Da Knud omdøbtes til Sebastian

Kommentarer slået fra

I denne måned er det 40 år siden pladeselskabet Triola lagde pap og vinyl til en ung ukendt sangskriver, man i mangel af bedre kaldte Sebastian. The Goddess hed albummet, som var på engelsk, og ikke varslede om det, der skulle komme. Og dog.

Af en debutplade at være er den nemlig meget selvbevidst, grænsende til det indbildske, og de bedste steder har sangeren og sangskriveren noget at have indbildskheden i.

Stilistisk er den en generøs gavebod med alle de inspirationer, der løb gennem tiden med samme flygtighed som de røgelsespinde, luften altid syntes fuld af. Eller er det erindringen, der spiller mig et puds?

The Kinks, Peter Sarstedt, mere Donovan-sødme end Dylan (som dog brænder igennem på ‘Baby, I Can Carry Your Tombstone’) samt ikke mindst den spirende britiske folkrock, der skulle blomstre med Fairport Convention (på ‘Johnnyboy’).

Helt atypisk starter albummet med klaver – det var ellers guitarernes guldalder. Og gennem hele pladen er der tidlige tegn på den klangrigdom, Sebastian senere skulle skabe og udforske. En sang som ‘Tyrants’ foregriber senere tiders storhed. Og titelsangen brister ikke under sine egne ambtioner.

På pladen medvirker guitaristen Per Frost, bassisten Peter Ingemann (som sideløbende øvede sig på at skrive musikhistorie med Niels Skousen), pianisten Andrew John (som også betjente mellotronen – som Moody Blues havde gjort berømt og berygtet) samt trommeslageren Carsten Smedegaard (bl.a.).

Alle spiller som om nogen kunne slukke for strømmen hvad øjeblik det skulle være. Det var også rigtigt. Pladen blev til over halvanden dag med Ivar Rosenberg ved pulten, men musikernes hektiske koncentration er en del af pladens slumrende charme.

Sebastian blev lanceret som Det Syngende Postbud. Han var ufærdig, ja, men der var absolut ikke noget underfrankeret over ham.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top