Paradigmer og drengerøve

1 Comment

Skal Adrian Hughes ikke snart have ombetrukket de stole? Ja, undskyld, jeg faldt igen i smagsdommerhullet. Måske fordi kulturen har været så deprimerende og uforståeligt fraværende under den valgkamp, hvis udfald den nye opposition endnu ikke helt har fattet. Faktisk så fraværende, at det tidligere på aften gibbede i mig, da politik for en gangs skyld ikke blev omtalt i fodboldklicheer. Det var DR’s altid skarpe politiske redaktør, Ask Rostrup, der efterlyste »en fælles realpolitisk musikalitet«.

Musik er stadig noget af det, Smagsdommerne er dårligst til, men det er et godt sted at gå hen, hvis man ikke kun vil oplyses om kultur, men udfordres. Når programmet er bedst.

Det var det i torsdags. Jeg havde håbet, at man ville anmelde regeringsgrundlaget eller den fhv. kaoskaptajns Marshall-plan, men omstillingsparathed er en af mangelvarerne på Hughes’ hylder. Lad aviserne om det produktorienterede og -styrede. Sæt egne dagsordener.

Til gengæld kan personsammensætningen slå uventede gnister. Produceren så det komme: Mens innovationsrådgiver Frederik Wiedemann lovpriste ”Ambassadøren”, den nye Mads Brügger-film, hvilede kameraet på Vibeke Windeløvs pokerfjæs. Så fik hun ordet.

Filmproducenten er en rejekælling, der ikke alene har haft fingrene nede i farsen. Hun har tit selv været med til at røre den. Det giver hende en pondus, som ikke kun handler om, at hun er så meget ældre end Wiedemann, at hans analyser bliver lunken luft.

Windeløv mindede på jævnt dansk om, at kunst har konsekvenser. Og at en film som Brüggers udsætter uskyldige medvirkende for potentiel livsfare. Hun kaldte filmen og dens brug af virkeligheden for »en ny form for imperialisme«. Og mente, at den kun handler om hovedrolleindehaveren. »Drengerøvsfilm,« fnyste hun, så man fik lyst til at se den for at se, om hun har ret.

Det har hun nu nok, tænkte jeg, da Wiedemann senere mente, at sangeren Medina har »introduceret et nyt paradigme«. Hm… den lader vi lige stå et øjeblik. Kun for dig, kun for dig.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR ©

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Readmore  

Lina Rafn i godt selskab

1 Comment

Man behøver ikke tilbringe mange øjeblikke i popbranchen for at finde ud af, at kindkys kan forveksles med knive i ryggen. Forlorenheden og de alt for overdrevne ord i en branche, der besynger ægthed og inderlighed – alt dette er nemt både at blive forført og frastødt af.

I det lys har TV2 med udsendelserne Toppen af poppen gjort poppen en bjørnetjeneste – både i den oprindelige og den sære nye betydning af ordet.

Man samler stilforskellige sangere i Bountyland, hvor de drikker solparasoldrinks, ‘tak-for-sidst’-krammer hinanden til døde og fornyr medlemskabet af roseklubben, mens de synger hinandens sange, akkompagneret af et tæt lille band med bl.a. den allestedsnærværende trommeslager Claes Antonsen.

Den første ombæring af projektet med bl.a. Lars H.U.G og Anna David var for ”åh, hvor-skal-vi-komme-hinanden-ved”-opstyltet til min smag.

Der har til tider også været noget lidt for grådlabilt over det aktuelle afsnit af dette koncept, hvor tillægsord har det med at blive tømt for oprindelig mening, men undervejs er også opstået en gensidig respekt og noget, vi i mangel af bedre kunne kalde kollegial kærlighed. Den brænder igennem. Måske fordi følelserne tit må overvinde fordomme om dem, man er sammen med.

Som i den forgangne uge, hvor det var Infernal-sangeren Lina Rafns tur til at blive fortolket af Anne Linnet, Joye Moe, Søs Fenger, Sys Bjerre, Rasmus Nøhr og Brødrene Olsen. Hun står for mange, også af deltagerne, som en attitudesikker poptøs. Og så viste hun sig at være en sej sild, fuld af varme, selvsikkerhed og ydmyghed – ikke dårlige våben i popjunglen.

Det var ikke den eneste øre- og øjenåbner en aften, hvor der, med Moes ord, var »en god omgang følelse going on indenbords«. Det sørgede han ikke mindst selv for. Men der var en aldersforskel på næsten 40 år mellem de kunstnere, der gjorde en forskel:

Brødrene Olsen cha-cha-cha’ede sig gennem ”Ten Miles,” så man kan undre sig over, hvorfor de til daglig ikke lukker mere op for Nollers soul-growl  og hvorfor de på plade er holdt op med at udfordre sig selv. Og den sprøde Sys Bjerre havde oversat ”Electric light”, så den hyldede hende selv, Lina Rafn og de andre, der kæmper mod det hun kaldte pressens »credibility shit«.

Hverken hun eller Lina Rafn har grund til at kæmpe den kamp. Efter dette program at dømme.

En lidt udvidet udgave af den tv-anmeldelse, der står at læse i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Mads Nielsen/TV2 @

Readmore  

Christiansborg i limbo

Kommentarer slået fra

Peter A.G. foreslog engang at lukke dansk rock et par år. P.t. ønsker jeg mig det samme for Christiansborg-reportagen. Genren befinder sig i limbo. Det er nemlig aldrig sjovt at stå udenfor, for der må jo næsten pr. definition foregå noget næsten fordækt, dér, hvor der ikke er journalister til stede.

I ’21 Søndag’ fik den derfor ikke for lidt. For det tilfælde, at nogle af de 3.546.434, der afgav deres stemme, stadig ikke har styr på partibogstaverne, fortsætter DR1 med sin LEGO-klodsede-layout.

Dem om det, men naturligvis er det ikke godt tv, at politikerne ønsker sig arbejdsro til at finde holdbare løsninger på de problemer, som journalisterne ofte anklager dem for ikke at tage alvorligt nok. Redaktionen havde derfor også fundet blokbogstaverne frem i selve indslagene: Vi fik således at vide, at der var »fuldt blus under magtkampene« og »hemmelige møder«, og nogen vejrede en sensation, da det forlød, at Helle Thorning-Schmidt havde indkaldt blå blok til møde mandag. Indtil en behjertet sjæl mindede om, at det sådan set er hendes pligt som kgl. undersøger.

Denne dramatisering går i jargonen som sovs & kartofler. For seerne smager det som luftsteg og vindfrikadeller. Ro på. Landet stander ikke i våde af i et par dage ikke at få serveret mellemregninger, som om de var facit. Gå på afspadsering. Eller husk os på sulten i Afrika.

Som Margrethe Vestager svarede med mild sarkasme, da hun af de ivrigt strittende mikrofoner blev spurgt, hvad der foregik: »Der forhandles. Kan I ikke køre det som breaking?«

Samme aften varmede DR1 op til ny sæson af Borgen ved at genvise sidste sæsons slutafsnit. Politikere har betonet, at serien ikke ligner virkeligheden – det skal jeg ikke kunne sige, men mon jeg var den eneste, der tænkte mit, da snakken gik om kortsigtet blokpolitik, og da Sidse Babett Knudsens hudløst spillede, samlivsramte statsminister blev spurgt, hvad hun ville med magten – udover at have den.

Tilbage til AG. Han sang om at ryge en stråhat. Henrik Qvortrup måtte spise en sådan. Det havde han lovet, hvis Anders Samuelsens storfamilie kom på tinge. Go’ Morgen Danmark serverede hatten, godt krydret, og al dente.

I øvrigt en god opskrift på politisk tv-journalistisk.

Dette er en udvidelse af den tv-anm., der i dag står i printudgaven af Politiken

Readmore  

Debatbøller i prime time

Kommentarer slået fra

Min ældste datter stemte for første gang i går. Den nyerhvervede borgerrettighed fik hende nu ikke til at være længe oppe til TV2’s afsluttende partilederdebat. Hun var for træt. Det blev jeg også efterhånden som seancen skred frem. Og det ind til benet.

Det diskuteres med mellemrum, om politikere skal være rollemodeller eller bare så forskellige som folk er flest. Være sig selv, som man siger.

»Det er ikke et reality show, det her,« lød det fra Lars Løkke midtvejs i debatten. Da havde han ellers gjort sit bedste for at gøre den til netop det – et ø-råd i Robinson. Forhåbentlig er det ikke sådan han er, når han tager housecoaten på hjemme i Græsted.

Sammen med Lars Barfoed demonstrerede han nemlig til overflod, hvorfor den førhen så højt besungne danske debatkultur er truet af andet end det kujonagtige dæknavnsdemokrati på nettet.

De to gav den som debatbøller i habit. Og overgik hinanden i at være patroniserende, bedrevidende, nedladende, hovmodige, mopsede (som Anders Samuelsen og ingen kan være så tøsemopset, end ikke Pia Kjærsgaard), godt gammeldags ubehøvlede (man hylder vel de gamle værdier), vredladne, afmægtige og ikke mindst trængte. »Nu er det mig, der taler, Villy,« frådede Barfoed og glemte helt sin image som kedelig, men saglig.

Som fru Cool, Margrethe Vestager, bemærkede, så var der ikke tale om en diskussion, men nok mere udtryk for, at vi stod ved valgkampens afslutning.

Det var sådan en aften, hvor kameraerne igen sagde helle for Johanne, kvinderne var fra Venus og nogle af mændene var lykkelige over ikke at hedde Lars.

Dagen derpå stegte Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen valgflæsk i Go’ Morgen Danmark. Det brændte ikke på. Det gør det til gengæld med at få løst samfundsproblemerne. Det kan ikke gå hurtigt nok. Det kan det heller ikke med den interne efterkritik af tv-kanalernes valgkampdækning. Uden sammenligning i øvrigt.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens trykte udgave af Politiken

Readmore  

Valgkamp på stopur

1 Comment

Det slog mig forleden, at en debat i Deadline mellem arbejdsgiverdirektøren Jørn Neergaard Larsen og SF’s Ole Sohn ville være forløbet mere seeroplysende, ja, måske ligefrem konstruktiv uden studieværten Nikolaj Sommer.

Han var så speedsnakkende, at Kim Schumacher lød som Jørgen Leth. Og begik den klassiske journalistfejl ikke at lytte. Oppe i sit hoved var han allerede videre til næste spørgsmål. Han piskede en stemning op, så han af Ole Sohn blev bedt om tage det roligt, for Sohn og DA-direktøren kunne godt finde ud at tale med hinanden. De var uenige – om at finde Fair Løsnings famøse 15 milliarder – men blev forsøgt reduceret til kamphaner.

Kunne nogen ikke give Nikolaj Sommer noget mere tid, et større ur, et kursus i disponering eller bare fortælle ham, at vi nok skal nå det?

Samme mangel på styring, skjult i en jernhandske, slog også smitsomt ud i den debat om økonomi, som DR 1’s Tine Götzsche (billedet) onsdag aften skulle forestille at lede og vel også stimulere. (Se eller gense den her)

Hun virkede som postkassetømmerne i min barndom – bagud fra starten. Og så får man travlt. Jeg er sikker på, at hun selv havde indtrykket af at lede et slag. Og gøre det rageskarpt og med overblik.

Virkeligheden var, at hun ikke bare stjal ordet, men billedet. En ting er, at hendes røst nok vil kunne kalde til orden i det store spisefrikvarter. Noget andet er, at hun afbrød, råbte op og efter få omgange virkede som en dommer, der havde givet så mange gule kort, at der kun var de røde tilbage. Man savnede den naturlige autoritet og dermed ro hos to ellers vidt forskellige typer som Steffen Kretz og Jes Dorph-Petersen. De ville kunne trække batteriet ud på selv dansk politiks svar på en døv Duracell-kanin, Claus Hjort Frederiksen.

Alt i alt bidrog Tine Götzsche – uden tvivl ufrivilligt – til det indtryk af selvmodsigende kaos, som jeg ikke tror, jeg er ene om at have af en valgkamp, som på tv degenerer til stopursstyret markskrigeri.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken

PR-foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR ©

Readmore  

Et tv-ikon gør comeback

Kommentarer slået fra

Comebacks er sjældne i tv-branchen, hvor man godt kan lide fortid, men helst som genudsendelser. Og der sad hun så pludselig, Line Baun Danielsen, som nyhedsanchor i Lorry.

Hun lignede sig selv, men havde lagt skulderpuderne. Billederne flintrede henover min indre skærm. Hun gav TV2 et moderne ansigt, da stationen gik i luften. Hun var ikke journalist, men havde spillet ishockey på eliteniveau, så det kommer ud på et. Line legemliggjorde grunden til at få et alternativ til DR. Hun blev et brand, før nogen brugte det ord. She’s got the look, som Roxette sang dengang. Hun brændte igennem. Og hun ville. To essentielle faktorer i den branche. Resten kommer så af sig selv, hvis det kommer.

Line Baun Danielsen blev aldrig den skarprettende journalist. Det var ikke hendes job, men glemmes skal det ikke, at mens sportsjournalisterne gik som indspiste katte om en stadig varmere grød, var hun den første, der konfronterede Bjarne Riis med dopingrygterne. Hun fik en reaktion, der er cykelsportens svar på Clintons »I did not have sexual relations with that woman«: »Jeg er aldrig testet positiv. Jeg går ind for en proper sport.«

Siden blev hun morgenvært, med Ole Stephensen. De blev fyret i foryngelsens navn. I den forbindelse blev alderskortet smidt. Det var både rigtigt og forkert. I den rolle fyldte hun både for meget og for lidt. Der var noget kejtet, noget hattedamebornert og lidt for følende over hende. Alle tre ting lod sig i glimt se, da hun og Stephensen i går morges gæsteoptrådte, by public demand og i en god sags tjeneste, på morgen-tv.

Men på Lorry har Line Baun Danielsen fundet en stol, der passer hende. Hendes diktion er forbilledlig, hun virker, som kerer hun sig om det, hun viderebringer, og når hun en sjælden gang bringes ud af fatning, fordi hun kigger ind i det forkerte kamera, retablerer hun lynhurtigt kontakt med seerne med et skævt smil og en sætning som »nåh, dèr er I…«

Ja, det er vi. Og vi bliver gerne hængende.

PR-foto: Birger Storm/TV2 Lorry

Readmore  

Mærk værten

2 Comments

Mediebranchen er, som jernindustrien, benhård. Ledelserne frygter konstant at kede, ikke mindst sig selv. Derfor er strukturændringer og – på tv – programjusteringer et grundvilkår. Også for de ansatte, som tit ret usmykket får at vide, at nu er det slut. For denne gang.

I den forgangne uge udsendte DR1 en pressemeddelelse, som i blokbogstaver fortalte, at Aftenshowet ikke har været godt nok, og at de nuværende værter og deres vikarer ikke er journalistisk tunge nok.

Det sidste er sådan et udtryk, man bruger i stedet for at sige, at denne eller hin ikke er så smuk og/eller nærværende på skærmen. Så nu har TV2-stjernen Morten Ankerdal fået fri transfer. Han skal, skriver DR, være med til at give Aftenshowet »en anderledes dyb og perspektiverende indholdsside.«

Så fik de lige dén, de værter, der hele sommeren har prøvet at begrunde, hvorfor man skal sende Aftenshowet. Det er sværere end som så, selv om det må medgives, at radioværten Krede og den lidt for indladende Abdel Aziz Mahmoud ikke er grunden til, at tv er opfundet.

Programmet er jo, når alle skåltalerne er forstummet, sat i luften for at forsøge at tage luften ud af TV2 Nyhederne på samme måde som konkurrentens Go’ Aften Danmark er placeret for at irritere TV Avisens 18.30-udgave. Desværre har DR1 ikke Cecilie Frøkjær.

Det indså man allerede, da DR1 i sin tid uden egentlig at have taget handskerne på, forlod ringen og overlod morgenfladen til Go’ Morgen Danmark (hvis to a-værtshold her efter ferien i øvrigt er tilbage i forrygende form).

Det er svært at se, hvordan den ombejlede journalistiske tyngde skal kunne øge Aftenshowets seertal. Vil man da sige farvel til Lotte Heises ovnstegte blæksprutter, krydret med en snak om afrikansk hungersnød, efterfulgt af Nicolai Wammen og breakdansende drenge? Sikkert ikke.

Sig det dog som det er: En god vært er vigtigere end et godt koncept.

Readmore  

Sprækker i stordrifts-tv

1 Comment

Det er kun en hemmelighed for programredaktørerne, at DR1 og TV2 i deres forudsigelige tematisering af programfladerne giver seerne åndedræts- og koncentrationsbesvær. Og så tør jeg slet ikke tænke på, hvor idédræbende det må være at være programmedarbejder i dette skemalagte stordriftshelvede.

Det er med andre ord mest i nyhedsprogrammerne, man skal finde det uventede. Og kobles de så sammen med den aktuelle dag er det lige før, det ligner et tema, og så er alle jo glade. Som nu søndag, der ikke kun var Fars Dag, selv om man skulle tro det, efter at DR1 havde spurgt solbadende unge i sommerlandet.

Netop Grundlovsdag, demokratiets fødselsdag, som statsministerens retoriske selvudløser formulerede det, virkede det stærkt, og stærkt nedslående, at se Nyhedernes indslag fra Randers om besparelsesstrategien på handicapområdet. Deroppe, i frihedskæmperen Niels Ebbesens by, regner man kun med at kunne nå sine sparemål, hvis nogle af de mest pasningskrævende borgere dør. Og man siger det højt.

Ja, social- og arbejdsmarkedsdirektør Knud Aarup nøjedes ikke med det. Han sammenlignede sig selv og sine medarbejdere med de embedsmænd, der sad i »maskinrummet« i Nazi-Tyskland, dem, man ifølge ham kaldte »kompetente barbarer«. Aarup lagde ikke skjul på, hvem der havde ansvaret for den situation.

Journalistisk set burde TV2 have konfronteret lokalpolitikerne med hans udsagn. Omvendt talte kynismen i sparetankegangen for sig selv. Interviewet blev et smukt eksempel på Grundlovens § 77. Gad vide, hvor længe Aarup er ansat.

På den led sidder professor Eva Smith sikrere i stolen. Under overskriften ”Der er noget galt i Danmark” gik hun på DR2 samme aften med vanlig uakademisk bramfrihed og juridisk skarpsyn i kødet på de særlove, den borgerlige regering har indført i den tro, at de kun gælder for terrorister, rockere og lømler.

Som hun sandsynliggjorde, så vil de love i sidste ende gøre os alle til terrorister, rockere og lømler.

Tillykke med demokratiet.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens papirudgave af Politiken.

Readmore  

Helt i Kasi-Jespers ånd

Kommentarer slået fra

Hvordan lægger man beslag på en lille time af TV2’s sendeflade i den bedste sendetid? Det var et af de mange spørgsmål, der ikke blev stillet Jesper ”Kasi” Nielsen i tirsdagens program Gadedrengen fra Vestegnen.

Pandora-milliardæren og klubejeren er en god rags to riches-historie, og han gør ikke selv noget for at gøre den dårligere. Ordet “vestegnsdreng” var hyppigt forekommende i de 50 minutter.

Jesper Nielsen ynder at fremstille sig selv som en forvokset drengerøv, der kun kører i dyre biler og bor på Mallorca for at kammeraterne kan nyde godt af det. En brugtvognshandlerjovial Don Ø uden slips, som lagde ud som tankstationejer, gik konkurs, lærte »at leve på en sten« for så via dygtig håndtering af salget af andres smykker at blive i stand til at forvandle sin barndoms håndboldklub til det, han selv kalder produktet AG København.

Opskriften på succesen forblev en hemmelighed. Det nærmeste, vi kom, var, da Jesper Nielsen betroede os, at det gjaldt om at få folk til at flytte sig for en i den rigtige retning – her må han også have tænkt på TV2’s sportsredaktion, der stod bag programmet. Og klart spillede på udebane.

Sjældent har man nemlig set en mand få så meget medløb i en hørm af floskler i stil med »seks år efter at have ramt bunden af livet, er han tilbage på solsiden af tilværelsen.«

Uimodsagt slap Jesper Nielsen fra at beskylde Jyske Bank for at have begået økonomisk »mordforsøg« på ham og hans familie, Ekstra Bladet havde givet ham »knæspark« og Brøndbys ledelse lukrerede på hans storsind. Med andre ord: En forfulgt uskyldighed med de bedste intentioner.

Ingen vidner var indkaldt til at nuancere (selv)billedet. For slet ikke at tale om at få nogen til at diskutere, om det nu ubetinget gavner håndbold at blive til cirkus.

Som bekendt er det ikke tilladt TV2 at sende reklamebreaks i programmerne. Den regel omgik man så ved at sende et program, der var en lang reklame. Ret smart – og helt i Kasi-Jespers ånd.

Pressefoto: Claus Bech/TV2/Danmark ©

Readmore  

Oh Land omgivet af klakører

Kommentarer slået fra

Ingen kan som norske kommentatorer forvandle en sidsteplads til en guldmedalje. Det skulle da lige være de danske.

Nationalchauvinisme er jo forklædt provinsialisme, som stortrives ved popmusik. Ældre læsere vil huske, hvordan danske medier fik Gasolin’ til at erobre USA. Det eneste, gruppen fik med hjem, var i virkeligheden en sur bid af et alt for stort æble.

Siden har globaliseringen bedret dansk pops gennemslagskraft. Men mere vil have mere. Især, hvis man er tv.

Pop og prime time-fjernsyn virker som en god kombination, men bliver tit det modsatte, fordi journalistikken lader sig reducere til product placement.

Et eksempel var i TV2 Nyhederne i sidste uge. Man var i Hamburg for at se sangeren Oh Land fejre nye koncerttriumfer – for at nu blive i indslagets ånd. Der blev citeret ros fra L.A. Times, og det var i det hele taget svært at undgå at få det indtryk, at Oh Land allerede var slået igennem i USA.

Sandheden er, at hendes plade p.t. ikke er hitlisteplaceret over there, men højst har været nr. 184 på Top 200. Til gengæld skal hun snart på turne derovre som opvarmning for Kate Perry, så måske sker der så noget. Ingen af disse vinkler blev bragt i spil. Hvorfor ikke?

Det er da en god historie om den vej mod berømmelsen, der er længere og mere skrøbelig end medierne har tålmodighed til at skildre. En historie med perspektiv i stedet for det skønmaleri, TV2 indrammede.

Til gengæld fremstod Oh Land som det, min mormor ville kalde en pige med ben i næsen. Det er der brug for med den presse.

Nede på jorden er også Medina, sangeren, som også denne avis har gjort meget større end hun er i USA. I anledning af en ny single gæstede hun Go’ Aften Danmark og Cecilie Frøkjær. Som kaldte hende »den ultimative popkomet«, der »har stor succes i USA.«

Til gengæld udviklede selve interviewet sig faktisk til en god samtale om vigtigheden af at værne om sig selv; måske fordi intervieweren uden at skilte med det havde været igennem den samme proces. Medina selv sad tilbagelænet som et sundt bevis på, at popmusik er alt for vigtig til at overlade til klakører.

Denne anmeldelse står også at læse i dagens papirudgave af Politiken.

Ukrediteret pr-foto af Oh Land fra hendes hjemmeside.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top