40 år siden Joni først fik guld

Kommentarer slået fra

I dag, Lillejuleaftensdag, fik Joni Mitchell for 40 år siden sin første guldplade i USA. Det var dengang, guldplader blev tildelt for et salg, der indbragte 1 mio. dollars. Nu om dage gives de for 500.000 plader (i USA).

Mitchell fik hæderspladen for sit tredje album, Ladies of the canyon. Hun var netop holdt op med at være kæreste med Graham Nash, og han får læst og påskrevet på en sang som ‘Willy’, hans kælenavn. Den er ikke helt så idyllisk som ‘Our House’. Hun kalder Nash for både sin far, sit barn, sin glæde og sin sorg. Ikke alt var peace, love and understanding.

Ladies of the canyon befinder sig i vadestedet mellem den mere traditionelle folkemusik og en mere, næsten jazzimprovisatorisk stil, hvis retning det endnu var for tidligt at spå om. Produceren, David Crosby, var selv på vej ud af en tangent…

Albummet indeholder generationshymnen ‘Woodstock’ (som hun ikke spiller på en hippieguitar, men på et Wurlitzer el-piano) og et hit som ‘Big Yellow Taxi’. Og anslog en tone, som kom til at klinge helt rent og originalt på Blue året efter.

Robert Christgau anmelder Ladies Of The Canyon sådan:

Joni’s new dependence on piano implies a move from the open air to the drawing room–or at least living area–that’s reflected in richer, more sophisticated songs. Sometimes the wordplay is still laughably high school–”lookout thru the pain” my eye. But “Both Sides Now” was only the beginning, and this album offers at least half a dozen continuations, all in different directions. Side two leads off with songs to a (real) FM DJ and a (figurative?) priest and includes her versions of “Woodstock” and “The Circle Game” as well as my own favorite, “Big Yellow Taxi,” an ecology song with a trick ending.

Og giver pladen et A-. Det er meget i hans bog, hvor man højst kan få A+.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top