Richie Havens runder de 70

DET LIGNEDE et politisk korrekt valg, da Richie Havens fredag 15. august 1969 kl. 17.07 gik på scenen, iført orange, knælang tunika, som første navn på Woodstockfestivalen. Med sig havde han sin åbent stemte guitar og en guttural røst. Han var sort, og det var en sjældenhed hin weekend. Han spillede det instrument, som var generationens våben og som pegede tilbage til Kennedy-epokens protestsange. Han sang med messiansk styrke om ’Freedom’, selve det begreb og den drøm, festivalen lancerede sig selv som et levende slogan for.

Sandheden var mere prosaisk. Motorvejen fra New York City til Bethel, hvor festivalen fandt sted, var lukket af kilometerlange bilkøer. Et uoverskueligt antal hvide middelklassekids ville nemlig på landet for at prøve at være hippier en lang weekend. De optrædende måtte derfor flyves ind, og det tog sin tid, så da Havens ankom som den første, blev han overtalt til at gå på.

Han endte med at spille et par timer, for at få tiden til at gå. Da han var løbet tør for sange og ikke kunne huske teksten til ’Hey Jude’, begyndte han at improvisere over den gamle negro spiritual, ”Motherless child”. Resultatet blev ”Freedom”, en sang, der levendegjorde, hvad folk havde betalt 18 dollars for at opleve i tre dage.

Selv fik Havens 6.000 dollars for sin ulejlighed – lidt under halvdelen af, hvad hovednavnene fik. Beløbet forrentede sig rigeligt. Woodstock blev Havens’ visitkort fremover. Og ”Freedom” toner den dag i dag frem, når man åbner hans website.

Han var ukendt for de fleste inden Woodstock, men havde allerede udsendt en håndfuld lp-plader. Den første kom i 1967. Og året efter vakte han en vis opsigt med sin tolkning af Dylans ’Just Like A Woman’ – som han senere sang ved Dylans 30 års jubilæum.

DEN BROOKLYN-fødte Havens er ud af en søskendeflok på ni. Og fylder i dag 70. Gospel kom ind med modermælken, og han sang doowop på gadehjørnerne i bydelen. Fra 1962 hang han ud i boheme-kvarteret Greenwich Village. Egentlig som portrætmaler, men guitaren trak mere end penslen. Rygterne om hans evne som performer nåede datidens rockmogul, Dylan-manageren Albert Grossman, som skaffede ham en pladekontrakt.

Selv om Havens har skrevet egne sange, er det stadig blandt hans over 25 albums fortolkningerne af andres sange, der stikker ud. Året efter Woodstock fik han et hit med ’Here Comes The Sun’ og senere blev han et godt alternativ til originalerne, når firmaer ville bruge Dylan og Beatles i reklameøjemed. Havens’ version af ‘The Times They Are A-Changing’ blev brugt i en tv-kampagne for revisionsfirmaet Coopers & Lybrand. Ligesom han har skrevet jingles for togselskabet Amtrak.

Samme år som Woodstock udgav han det ambitiøse dobbeltalbum 1983. Anmelderne kunne lide det noget bedre end publikum, så han blev droppet af pladeselskabet og startede sit eget.

I 70’erne forsøgte han sig som skuespiller. Bl.a. spillede han Othello i en musicalfilmatisering af Shakespeare-dramaet, og med Richard Pryor i filmen Greased lightning.

Havens fattede også interesse for klodens tilstand. Og var med til at stifte et oceanografisk museum for børn i Bronx, og dannede The Natural Guard, en økologisk selvhjælpsorganisation for børn.

Den opblomstrede interessen for verdensmusik i 90’erne gjorde Richie Havens godt. Han blev genopdaget. Blandt andet af Peter Gabriel, og fremstår ved festivaler og på nyere plader så genfødt og autentisk, som da han mødte verden første gang på Woodstock.

Han er aldrig blevet ædt, hverken af nostalgi eller showbiz. Måske fordi han, som han siger, aldrig har opfattet sig »som en, der er i showbiz. Jeg er i kommunikationsbranchen.«

PR-foto hentet her.