Der går mange anekdoter om Jerry Leiber, som døde i mandags, 78 år. Sammen med Mike Stoller skrev han fra først i 50’erne jo nogle af poppens og rockens mest langtidsholdbare sange.
Ikke mindst til Elvis. Engang hang Leiber og Stoller ud til en indspilningssession. Elvis kunne nemlig godt lide dem. Det kunne manager Tom Parker ikke lide. Han brød sig ikke om, at nogen kom for tæt på hans boy. Den dag var det dog ret praktisk. Der manglede nemlig en sang.
»Kunne I to ikke lige skrive en,« spurgte Parker. Jo, hvornår skulle den bruges? Nu, lød svaret. Duoen fortrak til herretoilettet, og kom ud et kvarter senere med ‘Santa Claus Is Back in Town’.
De opfattede ikke sangskrivning som kunst, og netop derfor blev deres sange det ofte. Stoller tog sig af tonerne, men Leiber skrev teksterne, som intonerede en tiltrængt, hverdagsnær friskhed kombineret med gadehjørnehumør.
Engang fortalte Stoller, at Leiber satte scenen for deres sange: »Han var en idefabrik. Til hver eneste situation i en sang havde han tyve ideer. Han arbejdede i døgndrift.«
Det nød til at begynde med især The Drifters og The Coasters godt af. Sange som ‘Under the Boardwalk’, ‘Yakety Yak’ og ‘Poison Ivy’ er gode eksempler på Leibers affotografering af virkeligheden. At han også mestrede melodramaet uden at falde i klichefælden, bevises af ‘Stand By Me’, skrevet til Ben E. King, men som John Lennon siden gjorde til sin.
Allerede i 1953 havde Leiber og Stoller givet Big Mama Thornton et hit med ‘Hound Dog’:
Tre år senere forvandlede Elvis Presley sig med sin version af den sang fra et lokalt til et nationalt og siden globalt fænomen.
Siden skrev de andre sange til Elvis: ‘Jailhouse Rock’, ‘Don’t’, ‘Loving You’, ‘Just Tell Her Jim Said Hello’, ‘King Creole’ og ‘Girls, Girls, Girls’, som Coasters i øvrigt først takkede nej til.
Det var der ikke mange, der gjorde, efter at samarbejdet med Elvis havde gjort Leiber & Stoller til et brand. Når det gjaldt sangleverandører var det et kernepunkt for Tom Parker, at hans klient ikke sang noget, som Elvis og dermed Parker ikke havde forlagsrettigheder til. Det blev nærmest en selvfølge for Parker. Og det i grad, så han i stedet for at sende en kontrakt over til Leiber & Stoller en dag bare overrakte dem et blankt stykke papir. De skulle så bare sætte deres signaturer under. Så skulle Obersten nok selv udfylde resten…
Man kan med nogen ret mene, at de ikke siden slutningen af 60’erne skrev noget mindeværdigt. Den indvending bliver ret akademisk, hver gang en af Jerry Leibers tekster fylder rummet. Han skrev sange, der for mange blev selve meningen med opfindelsen af grammofonen.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] nævnt her og hisset, så døde Jerry Leiber for nogle dage siden. Og næppe er nekrologmøllen holdt op med at køre i [...]
En god nekrolog. Men de skrev nu ikke Under the Boardwalk…
Tak. Du har ret. Det gjorde Kenny Young og Arthur Resnick, men det kunne de godt have gjort:-)