Da vi fløj højt med Jefferson Airplane

Da Jefferson Airplane i august 1968 gav koncert i København, krævede de, at lyset i salen skulle være tændt. Vi skulle kunne se hinanden og lyset i hinandens øjne, når vi så på hinanden, lød budskabet oppe fra scenen. I dag lyder det nærmest latterligt, men dengang var det det fedeste, vi nogensinde havde oplevet. Vi var alle lige, og musikken var et fælles anliggende. At Jefferson Airplane så scorede pengene, overså vi i hash- og røgelsesdampene. Vi fik jo musikken, og den var i al sin generøsitet en markering af, at gruppen havde ment det som andet end marketing, da den lanceredes i 1966 med stickers med påskriften ’Jefferson Airplane Loves You’ – hippiekulturen som klistermærke …

Da den oprindelige sanger, Signe Toly Andersen, forlod bandet efter det fine, folkprægede debutalbum, fordi hun skulle opfostre sit nyfødte barn og redde sin mand fra narkoen, var de ellers ret intenst konkurrerende kapelmestre Paul Kantner og Marty Balin enige om afløseren. Grace Slick havde vakt en vis opsigt i San Francisco-området med sin sopran i gruppen Great Society, og nu foldede hun den ud med dramatisk vibrato på Surrealistic Pillow, som var et klangligt kvantespring i forhold til debuten. (Amerikansk rockkritiks Rasmus Modsat, Robert Christgau, kaldte dog pladen for ’elektrisk forstærket Peter, Paul & Mary’. Det var ikke ment som en ros).

Intet band var bestykket som Jefferson Airplane. To personlige forsangere: Balin og Slick; en, der troede, han var det, men egentlig var bedst til at skrive sangene, Kantner; en uortodoks og lidt for improvisationslysten, men teknisk kompetent guitarist: Jorma Kaukonen; en vild, virtuos bassist, der nægtede at nøjes med at akkompagnere: Jack Casady; og en trommeslager, der forenede det flyvske og det håndfaste: Spencer Dryden. På scenen fremkaldte de kaosfyldte panoramaer af poesi.

Det var ikke musik for folk med højdeskræk, og det akkompagnerende lysshow var ret beset overflødigt. Lyset var i musikken som en evighedseksplosion. Og selv om lp-formen selvfølgelig sætter en naturlig ramme for udfoldelsestrangen, erstattede bandet begrænsning med disciplin og afleverede et album, der i mine hårdt prøvede ører er intet mindre end hippieepokens musikalske kulmination; en prolog til og en sangbog for sommeren ’67.

Surrealistic Pillow er dog meget mere end et stykke fortidigt folklore. Nok blev den grasserende amerikanske materialisme og systemets såkaldte krigsliderlighed i Vietnam råbt an på hitsinglen ’Somebody To Love’ (som Slick havde haft med fra Great Society), men andre sange gik dybere end denne slagsang for en ny, krævende følsomhed.

’White Rabbit’, et andet arvestykke fra Great Society, var i realiteten stjålet fra Ravels altid beredvillige ’Bolero’, tilsat lidt Alice i Eventyrland-inspiration, men den var en explicit fødselsdagssang for acid rock, drugkulturens muzak. Det indledende vers lød værre og mere farligt end porno i det ældre USA’s ører:

One pill makes you larger
and one pill makes you small
and the ones that mother gives you don’t do anything at all

Slicks jævnaldrende var helt med. Det var generationen med sine egne vitaminpiller. Og ’White Rabbit’ var sangen for dem, der havde prøvet et kig om til »the other side of life«. Og ikke mindst for de endnu flere, der bare havde nok i rock. Jefferson Airplane var ikke kostforagtere. De var både til fri sex, slet skjult jalousi, drugs og rock & roll. Og levede i udstrakt grad som det miljø, de besang: »take me to a circus tent, where I can easily pay my rent, and all the other freaks will share my care …«

To faktorer adskilte Jefferson Airplane afgørende fra tidens andre grupper. I Grace Slick havde man en sangerinde, der ikke ville brygge te til revolutionen. Hun ville selv gå forrest. Slick så dårende og forførende ud, men de mandschauvinistiske hippiemænd fik kam til deres filtrede hår. Hun fandt sig ikke i noget, og slet ikke i at blive sat i batikfarvet bås som endnu en sensitiv, kvieøjet sangerinde. Hun kendte sit værd. Og lyder sådan. Og det, man hører, er ikke alt, man får. Inde bag den store stemme ligger endnu større uudforskede rum af mørk, anderledes lidenskab. Der går en stolt, lige linje fra Grace Slick til Patti Smith.

Og i kontrast til Slicks til tider noget opkørte ’jeg-finder-mig-ikke- i-noget’-attitude stod Marty Balin. I hans sensitive tenor var al gruppens sårbarhed samlet. Han var både crooner og folke(vise)sanger. Og sangskriver af den slags, der ikke bare skriver ballader, men betroelser. Surrealistic Pillows øjeblikke af tidstranscenderende storhed tilhører ham. ’Coming Back To Me’ er en vidunderlig – og underfuld – sang om at se sin fortabte elskede som et følelsesmæssigt fatamorgana, indrammet af skær poesi:

The summer had inhaled and held its breath too long

the winter looked the same
as if it had never gone
and through an open window where no curtain hung

I saw you, I saw you coming back to me …

Og på den næsten lige så fuldendte, melodisk rene ’Today’ indkapsler Balin i én linje det følelsesvirvar, der var drivkraft for hele hippiekulturen: »I’m so full of love I could burst apart and start to cry …«, synger han i en kærlighedserklæring til selve kærligheden.

Jefferson Airplane fik stadig musikken til at lette på de næste plader, men de kom aldrig igen op i de samme luftlag. Drømmen var ovre og fremover forfulgte enhver sin egen.

PS: Grace Slick har stadig sit lange hippiehår. Nu er det blevet hvidt. Og i 1998, året før hun fyldte 60, besvarede hun et af de sædvanlige spørgsmål om et muligt comeback med samme selvfølelse, som dengang hun var enhver hippiefyrs farlige våde drøm: »I don’t like old people on a rock and roll stage – me included.«

Pladen genudsendtes i 2003 med bonustracks, men vi venter stadig på den definitive genudgivelse.

Bonusinfo: The Beatles var ikke først som spillemænd på en tagryg. Det var Jefferson Airplane (YouTube-link)