Spillemænd på en tagryg

I dag er det 43 år siden The Beatles prøvede at genopfinde sig selv ved at give en næsten-impromptu koncert på taget af Apple-bygningen i Savile Row. Udgangspunktet var ikke det bedste. Gruppen var i studiet og det swingede mildest talt ikke:

JOHN OG YOKO var så væk i herointåger, at de kun kunne kommunikere med hinanden. Resten af tiden hang John og kedede sig monumentalt. »Jeg var stenet hele tiden og det hele ragede mig en skid,« fortalte han senere Jann Wenner. Kun på en af de få nye sange, han havde medbragt, ’Don’t Let Me Down’, blev han næsten skræmmende nærværende. Ringo kedede sig også. George kom lige fra et skænderi med sin kone, men havde ellers sat sig op til de sessions.

Før jul havde han været i Woodstock og hyggearbejdet med The Band og Dylan, og den oplevelse sidder stadig i ham som noget godt at bygge videre på. Paul er igen i sit es som selverklæret kapelmester, storleverandør af flotte, nye sange og et overblik, der burde vidne om overskud, men viser sig at være topstyring i forklædning. Han instruerer, irettesætter og irriterer de andre i et væk. Han er derfor også stort set den eneste, der griner på de atmosfærefyldte fotos af Ethan Russel, som udgjorde hovedindholdet af hæftet til Let it be, det album, der efter lang ventetid på hylderne og en kontroversiel strygerbelagt nyiscenesættelse af Phil Spector året efter blev udbyttet af de trøsteløse dage i januar og februar, som George Harrison i Anthology kalder »vort mismods vinter«·

Da Paul var den, der havde medbragt flest nye numre og eftersom ingen ville bryde den spinkle illusion om, at alle fire betød lige meget, brugte The Beatles store dele af tiden på at jamme, gamle sange fra Cavern-repertoiret, ting helt tilbage fra Hamburg-tiden og fælles favoritter. Spildtiden var enorm. Det akkumulerede den kollektive frustration også til at blive.

Klippene fra filmen taler deres tydelige sprog: Paul, der sidder bag Blüthner-flygelet som stod han på en kommandobro. Ringo, der småsover. Fuldemandsrock med John og Paul på ’Shake, Rattle And Roll’. John, der ryger en joint. George Martin, der ser ud som om han ikke aner, hvad han gør her. The Beatles plus Yoko siddende ved mixerpulten som stenfigurer. Yoko, der indgående studerer sine knoer. John og Yoko, der i en smuk drømmesekvens valser gennem rummet, tabt for den omverden, de snart skal ud og forsøge at redde. Men også billedet af deres gamle Hamburg-kammerat, den smilende Billy Preston bag elpianoet, som blev hentet ind for at sprede gode vibrationer og faktisk lykkedes med det, så længe han var i rummet. Det var han ikke i den herostratisk berømte situation, hvor Paul forsøger at gøre ved George, hvad han gjorde ved Ringo året før: Fortælle ham, hvad han skal spille. Nummeret er ironisk nok ’Two of us’. »Jeg prøver at hjælpe dig. Jeg er ikke ude på at gøre dig sur,« siger Paul på den mest patroniserende måde, mens han bliver ved og ved og ved. George hvisler med syrlig ironi: »Jeg vil spille præcis, hvad du vil have mig til at spille. Eller jeg spiller overhovedet ikke. Jeg vil gøre, hvad der skal til for at du skal blive glad …«

Fire dage senere, angiveligt efter et skænderi med John om den tikkende bombe under Apples finanser, laver George sin egen ’ringo’. Han forlader indspilningerne. »See you round in the clubs,« lyder hans afskedssalut. Efter at han har rådet dem til avertere efter en afløser for sig. Scenen er ikke med i den færdige film. Det er også unødvendigt. Og nådigt. Dermed slipper vi nemlig også for at se den eneste gang, Yoko smilede under de sessions. Det var nemlig, da George forlod bandet. De to var ikke kompatible, selv om George jo ellers var faldet for østlig mystik. Vi er fra første parket øjenvidner til et band i uskøn opløsning. Ikke højrøstet, det var ikke deres stil, men indædt og enerverende. Egentlig ikke så mærkeligt at filmen ikke har været i distribution siden først i 80’erne. En opshinet dvd-udgave var ret langt i processen, men er blevet sat på standby af Paul og Ringo, fordi gensynet med de gamle optagelser genoplivede en række gamle spørgsmål, som Neil Aspinall udtalte.

George kom tilbage, men ikke uden betingelser. Og han er i en position, så han kan stille dem.

HANS HOVEDKRAV er, at det planlagte tv-show, der skulle afrunde forløbet, bliver skrinlagt. I stedet går han med til, at The Beatles giver en friluftskoncert for sig selv og nabolagets kontorfolk, der skabte trafikkaos nede på gaden, fordi de stoppede og kiggede op efter lyden på toppen af taget i Apple-hovedkvarteret i Saville Row 3, som sommeren før var erhvervet for 500.000 pund. Optagelsen er legendarisk.

Ved frokosttid torsdag den 30. januar 1969 trodsede John, Paul, George og Ringo samt Billy Preston den kolde blæst, og mens kameraerne og to ottespors båndoptagere rullede, opfyldte The Beatles endelig formålet med hele Get back-projektet:

De genfandt og genopfandt sig selv i et konfliktfrit helle, hvor de atter virkede som det firkløver, meget få af os finder frem til i underskoven af muligheder. Hver gang jeg ser den sekvens, mindes jeg Ringo, da han engang sagde, at det eneste, der altid havde ærgret ham ved at være med i The Beatles, var, at han så aldrig fik mulighed for sidde nede i salen og se dem spille live. Det var længe siden, de havde været så levende som i den frokostpause: Paul i habit, Ringo i sin kones orangerøde regnfrakke, John i Yokos imposante pels og George i en sort vams og gummisko. Numrene var ’Get Back’, ’Don’t Let Me Down’, ’I’ve Got A Feeling’, ’One After 909’, ’Danny Boy’ og ’Dig A Pony’. Plus det løse, som blev skåret væk i den endelige film. 42 minutter senere stoppede politiet koncerten på grund af naboklager. The Beatles havde – igen – forstyrret den offentlige orden. For sidste gang. John fik de sidste, ofte citerede ord ved denne allersidste Beatles-koncert: »I’d like to say ‘thank you’ on behalf of the group and ourselves and I hope we passed the audition.«

Det syntes han i hvert fald de havde. Og glædede sig både til at se filmen og høre pladen, som han mente kunne blive den mest ægte Beatles-plade nogensinde. De andre var ikke enige. De blev de følgende uger ved at forkaste de bud på en sangrækkefølge, lydtekniker Glyn Johns kom op med, ja, man var så langt, at Apple havde udsendt anmeldereksemplarer af pladen, men den endte med at blive skrinlagt. Ingen af dem orkede at tage stilling til den. Optagelserne blev skudt til hjørne og tiet ihjel. I stedet var The Beatles, uden at gå i plenum om det, indstillet på at ville tage revanche.

Selv John var oppe på at forsøge igen. I første omgang troede han, at de nye sessions var en måde at forbedre og supplere Get back-indspilningerne på, men gradvist gled optagelserne over i arbejdet med en helt ny plade. For første gang længe reelt produceret af George Martin, som var blevet opfordret og kun havde sagt ja, fordi han var blevet lovet, at det skulle blive som i gamle dage. Han betingede sig også, at Paul undlod at give ham instruktioner…

Se mere om koncerten her.

Illustration: Sammenkopierede videograbs fra ‘Let It Be’, lånt herfra.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK