Når man synger country, styrker det autenticiteten, hvis man kommer fra et udkantsområde. Og selv om Hedensted ikke er verdens ende, er det sådan et sted, de fleste bilister kun registrerer som en frakørselsmulighed ved Horsens.
Herfra Ester Brohus’ verden går. Og hun har selv valgt den, den på en gang sofistikerede og jordnære sanger og sangskriver, der i dag fylder 50. Kodeordet er country, men det er kun en forkortelse for de sange, Brohus har udsendt siden 1992, hvor hun albumdebuterede som en lærenem protege af Ivan Pedersen og dennes guitarist Søren Jacobsen. De begik, med frugtbar inspiration fra Chris Isaak’s ’Wicked Game’, ”The Perfect Way”, som blev og stadig er et radiohit og Brohus’ signaturmelodi.
Ester Brohus stammer fra et hjem med både klaver og en rodfæstet, livsglad gudstro. Sammen med sine forældre og tre søskende underholdt hun fra seksårsalderen i 16 år rundt om i skoleaulaer, på markedspladser, ved byfester, i fængsler og på festivaler overalt i Danmark med gospel og country. Lige ud af traditionen fra The Carter Family og Johnny Cash.
Det var derfor en erfaren performer, der først i 90’erne fik sin første pladekontrakt. Debutalbummet Ester Brohus blev fulgt op af The Letter, hvor ”Cry My Heart”, duetten med Søren Sko, trak tydelige spor tilbage til gospeltraditionen
Siden er det kun blevet til en håndfuld, i stigende grad selvkomponerede, albums, der personligt håndterer en inspiration, der rækker fra Rosanne Cash over K.T. Oslin til Mary Chapin Carpenter. I en branche, hvor ungdom, dybe udskæringer og musikalsk letfordøjelighed altid har været et mere validt adgangstegn end musikalsk integritet, har Ester Brohus ikke altid haft det let. Og det er stadig et spørgsmål, om ikke hun ville have skærpet sin profil ved at synge på dansk.
Omvendt står 2010-albummet Coming home, hendes sjette – og første i seks år – som noget nær hendes mest afklarede. Her synger Ester Brohus sit blueshjerte helt ud på landet, men gemmer stadig på en længselsfuld mystik. Ikke mange sangere herhjemme rummer den blanding:
Brohus og hendes trio med den fine dobroguitarist Janus Bachmann kan i øvrigt høres på Copenhagen Songwriters Festival, hvor hun søndag aften er hovednavn. Hvad ellers?
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
