Bowie tilbage til sig selv

Det giver sådan set god mening, at David Bowie pakker sin første plade i 10 år ind i et omslag, der bare er et par mærkater fra at være Heroes. 1977-albummet forekommer nemlig stadig at være en af de sidste gange, han fuldt ud fik udfoldet en historie. Lad os så for argumentationens skyld undlade at nævne Scary Monsters og Lodger, men sandheden er jo, at myten om Bowie de seneste 30 år klart har overgået det kunstneriske udbytte af hans plader.

Forventningen til The next day blev ikke mindre af singleforløberen, den melankolsk-smukke erindringsskitse ‘Where are we now’, hvor Bowie tog sig selv tilbage til Hauptstrasse 155 i berlinerbydelen, Schöneberg, hvor han boede og virkede i tre år og skabte en musik, der på engang nulstillede og fornyede, hvad han havde lavet forud. På ‘Where are we now’ er han i vokal topform, teksten er sparsom, men fuld af poetisk prægnans, og der er over den varsomt arrangerede melodi et strejf af noget så selvmodsigende som nostalgisk modernitet. Og så lyder den som et hit.

Sådan er der ikke mange sange, der lyder på The Next Day. Albummet er mindst tre-fire numre for langt, og selv om Bowie er til stede og i samarbejde med Tony Visconti generelt forlener musikken med høj sammenpresset energi, er blivende melodier en mangelvare.

Som en slags kompensation kommer vi stilmæssigt vidt omkring, men det er pudsigt at høre Bowie efterligne både ‘Baby, you’re are rich man’ (på ‘I’d Rather Be High) og Billy Joels ‘We didn’t start the fire’ (på ‘How does the grass grow’) for slet ikke at tale om de gange, han griber tilbage i eget bagkatalog. Det sidste går så endda, når det ikke drejer sig om de lidt for mange genopviklinger af Tin Machine-lyden. Læg dertil at Jeff Lynne sagtens kunne have været incognito-producer her.

Tempoet er nu-eller-aldrig hektisk og der er i sangene noget, man fristes til at fortolke som en dødsbevidsthed. Åndehullerne er få, og opstår i de blege elegiske ballader. Som i ‘You Feel So Lonely You Could Die’, der er vitriol forlædt som omsorg; et (selv?)portræt af et menneske, indespærret i sig selv og alligevel åben som en bog. Men også et up tempo-nummer som ‘The Stars Are Out Tonight’ fænger, ikke mindst på grund af Bowies vidende og namedroppende hyldest af den svære kunst at være en stjerne. En balanceakt på et barberblad, som han altid selv har mestret.

Hans stjernestatus ændres ikke af The Next Day, men forstørres heller ikke. Og mon ikke det bekommer ham ret vel?

David Bowie: The next day. Producere: Tony Visconti & David Bowie. Sony. Pladen udkommer mandag 11.3, men kan allerede nu, i tidens proaktive, antipirat-ånd streames diverse steder, bl.a. på iTunes.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK