Paul Simon genopfinder sig selv

Det er ikke alene længe siden Paul Simon sidst udsendte et album, det er også meget længe siden han udsendte en god plade. Faktisk skal vi helt tilbage til 1990 og albummet The Rhythm of the Saints. Det ved Paul Simon bedre end nogen anden.

Usikkerheden har måske fået ham til i bookletten til sin nye cd, So beautiful or so what, at lade Elvis Costello anmelde pladen meget rosende. Som om musikken ikke kan tale for sig selv…

Det kan den. Ikke sådan at forstå, at sangene melodisk er på højde med de sange, Simon præsenterede på sit første soloalbum og på Still crazy after all these years og Graceland. Han har længe være mere til rytmer end refræner, mere til grooves end til tunes.

I stedet for sangbarhed får man nærvær, atmosfære og indlevelse på en plade, hvor Simon havde sat sig for ikke at arbejde ud fra en grundlæggende rytmisk præmis, men bare ville se, hvad der skete, når han derhjemme lod de nye sange komme ud af sin guitar.

Bortset fra åbningsnummeret, den fængende ‘Getting Ready For Christmas Day’ (som er i nær familie med ‘Me And Julio Down By The Schoolyard’) og den snurrige ‘The Afterlife’ (en fætter til ‘You Can Call Me Al’), endte det alligevel med igen at blive en musikalsk smeltedigel, fuld af etnicitet og elektricitet på den semiakustiske måde. Der bliver spillet på kora, djembe, valdhorn, dobro, tablaer, lerpotter, angklung og hele det sædvanlige rockudtræk, suppleret med Simons sublime fingerspil. Og så er der blevet samplet ikke så lidt, lige fra gamle baptistprædikanter til lukkede tamburiner med indlagt grus. Det hele er kommet ud i den anden ende som en selvbestøvende organisme. Via Louisiana, Indien og Afrika.

Sangene handler en del om Gud. Spøjst i og med at Simon er ikke-troende jøde, men det er sange om Gud og fraværet af ham og mysteriet om ham, som det levendegøres i kærligheden. Og vores længsel efter den.

Ordene er fulde af tør humor og varm undren over at være til: “Love is eternal sacred light” som det hedder. Simon er ikke gammel gospel-fan for ingenting. Han er også så erfaren en tekstforfatter, at han ved, at gamle fraser tit kan udtrykke den nyeste sandhed: “I loved her the first time I saw her/I know that’s an old songwriting cliché/Loved you the first time I saw you/can’t describe it any other way…” Og så synger han som snart 70-årig med en erfaring, der svarer til hans alder, men med en smidighed som dengang han tog til Graceland.

På dvd’en i de luxe-udgaven af albummet er der en fin dokumentarfilm om tilblivelsen af pladen. Her fortæller Simon, at han har lavet den, fordi han var ved at komme i tvivl om berettigelsen af musikalbummet som en kunstform i en verden, hvor musik er så fragmenteret.

Den tvivl behøver han ikke længere nære. Det er med So beautiful or so what som det er med kærligheden og poesien – den kommer til den, der venter, for nu at citere en anden Paul (La Cour). Ventetiden er ovre.

Paul Simon: So beautiful or so what. Producere: Phil Ramone & Paul Simon. Concord/Universal.

PR-foto af Mark Seliger.