Dengang Osmonds var guder

I disse dage for 40 år siden påbegyndte The Osmond Brothers den første af fem uger på toppen af den amerikanske Hot 100 med sangen ‘One Bad Apple’. Inspirationen var tydelig. Og ophavsretssager er vundet på mindre tydelige eksempler end denne vitale kopi af The Jackson Five. For slet ikke at tale om dansetrinene fra The Temptations.

Som Michael og hans brødre kom Donny og hans storebrødre fra landet. Ogden, Utah for at være helt præcis. Det var og er hjemmebane for mormoner. Og de får mange børn.

Ni blev det til for George og Olive Osmond. Otte sønner og en datter (som fik sin egen solokarriere). De to ældste sønner var så godt som døve, men endte med at køre forretningen, da det viste sig, at resten af søskendeflokken havde talent for den ugudelige showbiz, som de tilførte renskuret livsglæde og ikke uefne vokalharmonier (der skyldte The Association en del)

Dengang var The Osmonds hadeobjekter i de halvstuderede quasi-marxistiske kredse, jeg færdedes i. Men selv om deres sange slet ikke er på niveau med Jackson-brødrene, var de dog langt at foretrække for samtidige rædsler som Tony Orlando & Dawn, og ABBA må have hørt The Osmonds. Faktisk indspillede de i Sverige, på svensk, længe før den globale succes, med den lokale helt, Lasse Löndahl.

The Osmonds var husorkester i Andy Williams Show indtil 1967, men var pudsigt nok næsten ti år om at slå igennem.

Efter ‘One Bad Apple’ fulgte en halv snes millionsælgere, og sideløbende blev især Donny Osmond superstjerne, en slags hvid Michael Jackson, klædt ud som Elvis og med en stemme, der lød som en lidt mere liderligt rockende Pat Boone.

Og de, der tror, at småpigehysteri blev opfundet med Justin Bieber, må huske om igen. Se bare her.