Han fik guitar til at rime på sitar

TO BILLEDER toner frem ved Ravi Shankars 90 års fødselsdag i morgen: Det ene stammer fra sitarmesterens optræden på rockfestivalen i Monterey i 1967. På jorden nede blandt publikum sidder Jimi Hendrix og ligner en, der undrende får en åbenbaring.

Det andet billede er fire år senere: George Harrison og Shankar har arrangeret to koncerter i New York for de nødlidende efter en masseødelæggende flodbølge i Bangladesh, og ex-beatlens mentor skal åbne showet. Efter at have bedt folk om at holde op med at fyre den fede, så længe han er på scenen, og i øvrigt blidt belært dem om, at indisk musik fordrer fordybelse og et åbent sind, begynder han og hans lille hold at spille. Kortvarigt. Så stopper de, og Shankar siger elskværdigt overbærende med sin tykke accent: ”Thank you, if you appreciate the tuning so much, I hope you will enjoy the playing more…” Den lo de meget af den aften.

Situationerne taler både om den indflydelse, Shankar havde på tidens toneangivende rock- og jazzmusikere, og om hans møde med et nyt publikum, der omklamrede ham med velvilje. Han blev set som et eksotisk, uspoleret dyr, der fik hippiebevægelsen til at ligne det, den var: en trend for forkælede middelklasseunger.

Ravi Shankar tog den nye tilbedelse med ironisk ophøjethed. For ham var det vigtigste, at indisk musik via hans venskab med en rockstjerne kunne blive yderligere udbredt. Berømmelse kendte han allerede. I Indien sås han som en af de ypperligste udøvere af sitaren, men også omdiskuteret, fordi han ville opbløde et ret stift system af forskellige musikformer. Ikke så få musikalsk lærde indere så ham som lidt for poppet, men påskønnede hans virtuositet på det mangestrengede instrument.

OG SÅ SKULLE han i virkeligheden have været danser. Ravi Shankar er ud af en velstående bengalsk brahmin-familie – hans far var rådgiver for den lokale maharaja – men den ene af hans syv brødre, Uday, blev koreograf, og som ti-årig fulgte Ravi med som danser på en tur til Europa. Her mødte han sitarspilleren Allaudin Khan, som overbeviste ham om hans sande kald. I 1939 spillede Shankar for første gang offentligt, i øvrigt sammen med Khans sarod-spillende søn, Ali Akbar, som, sammen med tablaspilleren Alla Rakha, var ved hans side gennem en menneskealder.

Shankar begyndte desuden som komponist for indisk radio, og fik sit kunstneriske gennembrud i midt-50’erne, hvor han skrev musik til Satyajit Rays internationalt berømmede filmtrilogi om Apu. Et møde med violinisten Yehudi Menuhin forstærkede Shankars ønske om at bringe sit hinduistisk baserede tonesprog i dialog med mere verdslig musik – siden er fulgt samarbejder med folk som Andre Previn og Philip Glass. Han begyndte at turnere i Europa med koncerter, som var introduktionskurser i indisk musik. Sideløbende udsendte han talløse plader, som holdt fast i traditionerne. Han var altså et stort navn i sin egen verden, da The Byrds i 1965 mødte ham, fordi de brugte samme indspilningsfaciliteter. The Byrds lod sig inspirere, deres ”Eight Miles High” er et studie i, hvad der kan ske, når indisk musik møder rock. Og de fortalte om ham til George Harrison, der gik i mesterlære hos Shankar. The Beatles brugte kun indisk musik som endnu en farve på paletten. For Harrison blev den indgangen til et nyt liv, der satte hulheden i det gamle i relief.

I dag er Ravi Shankar stadig aktiv. Indisk musik har ingen alder, og han har lige afsluttet en turne i Australien. Hans bånd til popbranchen blev brudt med Harrisons død, men selv om hans navn ikke siger et yngre publikum noget, kender de fleste hans ældste datter, sangeren Norah Jones. Hun spiller ikke sitar, men har arvet aversionen mod forjagethed efter sin far.