Ikke kun en hound dog

Kommentarer slået fra

I en tid, hvor løftebrud bliver relative, kan man tage sig i at ønske, at politikere (og journalister) var dyr. Dyr svigter ikke. De er uforbeholdne i deres kærlighed eller hvad det nu er, vi mennesker bilder os ind, at de umælende kræ føler.

Hunden er menneskets bedste ven. Det er hamsteren også. For slet ikke at tale om katten, ja, sågar rotten og papegøjen. Og en del af dem kommer i himlen på Amager. I Dyrenes Mindegrave, som skildres i ’Hundekirkegården’, en ny DR1-dokumentar af Per Wennick.

Wennick trænger sig aldrig på, men giver tid, rum og tillid. Han bruger ikke kameraet som løftet pegefinger, men som en seismograf. Han hverken omklamrer eller kloger sig på de medvirkendes motiver.

Det forhindrer ham ikke i at mene noget, men han gør det subtilt. I ’Hundekirkegården’ er pointen, at hovedpersonerne ikke er de døde kæledyr, men deres ejere og disses følelser. Her bliver gode dyr aldrig rådne.

Han tager os med på en rejse fra vugge til krukke. Gennem en verden, hvor sentimentalitet ikke er et skældsord, men hvor voksne mennesker i ramme alvor hulkende beder Fadervor foran en gravsten med inskriptionen ’Tak for et forrygende venskab’. Eller bryder sammen hos dyrlægen, når katten får den sidste sprøjte.

Dyrene var bipersoner i forhold til hende, der aldrig fik et knus af sin mor og ikke selv gav sine børn et, men sov i arm med sin hund. Eller hende, der lever på mindet om abbesineren Zeus, der spiste med ved bordet og til sin fødselsdag fik et gavekort, så den kunne købe alle de rejer den ville. Eller pensionisten, der ikke har haft en kæreste, for ’hvis jeg ikke har noget, har jeg ikke noget at miste’ – et motto, han ikke har fulgt i forhold til sine dyr.

Hovedpersonen var Marianne, stedets graver. Hendes liv kunne have fyldt et helt program, tidligt præget som det var af overgreb, voldtægt og alkoholisme. Nu sad hun i en skurvogn, omgivet af batteridrevne plysdyr. Mærket, men livsklog og djærv, for »man kan godt være glad, selv om man er født pessimist.«

Alt i alt ualmindeligt almindelige mennesker med følelser, der forekommer dem så naturlige som overprisningen af kattemad. Eneste mislyd (undskyld) var, da Lise Nørgaard lidt for tilfældigt skulle se Matadorhunden Kviks sidste hvilested. Da virkede den ellers ret uimponerede graveren noget starstruck og benovet over berømtheden, der »ikke går ind for dødskult,« men samtidig citerede sin mormor for, at »man skal ikke omgås mennesker, der ikke kan lide hunde. For så skal nok være noget andet i vejen med dem også.«

Uden en dokumentarist som Per Wennick ville vi seere i endnu højere grad være overladt til at spise os tomt mætte i kager og jordbær for sjov.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR @

Readmore  

DR-jul med Ghita & Haiti

1 Comment

En ting er midnatsjulemessen fra Rom – den lugter da et gran af jul – noget andet er resten af programplanlægningen på tv i julen. Her kunne der stort set kun vælges mellem familiefilm over ’Far til fire’-læsten eller krigsfilm som ’De grønne baretter i Ardennerne iført Full Metal Jacket’. Et tankevækkende miks i en tid, hvor antallet af blodpølser på danske julefrokostborde er aftagende.

Jul var det også på DR K, som med stilfærdig grumhed fejrede den rituelle familiebegivenhed med Palle Kjærulff-Smiths iscenesættelse af ’Et dukkehjem’. Den naturalistiske opsætning fra 1973 støvede i starten noget gammelmodigt, men ensemblet spillede sig fri af klunkerne. I centrum lyste Ghita Nørby i sin 38-årige ynde som lærkefuglen Nora, der flyver af reden, fordi hun ikke kan bære at være stækket af konventionerne. Inklusive rollen som opofrende moder. Tilbage stod manden, spillet med overbevisende lavmælthed af Preben Neergaard. Uforstående og uformående.

I sådanne øjeblikke står k’et i DR K for konjunkturresistens. På den led ligner kanalen P1. Som med diabolsk underspillethed havde valgt hjerternes fest til at søsætte serien ’De gode hjerter’, hvor Frank Esmann og Claus Pilehave med udgangspunkt i det samfundsmæssige efterskælv fra jordskælvet i Haiti forsøger at give et svar på, hvad nødhjælpsmilliarderne egentlig er blevet brugt til.

Serien kan sagtens høres som en fortsættelse af de samtaler, Esmann på samme kanal havde med Jørgen Leth i 2009 om Haiti.

Tilrettelæggerne begik god, gammeldags ’på stedet’-reportage med godt sete iagttagelser, interviews samt reallyde af den slags, der paradoksalt nok får os til at fatte virkelighedens gru bedre end de korte, nok så bloddryppende tv-nyhedsglimt.

Esmann og Pilehaves svar var forstemmende. Seriens to første afsnit gav indtryk af en godhedsindustri, båret af branding og benhård konkurrence. Som enhver anden branche.

Programmerne fremkaldte et billede af velgørere, der bogstaveligt talt faldt over hinanden. Især de små ngo’er kom i fokus. De gik efter det, som eksperter kaldte ’de populære katastrofer’, dem med massiv pressedækning. Udrettede så det, de kunne nå at udrette for de få penge, de havde, uden at kere sig om helheden. Dermed er der, som det Danida-diplomatisk blev udtrykt, stor sandsynlighed for, at man ødelægger noget for andre.

Undervejs oprulledes tragikomiske historier om de små logistiske forbistringer, der gør en stor forskel, når Haiti skal bringes på fode. Et eksempel: Man talte kun engelsk på planlægningsmøderne. Dermed blev de lokale ngo’er hægtet af og overladt til sig selv. De forstår nemlig kun fransk.

Sådan en P1-serie er det bedste argument for ikke at bruge 100 millioner kroner årligt på at lade de selvtilstrækkelige rester af den kreative klasse holde radioamatørfestival 24-7.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Illustration: Ghita Nørby i Palle Kjærulff-Schmidts iscenesættelse af Et dukkehjem. Stillbillede @DR

Readmore  

Peter Belli på staveplade

Kommentarer slået fra

Ingen konceptmager kunne udtænke en historie som Peter Bellis. Der er ikke noget at sige til, at hans livsforløb oprulles igen og igen. F.eks. står genforeningen med halvsøsteren som et højdepunkt i den oprindelige ombæring af ’Her er dit liv’. Der leverede Belli varen i form af de tårer, han altid har givet frit løb, når følelserne blev for store.

Han er blevet ældre, men ikke mere kynisk, måske bare en anelse desillusioneret og hviler mere i selv. Nu om dage går han væk fra kameraet, når ’selvynken’ truer med at overmande ham. Det gjorde han i den forgangne uge på TV2 i serien ’Historien om….’ der med teatertorden oven i købet lover os ’hele historien’.

Peter Belli behøver ingen prætentiøs understregning. Han er en levende legende. Det charmerende er, at han ved det, men at det aldrig stiger ham til hovedet.

Belli har meget apropos lige udsendt endnu en erindringsbog. Hvor bogen i sin jeg-form virker ustruktureret og sludrende, da toner den redigerede Belli frem på skærmen med en ordknap, men naturlig værdighed, som giver masser af rum til, at man som seer kan tænke sit.

Det får man bare ikke lov til. Interview-sekvenserne er nemlig isprængt konstruerede scener, som i sløret slowmotion illustrerer det, der lige er fortalt. Når Belli beretter om sin stedfar, der slog ham med en livrem, ser vi en livrem. Når Belli beretter om vennen i seng med hans mor, ser vi noget lagenroderi. Når Belli tydeligt skamfuld ikke vil gå i detaljer om det selvmordsforsøg, han skildrer i bogen, ses en skikkelse, der ligner ham, stå i strandkanten og trykke en pistol af mod hovedet. Den virkede heldigvis ikke.

Det gør denne fortælleteknik heller ikke. Den håner seernes fatteevne og nedvurderer de medvirkendes formidlingsevne.

Jeg er godt klar over, at perspektiv og distance er fremmedord i sådan et program. Alligevel havde det været velgørende med nogen til at kaste lys over Bellis kunstneriske livsbane. Deponerede han sit talent på en blokvogn? I stedet hyldedes han af to musikfolk uden efternavn. Ikke uventet. De havde begge mere end en finger med i hans rockcomeback, men hvorfor denne automatiske lobhudling, når jo netop Belli, som ellers få, kan holde til, at der bliver sat spørgsmålstegn ved de mere blakkede kapitler i karrieren.

Det gjorde den loyale, men alt andet end underdanige hustru, June, så på sin egen måde, da hun erklærede, at hun aldrig blev glad for de år, hvor han var bingovært. Fætteren kaldte jobbet ”en pengemaskine for at overleve”. Og det er jo det, Peter Belli er – ikke en overlevering, men en overlever, fuld af levet liv.

Mon ikke hans historie – igen – genfortælles, når han i 2013 fylder 70?

Programmet kan genses på Sputnik.

Illustration: June og Peter Belli. Foto: ©TV2 Danmark

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

Readmore  

Ann Gretes hits

Kommentarer slået fra

Der er så meget tv-anmeldere ikke forstår. F.eks. hvorfor langsiden under håndbold-VM plastres til med danske bandereklamer. Forestiller nogen sig, at seerne bliver tilskyndet til at købe en seng på afbetaling, få et nyt køkken (med liv) eller tag (fra Phønix) for slet ikke at nævne alle os, der under et dansk kontraangreb ikke drømmer om mål, men om en ny pumpe fra Grundfos.

Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor nogen er så kede af, at der ikke kommer tilskuere til kampene. Netop det øger jo fokus på spillet. I modsætning til den hjemlige, DHF-autoriserede tivolisering af spillet med følgespots, udråbere og dj’s, der går efter laveste musikalske fællesnævner. Bare klaveret spiller, kerer ingen sig åbenbart om, at håndbold taber i valør og værdighed.

Også på den led er det nyfødte landshold til gavn for sporten. Især fordi mange af spillerne dementerer fordommene om sportsfolk som diplomater eller umælende får. En spiller som Ann Grete Nørgaard er i den grad på. Også efter kampene. Hun undskylder ikke, at hun er god. Hun stråler, men ikke af falsk beskedenhed. Og så burde hendes sprog inspirere enhver sportsjournalist. Som da hun sagde, at der ikke fandtes noget stof, der kunne gøre hende så høj som efter at have sidsteøjebliksafgjort en kamp.

Der er også noget denne tv-anmelder godt kan forstå. F.eks. værdien af, at TV2 kan dække VM på mere end en kanal. I gamle dage fik vi klaphat-nationalistisk kun Danmarks og de afsluttende kampe at se. Med TV2 Sport får vi et helhedsindtryk af VM og i tilgift dramatiske kampe, som da Brasilien sent onsdag knebent tabte til Spanien.

Til gengæld betyder TV2’s dobbeltløb, at DR1 i endnu højere grad er på udebane. Det kan godt være, Jan Harkamp i sin tid var god til bordtennis, men som overdocerende speaker swinger han ikke. Og slet ikke sammen med den brøsige, men kyndige Leif Mikkelsen, som man med fordel kunne overlade al tale til.

På den anden side er de oppe imod et TV2-hold, der har det som Trine Jensen sagde om landsholdet: »De er gode til at gøre hinanden gode…« Sammen med håndboldens Mader & Leth, Thomas Kristensen og Bent Nygaard, løfter ekslandsholdspiller Jensen VM-dækningen, så den netop ikke forfladiges til det, en menig TV2-journalist i et båndet indlæg kaldte ’harpiksherlighederne.’

Suk, der er altså fortsat fast arbejde for klichépolitiet.

Readmore  

Sproglige servefejl

Kommentarer slået fra

Meget længe før Helle mødte Villy var den, der skriver dette, ansat på en avis, hvor SF altid var god for en nyhed Det var praktisk, når man skulle klemme en historie ind på forsiden. Partibetegnelsen er som designet til enspaltede artikler, og det var karakteren af historierne også.

Vi lavede talløse overskrifter à la ’Splid i SF’, ’Ny splid i SF’ og når det udartede til analyser – ’Ny tvivl om splid i SF’. CO2 var et andet godt ord.

Ingen af disse overskrifter – eller som vi siger i branchen: rubrikker – ville have nogen chance i dagens medielandskab. Især ikke som dette udfolder sig på nettet og tekst-tv. På nettet gælder det om at råbe højest, og den praksis er de senere år smittet af på tekst-tv.

Begge steder er der opstillet et bugnende tagselvbord af udtrådte klicheer, bevidsthedsbedøvende bogstavrim (undskyld) og udtørrede, vandede verbale vittigheder (undskyld igen). Og journalisterne tager i den grad fra. Ikke mindst fordi produktionshastigheden på nettet øjensynlig ikke levner tid til sprogrøgtning.

Navnlig på sportens område virker journalisters indre Jørn Lund deaktiveret. Her vinder man ikke længere over nogen. Næh, man skalperer, basker og massakrerer. Eller som der stod på denne avis’ website: ’Danmark klasker Kroatien ved VM’. Kampen udløste til sammenligning denne rubrik i den trykte avis: ’Danskerne viste klar fremgang’.

Mål scorer man heller ikke mere. Man laver kasser. Ligesom en langskytte ikke skyder – hun flækker bolden ind.

TV2’s tekst-tv er topscorer på klichelisten: ’Kyniske Norge lagde Island på køl’ hed det f.eks. Den blev matchet af ’Kroatiens betonmur sprængt itu’ – af ’Pytlicks tæskehold’, som Berlingske website supplerede.

Enhver journalist ved, at kombinationen ’sport og sex’ er den sikre vej til mange (mandlige) læseres opmærksomhed. Når man så parrer det med alle tiders største popgruppe, ligner det en friløber. P.t. kan man på Berlingskes website se den billedrige historie ’Wozniacki viser Beatles-lår’. Øh?

Jo, Stella McCartney viser sig – igen – at have designet tennisspillerens tøj. Indtil eurokrisen spidsede til fredag formiddag var historien den mest læste på www.b.dk. Jeg tænker mit og beder om nye bolde.

Denne anmeldelse står også at læse i dagens trykte udgave af Politiken.

Foto: Adidas.

 

 

 

Readmore  

Flosklerne runger i Voice

1 Comment

Trætheden sætter sig lammende i mig, allerede da reklamespeakeren med udråberstemme fortæller, hvem der er dommere i TV2′s nye lørdagssatsning, Voice – Danmarks største stemme.

Vi får at vide, at Lene Nystrøm fra Aqua er “Danmarks regerende popprinsessese” og at hun med Aqua er “klar til at fortsætte, hvor de slap.” Nogen har glemt at fortælle TV2′s tekstforfatter, at Aqua p.t. hverken kan sælge deres comebackplade eller koncertbilletter.

Og i samme stil kan Sharin Foo naturligvis ikke bo i noget så simpelt som Los Angeles. Næh, hun bor i L.A. På samme måde kalder man Steen Jørgensen for ‘Dansk rocks godfather’. Må jeg næste gang anbefale, at man slår floskelfilteret til. En ekstra bonus kunne så være en større sproglig præcision.

Ideen i Voice er selvfølgelig ikke TV2, men købt: Hovedideen er, at dommerne ikke skal kunne se, hvordan sangeren ser ud, før de beslutter sig. Det er altså kun stemmen, der tæller. Tanken er sympatisk, men hul i hovedet. Det er rigtigt, at man på konservatorierne benytter sig af blind fold auditions, men det er jo fordi en cellist jo ikke ligefrem skal performe, men indgå i en helhed. Som popstjerne in spe er der meget andet end stemmen, der tæller med i vurderingen.

Det er alle showets dommere bevis på. På hver deres måde.

Den gode ting ved Voice er, at man ikke, som i X-Factor, skælder folk ud. Panelet er faktisk gennemgående sødt, venligt og sagligt over for de unge håbefulde, som ikke altid er lige unge. L.O.C. og Steen Jørgensen virker rare, ærlige og cool. Sharin Foo er fuld af sødme og en intelligens, som ikke kun sidder i designerbrillerne.

På den baggrund virker Lene Nystrøm endnu mere uudholdelig. Hun var fra starten totalt overgearet  og fik til sammenligning Gitte Stallone til at ligne diskretionen selv. Mens de andre var ret forsigtige med at love guldplader og grønne skove, kørte hun desuden derud af med udsagn a la “du kan vælte nationen”. Og Amalie-agtige sætninger som “en ekstra creme på toppen af lagkagen”.

Premiereaftenen bød på gode, men ikke afgørende store stemmer. Niveauet er absolut over X-Factor, men facit bliver lige så sikkert, at vinderen vil få udgivet en enkelt plade, hvorefter pladeselskabet melder, at “vi har i samarbejde med xx været enige om, at begge parter kan få mere ud af fremtiden ved at arbejde hver for sig.”

Butikscentrene truer. En sæson eller to.

Et udvalg af kandidaterne kan du se her.

Pr-foto: TV2 Danmark ©

 

Readmore  

70′erne revisited på DR2

Kommentarer slået fra

Det er igen hipt at være hippie. Eller se ud eller lyde som sådan. Bare se bestsellerlisten eller moden, der er behængt med indisk simili og blomstrede gevandter, alt imens unge musikere kandiderer til titlen som Mr. Tambourine Man med 40 års forsinkelse.

Jeg forstår det ikke helt, for så fedt var det heller ikke at gå med bare tæer. Og dyrke det, kun overleveringen husker som fri sex. Datidens anti-sportsstjerne, håndboldspilleren Palle Nielsen, husker i hvert fald, at »vi var lige så jaloux som resten af samfundet.« Han gruppesexede ellers for åbent kamera. Og Knud Foldschack har aldrig glemt, da det rituelle partnerbytte i fællessovesalen blev afbrudt af en pige, der græd, fordi hun ville blive hos ham, hun holdt af, og ikke havde det som i sangen ’If you can’t be with the one you love, love the one you’re with.’

Disse yderpunkter blev stillet op imod øjenvidneberetninger fra Tvind-skolerne, hvor der, i hvert fald som gruppepressende metode, herskede et nul-sex-kodeks, hvor man ikke måtte synes bedre om nogen end andre. Det fælles var Gud, som det blev udtrykt.

Alle tre var begge med i ’Fra blød hippie til hård revolutionær’, Anni Papes rejse tilbage i fortiden, sendt på DR2 lørdag på et tidspunkt, hvor oldhippier alligevel babysitter børnebørn.

I et psykedelisk malet folkevognsrugbrød, naturligvis kørt af ung militærnægter, opsøgte Pape ekskærester, veninder og medkollektivister fra dengang, kvinderne om vinteren alle sammen lignede Sarah Lund, for at finde ud af, hvorfor snabeltyrkerskoene for mange blev udskiftet med maosutter – også af den åndelige slags – da 70’erne tog fart.

Tilrettelæggeren brugte sin egen udvikling fra purung flipper via Tvind til skolet marxist som fortællingens motor.

Det kunne være blevet tåkrummende og navlepillende. Det blev det ikke. Ganske enkelt fordi tilfældet i sin tid havde placeret Anni Pape blandt interessante mennesker, der i dag havde noget interessant at sige om dengang dét, som Ebbe Kløvedal blev citeret for at have sagt, gjaldt om at være ærlig i sin tvetydighed.

Kun den gamle, rødstrømpede VS’er, Venstrekonvertitten Karen Jespersen, kunne slet ikke finde ud at agere afslappet, men var hele tiden på vagt og dækkede sig ind, hvor de andre medvirkende lagde deres fejltagelser og fejlskøn blot. Samtalen med hende og Anni Pape, hendes daværende kollega på Dagbladet Information, burde have være klippet ud.

Af og til brændte fortiden igennem med en styrke, som kom bag på Pape. Som i mødet med en gammel flamme fra Tvind. Der var der noget i klemme og dér ulmede stadig en glød, som demonstrerede, at trods al snak om fællesskab og solidaritet var 70’erne for mange en personlig dannelsesrejse. Sagt lidt mindre høfligt: Et egoflip.

Det må have undret de mange arbejdere, der dengang blev taget som gidsler for venstrefløjens opfattelse af, hvad et sandt og stærkt menneske var. Det var en han og han skulle helst arbejde i jernindustrien. Det gjorde John nu ikke, men han sådan ud. Han arbejdede på Berlingeren under de 141 dage, der reelt kostede typograffaget livet, selv om det i sin tid blev fejret som en sejr.

Mens mange af programmets deltagere i bogstaveligste forstand sad med udsigt til pittoresk herligheds- og friværdi, snakkede de tidligere kærester, tillidsmanden og programtilrettelæggeren, om fortiden over en dåseøl i en kolonihave i Haveforeningen Frem i Sydhavnen. John havde været VS’er, og helt vidunderlig var hans mildt overbærende skildring af, hvordan evighedsstudenterne i partiet i ramme alvor troede, at man kunne lave overenskomstforhandlinger med arbejdsgiverne ved at alle, og her mentes alle, medarbejdere satte sig i plenum med direktøren.

Af særlig interesse for denne blogs læsere var et indslag med den altid velformulerede og utrætteligt engagerede Peter A.G. Nielsen. Han oplevede dele af 70’erne som en gold periode, hvor »nogen satte sig på friheden med det samme,« hvor »kynikere tog magten,« og «hvor man gjorde sig mere revolutionære end man var.« Uden at nævne navne. Klip til arkivklip med Arne Würgler og Benny Holst på arbejde som røde skillingsvisesangere, hvor det i stedet havde klædt programmet at konfrontere dem med Gnags-sangerens påstand.

På den anden side var programmets fortjeneste, at man ikke lagde et efterrationaliserende facit ned over tiden, men blotlagde magien, modsigelserne og den indbildskhed og naivitet, der for et fåtal førte til fatal radikalisering.

Jeg ønsker hverken kapitallogik, hønsestrik eller børnehaveseminariets årelange strukturdebat genoplivet, men vil se programmet igen.

Programmet kan ses eller genses her.

Denne anmeldelse er en længere version af den tv-klumme, der står at læse i dagens printudgave af Politiken.

Illustration: Ritt Bjerregaard, der reddede RUC, selv om det ikke gik op for de studerende, var en af deltagerne i Anni Papes road movie om 70′erne. Foto: DR©

 

Readmore  

Pli er cool

Kommentarer slået fra

Snart er det jul, og det sku’ være så cool. Det var i hvert fald hvad MC Einar fik os til at synes i 1988 med ’Jul Det’ Cool’. Rappen radiogenopføres ad nauseam hvert år ved juletid.

Nu udgiver sangeren i bandet, der bar hans navn, en bog (akkompagneret af en cd) om livet efter de 15 minutters berømmelse. Succesen har ikke været en gave for Einar Enemark, forstod man, da han gæstede Go’ Morgen Danmark torsdag.

Foran Mikkel Beha Erichsen sad et skrøbeligt menneske, der i næsten optimistisk trods bar en hawaii-spraglet skjorte. Hans livs film knækkede under vægten af druk, tobak, han ikke fik det sjovt af, LSD og en psykose.

I 1991 udsendte han singlen, ’Kronisk på røven’. Og det havde han været siden gruppen gik i opløsning på en alt andet end cool måde. Han kunne ikke udfylde det tomrum, der så opstod. Som han sagde, så »kunne jeg ikke finde ud af, hvem jeg var.«

Det kan Enemark efter at han holdt med at drikke for fem år siden. Hele rutsjeturen beskrev han med skælvende blufærdighed, så der blev stille i rummet. Og det, han ikke fik sat ord på, kunne man aflæse i de mange pauser og i de gentagne tics, der gennemskar hans livsslidte, men ikke livstrætte ansigt.

Indslaget blev ikke følelsesporno, fordi intervieweren lyttede i stedet for at snage. Uden at stryge med hårene. Mod slutningen spurgte han ind til det, vi var en del, der tænkte derude på kanten af stolen, men han gjorde det fint og varsomt: »En ting, jeg har bemærket, er, at dit stammeri er blevet meget bedre…«

Og så, midt i denne blotlægning af bagsiden af popmedaljen, viste programmet sin egen bagside. Op poppede et Netto-gult skilt med ordene »Om lidt: Lær at lægge en flot makeup med knald på enten øjne eller læber.«

Go’ morgen, Nordisk Film. En ting er de idelige skilte og løbende linjer, der får os til at fokusere på alt andet end det, vi ser lige nu. Zap i zapperiet. Noget andet er, om producerne selv ser det, de sender ud og tænker over om timingen nu lige er den rette.

Pli hedder den slags.

Illustration: Beskæring af forsiden på bogen ‘Manden der var MC Einar’ (People’s Press).

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Se eller gense interviewet her.

Readmore  

Vilde med dansk

3 Comments

Med fare for – igen – at lyde som en af de to gamle på balkonen i Muppet Show: Det er efterhånden blevet undtagelsen, at man på tv kan se kunstnere, som ikke har kendiskolleger til middag, får bearnaisen til at skille eller kører stockcar, men optræder med deres kunst. Alene derfor er der grund til at dvæle ved DR1-programmet Når lyset bryder frem – en hyldest til danske sangskrivere i lørdags.

I DR Underholdningsorkestret sås Ole Kibsgaard, som ikke for vild i dansen, men gjorde det, han er bedst til – spillede guitar. Han blev dirigeret af Michael Bojesen, som vi sidst så rose folk, der dirigerede efter naturmetoden. Nu var det ham, der var maestro.

Showet tyvstartede den tilstundende Spil Dansk-dag. Er der to ting, det er adgang forbudt at problematisere i dansk musik, så er det KODA-marketingtiltaget Spil Dansk Dagen og behovet for flere statspenge til rytmisk musik. Så ikke et ord om, at Spil Dansk-kampagnen altid har argumenteret for sig selv på samme måde som visse EF-modstandere i 1972. Og heller ikke et muk om, hvorfor det er så forfærdeligt at lade den frie konkurrence råde, når det gælder spillesteder og sangskrivere. Rockmusik blev da til i protest mod styring og regulering, remember?

I stedet vil jeg rose programmet for at være stemningsfuldt produceret i DR Koncertsalen, for at blive sendt direkte, med hvad deraf følger (bl.a. meget hørbare problemer med at afpasse lydniveauerne efter de enkelte indslag), samt være i stand til at gå sikkert på line mellem gammelt og nyt.

Huxi Bach og Niels Hausgaard var værter. Den første var bare på arbejde. Den sidste forhindrede med sin milde, men bidende ironi selvfejringen i at knopskyde. Han indledte med at spille to akkorder. Kan man spille dem »kan man spille alt,« som han sagde. Og tilføjede, at der findes dem, der hævder, at den musik, der ikke kun kan spilles med to akkorder, den er ikke værd at spille.

Det blev både bekræftet og modbevist i løbet af aftenen, hvor Sebastians bæredygtighed blev bekræftet ved at yngre sangere som Rasmus’erne Dissing. Nøhr og Walter fortolkede ham, så nyt lys brød frem. Sebastians ånd og hang til det eventyrlige hvilede også over Rasmus Seebachs suverænt turnerede ‘Nangijala’.

Behørigt nok fik også Steffen Brandt sin egen afdeling. Bl.a. i duet med Tina Dickow, hvis tolkning af ‘Randers Station’ burde danne platform for den plade med danske tekster, hun lyder som om hun har i sig.

Man kan indvende, at folk som Michael Falch, Tim Christensen, Anne Linnet og Thomas Helmig manglede. I stedet sendte Dickow – uden at nævne hende – en smuk hyldest til Pia Raug, som kameraet fangede på tilskuerpladserne synligt bevæget over genopdagelsen af ‘Fugleflugt’. Det var hun ikke ene om.

Showet i showet var dog Annika Aakjær. Med ‘Skulder ved skulder’, en ny sang (tilegnet veninden Marie Key), som vil være at finde i 2012 på hendes kommende Henrik Marstal-producerede album.

Den danske sang er ikke længere en ung, blond pige, men en flammende rødhåret kvinde i et psykedelisk mareridt af en kjole. Hun kan mere end to akkorder, og går ikke på akkord med originaliteten. Dansk musik som tryghedsfaktor er i farezonen med hende ved klaveret. Heldigvis.

Hun gør det svært ikke at være vild med dansk.

Denne anmeldelse står i en kortere version i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR©

Readmore  

Profession: Krigsreporter

2 Comments

Undskyld min mediekynisme, men krig er godt tv. Derimod er krigsreportage ikke garanti for god journalistik. TV2 har haft Rasmus Tantholdt i Libyen i noget, der ikke ligner en overgang, men en evighed.

Autentisk ser det ud, når han stakåndet beretter fra fronten, der anes i baggrunden som røgsøjler. Og dramatisk bliver det, når han farer i flyverskjul, fordi der affyres automatvåben i hans og fotografens nærhed.

Det er let at se, hvad TV2 får ud af at have ham dernede. Når Tantholdt toner frem i hakket halvtotal, er der en em af mænd over hans skudsikre vest og hjelm. Jan Stage ville have været misundelig.

Det er straks sværere at se, hvad jeg som seer får ud af det. Jeg underkender ikke behovet for at iføre sig beskyttelsesdragt, når man færdes uden for Arbejdstilsynets rækkevidde, men iscenesættelsen balancerer mellem parodi og kliche.

Som nu onsdag, hvor Nyhederne bragte et båndet indslag fra Sirte. Panderynkerne blev bragt i stilling på studieværten, da han fortalte os, hvad der nu skulle få vores kaffekop til at skvulpe: »Vi advarer på forhånd om en meget barsk reportage med meget barske billeder.«

Tantholdt fandt sammen med nogle oprørssoldater frem til, eller fik forevist, bagbundne lig og i tilgift forkullede kroppe. Han talte dem for os. Og deducerede sig så frem til, at oprørerne ikke kunne have begået udåden, for det så ligene for gamle ud til. I enhver krigsreporter bor der ikke bare en kvasikommentator, men åbenbart også en retsmediciner. Og mistanken om, at Tantholdt blev udsat for propaganda, pakkede han diskret ind i bisætninger, der blev overdøvet af billederne.

Vi andre blev udsat for, ja, for hvad egentlig? Jeg ved det ikke. Jeg så ikke noget, der kom bag på mig. Jeg så ikke noget, der gjorde mig klogere.

Studieværten afmeldte indslaget med ordene: »Ja, det er barske sager må man sige…« Og så ud som om han gyste frydefuldt på vores vegne.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken.

Illustration: Videograb fra TV2

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top