Mr. Swing King danser ind i 60′erne
1 CommentDet var på BogForum for et par år siden. Peter A.G. blev interviewet om antologien, Fra balkonen drysser alle Peter A.G.’s sange. »Jeg forbeholder mig retten til at være et sart næsehorn«, erklærede han.
Poetiske og rammende ord. Som så mange andre fra manden, der hedder Nielsen til efternavn, men er AG for sine fans og de vist ikke helt få, der synes, han ikke er til at holde ud. For Peter Andreas Gjerluf Nielsen har altid været en smagssag, men man skal være lige så næsehornsstædig som ham selv for at frakende ham betydning for dansk rocks udvikling.
I morgen fylder han 60.
Det startede i Skjern under julesalget i 1966. I vinduet i morfars boghandel fik Those Gnags med Peter og storebror Jens lov at give koncert. Siden kaldte de sig bare Gnags og scenerne blev noget større.
Efter en bifagseksamen i dansk fra Aarhus Universitet og en flirt med journalistuddannelsen satte Peter A.G. – og resten af Gnags – sig for at videreføre hippiearven fra forbillederne og vennerne i Alrune Rod med kom-sammen-sange. Op gennem 70’erne blev det til en både lokal og global og bandsat dansant musik. Gnags var både underlige fisk, vilde kaniner og blå hunde. Og det stod enhver frit for at blive som dem.
Gruppen hentede senere inspiration i de varme lande. Turneer til Mellemamerika og Afrika var øjen- og øreåbnere, også musikalsk.
Plader som Er du hjemme i aften, Burhøns og Intercity var prologer til det uovertrufne stræk af 80’er-plader, der med stilgreb fra Talking Heads og ikke mindst Bob Marley efterlyste plads til begejstring i et kuldslået, selvisk, kartoffelkureret Danmark. Og som selv skabte den plads. Ikke mindst ved de mange festivaler, hvor gruppen med AG som både selvforglemmende og selvcentreret centrum lød, som om de havde puttet noget i alles kaffe.
Vi blev swingkonger for en stund, når Gnags var på scenen. Samtidig lod AG fremmedhadere vide, at udlændinge er en berigelse, og hvorfor lægge armene over kors, når man kunne sige: »Lige meget hvem du er/lige meget hvor du er/så velkommen her…« Det gjaldt om at finde muligheden i begrænsningerne, som han sang i det sprog, F.P. Jac beskrev som »dette dybt sporende samtalelyttende Nielsenbrus…«
Undervejs oparbejdede Gnags en større organisation. AG og de andre ville, efter svensk model, sidde på produktion og distribution, så man ejede eget studie og bookingbureau, og gruppens pladeselskab, Genlyd, blev et kraftcenter. Nogen mente magtcenter. Også selve beliggenheden, Århus, var en kulturpolitisk markering.
I sommeren 1990 solgte man Genlyd. Til tysken. Multinationale Bertelsmann købte. Og Gnags & co. fik en god pris på et tidspunkt, hvor et pladeselskab endnu virkede som en god ide. Gruppen fortsatte med at udsende plader på Genlyd, og besvarede den ideologiske kritik af salget med variationer af vendingen om, at fordi man er idealist behøver man jo ikke være dum. Pengene stækkede ikke kreativiteten. Den efterfølgende cd, Lygtemandens sang, er blandt bandets bedste, men set i bagklogskabens lys blev den en svanesang.
Der kom yderligere en håndfuld plader, som ikke alle var så unødvendige som yngre anmeldere mente, men AG var for mange kommet til at stå for noget, der havde været. Noget så oldnordisk som solidaritet og holdning, og man fortrængte/glemte, at gruppen i den grad havde været musikalske globetrottere, så et stykke ind i det nye årtusind kyssede Gnags tiden farvel. Fordommenes bekæmper, Peter A.G., endte med at give fortabt over for fordomme.
Allerede i 1979 havde bassisten, sangeren, keyboardspilleren og guitaristen udsendt sit første soloalbum, og i 1997 kom det andet, Solo, med subtile, varmegivende sange, der uden at blotte sig Se & Hør-agtigt siger en del om ham. Som hans mangeårige samarbejdspartner, musikkonsulent Jesper Bay, tilføjer: »En af Peters foretrukne metaforer er havet: Blødt og blidt, vildt og voldsomt, den stærke strøm. Aldrig stille, altid i bevægelse. Dybden, spejlingen. Alle de elementer rummer han også som person. Det gør ham til den mest inspirerende mand at arbejde med og ind i mellem også den mest frustrerende.«
Sidste år udgav sangeren det utilsløret selvbiografiske album, Det Scene Show, fulgt op af en turne, hvor han sprang ud som den historiefortæller, han dybest set altid har været.
Pladen handler om at blive ældre uden at være gammel. Det forhindrer livet som far og bedstefar samt samlivet med reklamedirektøren, Anouska Sinding. Måske bliver der tid til en slapper under bøgen af og til, men stolen på baren ved molen må vente lidt endnu på en sanger, der nu om dage ikke ser den lave sol over Århus, men over søerne i København.
PR-foto: Henrik Sørensen
About the author
1 Comment
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] Torben skriver i Politiken om Mr. Swing King, der aldrig bliver gammel. Kan også læses i Billes egen weblog – lige her. [...]