Dewey Bunnell fra America bliver 60

1 Comment

Der er en egen ironi i, at en af de mest prototypiske hippiesange dels er skrevet af en søn af en udstationeret, amerikansk karriereofficer og dels kom på et tidspunkt, hvor hippierocken var ved at blive mainstream.

Oprindeligt kaldte Dewey Bunnell sangen ’Desert Song’, men ændrede titlen til ’A Horse With No Name’.

Det fik han ingen grund til at fortryde, sangeren og sangskriveren, der i dag fylder 60. Og som stadig er med i America, den gruppe, han var med til at danne på en luftbase i England. De første syv år som en trio, men siden (den senere afdøde) Dan Peek forlod bandet har Bunnell og Gerry Beckley vedligeholdt vokalharmonierne og lejrbålsakkorderne i en musik, der lod sig inspirere af Crosby, Stills, Nash og navnlig Young – for nu at sige det pænt.

Bandets debut-lp rørte sig ikke ud af stedet, men fik så i et nyoptryk tilføjet den nyskrevne ’A Horse With No Name’, og i marts 1972 fortrængte America – pudsigt nok – netop Neil Young fra toppen af den amerikanske hitliste.

America udgav indtil først i 80’erne velsmurte plader, bl.a. produceret af George Martin. Selv om andre bidrog til kataloget er det Bunnells hjemlængselsfyldte, mildt countryrockende melodier, der bliver hængende. Gennembrudssangen, ’Riverside’, ’Sandman’, ‘Tin Man’ og ’Ventura Highway’ fik anmelderhug for at være for lette, men vejer stadig forbløffende godt til.

http://www.youtube.com/watch?v=ZRY361U3A5Y

Ikke mindst når America giver en af de koncerter, der fylder mere i kalenderen end aftalerne i pladestudiet. Duoen har den sidste snes år udsendt flere greatest hits-samlinger og livealbum end egentlige nye plader. Dog kom sidste år cd’en Back Pages, hvor de fortolker aldrig udtørrende inspirationskilder som Paul Simon, Brian Wilson, Joni Mitchell og – naturligvis – Neil Young.

Illustration: Ukrediteret pr-foto lånt herfra.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    arne schiøtt24. januar 2012 - 12:59

    Tak for ordene. Jeg har længe haft en opsamling liggende med America, men er nu inspireret til at kigge på hele deres produktion. Foreløbig har jeg investeret i “Backpages” men vil også nærlytte og måske købe de første fem-seks stykker, som ser mest interessant ud, rent kunstnerisk!

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top