TV | MIDT I EN BEATTID

Meyerheim: Lyttende ikon

26. marts 2012 // Kommentarer slået fra

TV2-kanalen Charlie, du ved den, hvor grå forsøges forvandlet til en smuk, gylden farve, har startet en ny sæson af Talkshowet Meyerheim. At det ikke er genudsendelser fremgår af et skilt undervejs. Man kunne nemlig godt forledes til at tro, at man har set det før. Og hvad så?

Inspirationen fra David Letterman er stadig åbenbar. Først og fremmest i bagtæppet med dets skyline af oplyste kontorpaladser af glas. Derimod ville det ikke gøre denne seer noget, om man skiftede Jan Glæsels kompetente, men lounge-kedelige orkester ud med et band med mere nutidig, rytmisk aplomb – i stil med Paul Schaffer hos netop Letterman.

Selv minder Michael Meyerheim mere om Dick Cavett end om Letterman, men først og fremmest har han udviklet sin egen tone, som bygger på lige dele gehør og en ikke uskarp, men underspillet humor. Han kan kunsten at få interviews til at blive til samtaler.

På den led stikker han ud i et tv-landskab, overbefolket til kvalmegrænsen af studieværter, der foretager tredjegradsforhør, der bliver patetiske, når historien slet ikke er til det, eller virker sat i verden for at tale i munden på gæsterne (og sig selv) eller slet og ret kun har et projekt – mig, mig, mig. Ingen nævnt, ingen glemt.

Jeg har set de to seneste udsendelser. Og er hver gang blevet mindet om Meyerheims intuitive respekt for pauserne og hvad de kan føre til. Han kender samtalens åndedrag. Og så er han høflig uden at være føjelig.

F.eks. havde han Ghita Nørby i sofaen. Emnet var ikke hendes overraskende rolle som Puk i Det kgl. Teaters En skærsommernats drøm, men livet efter en medieeksponeret skilsmisse. Skuespilleren lagde – måske af usikkerhed, for det var tunge emner, der skulle gøres lettere – ud som medievant diva med at forelæse for publikum (som man i øvrigt aldrig ser). Umærkeligt, men sikkert, fik Meyerheim hende til at glemme at være på for i stedet at træde frem som en kvinde, der afspejlede smerte og selvironi midt i en livskrise. Der blev stille i studiet, da hun fortalte om, hvor dårlig hun havde været til at kæmpe for sine parforhold. Vi var alenlangt fra de medier, Meyerheim altid betegner som »bladene«.

Samme aften, som en modpol, fortalte instruktøren Tomas Willum Jensen og sangeren Maria Montell om kunsten at forblive kærester i et ægteskab med tre små børn. Det var både alvorligt og sjovt – som da værten spurgte hende: »Var du let at få fat i?« Og igen: Reelt.

Det er jo, som en veloplagt og klædeligt afslappet Sanne Salomonsen sagde, sådan, »at det man sender ud, er det man får tilbage.«

Det er derfor, talkshowværter kommer og går, men Meyerheim består. Det eneste grå ved ham er hans hår.

Onsdage kl. 20.30

PR-foto: Per Arnesen/TV2 Danmark ©

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken

Kender du typerne?

16. marts 2012 // 2 Comments

I en branche, hvor forandring er gud, er et program som Kender du typen gudsbespottende. Det tog i onsdags hul på sin 117. sæson på DR1. Af den simple grund at det grundlæggende er godt tv, i slægt med en anden af kanalens sejtrækkere, Hammerslag.

Universet er overskueligt og hjemme i chaiselongen kan vi alle få lov at gætte med. Også i ’Kender du typen’ gætter nogen for os, og så alligevel ikke. De lægger ledetråde og snublesnore ud, før vi når frem til, hvilken kendis der egentlig bor hvor.

Den nye sæson byder på ny vært og ny livsstilsekspert. Radioen har ikke monopol på Mads Steffensen, så han har overtaget efter Jens Blauenfeldt. Det kræver en tilvænning. Blauenfeldt legemliggjorde i den grad programmet med sin skæve, uhøjtidelige seriøsitet. Anvendeligheden af Steffensens bondesnu jovialitet er indlysende. Originaliteten er det sværere at få øje på.

Det er den ikke i valget af ny ekspert. Christian Grau vil nogen kende som motorkyndig i Go’ Morgen Danmark. Han er storbymand, iført unge drengesko og en voksen jakke, for nu at citere hans med-ekspert, Anne Glad, som han på den anden side beskrev som en, »der var stukket af fra settet i Mad Men.« Hun er en pæn, plisseret pige med et skarpt blik, og fylder efterhånden godt ud efter den ret stilforskellige Christine Feldthaus, som ellers med Niels Folmann brandede programmet og sig selv i en årrække.

En af udfordringerne for konceptet er, at Danmark har flere wannabe’s og kendisser end berømtheder. Men øjensynlig er der ingen mangel på så godt som kendte, der vil åbne døren for lidt civiliseret paparazzi.

En særlig, måske utilsigtet gevinst ved programmet er, at eksperten indirekte kommer til at sige en del om sig selv og sin virkelighedsopfattelse. Som da Anne Glad betroede os, at det »er blevet mere og mere almindeligt at have en personlig assistent.« Hm…

Sådan en havde aftenens offer, svømmeverdensmesteren Jeannette Ottesen, nu ikke, selv om man skulle tro det. Hendes hjem så ordentligt og overordentligt kedeligt ud. Hun, der »ikke er romantiker, men godt kan lide romantik«, er nygift, endnu ikke fyldt 25, men bor som om dette var den flødefarvede endestation med specialblandet cappuccinodrys på dåse, røgelsespinde på badeværelset, farvekoordineret tøj i skufferne, Nespresso-grej og et stereoanlæg med høj WAF-værdi – WAF står for wife acceptance factor. Der var, som det blev udtrykt, ikke mange mandlige kønshormoner til stede i de rum. Min ældste teenagedatter udtrykte det mere bramfrit: »Hun har jo kastreret sin mand.«

Måske skulle man sende Pelle Hvenegaard og hans hærværksmænd fra Herre i eget hus efter hende…

Se mere om programmet her.

Denne anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken

PR-foto: Agnete Schlichtkrull/DR©

Sambabold hver søndag

11. marts 2012 // 2 Comments

For tiden virker det ikke sådan, men der er andre fodboldspillere end Messi og andre klubber end Barcelona. F.eks. tryllekunstneren Neymar og hans (og Pelés) klub, Santos. Det kan man forvisse sig om hver søndag, hvor TV2 Sport har fået den oplagte ide at sende direkte fra den brasilianske liga.

Anledningen er nok, at Brasilien er kommende VM- og OL-værter, men faktisk er der tale om et sportsjournalistisk nybrud.

Mens alle siden 1958 har berømmet den såkaldte sambafodbold, har vi stort set kun kunnet se den ved netop VM. Det var til at forstå dengang tv var i sort-hvid, og vi var en del knægte, der skrev fanbreve til klubber, vi aldrig havde set og retur fik eksotiske klubnåle, flagvimpler og pressebilleder fra klubber som Gremio, Vasco da Gama, Santos og Flamengo, der blev myteomspundne navne. Nu om dage kan det kun være en særlig europæisk afart af bedre vidende programlæggerprovinsialisme, der dømmer brasiliansk klubfodbold offside. Den kunne sportsligt forsvares i de lidt for mange år, hvor sporten var nødlidende, fordi store og små talenter i hobetal tog til Europa mod velbetalt eksponering. Det gør de stadig, men der er kommet en ny optimisme i brasiliansk fodbold, som ikke kun er 30 meter-driblinger og saksespark ad libitum.

TV2 Sport er ikke selv ved sidelinjen i Campeonato Paulista, en af de delstatsturneringer, der leder frem mod landsfinalen, Brasileirão. Langdistancereferenterne, Lars Apel og Peter Schulz, kunne godt fortjene en medkommentator at spille op imod, men det er budgettet ikke til. I stedet havde de gjort deres hjemmearbejde. De virker, som om de ved, hvad de ser, og evner at gøre det omstændelige lokale turneringssystem forståeligt og supplerer med lige dele gossip og fodboldfaglighed.

Vi får at vide, at den lidt for velvoksne veteran Adriano holdes indelukket på et hotelværelse op til kampene, så han ikke forgriber sig på buffeten, men også, at Santos’ træner har klaget til fodboldforbundet over dommer- og modstanderforfølgelse af netop Neymar, der var alle vegne i sidste søndags underholdende 1-0 sejr over et andet storhold, Corinthians.
Undervejs får man at vide, at der er mere information på TV2 Sportens hjemmeside. Jeg har ikke der fundet noget, der begrunder henvisningen. Man har åbenbart endnu ikke fået overbevist webredaktionen om, hvor godt dette nye initiativ er.

Man kan finde en liste over brasilianske turneringskampe – fra 2011. Og så en tilsvarende fra 2002! Til gengæld er stillingen i den slovenske superliga smukt opdateret.

I aften fløjter TV2 Sport op for kampen mellem Garrinchas gamle klub, Botafogo, og Palmeiras. Mine støvler tripper utålmodigt.

Brasiliansk fodbold, TV 2 Sport søndage kl. 19.55 samt Sambabold! samme kanal mandage kl. 21.30.

Foto fra Santos’ hjemmebane Vila Belmiro lånt herfra.

DR-chef forsvarer X Factor

9. marts 2012 // 4 Comments

Nu er der jo ikke noget nyt i, at DR-chefer går ud og forsvarer DR. Det hører ligesom med til jobbet. Hvad enten de er enige i dispositionerne eller ej.

I går meldte DR’s kulturdirektør Morten Hesseldahl sig i koret af forsvarere for den mellemfolkelige nytteværdi af X Factor. Anledningen var et undrende og kritisk indlæg i diverse medier, bl.a. JyskeVestkysten, af Per Wium, selv tidligere chef i DR’s musikafdeling.

Wium er bestemt ikke imod konkurrencer i musik. De kan, skriver han, være både udfordrende, animerende og inspirerende.” Hans hovedsynspunkt er, at X-Factor ikke er “en sund og stimulerende konkurrence. X-Factor er et mediestunt med formålet at skaffe højest mulige seertal. X Factor handler om at komme på forsiden af formiddagsbladene, og missionen lykkes.” (Se hele hans indlæg her)

Ikke overraskende svarer Hesseldahl ikke lige præcis på de påstande.

I stedet forsøger han sig med det ældste retoriske trick i argumentationshåndbogen: Når nogen kritiserer mainstreamkultur, er det bare fordi, de kun vil have finkultur. Han kan umuligt have læst Wiums indlæg.

Hesseldahl fremhæver X Factor som et godt eksempel på den public service, han og DR er sat i verden for at formidle. Også på kulturområdet: “Det er vigtigt at forstå, at det også hører med til public service, at vi skal underholde, det står i vores public service kontrakt,” udtaler han til DR Nyheder (Se hans indlæg her).

Og så spiller han trumfkortet ud: Det, han betegner som “den positive effekt” fra X Factor, rækker ud over selve programmet. “Man kan,” siger kulturdirektøren, “se, at det har en direkte effekt på søgningen til musikskoler … det er det mest effektive integrationstiltag i den danske medieverden, som jeg er bekendt med.”

Jeg skal nok lade være med at skrive, at DR så åbenbart har sat X-Factor i verden for at støtte musikskolerne, men det kunne, når glasset er stillet på bordet efter skåltalen, være interessant at se nogle tal for den påstand. Findes de?

Tilbage bliver, at kulturdirektøren skylder os svar på:

Hvorfor det så tit ender med poplic service, når DR skal formidle kultur i den bedste sendetid?
Hvorfor er DR, af alle, så berøringsangst over for den semantiske kendsgerning, at holdning indgår i begrebet ‘underholdning’?
Hvorfor er DR (og dommerne) med til i prime time at blåstemple underholdningsbranchens forløjede brug-og-smid-væk-kultur ved at foregøgle deltagerne, at de 15 minutters berømmelse kan vare bare en enkelt sæson?
Hvordan kan Morten Hesseldahl bilde sig selv ind, at X Factor handler om sangerne, når det så oplagt handler om dommerne og deres mere eller mindre castede selviscenesættelse? Ser han ikke programmet?

Og så skal jeg nok lade være med at minde kulturdirektøren om, at der var engang, hvor DR faktisk opfattede det som public service at have en radioenhed, der optog og transmitterede levende (rytmisk) musik, som vel at mærke som hovedregel var skrevet af musikerne selv.

For en sikkerheds skyld: Nej, jeg ønsker mig aldeles ikke tilbage til dengang det var før, men kunne i al stilfærdighed godt ønske mig et DR, som tog populærmusikkens kunstnere alvorlig. Også i den bedste sendetid. Bare hver tredje eller fjerde fredag.

Som det er nu er faktorernes orden alt for ligegyldig. Og i aften er det ikke Mortens aften, men Blachmans.

Pressefoto af Thomas Blachman: Claus Bech/DR©

FØLG MIG OGSÅ DAGLIGT PÅ FACEBOOK

Stoler DR Nyheder ikke på sig selv?

28. februar 2012 // Kommentarer slået fra

Journalister vil ikke spændes for nogen eller nogens vogn. Det er en ædel og nødvendig bestræbelse i en verden, hvor det som mediebruger og medie er nemt at blive rundforvirret af løgne og spin. Vi journalister tager ikke noget for givet, nej. Skepsis er vores indre regulator. Bilder nogen os ind, at månen er lavet af grøn ost, vil vi smage på den, før vi viderebringer oplysningen. I hvert fald i princippet.

Denne principfasthed må være grunden til, at man på DR1’s nyhedsredaktion tilsyneladende stadig ikke er helt sikker på, om Assad og hans regime er i gang med at lukke den efterhånden ret blodige mund på oppositionen. Hvordan ellers forklare, at DR1 hver gang man bringer levende billeder fra døden i Homs og omegn partout skal indskyde forbehold som »ifølge oprørerne«, »ifølge ubekræftede forlydender« og »det er ikke lykkedes os at dokumentere disse oplysninger«.

Hvis man betvivler sandhedsværdien i billederne, hvorfor så bringe dem?

Seneste eksempel kom i søndags. 18.30 bragtes klip fra Homs, der lignede Warszawas sidste dage. Billederne fik de obligate besværgelser med på vejen. Samtidig annoncerede man, at man havde haft Puk Damsgård under cover i Homs. Hendes reportage blev bragt i 21 Søndag. Den var rystende i al sin nedtonethed. Hun fik øjenvidneberetninger og besøgte et interimistisk hemmeligt hospital, hvor operationer blev udført, mens morterild regnede over læger og sårede.

Godt, tænkte jeg. Så fik vi da syn for sagn. Sådan tænkte man ikke på redaktionen, for bagefter kaldte studieværten, Kim Bildsøe Lassen, dét, vi netop havde set resultatet af, for »den påståede nedslagtning.« Så meget for tiltroen til sin egen krigszoneudsendte.

Selv de bedste principper kan på den måde blive dårlige, grænsende til det groteske.

Jeg medgiver DR1, at de syriske oprørere kan have allieret sig med en b-filminstruktør, som har lært dem, hvordan man sminker skudsår på raske mennesker, hvordan man uden brug af svær kaliber perforerer murværk, hvordan man smører stole og fortove ind i teaterblod og hvordan man klipper den nobelprisbelønnede franske læge, Jacques Bérès, ind i indslaget, så det fremstår, som om han grangiveligt er til stede.

Men hvor sandsynligt er det? Tæller logisk sans og almindelig snusfornuft ikke længere i den redaktionelle proces? Hvis ja, hvorfor så disse forbehold?

I den forbindelse var det tankevækkende at se Steffen Jensen på TV2.

Han deltog i en regeringskontrolleret sightseeing i Damaskus i anledning af folkeafstemningen om en forfatningsreform. Han var ikke i tvivl om den paradeforestilling, han overværede, men som han aldrig blev del af, fordi han bevarede både ironien og sin journalistiske instinkt. Uden at virke propagandistisk.

Denne anmeldelse kan læses i kortere form i dagens printudgave af Politiken

Videograb af Puk Damsgård v. DR Nyheder ©

Danmarks største stemme?

27. februar 2012 // Kommentarer slået fra

Min popkyndige kollega, Henrik Palle, bemærkede forleden i Politiken, at den sande x-faktor i showet af samme navn er dommerne. En anden pointe ved X-Factor er den utroværdighed, dommerne, mod godt betalt medieeksponering, lægger for dagen, forklædt som ekspertise.

Her har vi at gøre med fagfolk, der i deres professionelle dagligdag demonstrerer realistisk smagssans og sikkert omdømme – som f.eks. Thomas Blachman. I sin tid forvandlede han Caroline Henderson fra et P3-hit til en grænsesøgende, men alligevel masseappellerende kunstner, og nu bilder han seerne – og måske også sig selv ind – at nulliteter, der kun med besvær kan holde tonen, ville have haft en chance for ikke at ende i papirkurven, hvis de havde sendt ham en demooptagelse ude i det virkelige liv.

I det lys har Voice, den konkurrerende konkurrence på TV2, handlet mere om musik. Okay, man skal købe den falske præmis om, at sangstemme kan adskilles fra fremtoning – det tror jeg ikke, man er enig i på det pladeselskab, der har lovet en pladekontrakt til vinderen – men indfaldsvinklen har fastholdt, at diskussionen om musikalitet eller mangel på samme faktisk har fyldt undervejs. Ikke mindst fordi dommerne ikke har pjattet tiden væk på at positionere sig, men har coachet kandidaterne.

Programformatet har ikke altid haft nok tid til det, men af og til har det handlet om noget, der gør ondt på den gode måde. Det var der et eksempel på i lørdagens finale. Mathias Pachler, som Steen Jørgensen med nogen ret kaldte »den nye mr. Pop«, fortalte, at han »aldrig har været så tæt på min drøm som nu.« Den kliche gik Sharin Foo i kødet på ved at spørge det velsyngende, Justin Timberlake-genert-sexede stjernefrø, hvori den drøm består. Og fortalte ham, at det svar måtte han finde i sig selv, før det ville give mening at komme videre i showbiz. Og dèt efter at Jørgensen satanisk-venligt havde kaldt Pachlers eget bud på en popsang en, der ikke gjorde skade.

At opfyldelsen af stjernedrømmen ikke altid er nok i sig selv, kunne Pachler bare kigge på sin coach, Lene Nystrøm, for at blive forvisset om. Aqua-millionæren har undervejs i programmerne fremstået som en studie i teatralsk sminket, grådlabil udvendighed og verdensfjernhed.

Omvendt er hendes dommerkollega, L.O.C., dansk hiphops belevne, men street-rå elegantier, et bevis på, at succes ikke behøver fordumme. Det samme er Foo og Steen Jørgensen.

Tilbage står, at sms-Danmark – naturligvis – kårede den mest konventionelle stemme som vinder, Kim Wagner, mens det ikke kom som et chok for denne blogger, at den mest personlige røst, Liv Skotte, netop blev nummer sjok.

Ellers er det bedste ved, at ’Voice’ er forstummet, at værten, Morten Resen, nu får tid at skrue ned for megafonen og op for det nærvær, der gør ham så uundværlig og skarp om morgenen som friskmalet kaffe.

Denne anmeldelse står i lettere forkortet form at læse i dagens printudgave af Politiken.

PR-foto af Kim Wagner, taget af Per Arnesen/TV2 Danmark ©

Rigtige hærværksmænd på TV2

3. februar 2012 // 1 Comment

I introen til sæsonstarten på Herre i eget hus lanceres serien som der, hvor »vi lader mændene tage kontrollen.« Præmissen er, at kvinderne bestemmer, hvor skabet i bogstaveligste forstand skal stå, og drengene er tøffelhelte, der kun bliver til rigtige mænd, hvis de sætter sig op imod matriarkatet og maler de hvide vægge over, så de ligner noget fra en fodgængertunnel i forstæderne.

Til at forestå denne manddomsprøve har TV2 indforskrevet Pelle Hvenegaard og designeren Rasmus Larsson. Lad mig sige det med det samme: Der går langt imellem så hånende, nedladende og kønsstereotype programmer.

Magnus og Julie er midt i tyverne. Han synes, hun har forvandlet deres lejlighed til en filial af en svensk ødegård. Han lader hende bestemme, fordi hun tjener mest. Hun synes, han »passer godt ind,« men medgiver, at han »nok giver meget efter.«

I stedet for at tale sig til rette, give og tage, inviterer parret TV2 indenfor. Hun sendes væk til veninden, så mændene kan motorsavsmassakrere møblerne. Systematisk, nærmest rituelt smadrer de det, Julie værdsætter og har bygget op. Det, der kaldes »en bunke lort« erstattes af medløbermodernitet.

Magnus er lidt kejtet undervejs, som om det er noget, han ikke tør sige nej til. Igen. Hvenegaard prikker til ham. Føler han sig nu ikke som en mand? Jo, »det er da skægt at være mere inde over…«

Der, hvor programmet kunne begynde, hvis det tog sin egen problemstilling alvorlig, er, at Magnus i virkeligheden er en af de fyre, der ikke har fattet, hvad det vil sige at blive voksen, men lever livet på et åndeligt skateboard, og derfor skal have det sømmet op på væggen for at blive bekræftet. Præcis som programværten, der i en alder af 36 promenerer cheriserød baseballkasket og partisantørklæde. Åh, så street. Så tror da pokker, at mange kvinder har svært ved at tage tidens mænd alvorligt og derfor føler sig nødsaget til at tage teten.

Moralen kom, da Hvenegaard til slut håbede, Magnus fremover var »mand nok til at holde det ødegårdsgøgl væk fra lejligheden.«

Nu er sådan et program jo skåret til. F.eks. fortalte Julie lige efter udsendelsen på Facebook: »Vi fik jo, efter at programmet var færdigt, mulighed for at få en masse ting pakket ud, som var pakket ned, og på den måde blev det igen vores begges hjem.« Ergo: Fordrejning fremmer budskabet.

Da Julie fattet besigtiger skiftet fra stil til stilløshed, mødes hun af den selvglade designer med ordene: »Velkommen til det 21. århundrede.« Til ham og programtilrettelæggerne svarer jeg: »Velkommen til det 19. århundrede.«

Som et tankevækkende PS kan nævnes, at IKEA er sponsor. Det er en virksomhed, der som en af sine grundlæggende værdier fremhæver mangfoldighed.

Herre i eget hus, TV2, onsdage 21.25

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken

Illustration: Julie lukker en hærværksmand ind i sit hjem (Foto: Eyeworks/TV2 Danmark ©)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

DR Sporten skriver historie

31. januar 2012 // Kommentarer slået fra

EM-finaleresultatet sikrer månedens udgave af det danske hanboldlandshold en plads i historien. Og mon ikke Hansen, Landin & co. en dag indgå i det historiske webunivers, DR Sporten netop har introduceret.

Spillere vil vokse fra stjerner til legender, men nu om dage og fremover giver teknikken os uendelige muligheder for at krydstjekke om de nu faktisk var så gode eller det bare var noget, vi bildte os ind. Sådan har det ikke altid været. Og i en medieverden, hvor for meget virker som om det er opfundet i går og glemt i morgen, er der brug for dokumentation som den, DR lægger frem.

Sportshistoriesitet vil bl.a. fokusere tematisk på aktuelle sportsgrene. I øjeblikket bydes der på videogensyn med herrehåndbold. Især bolsjedrengene fra firserne. Hvem havde dog ansvaret for de trøjer og de småpornografiske shorts? Og huhej, hvor det ikke gik for hurtigt. Men spille kunne de, Morten Stig, Haurum, Fenger og Berg, og de fik plads til det.

I 2008 genudsendte svensk tv VM-finalen i 1958 mellem Brasilien og Sverige. I sin helhed. Det var en oplevelse. Pele, Garrincha, Vava og Gilmar – svimlende stunder, der kun har sin nutidige lige i Barca. Har DR ikke tilsvarende materiale? Eller blev båndene som så mange andre dengang genbrugt? Historiesitet byder på en gråtonet strimmel, den ofte genbrugte fra 1967, fra håndboldsemifinalen mod Sovjet med et mindst lige så boldbegavet hold som dagens, og som i Erik Holst havde en målmand, der udførte landinske mirakler. Den kamp vil jeg gerne gense i sin helhed.

DR Sporten har et godt stykke tid præsenteret Hall of Fame og andet historisk gods, bl.a. kommenterede fortegnelser over næsten glemte idrætsfolk. Det stof får i det nye regi ekstra tyngde, men kunne trænge til at blive illustreret. Hvordan så f.eks. KB-keeperen Ludwig Drescher ud.

Som noget nyt er der lister af de 25 bedste dit og de 25 bedste dat. Altid godt stof, og så alligevel ikke, for de skal være udarbejdet af personer med en vis tyngde, før man orker at diskutere med dem. Nu virker de bare som site-redaktørens private indfald.

Det nye site, som er et såkaldt subsite til DR Sportens hovedside, er dejligt tidrøvende, men navigeringen ikke altid lige logisk. F.eks. kommer man for tit ved et klik uforvarende ud af universet og ind på det aktuelle sportssite, fordi der ikke er nogen klar grænsedragning. Det svækker profileringen. Den kunne også øges ved, at alle klip gik i gang i samme vindue, når der blev klikket på dem. Denne anmelder anvender Mac, men det bør vel ikke være et problem for DR nu om dage…

Ellers er der om DR Sportens nye satsning kun at sige, som Gunnar Nu plejede at gøre det, når en atlet gjorde sig bemærket: »Godt, min ven.«

DR Sportens historiske univers: www.dr.dk/Sporten/Baggrund/HistoriskUnivers

Foto: DR TVarc@

Coldplay – en moderne klassiker?

20. januar 2012 // Kommentarer slået fra

Musikken spiller ikke rigtigt på de landsdækkende kanaler. Udsagnet kan forekomme paradoksalt i en tid, hvor DR1 og TV2 undergår hinanden med blålysende amatørkonkurrencer, hvis seertal – eller hvad det nu er – får de mest tænkende af dommerne til at hænge den sunde fornuft i garderoben.

For en sikkerheds skyld: Når jeg taler om musik, mener jeg ikke kun pop, rock og den slags kulturelt utøj. Mens tv i prime time bugner af analyser af mellemregninger i politik og angrebs- og forsvarsformationer i diverse boldspil, har vi, 56 år efter Elvis’ gennembrud, til gode at få et regelmæssigt rockmagasin, der både kan tage os ved hånden og udfordre os og som er placeret i sendeplanen, så man tager konsekvensen af, at rock vist efterhånden når ud til ikke så helt få.

I stedet gemmes musikprogrammer væk på hemmelige kanaler, der for DR’s vedkommende synes at have befriet institutionen for yderligere tankevirksomhed. Vi sender jo den slags. Hvad er så problemet? Seermålinger virker her som selvopfyldende profetier. Ingen gad jo se skidtet, siger man, når man lukker et nyt, kortlivet tiltag ned. Det kunne jo være, fordi vi skal op næste morgen.

Brokkeriet skal ikke forhindre mig i at påskønne, at DR K har sat stikket i som kanalen, hvor man kan se rock og høre om den på en måde, der ikke er fornærmende overfladisk.

Serien ’Moderne klassikere’ kørte i 2010 på DR2. Nu, hvor DR2 ikke længere er hemmelig, er de nye afsnit flyttet til nichernes nye niche, DR K. Naturligvis.

Anja Pil Overby tegner i pressematerialet programmet, men det er en samproduktion med svensk tv, som også stod for første afsnit tirsdag.

Her blev stetoskopet sat til sangen ’Viva La Vida’, skrevet af Chris Martin fra Coldplay, kammermelankolikerne, der blev sympatiske stadionrockere.

Klassikerkåringer er en vanskelig disciplin. Et værk bliver en klassiker med tiden. Derfor kan ingen allerede nu vurdere, hvad der bliver stående. Listen over de sange, man vil behandle i serien, tyder da også på, at den snarere er et resultat af, hvem man har kunnet få adgang til. Hvordan er ’Buffalo Stance’ med Neneh Cherry ellers endt på listen?

Det siger sig selv, at den slags programmer bliver til på kunstnernes præmisser. Alligevel nåede vi godt rundt om sangens bestanddele og dens tilblivelsesproces, selv om komponisten slap lovligt let uden om en plagieringssag, der blev lukket ned ved et frivilligt forlig. Og man forstod til fulde Barcelona-træneren, Josep Guardiola, som, efter at have brugt melodien som mental opvarmning, nu var blevet træt af den.

Moderne klassikere sendes tirsdage på DR K

Ny filmvært søger instruktør

14. januar 2012 // Kommentarer slået fra

På Gl. Kongevej støder man tit på Ole Michelsen. Hver gang slår det mig, i hvor høj grad stilen er manden og manden er stilen. Et helt menneske med andre ord. Han forbliver den rankt spadserende inkarnation af Bogart, programmet, hvor han intelligent, underspillet og med noget så gammeldags som kærlig respekt for mediet formidlede film og meninger om samme, så alle senere tiltag i den retning måles op mod ham.

Han var krukket, ja, men som bekendt går der ikke skår af en solid krukke.

Jeg ved ikke, hvad Maria Månson er – ud over så koket ungdommelig og begejstret over at være på, at det halve er mere end rigeligt i DR K’s ’Filmselskabet’, der havde premiere torsdag.

Tag bare det indledende juhu-udråb over at være blevet vært for et nyt filmmagasin, som skal handle om »alle de lækre film og alle lortefilm,« som hun udtrykte det.

I sin opbygning er ’Filmselskabet’ såre traditionelt: Fotogen vært i kunstlet lys viser klip fra film, som hun giver karakter, afvekslende med besøg af mere eller mindre indlysende gæster. Det grafisk fornyende er, at når en skuespiller eller filmtitel nævnes, blæses bogstaverne op i kongen-er-død-versaler. Den effekt reduceres hurtigt til trættende maner.

Efterhånden har karaktergivning udartet sig til en blokbogstaveret erstatning for argumentation. Derfor øger det i min (karakter)bog troværdigheden og autoriteten, hvis den, der giver karakter, selv besidder en sådan.

Det ved jeg ikke om Maria Månson gør, for hun lanceres som en nørdekæk, kastanjefarvet Ane Cortzen. Samme gestik, samme diktion, men uden samme vid endsige fiffige selvironi.

Hendes ordforråd går måske rent hjem hos vennerne, når hun opdaterer sin væg, men på skærmen render hun hurtigt mod en mur. Ikke mindst fordi hun ikke kerer sig om præcision i ordvalget. Vurderinger som »sindssygt godt,« »superfedt«, »skidefedt«, »et sindssygt line-up af skuespillere« og den mest avancerede »what’s not to like« gør jo enhver til anmelder.

Heldigvis havde Maria Månson besøg af den begavede og charmerende misantrop, Ole Bornedal, som jordede en film ved at tale om, at den havde fået ham til at tænke over, hvor dyrebart hvert sekund af livet er. Og så definerede han i tre ord, hvad der skulle til for at lave (film)kunst – dannelse, klogskab og talent.

De tre ingredienser burde også være råstof i et filmmagasin på tv. Indtil videre har vi i selskab med Maria Månson fået et program, der er så forhippet på at være moderne, at det bare ender med at være tidstypisk.

Filmselskabet sendes torsdag på DR K.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013 // No Comment

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]

Bernbom næsten uden Larsen
5. april 2013 // No Comment
Clapton leverer mere liv end riv
22. marts 2013 // No Comment
Helene Blum smelter foråret frem
22. marts 2013 // No Comment

Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013 // No Comment

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]