Hair som sommerfest på SFO’en

I samme måned, oktober 1967, som musicalen ’Hair’ fik premiere i New York, begravedes ’den sidste hippie’ ved en højtidelighed i San Francisco. Det, der et par somre før var startet som en spontan modbevægelse for kærligheden og imod krigen (i Vietnam ikke mindst), forekom nu en skare af de oprindelige hippier degeneret, korrumperet og stofbefængt. Hippierne havde både fået deres eget pjalteproletariat og var blevet en turistattraktion og eksportvare.

Da ’Hair’ året efter kom op på Broadway, var fåreskindspelse med lp-lommer og indiske bliksmykker alternativ haute couture, et signal om, at man var – nå, ja, hip.

Det blev ’Hair’ aldrig, men bortset fra de obligate nøgenscener blev musicalen for forældregenerationen og de ikke helt få af datidens unge, som ikke var tunet in og turned on, et lydspor, der gjorde ’hippie’ til et livsstilsbrand.

Med andre ord: ’Hair’ var, er og bliver et spekulationsstykke. Men nostalgien, erindringsoptimismen og længslen efter noget mindre konformt end parcelhusnormaliteten har givet musicalen noget nær evigt liv.

Det skyldes ikke James Rado og Gerome Ragnis fåmælte libretto, men Galt MacDermots fermt tilskårne popmusik, der ikke har noget med rock eller beat at gøre, men er en dengang 40-årig jazz- og filmkomponists opfattelse af, hvordan den slags musik lød – han havde i 1960 fået Grammy for en sang til Cannonball Adderley. Og der er meget langt til Jefferson Airplane og The Byrds i sange som ’Let the sun shine in’ og ’Aquarius’.

Temaaften på frilandsmuseet

Kenneth Kreutzmanns nyiscenesættelse af ’Hair på Gasværket i København ændrer ikke ved det indtryk. Han har ganske vist, ikke uden effekt, indsneget en ny person, Ældre Sheila, sunget, snarere end spillet af Sanne Salomonsen, som gav partiet som Sheila som purung i 1971, men ellers er der intet gjort i retning af at få musicalen drejet hen, så den i dag kunne give mening som andet og mere end en folkemindesamling.

Der er temaer, som kunne have været ajourført, f.eks. kunne man have udskiftet Vietnam med Afghanistan eller Irak, men ’Hair’ er et beskyttet koncept, som ikke tillader den slags dramaturgiske opdateringer.

Indrømmet, det er svært at se sin egen ungdom præsenteret som en temaaften på et frilandsmuseum. Derfor blev der i min stol krummet flere tæer end åbnet håndflader undervejs.

Som musical er ’Hair’ et monstrum. Mere en stribe tableauer end en fortløbende handling, og derfor fuld af fortællemæssige urimeligheder – som da Sheila annoncerer sin graviditet over for Berger, samtidig med at parret tager det for givet, at vi ved, hvilken mandschauvinist han er bag ’peace, love and understanding’-håndtegnene, og hvilken husmoderlig kontrolfreak hun er. Det ved vi ikke.

Hidtil har de to og resten af den såkaldte ’stamme’ nemlig hoppet, trallet, danset og sunget ubekymret rundt i middelklassens våde drøm om hippielivet som eet langt, biseksuelt og ansvarsløst orgie. Pikkåde drenge og evigt villige bh-befriede piger. Sådan var det ikke helt, tror jeg bedsteforældrene på tilskuerrækkerne vil være enig med mig i.

Derfor står og falder musicalen med, om de medvirkende kan danse og synge. Og med om de kan abstrahere fra det ret karakterløse band, ledet af Joakim Petersen.

Flad mave og flad stemme

Dansemæssigt er der en vis X Factor-agtig ihærdighed til stede, og i scenen med Claudes lsd-fremkaldte mareridt ligefrem også en tiltrængt egen nerve, men Morten Innstrands koreografi får ikke dansen til at adskille sig fra den, man kan opleve ved sommerfesten på den lokale SFO. På samme måde tillader stykket ikke skuespil over skolekomedieniveau.

Sødmefyldte Sara Viktoria har dog stjernepotentiale som den unge Sheila, men hun stråler alene. Omkring hende overspiller den ellers kraftfuldt syngende Simon Stenspil som Berger, mens Tim Schou for en stund har forladt A Friend in London til fordel for rollen som den vægelsindede Claude. Når man har fordøjet synet af ham med parodisk hippieparyk, er det tankevækkende at høre, at hans sangstemme faktisk er lige så flad som hans veltrænede mave.

Den eneste rekvisit på scenen er det psykedelisk malede folkevognsrugbrød, hippietidens politisk korrekte anti-statussymbol. Det kører mestendels rundt om sig selv og kommer aldrig i fart. På den led er bilen i sync med forestillingen.

Til gengæld serverer teatret torsdage og fredage ’kokkens hippiegryde med couscous og urtedrys.’

Velbekomme.

Hair. Instr. Kenneth Kreutzmann. Nyoversættelse: Kenneth Thordal. Østre Gasværk Teater til og med 12. maj. Ole Knudsen har skrevet den oplysende og perspektivsættende tekst til det fine program.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

PR-foto: Sara Viktoria i rollen som Sheila (Per Morten Abrahamsen/Østre Gasværk Teater) ©

En lidt kortere version af denne anmeldelse kan læses på GAFFA.