Wili giver den stadig gas

Ikke kun Kim Larsen, men også hans gamle musikalske legekammerat, Wili Jønsson, kan prise sig lykkelig over at være blevet født, inden aborten den blev fri. Da hans mor ventede ham for 70 år siden, var hun for genert til at gå op til lægen for at spørge om sin tredje, lovlige abort.

I syv år år, fra lp-debuten i 1971 til den sidste koncert den 21. august 1978 i Folkets Park i Malmö, blev Wili Jønsson verdensberømt i Danmark som Gasolin’-bassisten, Larsen med lun bramfrihed har kaldt »den skeløjede halvsvensker«.

Men Jønsson havde haft stikket sat i et godt stykke tid, før Larsen skiftede pegepind ud med mikrofon. Skæbnen ville i øvrigt, at samme Larsen som nyuddannet lærer fik job på Gerbrandskolen på Amager, samme sted, hvor Jønsson i sin tid gik i realen med jazzentusiasten Franz Beckerlee.

Jønsson kunne ikke forestille sig et liv, forklædt som voksen, uden musik, så efter sin realeksamen stævnede han, iført tidens frimodige optimisme, ud på lykkens ufaglærte landevej som lagerarbejder, reservepostbud og tjenerafløser. Om aftenen spillede han musik. På et orgel af det dengang ret hippe mærke, Farfisa.

I december 1966 kom Jønsson med i Peter Bellis minibigband-eksperiment, Seven Sounds. Det holdt ikke længe. Det havde folkbeatbandet, Exploding Mushroom, heller ikke gjort, kun en nu efterspurgt single blev det til. I foråret 1967 købte Jønssson sig en Fender-bas, stødte ind i sin gamle skolekammerat, og en dag var skæbnen igen på færde, da han mødte Larsen, som han skaffede et job som afrydder i Minefeltet. Larsen ville hellere synge, selv om han ret beset ikke kunne. Endnu.

Beckerlee har sammenlignet den første gang, Gasolin’ i 1969 var i øvelokalet, med, hvad der sker, når en brændende tændstik falder ned i en fyldt krudttønde. I det band fungerede Jønsson som det, vi i dag ville kalde mediator. Forfatteren Peder Bundgaard har beskrevet ham som »venlig og tålmodig,« med »humor og overblik,« og kaldt ham »den sande gentleman i dansk rock ’n’ roll«.

Derudover er han musikalsk og lydhør, få sætter så sikre vokalharmonier som Jønsson, så intet under, at der var bud efter ham, da Gasolin’ løb tør for brændstof.

Sidste år spurgte fagbladet Musikeren ham, hvad han anså som den største udfordring for en musiker i disse år. »At høre efter, hvad der foregår,« svarede han. Ikke for at rette ind, men for at følge med.

Og det har han gjort. Ikke kun af nød, selv om han efter Gasolin’ stod med en skattegæld på mere end en halv million kroner (og det var endnu flere penge dengang…). Hans cv er een lang demonstration af lyst til mangfoldighed. Jønsson har blant mange andre spillet med Sanne Salomonsen, Sort Sol, Allan Olsen Frede Fup, Tyg (sammen med den i enhver forstand store guitarist Steen Svare), afro-rock med Alain Apaloo og i 90’erne færdigtegnede han sin personlige historiske cirkel, da han kom med i Peter Bellis Nye Rivaler.

Jønsson er og bliver dog amagerkaner. Han hepper på Fremad Amager, og musikalsk banker hans hjerte lige så meget for samarbejdet med ydmyge bands fra det Christianshavn, hvor han og hustruen, skuespilleren Katrine Jensenius, stadig bor i Sekseren, det hus, Gasolin’ købte engang.

I 2008 modtog han den estimerede Ken Gudman-pris. I den anledning sagde Wili Jønsson til Jyllands-Posten: »Jeg har en ganske almindelig og naturlig beskedenhed.« Det der med beskedenheden er klædeligt, men unødvendigt.

Denne omtale står også at læse i printudgaven af dagens Politiken.

Foto: Eric Klitgaard

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK