Manden der lagde masken

Det virker som en evighed siden Peter Gabriel som frontfigur i Genesis på en og samme gang gjorde rocken mere spektakulær og introvert end den kunne rumme. Han kunne ikke selv holde til modsætningen. I 1975 smed han maskerne. I morgen fylder han 60. Og siden afskeden med Genesis har han ikke alene gået, men skabt sine egne veje med en musik, der har nægtet at følge tiden, men måske netop derfor har haft stor succes. Ikke kun hos kritikerne, for deres ros kan ingen leve af.

Der skal et vist (over)mod til at opkalde sine første fire soloalbums efter ens eget navn, men sangene skilte sig ud. Den dynamiske soulpastiche ”Sledgehammer” om sexlivets komplikationer blev, ledsaget af en innovativ video, et verdenshit i 1986, men før det havde han sat en ny, endnu ikke overgået standard for politiske sange med ”Biko”, en hyldest til den sydafrikanske anti-apartheid-aktivist, der efter alt at dømme døde af politibrutalitet. Og Kate Bush-duetten ”Don’t Give Up’ lød som en kærlighedssang, men handlede om arbejdsløshed. Ikke just det stof, hitlister gøres af.

Efter kommercielt og kunstnerisk klimaks med albummet ’So’ i 1986 virkede det, som om Gabriel var tilfreds med at have vist U2’s Bono og Phil Collins, hans afløser i Genesis, hvem der skyldte hvem hvad vokalt.

GABRIEL blev drivkraft i WOMAD, World of Music, Arts and Dance, som er en både rejsende og virtuel ambassade for nødvendigheden af at åbne sig for den tredje verden. På den måde byder Gabriel globaliseringens uniformering trods. Her kan man møde alt fra usbekisk over indisk til japansk musik plus selvfølgelig den rigt facetterede afrikanske musik. Han har introducerede senegalesiske Youssou N’Dour for et vestligt publikum.

Det samarbejde blev for Gabriel en platform for et uegennyttigt arbejde for bl.a. Amnesty. Han har også økonomisk støttet andre sager, men uden den selvpromoverende selvgodhed, andre kollegaer ynder at promenere. Han gav penge til Labour, da Tony Blair var ved magten, men gik op imod Blairs krigsdeltagelse i Irak. Og sammen med Sir Richard Branson finansierer han tænketanken The Elders, et Nelson Mandela-anført forum for tidligere statsmænd- og kvinder. Logisk nok fik Gabriel ’Man of peace’-udmærkelsen i 2006 i Nobel-regi. Tre år senere fik han Polar-prisen for sin musik.

SIDELØBENDE med WOMAD etablerede Gabriel Real World, som er et produktionsselskab, men også et værksted for ideer, der bygger bro mellem ny teknologi og musik. Et godt eksempel er albummet ’Big Blue Ball’ fra 2008, hvor Gabriel lod irske Sinead O’Connor møde navne som den congolesiske soukous-musiker Papa Wemba og den belgisk-arabiske sanger Natacha Atlas. Pladen blev distribueret digitalt udenom de normale kanaler, og sikrede Gabriel langt større indtægter end han ville have fået på en normal pladekontrakt.

I 70’ere opfandt Gabriels far et telefonisk ’dial-a-program’-koncept. Inspireret af det iværksatte Gabriel og nogle forretningspartnere i 1999 OD2, en digital on-demand-tjeneste, som fik vokseværk, og i 2004 blev solgt videre for 21 mio. pund. Nogle af pengene planlagde Gabriel at investere i Mudda, et alternativt distributionskoncept, sammen med Brian Eno, for som han siger: ”En ny verden skabes, mens en anden dør, og hvis vi kunstnere ikke involverer os, så vil vi blive røvrendt, som vi har haft for vane at blive …”

SOM MAN kan regne ud, er der blevet længere mellem egentlige Gabriel-plader. Han har istedet brugt tid på filmmusik; Allan Parker’s ’Birdy’ og Scorcese-melodramaet ’The Last Temptation of Christ’ nød godt af det. I en helt anden boldgade blev han i 2009 Oscar-nomineret for Wall-E-sangen ’Down to earth’, skrevet sammen med Thomas Newman, fætter til Randy Newman.

Randy Newman er meget apropos en af dem, Peter Gabriel hylder, når ’Scratch my back’, hans første album i otte år, udkommer i disse dage. Titlen antyder indholdet, som er fortolkninger af sange, Gabriel ville tage med til sin øde ø. Selvfølgelig med trådløs opkobling. Der bliver sange af bl.a. Magnetic Fields, Paul Simon, Lou Reed, Talking Heads, Bon Iver, Neil Young og Radiohead. At dømme efter smagsprøver er der tale om kopier, der er alt andet end rygklappende. Helt i Peter Gabriels ånd. Han har aldrig været nogen engel, men alligevel altid fløjet højt.

Foto af Steve Double fra forsiden af Hit – the defenitive two cd collection, 2003