Det sidste fra Seebach d. Første

Lad mediekynikeren få ordet for en kort bemærkning: Den sikre vej til evig rock- og popberømmelse er tidlig død, og det skader ikke, hvis man dør af stoffer eller af at drikke sig ihjel. Efter dødsfaldet følger ofte diverse forsøg på kanonisering, som måske ikke altid står mål med afdødes reelle betydning. Tag f.eks. den 53-årige Tommy Seebach, som i 2003 faldt om på vej til arbejde på Dyrehavsbakken og aldrig rejste sig igen.

De seneste par måneder har der i noget, der ligner, men sikkert ikke er, en samstemt operation, udfoldet sig et velment forsøg på en veritabel genrejsning af manden, der lærte diskotekerne at danse tango og fodboldfolket at klappe ‘let’s go’. Det er blevet til en biografi, en rost dokumentarfilm og noget så sjældent for en folkelig kunstner som en samlet udgivelse af hans værker, Tommy Seebach – komplet & rariteter.

Det er den, jeg har haft ørerne i de sidste fjorten dage. Diskografisk er det godt og eksemplarisk arbejde, EMI’s Thomas Hemdorff og Bertel Dueholm, samt de utrættelige Jørgen de Mylius og Claus Hagen Petersen har udført, i hælene på de to sidstes Sir Henry-opsamling – bandet, hvor den purunge Tommy Seebach Mortensen fra 1965 agerede vidunderbarn bag keyboardet og gav pigtrådsorkestret et tiltrængt løft.

Spørgsmålet er imidlertid om ikke det store bokssætudtræk er at gøre Seebach og hans eftermæle en bjørnetjeneste (For yngre læsere: Jeg bruger ordet i dets oprindelige betydning: en velment hjælp, der måske gør mere skade end gavn).

Tommy Seebach besad mange talenter: Han var nok end større akkompagnatør end solist på klaviaturet, men holdt absolut mål. Han blev en dreven producer, han var en ferm Neil Sedaka-inspireret popsangsmed (også sammen med andre) og når han optrådte, var det ikke til at se, hvor nervøs og utilstrækkelig, han faktisk kunne føle sig af og til. Men han var ingen albumkunstner. Det format kunne han simpelthen ikke udfylde.

Det gør ham ikke dårlig i sin genre. Tværtimod, for den lever jo af singleplader, men de fleste af de lp’er, Seebach fik udsendt, fortjener glemsel.

Han albumdebuterede i 1973 med en sand rædsel af en Ole Erling-efterlignende plade, Wheels. Den blev efterfulgt af den næsten lige så slemme Lucky Guy. Seebach gik, som så mange af sine samtidige, tidligt ud af skolen, og engelsk faldt ham ikke indlysende som sangsprog. Han havde ingen stor stemme, men kompenserede med sin musikalitet. Den kommer bedre til udtryk på 1977-albummet Tommygum, en ret gedigen sag med gode sange. Bl.a. ‘West Virginia’, der lyder, som om den burde have været sunget af Otto Brandenburg, og så er der ret gode guitarer indover – Torben Johansen eller Claus Asmussen? Men skæmmende for alle tre plader er den uldne 70′er-produktion, der nærmest pakkede lilletrommerne ind i våde håndklæder. Det er ikke alt, der bliver bedre af at blive remastereret…

Det folkelige gennembrud, ‘Disco Tango’, behøver ingen ord med på vejen. Den sang er en del af kulturarven fra 70′erne. Det er albummet af samme navn ikke. Et branchetypisk miskmask, hægtet op på hittet, og gik den, så gik den. Det gjorde den. Derimod har albummet ‘Den med gyngen’ (skrevet sammen med Keld Heick) en egen robust charme, som i virkeligheden var i modstrid til sangerens liv, der ikke var slet så vin- og ølgod-sjovt, som sangene indikerede. Det var mest øl og vin.

Det kunne tydeligt høres på 1988-albummet, som bare bar hans navn, og som både på omslaget og indeni havde ambitioner om at ville være mere end fyld på tankstationernes cd-hylder. Torben Johansens ‘Helt Alene Hver For Sig’ fortolker Seebach godt, og mens ‘Verdens Gladeste Mand’ i dag skurrer lidt sært, er han troværdig på sin egen og Ivan Pedersens ‘Sig Mig Nu Ærligt’. Og så har jeg aldrig kunnet stå for duetten med Anette Heick, ‘Du skælder mig hele tiden ud’. Sjov, rapkæftet og yndefuld på sin helt egen måde.

Seebachs albumsvanesang, Under stjernerne på himlen, er en oppumpet Søren Bundgaard-produktion, hvor det lidt der er tilbage af Seebachs stemme kæmper forgæves for at blive hørt. Titelsangen er i sit klassiske schlager-anslag bedre end dens bundplacering ved det europæiske melodi grand prix i 1993 antydede.

Den bragte Seebach i bad standing hos store dele af den dansktopbefolkning, som fortrængte, at de ikke ville være blevet underholdt halvt så godt og alsidigt uden hans mangeårige arbejde som især sangskriver og producer.

Et godt sammensat 3-cd-sæt kunne have sikret hans eftermæle og kondenseret hans kvaliteter bedre end dette bokssæt.

Tommy Seebach: Komplet & Rariteter. EMI.