på vej til at brokke sig ud af serien. Grace Foley, den moderlige psykolog, har Boyds fortrolighed. Omvendt udfordrer han konstant hendes profilanalyser.

Kun retsmedicineren Eve, spillet af Tara Fitzgerald, kan matche Boyd. Hun har noget, han gerne vil have – beviser og ledemotiver. Metalsplinter under negle og fårehår fra uniformer for slet ikke at tale om dna-tests er de brikker, der får de uoverskuelige puslespil til at gå op. I suggestiv belysning, tvangfri dialog og medrivende temposkift. Det største og mest fascinerende mysterium er faktisk, hvordan det hold overhovedet lykkes med samarbejdet.

Vi venter på niende sæson. Avisrygter mener, det bliver den sidste. BBC skal spare. Mon ikke de budgetansvarlige trænger til at blive afhørt af Boyd?

”Verdens bedste krimi” lyder DR2-afmeldingen. Tæt på.

Foto: Pressefoto fra BBC med Trevor Eve som Boyd. I baggrunden Sue Johnston som Grace Foley.

Readmore  

Drengerøvsfjernsyn

Kommentarer slået fra

 

Dagens tv-anmeldelse i Politiken er begået af denne blogger:

For 117 år siden, da menneskeheden uden at vide, hvad der ventede, lod sig tvangsindlægge til mental forkulning i kabel-tv-helvedet, foresvævede der mig noget om, at nogle af tv-kanalerne blev anbefalet for deres opdragende effekt. Ja, de gjorde sig til af at have et vist lødigt præg. En af dem var Discovery Channel.

At se Discovery i dag er at gå på opdagelse i sider af sig selv, man helst ikke ville have anet, man besad. Det er en absurd fascinerende og skræmmende verden, hvor orden bliver til kaos, hvor helte bærer sikkerhedsdragter, hvor biler ikke overholder fartgrænserne og hvor kæmpekrabber tilsyneladende er erhvervsfiskeres eneste indtægtskilde. Drengerøvsfjernsyn. Understreget af reklamer for burgere, minutsupper, mikroovne, smarte biler, computerspil og det obligate strygejern – til når man skal flytte hjemmefra.

Et af programmerne er ’Destroyed in seconds’, malende oversat til ’Smadret på sekunder’. Her vises klip fra ulykker, katastrofer og uheld under mottoet ’livet hænger i en tynd tråd’. Med replays i slowmotion og fast forward med saglig speakerkommentar, der gør opmærksom på de udløsende detaljer (indrammet af en rød cirkel). Det er et program for dem, der synes 9/11 kun manglede Nicolas Cage og Sandra Bullock i at være perfekt underholdning.

Programmet har sine arketyper: Her er firehjulstrækkerne, der kører ind i en butik, selv om bremserne virker. Vinduespudsere, som af en lunefuld stormvind bliver kastet ind mod det højhus, de er ved polere. Dragracere og kitesurfere, som demonstrerer, at dumdristighed ikke kan betale sig. Samt selvfølgelig tornadoer, for intet er jo så fotogent som en naturkatastrofe. Det skulle da lige være en eksplosion i et giftlager, der får Seest til at ligne en bordbombe. Det etiske aspekt, for sådan et er der også, er, at ingen af de medvirkende i de pludseligt opståede undtagelsestilstande kommer seriøst til skade. Som hovedregel.

Og skulle døden komme for tæt på, er der sikkert råd at hente i et andet Discovery-program. Det hedder ’Ultimativ overlevelse’. Det har jeg til gode.

Readmore  

Empahaiti

Kommentarer slået fra

Lørdagens tv-indsamling udløste denne mening i Politiken i dag:

De kender det sikkert godt, kære læser, det der med at undgå butikscentre lørdag formiddag. Der løber ens dårlige samvittighed nemlig spidsrod mellem mere eller mindre ’frivillige’ fra alverdens ngo’er. Af og til må jeg tage mig i mit velnærede nakkeskind for ikke at svare dem, at jeg støtter børnearbejde og regnskovsrydning. Roligt nu, det gør jeg selvfølgelig ikke, men godhedsindustrien har det med at pirke til det onde i mig.

Det var derfor med blandede følelser, jeg overværede Danmarks Indsamling, en af de få gange, hvor en bilsælger på DR uimodsagt kan tale om ansvarlighed, hvor velgørenhedsfirmaerne glemmer deres indbyrdes konkurrence, og hvor nationen samles, som om DR stadig har monopol. Der går en ubrudt linje fra Ungarns-indsamlingen i 1956 til årets indsamling til det kortsigtede i Haiti og det langsigtede i Afrika (hvis situation ikke blev fremstillet så udsigtsløst elendig som vanligt). Det er den slags stunder, der definerer danskerne som overskudsagtige. Selvindbildning og aflad pr. sms eller ej, så argumenterer man ikke mod 130 mio. kroner.

Og hvordan fungerede den så som tv, denne elektroniske raslebøsse? Langt bedre end forventet. Og forsonende nok ved netop ikke at være et show, men ved at fokusere på det, det handlede om. Susan Boyle, Thomas Helmig og Anne Linnet var kun pausefyld, mens tekstrullen berettede om donationer fra Midtdjurs Traktorlager til Socialistiske Sygeplejersker (det stod der!).

Hovedpersonerne var afrikanerne og især de nødstedte i Haiti. Og da de var lovligt undskyldt, trådte Hella Joof i deres sted. Godt nok iført en hovedbeklædning, der lignede en Det Brune Punktum-parodi på etnicitet, men det lykkedes hende både at være medfølende, men også så morsom, at det ikke kammede over i medlidenhed. Og velgørende var det at høre hende, ved nyheden om endnu en pengerekord, udbryde: ”Hvor er det dejligt at være dansker og bo i det her land.” Og så efter en kunstpause: ”Det er også dejligt ikke at være dansker og bo i det her land…”

Stående ovationer var der også, da tre børne-tv-værter tog bad i fiskesuppe. Jo, offerviljen kendte ingen grænser sådan en aften, hvor alt klappede, mens vi også klappede lidt af os selv.

Readmore  

Journalister eller eksperter

1 Comment

Vi kender det til ulidelighed: To journalister, der interviewer hinanden. Dybest set om hvordan det er at være journalist, selv om det kan forklædes på mange måder. Selvfedme er en af fagets uudryddelige følgesygdomme. Ligesom i øvrigt nærtagenhed.

I dagens Mediawatch advokerer MetroXpress’ chefredaktør Jakob Høyer for en intensivering eller ligefrem genopdagelse af den journalistiske nysgerrighed i stedet for at blive ved med at kanonisere journalister til eksperter. Læs hans tankevækkende indlæg her.

Som et apropos til hans kommentar kunne man her til morgen på Go’ Morgen Danmark overvære, hvordan to journalister sad og klogede sig på det retlige grundlag for et nedlagt navneforbud i en mulig narkosag mod en kvinde fra det, der engang blev kaldt det bedre borgerskab. Den ene af journalisterne var værten, den anden var ham, der i Ekstra Bladet breakede sagen, før der blev nedlagt navneforbud. Trygt og kollegialt, men fagligt indspist og utilstrækkeligt.

Mon ikke man ved at gøre sig en lille smule umage kunne have fundet noget så sensationelt som en jurist, der på uvildigt dansk kunne have fortalt om rettens mulige bevæggrunde? Ja, man kunne måske have fundet plads i den umagelige sofa, så journalisten ikke havde behøvet blive hjemme, men kunne have deltaget i diskussionen, så seerne blev klogere.

For man kunne jo aldrig forestille sig den situation, at andre end journalister og til nød politikere diskuterede journalistik…

Readmore  

Boldøre og boldtab

Kommentarer slået fra

Uden målmænd og fløjspillere vinder man ikke en afgørende kamp ved et EM. Kroatien havde i den grad det første, navnet er Mirko Alilovic, og sådan ser han ud, hvis de danske spillere nu skulle have glemt det. Og så havde de i Ivano Balic igen spilleren, der gør en forskel, når han gider. Det gad han godt i går!

Dagens tv-anmeldelse i Politiken er skrevet før resultatet forelå. Sådan er det i moderne avisteknologi… her er den så til gengæld i uforkortet udgave:

Er jeg den eneste, der under dette EM i hanvold har undret mig over gang på gang at høre Neil Diamond-sangen ’Sweet Caroline’ midt under en kamp? Spørgsmålet er retorisk, for musikledsagelse har længe været del af den tivolisering af håndbolden, som dybest set udtrykker mistillid til sportens egen bæredygtighed som fascinationsobjekt og publikumsmagnet. Vi kan åbenbart ikke længere selv finde ud af at sejle op ad åen, men må have hjælp af en pladevender. Resultatet er en pavlovsk begejstring på stavepladeniveau.

Og denne uvane bliver dobbelt irriterende, fordi selve spillet i mange af kampene jo ikke har fejlet noget. Hvad skal gøglet så til for?

Det var ikke et spørgsmål, Go’ Morgen Danmark fandt på at stille, da man havde inviteret landsholdets officielle dj’s – jo, sådan nogle findes. Det havde nok heller ikke nyttet noget. Poul-Erik Jensen og Mogens Bay blev introduceret som ’uundværlige’. De troede selv på det. Og brugte udtryk som ’hver eneste kamp vi har været ude at lave’. Medvært Ida Wohlert kommenterede indslaget som ’legendarisk fjernsyn’. Jeg tror, hun var ironisk.

Ironi er der ikke meget af i TV2’s EM-dækning. Dertil er håndbold for vigtigt. Det afspejler sig nu ikke i stationens hvordan-synes-I-selv-det-går håndtering af alt det udenoms. Til gengæld er der igen-igen grund til at glæde sig over kommentatorerne Thomas Kristensen og Bent Nygaard.

Ligesom i sin tid Mader & Leth har de fordelt rollerne så nogenlunde. Kristensen er speakeren, der får løn for at iføre sig klaphatten, når den skal luftes. Det gør han behørigt, men heldigvis uden det blinde nationalhysteri, norsk tv giver sendetid. Og så er det Kristensen, der skruer op for radioteaterrøsten, når vigtigheden skal betones.

Bent Nygaard kan også begejstres, men kun når der er grund til det. Og så aldrig uden lige at få indskudt en bemærkning, der sætter tingene i relief. Da Thomas Mogensen scorede mod Norge, jublede Kristensen. Nygaard nøjedes på sit tørre fynske med at tilføje: ”Så vågnede han fra en lang søvn.”

I en tid, hvor sproginflationen gør selv de mest trivielle ting ’super’, er det velgørende med et menneske som Bent Nygaard, der tør stole både på sit boldøje og sit sprogøre.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top