Kryds ved Billy

I dag udkommer Billy Cross’ nye album. Jeg har skrevet den medfølgende pressemeddelelse og kan derfor i sagens natur ikke anmelde det. Det forhindrer mig dog ikke i at gøre opmærksom på pladen:

Hjemme hos Billy Cross er stueplanter ikke det, der fylder mest. Derimod står i hans dagligstue tre guitarer, som illustrerer den spændvidde, danskerne for længst har taget til sig. På den ene fløj står den akustiske, der signalerer singer-songwriter følsomhed. På den anden den røde Gibson, model Chuck Berry, der garanterer tidløs rock. Og i midten den metalskinnende dobro, der udstråler country, blues og traditionsbevidsthed.

Alle instrumenterne og Cross’ arketypiske rockrøst kan høres på albummet The dream hasn’t changed, hans fjerde i eget navn siden 1986. Og det første siden 2009-cd’en So far so good.

I mellemtiden har han haft succes i trioen Everybody’s Talking og etableret et samarbejde med guitaristen Aske Jacoby. Oprindeligt tænkt som en duo, hvor de to venner levede deres legesyge ud, men Aske er endt med at glide naturligt ind i Billy Cross Band, så det nu består af de to samt bassisten Flemming Ostermann og trommeslageren Henrik Askou.

»Vi har bestræbt os på at indspille pladen, så den afspejler, hvordan vi lyder live. Der er skruet op for rocken,« fortæller Cross. »Den nye plade er mere usminket, og samarbejdet med Aske har åbnet nye døre for mig. Han har gjort mig musikalsk mere frigjort, på totredjedele af numrene er leadvokalen f.eks. indspillet som first takes. I det hele taget har bandet fornyet min spilleglæde.«
Under indspilningerne bad Cross sin trommeslager om at spille »som en sekstenårig i løbetiden«. Selv føler han sig som en teenager, hver gang han står på en scene. Han er fyldt 65, men har ikke tænkt sig at gå på pension: »Jeg ved godt, at mange mener, at branchen er forbeholdt ungdommen, og fred med det, men jeg tror, der er plads til og behov for en musik, hvor erfaring og energi spiller sammen. Og rocken er jo ikke opfundet i går, så lidt historisk bevidsthed skader aldrig, vel?«

Musikalsk er The dream hasn’t changed en rundtur fra downtown Manhattan til Mississippi-deltaet og retur. Med undtagelse af en opdatering af ’Blue Suede Shoes’ har Cross skrevet alle sangene. Som ens ærlig bonus rummer pladen også den første indspilning, Cross medvirkede på: Singlen med New York-bandet The Esquires.

Elskere af Bo Diddley, Randy Newman, Bruce Springsteen og Ricky Nelson går ikke forgæves her. Og Cross har denne gang begået tekster, der også godt vil høres og som ikke rimer på den mandlige melankoli, Cross finder i så meget af tidens danske rock.

Her er sarkastiske sange om forbrugerisme og overfladiskhed i hans andet fædreland, Danmark, renlivede rockere som ’No One Here Gets Out Of This Alive’, sansede kvindeportrætter i sange som ’Suzy’s Just A Bad Girl’ og det både ærlige og mildt selvironiske titelnummer.

»Jeg har lavet denne plade, fordi jeg trængte til at vise, at jeg er et menneske på godt og ondt og tør stå ved det,« siger Billy Cross. Det gør han også ved sin lyst til igen at bringe guitarerne i front. Det kan man forvisse sig om på det nye album (som anmeldes her). Og guitarerne tager i den grad med, når Billy Cross Band tager på turne til foråret.

FØLG MIG OGSÅ TIL DAGLIGT PÅ FACEBOOK