Anbefales: Kristian Leth

Vi skriverkarle har altid syntes godt om artikulerede musikere. De giver gode rubrikker, som vi siger, og vi bilder os ind, at vi bedre kan indhegne deres musik i vores verbale fortolkningsgitre (ups, der var den igen, den med ordene…). Kristian Leth er sådan en musiker. Han er selv digter (altså en rigtig en med to digtsamlinger), kulturdebattør, DR2-smagsdommer, en slags anmelder (på DR Beat), sanger og sangskriver og er i sig selv en god historie, (skilsmisse)barn af Jørgen Leth (og Hanne Uldal) og bror til instruktøren Asger Leth.

Siden foråret 2008 har han desuden været forsanger i det kritikerroste band, The Williams Blakes, som kompetent balancerer mellem selvhøjtidelighed og pompøs alvor. De er dog for bevidste om sig selv til min smag.

Selvbevidsthed savnes heller ikke på Hjemad, Kristian Leths første udspil i eget navn. Jeg læste i et interview med ham i Berlingske, at det for ham gjaldt om ikke at forveksle det private og det personlige. Og når jeg hører disse otte sange, bliver det spejlklart, hvad han mener. Alene det at han synger et meget nedbarberet, adjektivløst hverdagsdansk bringer ham tættere på sig selv. Og på lytteren. Vi er i et Danmark, der kaldes mystisk, men også er helt næsten forstemmende ligetil, fuld af forbifarende “træer og kirker og ensomhed”, som det hedder på sangen ‘Storebæltsbroen’.

Pladen starter med en kæk, trommemaskinel figur, som signalerer dans eller er det dance? Men det viser sig bare at være en forsikring om, at vi befinder os i et nyt årtusind, for indledningsnummeret, ‘Lad lysene brænde ud’ er et af de bedste generations-statements, jeg har hørt. Det er en sang om rodløshed, om hjemløshed, om forvirring, om en opvækst i skyggen af en bedrevidende generation:

“Hele mit liv har nogen fortalt os at de har prøvet det før
men de ved ikke hvad det er vi gør
Vi er en generation uden held
til at finde os selv

Selv om vi ku
løbe væk lige nu
så er der ikke flere steder at tage hen
der er ikke mere uskyldigt eller glemt…”

synger Kristian Leth med en stemme, der vel ikke er verdens største eller sikreste, men som her og på resten af pladen satser hele butikken og alligevel, eller måske netop derfor, ikke melder udsolgt.

Sangens underliggende pointer bliver ganske subtilt understøttet af en melodi og et arrangement, der ekkoer af både Sebastian og Tom Lunden. ‘I kan ikke slå os ihjel’ er ikke langt væk.

Perspektivet flyttes på den efterfølgende ‘Ingenting’, det nærmeste pladen kommer et stykke selvbiografi, som dog sagtens kan høres uden fodnoter: “Jeg har spildt så mange år/på at spille andres spil/Jeg har boet så mange steder/at jeg aldrig hører til…”. Sunget til en uhyre elegant, men alligevel enkel melodi med Lasse Bomans elguitar og Michael Olsens mildt melodramatiske cello som supplement til Leth, der gennem hele albummet spiller stort set alle andre instrumenter, men gør det uden at musikken bliver uorganisk.

Søren Huss og Figurines-sangeren, Christian Hjelm, har lagt vokal glasur på disse sange, der aldrig bliver behagesyge, men heller ikke skammer sig over deres vellyd.

En vellyd, som kontrasterer effektfuldt mod Leths umaskerede stemme, der besynger tvivlen som selve vejen ud af livets ensomhed:

“Vi ser os omkring
efter Gud er død
du rækker mig din hånd
som om du ved besked
der er ingen her tilbage nu
vi kom vist for sent…”

Sort og næsten bundløst stort, men ikke så håbløst som det synes. Vi gemmer alle på et forår. Og et savn, der gør gavn. Og ikke kun for sangeren, skulle jeg hilse og sige.

Kristian Leth: Hjemad. Producer: Kristian Leth m. Anders Schumann. Coverfoto: Nina Mouritzen. Speed of sound/A:larm/Universal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK