Da Knud omdøbtes til Sebastian
6. februar 2011 //
I denne måned er det 40 år siden pladeselskabet Triola lagde pap og vinyl til en ung ukendt sangskriver, man i mangel af bedre kaldte Sebastian. The Goddess hed albummet, som var på engelsk, og ikke varslede om det, der skulle komme. Og dog.
Af en debutplade at være er den nemlig meget selvbevidst, grænsende til det indbildske, og de bedste steder har sangeren og sangskriveren noget at have indbildskheden i.
Stilistisk er den en generøs gavebod med alle de inspirationer, der løb gennem tiden med samme flygtighed som de røgelsespinde, luften altid syntes fuld af. Eller er det erindringen, der spiller mig et puds?
The Kinks, Peter Sarstedt, mere Donovan-sødme end Dylan (som dog brænder igennem på ‘Baby, I Can Carry Your Tombstone’) samt ikke mindst den spirende britiske folkrock, der skulle blomstre med Fairport Convention (på ‘Johnnyboy’).
Helt atypisk starter albummet med klaver – det var ellers guitarernes guldalder. Og gennem hele pladen er der tidlige tegn på den klangrigdom, Sebastian senere skulle skabe og udforske. En sang som ‘Tyrants’ foregriber senere tiders storhed. Og titelsangen brister ikke under sine egne ambtioner.
På pladen medvirker guitaristen Per Frost, bassisten Peter Ingemann (som sideløbende øvede sig på at skrive musikhistorie med Niels Skousen), pianisten Andrew John (som også betjente mellotronen – som Moody Blues havde gjort berømt og berygtet) samt trommeslageren Carsten Smedegaard (bl.a.).
Alle spiller som om nogen kunne slukke for strømmen hvad øjeblik det skulle være. Det var også rigtigt. Pladen blev til over halvanden dag med Ivar Rosenberg ved pulten, men musikernes hektiske koncentration er en del af pladens slumrende charme.
Sebastian blev lanceret som Det Syngende Postbud. Han var ufærdig, ja, men der var absolut ikke noget underfrankeret over ham.
