Tommy Seebach-bog er et hit

Intet ville være lettere end at gøre en fortælling om Tommy Seebachs liv til en tårepersende sæbeopera. Sådan kunne den nemlig godt se ud udefra, historien om ønskebarnet, der gik Jastrau-determineret i hundene, og døde i uophøjet ensomhed, fornedret som menneskelig jukeboks på Dyrehavsbakken i 2003.

Det ligner en dårlig film.

Istedet har den tidligere Se & Hør-journalist Peer Kaae begået en god bog. Som supplerer og udvider oplevelsen af det nyligt udsendte bokssæt.

Hvorfor drak Jeppe? Hvorfor drak Tommy? Hans historie former sig som en arketypisk skildring af en alkoholiker: Faderen var en hustyran med lavt selvværd. Moderen kuet, men kærlig, og holdt sammen på familien. Tommy blev vidunderbarn på orgel, og nåede hverken at gøre barndommen eller skolen helt færdig.

Til gengæld blev han en kærlig far (når han var til stede), men også et menneske, der lod sig kindkysse ihjel af showbiz. Og som hele livet, selv når der blev klappet højest, var i tvivl om sit eget værd.

Peer Kaae har indsamlet øjenvidneskildringer, både fra de allernærmeste (hustruen og de to sønner), drukkammeraterne og fra de (få) kollegaer, der – forgæves – havde mod til at konfrontere ham med drikkeriet.

De, der som denne blogger, så Seebach stå på Bakken bag et keyboard og en rytmeboks i årene efter at stjernerne var blevet slukket på himlen, så en sølle stakkel, der holdt sig oppe på Underbergere og dårlige vittigheder. Når han da ikke skældte det fåtallige publikum huden fuld eller unødigt underdanigt sagde tak for i aften.

Det havde været givende med et mere perspektivfyldt billede af pigtrådstiden med Sir Henrys (og Seebachs) tab af musikalsk identitet, da scenen skiftede og beatmusikerne satte stikket øredøvende i.

Til gengæld fortjener Peer Kaae ros for at eksponere Tommy Seebachs ret oversete kvaliteter som innovativ producer i en branche, som bestemt aldrig har påskønnet opfindsomhed.

Tommy er så mundret fortalt som Seebachs melodier. Og dertil behageligt usensationalistisk og fri for bagklogskab. Peer Kaae skruer ned, når det ville have været fristende at skrue op. Han lader tingene tale for sig selv.

Det gør han; rørende, men alligevel usentimentalt.

Peer Kaae: Tommy – en biografi. People’s Press.