Best ikke god nok til Beatles

PETE BEST, som fylder 70 i morgen, var medlem af The Beatles i to år og fire dage. Der var fire grunde til, at han i august 1960 tog med de andre til Hamborg for at spille for ludere, lommetyve og fulde britiske sømænd: Gruppen manglede en trommeslager. Best havde fået et trommesæt af sin mor. Han kunne holde takten, og hans mor havde i kælderen en slags sodavandsdiskotek, hvor de vordende beatler af og til optrådte.

Selv om gruppen i hansestaden levede som i en skotøjsæske, kom Best aldrig helt med i The Beatles. Han delte ikke deres humor, åd ikke ferietabletter som om det var kosttilskud, og holdt sig for sig selv.

Kun en gang deltog han i de drengestreger, som tiden i det tyske også blev fordrevet med. Sammen med Paul McCartney var Best vist nok med til at sætte ild til et kondom i det rum, hvor de boede bag en porno-biograf. Paul og han blev i hvert fald i november 1960 udvist med en sigtelse for pyromani hængende over hovedet. I øvrigt i hælene på George, der dels var for ung og dels ikke havde arbejdstilladelserne i orden.

De vendte dog tilbage, og Best var med, da bandet akkompagnerede Tony Sheridan på sange som ’My Bonnie’. Han medvirkede også ved de auditions i 1962, hvor The Beatles først fik afslag fra Decca og siden et tøvende ja fra George Martin fra Parlophone. De sidste blev Bests svanesang. Som de fleste producere dengang var Martin fokuseret på trommespillet, fordi det var skelettet i en musik, der ellers ikke holdt sammen.

Efter optagelsen i Studie 3 beslutter George Martin sig for tre ting: Han vil tilbyde The Beatles en pladekontrakt så sølle, at den bliver risikofri for EMI – »indholdet af den var en god antydning af hvilken koncernhjernevask, jeg havde været udsat for som mellemleder,« skriver Martin i All you need is ears. Han vil sørge for at skaffe dem nogle bedre sange og har allerede nogle kandidater i køen. Og sidst, men ikke mindst vil han have dem til at fyre deres trommeslager, som slet ikke holder pladeniveau. Det sidste hviskede han til Epstein i en pause. Epstein modtog meldingen med blandede følelser.

Han vidste nok om imageopbygning til at vide, at The Beatles efter alle disse nætter i Hamburg og The Cavern var ved at udvikle deres egen anatomi. John var den rapkæftede ledertype, der også tiltalte drengene. Paul var den søde og musikalske. John skærpede altid modsætningerne og Paul sørgede for at bløde dem op. På den måde, skriver Beatles-biografen Bob Spitz, skabte de en frugtbar fælles grobund for deres sangskrivning og for The Beatles. George var den stille garant for den tekniske kunnen, men holdt sig, som vi lige så, ikke tilbage, når der skulle spilles op over for omverdenen. Og Pete var simply the best, hvis man altså spurgte de kvindelige fans.

Til gengæld ville han aldrig kunne blive bedre på trommer, og samtidig var der stigende gnidninger mellem ham og Paul. Både fordi McCartney delte Martins syn på hans evner, ja, faktisk spilede bedre trommer end Best, og måske fordi Paul var en smule jaloux på Bests stilfærdige sexappeal.

Omvendt var The Beatles langt fra at være et etableret band, så det var lidt af et vovestykke at skifte et af de største publikumstrækplastre ud. Epstein var dog klar over, at Paul og ikke mindst den teknisk velfunderede George meget gerne ville af med Best. Siden medgav Harrison, at han var den, der havde »konspireret mest« for at få Best ud af bandet.

Best havde meldt afbud til en enkelt koncert på grund af sygdom, men i stedet for at aflyse havde Ringo Starr vikarieret. Ham havde de haft det sjovt med i Hamburg, ja, faktisk havde de prøvet at indspille med ham, da en kollega fra hans band, The Hurricanes, en dag ville afprøve sit talent i et pladestudie. Så løsningen lå lige for, men Epstein ville først gerne høre, hvad George Martin besluttede sig til.

Da juni blev til juli ringede Martin og meddelte, at de havde en aftale. Alle jublede som de drenge, de stadig var. Undtagen Pete Best. Han fik nemlig ikke noget at vide, skriver Spitz. Det gjorde han nu ifølge Hunter Davies, hvis bog første gang kom i 1967, hvor en masse hensyn stadig skulle tages til historien og dem, der var del af den.

Fyringen er et ucharmerende kapitel i historien om de charmerende firlinger. De turde nemlig ikke selv, men satte deres nye manager, Brian Epstein, til at eksekvere dommen. Best fik aldrig nogen forklaring – Lennon medgav senere, at de opførte sig som kujoner – men mon ikke han selv kunne regne den ud, da han hørte sin efterfølger, Ringo Starr – som Martin til at begynde med heller ikke fandt god nok til at komme på plade. Lidt trøst fandt Best i, at gruppens fans demonstrerede udenfor hjemmebanen The Cavern med tilråb som ’Pete forever – Ringo never’.

BEST HUTLEDE sig derefter igennem. Han arbejdede i en periode som ham, der læsser brød ind i en brødvogn, men blev siden offentlig ansat ved arbejdsformidlingen i Liverpool.

Sideløbende spillede han i egne bands. Uden gennemslagskraft. En håndfuld albums er det blevet til; det seneste kom i 2008.

The Beatles har behandlet Bests eftermæle på næsten sovjetisk vis. Således var hans ansigt klæbet over med et billede af Ringo, da de udgav den første af de dobbelt-cd’er, som under navnet Anthology udsatte deres musik for arkæologi.

Best har i bogform luftet sin bitterhed over forløbet og udskrivningen af historien, men blev dog formildet lidt, da han sidst i 90’erne fik efterbetalt et efter sigende tocifret millionbeløb i royalties for Beatles-indspilninger fra før han blev den beatle, som tiden glemte, for nu at citere titlen på en af hans plader.

Et andet album hed ’Best of The Beatles’. Det var ikke løgn, men altså heller ikke hele sandheden.

Ukrediteret pr-foto

Pete Bests egen hjemmeside giver hans vinkel på historien. Klik her.