I morgen for 40 år siden gav Carole King sin første koncert i den prestigiøse Carnegie Hall. Dermed blev hun blåstemplet som solist, og i samme uge endte hendes single ‘It’s Too Late/I Feel The Earth Move’ på førstepladsen af Billboards Hot 100. Der blev den i fem uger.
Den følsomme feminisme havde fået sin egen landeplage. Og den håndsky King havde stik mod alles forventninger – inklusive sine egne – fået et blivende gennembrud som andet end storleverandør af store og små popsange til store og små navne. Hun mente nok, at hun var en god sangskriver, men så ikke sig selv som så god en sanger.
Den mening delte hun ikke med ret mange. Tapestry, det album, singlen var reklame for, endte med at toppe albumhitlisten i 15 uger. Og topper stadig manges helt egen Top 10. Inklusive denne blogger.
Hun havde ikke selv skrevet ordene til ‘It’s Too Late’ – hun skrev sjældent sine egne tekster – men hun sang medsøsteren Toni Sterns tekst, som om hun havde oplevet den.
Det, der stadig er slående ved sangen, er, at den jo umiddelbart glider ind som en af tusind andre hjerte-smerte-sange, men faktisk er det en sang fra en kvinde, der forlader sin mand, måske sin familie. Ikke omvendt: “There’ll be good times again for me and you /but we just can’t stay together – doncha feel it too/still I’m glad for what we had and how I once I loved you.” Den slags sange var der ikke mange af dengang.
Melodien er som skåret ud af den Tin Pan Alley-tradition, King sammen med Gerry Goffin var med til at modernisere, men arrangementet er et appetitligt, radiovenligt blend af jazz light og rock så tilbagelænet, som de kun kunne lave den i L.A. Danny ‘Kootch’ Kortchmar fra Kings første band, Big City, og bassisten Charles Larkey sørger for den sidste del af klangfarven, men King selv og el-pianisten Ralph Schuckett bløder op.
Men gennem hele sangen er der den hjertegribende blanding af stolthed og sørgmodighed, der forhindrer det hele i at klistre til i schmaltz.
Det er for længe siden, den slags sange har været konge af hitlisterne. Eller som her: Dronning.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Helt enig, Torben. Også en af mine top10-plader.