McCartney: 70 og evergreen

Paul McCartney, som nu runder de 70, er ikke den, der bærer nag nu om dage. Han omtaler altid John Lennon med vemod, kærlighed og respekt. Måske er det alderen, måske er det fordi det er sådan, han helst vil have det skal blive ved med at blive husket, deres nu næsten mytologiske samarbejde.

»Jeg var meget heldig,« fortalte han f.eks. Q Magazine så sent som i 2010: »Jeg havde den ultimative samarbejdspartner i John og omvendt. Der skete noget særligt, når John og jeg satte os sammen for at skrive, to kammersjukker siddende over for hinanden, mens vi gjorde det, vi nu gjorde. Det var magisk. Jeg tror ikke, mange opnår det bare èn gang i livet, og jeg er ret sikker på, at ingen opnår det to gange,« sagde han som svar på, om ikke han af og til savner en at skrive sange sammen med. Og så er sandheden vel den, at de relativt kort tid inde i karrieren holdt op med at komponere helt så tæt sammen, ’I Want To Hold Your Hand’ var en kulmination, men de blev ved med at bruge hinanden, indtil de havde brugt hinanden op.

Og det havde de et godt stykke tid før, de fandt hver deres nye livsledsager. På Help! havde Paul sunget om at have fundet ’Another Girl’. Da han og John så faktisk gjorde det, viste det sig at være mindre simpelt end en popsang. Men Yoko Ono og i mindre grad Linda Eastman var bare katalysatorer i en proces, der måtte ende som den gjorde.

Beatles-forfatteren Ian McDonald mener, at grunden til, at det gik som det gjorde, var, at Paul var optimist, mens John var pessimist. Måske. Man kan også sige, at den senere fredsevangelist, John, længe var ligeglad med verden, mens Paul var glad for omverdenen. Han sugede til sig, bildte sig ikke ind, at han kunne forstå det hele, men fik en kulturel vækkelse, da han midt i tresserne blev kæreste med den 17-årige skuespiller Jane Asher, som kom fra et kulturelt nysgerrigt hjem. Paul fra kommunens ejendomme med den tykke Liverpool-dialekt, men de pæne manerer og det pæne smil, var bedåret, både af hendes rødhårede skønhed og hendes familie, der i dannelsesgrad var så ulig hans egen. Der var noget at lære, og noget at vinde.

Social status spiller ofte en rolle, når man kommer fra et hjem så småt, at der er ikke plads til at vende sig, uden at ens dagdrømme støder ind i en væg. Pauls aleneforælder, den musikglade, men hørehæmmede eks-musiker Jim, kendte selv til udlængsel og sociale ambitioner, og støttede sine to drenge Paul og Michael, men faderen kunne ikke lære dem om en verden, han ikke selv kendte. Det måtte de selv gøre. Og Paul var lærenem. Blandt andet fordi han havde et meget vindende væsen. Han kunne smigre uden at sleske. Og var aldrig, i modsætning til John, i tvivl om sit værd. Ikke nogen dårlig arv at have fået med hjemmefra.

Paul havde ingen alvorlige kvababbelser ved at blive tiljublet som en beatle. Det var selvfølgelig træls, at pigerne ved koncerterne skreg så meget, at man ikke kunne høre, hvad man selv tænkte endsige spillede, men grundlæggende nød han det, så det ikke var til at overse for dem nede i salen.

Paul nød også at blive bedre og bedre i pladestudiet, hvor han også fandt ud af, at han var god til at få folk til at gøre som han ville. Han erstattede lidt lykke og lidt held med lidt charme og lidt list.

Og når det ikke var nok, kørte han henover folk med et smil, der ikke altid nåede øjnene. The Beatles skulle jo holdes i gang, og han, Paul, var igangsætteren.

Han var også den, der hele tiden holdt fast i, at de ikke skulle blive forudsigelige. Hverken i den ene eller den anden retning. Han var med til at punktere de største luftkasteller, men var også den, der selv yndede at bygge dem. Og midt i det hele, når prætentionerne trængte til en pause, så kreativiteten igen kunne indfinde sig, kunne han finde på at tage en timeout. Som f.eks. den 6. december 1966, året efter at han og især John og George havde fået smag for både lsd og marihuana. De var i Abbey Road og arbejdede på to vidt forskellige (og alligevel ens) sange: ’Strawberry Fields Forever’ og ’Penny Lane’. For mange essensen af forskellen på John og Paul. Under et break i alt det sjove, men også vældigt seriøse trak Paul ud af Hofner-bassen en sang, de andre svagt kunne huske som en, de havde spillet på klaveret nærmest som pausesignal, når deres lydanlæg gik i stykker i gamle dage i The Cavern.

McCartney havde skrevet den, da han var 15 eller 16, kilderne er uenige, og siden satte han tekst på, da hans far fyldte 64 i 1966. Den kunne de da godt lige løbe igennem. Den blev færdig i løbet af fire indspilningsdage, og midtvejs skrev George Martin et arrangement for tre klarinetter, så sangen til slut fremstod som noget, der kunne være blevet spillet på Titanic eller i Wivex i Tivoli i de brølende tyvere. Det var vaudeville og camp fra mellemkrigstidens uforstyrrede England, og på toppen af fornemmelsen af ikke særlig fjern fortid lå så Paul McCartneys stemme, som var drejet en tone højere ved at man havde forøget båndhastigheden. En Giro 413-klassiker var født: »When I get older, losing my hair/many years from now/will you still be sending me a valentine/birthday greetings, bottle of wine?« Og så de mildt sarkastiske linjer, som viste, at sangen vist ikke helt er ment, som det synges: »will you still need me/will you still feed me/when I’m sixty-four…« Man kan for evigt diskutere, hvordan Sgt. Pepper ville have lydt, hvis ikke ’When I’m Sixty-Four’ var kommet lige efter den højstemte ’Within You Without You’. Det havde klart være en tungere, ikke slet så eventyrlysten omgang, og slet ikke en plade, der i samme grad præsenterede alle farver på den musikalske palet og alligevel for mange formede sig til eet billede. Det var McCartneys fortjeneste, og så kan kritikerne komme og sige, hvad de vil, inklusive den, der skriver dette.

John Lennon sagde om ’When I’m Sixty Four’, at »den sang kunne jeg end ikke have drømt om at skrive« og kaldte det i det hele taget »granny music«, når Paul kom med den slags melodunter, der jo i pinlig grad var med til at minde de nye verdenserobrere om, at de kom fra provinsen. Ringo Starr, som året før med blandede følelser havde fået ’Yellow Submarine’ i tvivlsom evighedsgave, skulle vist nok oprindeligt have sunget ’When I’m Sixty Four,’ men man må lade McCartney, at han altid har stået ved sin spraglede smag, der, som en kritiker har formuleret det, altid har været »en indre kamp mellem kliche og geni.« I den røgelsestunge atmosfære af hippie-selvovervurdering, som herskede også i Abbey Road, forekommer det mig, at det krævede mere mod – og selvtillid – at introducere en sang som ’When I’m Sixty-Four’ end bare at lægge sig i lemmingstrømmen af tidens modernistmedløbere. Den sang var med til at gøre Sgt. Pepper til mere end et periodestykke. Og så handlede den endda slet ikke om tiden. Eller det vil sige, det gjorde den jo på sin egen bagvendte måde, for var der noget, vi dengang ikke turde sige højt så var det, at ungdommen ikke ville vare evigt. Alderdom var tabu. Eller som digteren Iwan Malinovski skrev året efter: »Verden er blevet for gammel. Den lugter af lig. I har ret, alle over tredive er livsfarlige …« Ham havde Paul nok ikke læst, men han havde læst så meget andet, mens John sad derhjemme og stenede.

I 1965 HAVDE Barry Miles, John Dunbar og Janes bror, Peter, åbnet en lille boghandel, The Indica. Paul var den første kunde. Han købte bøger som Ed Sanders digte og Gandhis tanker om ikke-vold. Som Barry Miles husker det i Q, så havde Paul antennerne ude. »Den ene dag gik han til et vaudevilleshow, den næste en eller anden popsanger og så John Cage-eleven Cornelius Cardew, som sad og slog på et klaverben. Jane introducerede ham for tidens eksperimenterende filminstruktører som f.eks. Antonioni. Paul mødte mange af dem, når de kom til byen.« Sådan et hjem havde Asher-familien. Der var åbent hus og nye input var velkomne. Det samme sagde hendes forlovede også i de år. Fra båndeksperimenter (Luciano Berio) til digtoplæsninger (Allen Ginsberg), fra billedkunst (Warhol og Magritte) til opera (Benjamin Britten). »Jeg havde,« husker McCartney i samme nummer af Q, »tid til at give mig selv tid til at åbne mig for den slags, som havde fascineret mig fra jeg var en stor teenager. Det var på den anden side velafbalanceret med den mere klassiske substans i The Beatles, og det var rart, at det kunne sive ind i The Beatles på den måde, det nu gjorde.«

»Det var lidt mærkeligt,« fortsætter han, »for på samme tid var jeg kendt som the cute beatle… John var den kyniske, the wise beatle, den intellektuelle. I virkeligheden var det vildt meget helt omvendt. Jeg husker, når John kom ind fra landet i sin Rolls Royce (med chauffør) og sagde: ’Gud, mand, jeg misunder dig virkelig.’ Han måtte frigøre sig og det var jo, hvad han gjorde. Senere.«

Midt i al denne berusende frisætning følte Paul McCartney som den eneste også et stort ansvar for The Beatles. Selv om han uden tvivl kørte de andre hårdt og kunne være så bedrevidende, at både George og Ringo kortvarigt blev eks-beatler, mens John bare fortabte sig i lsd, reagerede Paul altid på vegne af The Beatles. Ikke for sin egen skyld. Det var ham, der uden at have erhvervserfaringen til det prøvede at redde, hvad reddes kunne, da Apple-drømmen brast. John var et andet sted i sit hoved, Ringo besad ikke noget ønske om at tage ansvar for andre end sig selv og George var så ’peace, love and understanding’, at han i december 1968 havde inviteret nogle californiske Hell’s Angels til at kigge forbi Apple. Som han skrev i sit memo til personalet: »De kan se ud, som om de vil gøre jer ondt, men de er helt i orden og gør gode ting, gør dem ikke bange eller stressede. Prøv at hjælpe dem.« Gæt hvem der endte med at blive bange, da de rygmærkede gæster plyndrede køkkenet? Intet under at Paul somme tider følte, at han var den eneste i The Beatles, der ville The Beatles.

Det var også ham, der på et kritisk punkt i Let it be-processen over for de andre (og Yoko) opridsede, hvor bandet stod netop da: »Jeg mener, at vi har været meget negative siden hr. Epstein døde … det er derfor, vi alle efter tur har været lede og kede af gruppen. Det er lidt en skam. Det er lidt ligesom at vokse op – på et tidspunkt i livet forlader ens far en og så står man på egne ben. Som I ved, så er Far nu væk. Jeg synes, at vi enten skal gå hjem eller komme videre. Vi behøver disciplin. Hr. Epstein, han sagde ’på med habitterne’ og det gjorde vi så. Selv om vi altid bekæmpede den disciplin en smule. Nu om dage er det vores eget ansvar, og vi gør så lidt som muligt, men min holdning er, at det kræver lidt mere, hvis vi skal fortsætte med det her.« Georges svar viste Paul, hvad han var oppe imod: »Okay, hvis det er, hvad det indebærer at komme videre, så ønsker jeg ikke at gøre noget.«

Pointen er, at uden Pauls udholdenhed var bandet ikke nået frem til Abbey Road, altså albummet. »Vi kom ud af en tunnel,« har han for nylig sagt om dengang. »En sang som ’Here Comes The Sun’ var bogstaveligt talt, hvordan George følte det: ’it’s been a long cold lonely winter’. Vi havde været gennem dårlige tider og lettelsen over bare at finde sammen igen og gøre det, vi kendte til og ikke stille for mange spørgsmål, var lidt af en glæde.«

Alligevel var det bedste, der nogensinde er sket for Paul McCartney, at han i 1970 forlod The Beatles – som om The Beatles ikke for længst havde forladt sig selv. Måden, han gjorde det på, var lidt uelegant, men situationen var tilspidset, så han tyede som så ofte før til realpolitikken, for John havde jo heller aldrig ligefrem tilhørt det diplomatiske korps. Der var noget ’jeg-skal-vise-dig-skal-jeg’ over handlingen.

Intet er sværere at aflive end fordomme, og de trådte storskrydende frem, da Pauls soloalbum kom på gaden. Musikken var unplugged, før nogen kaldte det sådan, og virkede halvfærdig trods den ekstatiske videreførelse af ’Let It Be’, som han kaldte ’Maybe I’m Amazed’. Og i en tid, hvor kollektivet stadig var en skattet samværsform, var det direkte provokerende med en plade, der var så privat – ingen sagde et ord om Lennon, der lige havde fået lp-udgivet en nyforelsket nats eksperimenter på en båndoptager. McCartney blev brugt som det uigendrivelige bevis på, at Paul var et musikalsk bløddyr modsat den rå rocker, John Lennon. John var avantgardist. Paul var en poppedreng. Dette vrangbillede tog Paul med sig ind i solokarrieren som et åg, der længe plagede ham og fik ham til hele tiden at ville retfærdiggøre sig selv. Ydermere kunne han ikke bare nøjes med at være solist. Han skulle også have sin kone med. Ikke at John ikke havde det, men hun var jo kunstner, ikke? Linda var bare … Linda. Da han i 1971 dristede sig til at danne Wings, betragtede mange Fab Four-fans det som en besudling af mindet om The Beatles. Og for at føje skade til spot sad hun naturligvis med ved elklaveret og sang kor. Bandets første koncerter fandt sted i universitetskantiner, kulturhuse og småklubber i den samme uannoncerede anonymitet, han tidligere forgæves havde foreslået The Beatles som en måde at komme tilbage til koncertscenerne på. Ved en af disse første koncerter med Wings knasede hans mikrofon konstant. Paul fortalte tilskuerne, at mikrofonen lige skulle skiftes til en, der duede. Nede fra salen lød det: »Så giv for fanden den gamle til din kone…«

WINGS VAR lidt længe om at lette. Da de omsider gjorde det, foregik det, af alle steder, fra Lagos. Forinden var gået fire plader med stigende succes, Red Rose Speedway blev nummer et i USA i foråret 1973. De hittede bare ikke hos anmelderne, der havde svært ved at tage beatles-hørebrillerne af. Siden har en række genudgivelser til en vis grad rehabiliteret ham og hans tidligere post-Beatles-plader. Senest RAM, som jeg vender tilbage til her på bloggen.

Paul McCartney havde, som superstjerner nu engang har for vane, fået den eksentriske idé at indspille de nye sange i de varme lande. Nærmere bestemt EMI’s pladestudie i Nigerias hovedstad. Umiddelbart inden afrejsen skrumpede Wings ind til en trio, da guitaristen og trommeslageren smækkede med døren – McCartney har efter The Beatles ikke haft ry for som boss at praktisere medbestemmelse. Som om stækningen af Wings ikke var nok, havde nogen glemt at fortælle ham, at Nigeria var et militærdiktatur med udgangsforbud og kriminelle gadebander, og at studiet i Lagos lignede det, det var – et indspilningsteknologisk u-land, der næsten fik ham til at længes efter Apple-fusentasten Magic Alex.

Det forhindrer ikke Band On The Run i at være elementært rockmedrivende, hvad enten der strækkes ud på ’Jet’ og ’Helen Wheels’ eller sjæles på McCartney-patenterede ballader som ’No Words’ og ’Bluebird’ samt den malerisk instrumenterede ’Picasso’s Last Words’. Og nok så afgørende: Det sødladne, der altid lurer hos McCartney, er erstattet af en forelsket sødme, der sammen med en rytmisk fremadrettethed gør dette til McCartneys gyldne øjeblik i en karriere af gyldne øjeblikke. Band On The Run blev hans helt egen Abbey Road, hvor fragmenter ophøjes til hele sange, hvor breaks og stemningsskift falder helt naturligt, og hvor han brillerer både som trommeslager (en virtuos udgave af Ringo) og som leadguitarist (den plade må de have hørt meget i et band som 10cc og den må have fået George til at tænke sit) af den slags, der både er til seje riffs og melodisk rundhed.

Selv om titelsangen må være skrevet i samme åndedrag som McCartneys James Bond-tema ’Live And Let Die’ er det fortsat et nummer, der dels aftvinger respekt alene i sin opbygning, og dels på fem minutter når længere rundt end de fleste gør på et helt album. Alene overgangen fra introen til omkvædet, som i virkeligheden er en hel sang … Hvad den handler om? Jeg ved det ikke helt. Noget med nogen, der flygter fra presset, hverdagen, virkeligheden. Det er ikke pointen. Pointen er popmusik, hvor høj sværhedsgrad ikke står i vejen for umiddelbarhed.

Albummet var Pauls måde at sætte kritikerne på plads på. Han kunne dog ikke gennem resten af tiåret holde musikalsk momentum. Da Back to the egg udkom i 1979 opsummerede Rolling Stone hans seneste plader med ordene: »Denne eks-beatle har udlånt sine i sandhed formidable talenter som sanger, sangskriver, musiker og producer til nogle af de mest slappe og dovne plader i rockens historie.« Og ramte dermed ned i et af problemerne med og for Paul: Han har skrevet broderparten af de bedste kapitler i Lennon-McCartney-bogen (jo, han har!), men den legende lethed, hvormed han turnerer sine musikalske pointer, har været et tveægget sværd. Det lyder hverken svært eller sært nok, og kan på en dårlig dag – og hvem har ikke det? – sløre det faktum, at Paul er en af populærmusikkens bedst begavede og alsidige komponister. Det sidste behøver man ikke have koden til hans netbank for at finde ud af. Man kan nøjes med at høre hans plader. Eller de bedste af dem, for netop letheden er hans fjende.

Den lidt nonchalante, men selvsikre attitude har fået ham til at udgive flere plader end godt af, men det sidste tiår har han unægtelig virket i bedre og mere stabil form end nogensinde. Cd’er som Flaming Pie, Driving Rain og Chaos And Creation In The Back Yard rummer musik af den slags, der får et begreb som contemporary rock til at ophøre med at være et skældsord. Desuden har han, med måske ikke altid lige indlysende kunstnerisk nødvendighed, afsøgt for ham nye former som oratorier og electronica-farvet ambient. Og i en alder af nu 70 virker han utrættelig på en scene som forvalter både af Beatles-arven og sin egen plads i musikhistorien. Bare se koncert-dvd’en fra 2009, Good Evening New York City, hvor han på det nyåbnede Citi Field, placeret der hvor Shea Stadium lå, både lod sig hylde og hyldede musikken og de 42.000 tilskuere, hvor af mange end ikke var født, da han 44 år tidligere spillede på matriklen sammen med The Beatles, men alle kendte hans bagkatalog, som om de havde været der, da han skrev det. Og værd at bemærke: Helt blanket af ved Dick James’ famøse salg af Northern Songs blev Paul ikke. I sin årlige ’rich list’ opgjorde Sunday Times i 2010 hans formue til i omegnen af 475 mio. pund eller små 4,3 mia. kroner; en forøgelse i forhold til året før, hvor han som andre mærkede krisen samt en skilsmissegodtgørelse i 200 mio. kroners-klassen til Heather Mills, kvinden, der kortvarigt ’afløste’ hans kræftdøde ’Lovely Linda’. Bundlinjen er, at Paul i hvert fald ikke giver koncert for pengenes skyld. Det kan man godt mærke!

Nu om dage tager han kritikken i strakt arm. Han har ikke længere noget at forsvare eller forklare. Skæbnen ville, at han fik det sidste ord. Han endte med at blive andet og mere end en eks-beatle. Via sit holdingselskab, MLP Communications, ejer eller forvalter Paul rettighederne til bl.a. forbilledet Buddy Hollys katalog, komponisten Frank Loesser (bl.a. ’On A Slow Boat To China’ og ’The Ugly Duckling’), musicals som Grease, Annie, La cage aux folles, Guys and dolls og A chorus line samt evergreens som ’Stardust’ og hans og Johns ’Love Me Do’ og ’Please, Please Me’ plus selvfølgelig det meste af hans egen produktion efter The Beatles.

Med historiens ironi er forretningsmanden McCartney altså endt med at blive en magtfaktor, man må tage alvorlig i den musikforlagsbranche, der engang tog røven på to naive og uvidende opkomlinge. Til gengæld er spørgsmålet, om det er musikeren McCartneys mål at blive taget alvorligt på den måde, kun musikanmeldere kan tage noget alvorligt. I 1976 luftede han med sangen ’Silly Love Songs’ noget, der stadig lyder som en trosbekendelse:

You’d think that people would have had enough of
silly love songs

but I look around me and I see it isn’t so
some people wanna fill the world with silly love songs
and what’s wrong with that?

I’d like to know ’cause here I go again …

Sangen gav hans kritikere frisk vand til slibestenen, men mens de hvæssede deres knive, måtte de tage sig i at nynne med…

PS: Apropos ’When I’m Sixty-Four’ og historisk ironi: I 2002 licenserede Sony/ATV sangen til det amerikanske forsikringsselskab Allstate Insurance, som anvendte den som led i en reklamekampagne. De brugte ikke originalen, men bekostede en nyindspilning, sunget af ham, Paul McCartney havde skrevet ’Hey Jude’ til – Julian Lennon…

Ovenstående er en lettere bearbejdet udgave af Paul-portrættet i min Beatlesbog, Yeah, Yeah, Yeah (Gyldendal).

Foto: Ukrediteret pr-foto

 FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK