Jan Toftlund de luxe

Meget kunne man sige om Ekstra Bladets semi-legendariske asfaltcowboy, Peter Nørgaard, og meget blev sagt, men når han var bedst, ramte hans særlige korttilhuggede stil hovedet på sømmet. Et eksempel var hans reportage i avisen 13. juli 1990. Den begynder: “Så blev der bal. For fulde gardiner. Der var bare en, der var irriteret over ikke at være med. Det var sangeren, komponisten og tekstforfatteren Jan Toftlund. For en gangs skyld havde Jan Toftlund en god undskyldning. Han skulle nemlig begraves. Og det blev han med maner i går eftermiddag i den lille by, Refsvindige, på Østfyn. Eller rettere sagt: Han blev brændt…”

Teksten, dét, der i gamle dages provinsaviser blev kaldt et dødsstykke, kan man genlæse i Jan Toftlund – flagermussang og sjælemedicin. Bogen, eller måske skulle man sige værket, er på 590 store, generøst layoutede sider og vejer små tre kilo, nok til at udfordre ethvert småborgerligt kakkelbords bæreevne.

Det er et con amore-arbejde, udført af forlaget og designfirmaet Ehrhorn Hummerston ganske enkelt fordi forlæggerne er fans af Toftlund, hvis lyrik de ser som hidtil uovergået i Danmark, når det drejer sig om samfundskritik og social indignation.

Al respekt for det. Blot er vi sikkert nogle stykker, som finder det lidt pudsigt, at netop en sanger som Jan Toftlund, der hele livet holdt med de utilpassede og absolut gjorde alt for ikke at rette ind, nu får udgivet sine samlede værker, som om der er tale om en guldrandet kanonisering. En prætentiøs iscenesættelse, som ikke var gået henne på stamværtshuset Pepino.

Bogen voksede fra ide til virkelighed, da forlæggerne af Toftlunds samlever, Bente, fik overdraget en kuffert fuld af håndskrevne lapper, kladder, noter, maskinskrevne originaltekster, breve og andre vidnesbyrd fra en tid med tid nok, længe før mailen upersonliggjorde kontakten mellem folk. Dette brogede materiale er nu reproduceret i 1:1 format. Og garneres med en række usentimentale, afmytologiserende øjenvidneberetninger fra folk omkring Toftlund: Hans producer, Peter Abrahamsen, hans første musikalske mentor og makker, Erik Grip, sønnen Rasmus, ekskonen, moderen, Lasse & Mathilde og andre, der udgjorde hans familiære og kollegiale bagland.

Jan Toftlund levede et liv på kanten. Ligesom de skæbner han skrev om. Han begyndte som socialarbejder på Kofoeds Skole, og som en siger, så var det svært at se forskel på ham og de klienter, han omgikkedes. Han drak sig ikke ihjel. Eller mere præcist: Han døde, fordi han havde en hjertefejl, og bedre blev det ikke af det med tiden umådeholdne indtag af stærkøl og andre stimulanser. Men hjertet bankede, hvis man forstår, hvad jeg mener, for dem, Brecht kaldte ‘de nederste’. Og alle Toftlunds tekster er en påmindelse om, at hjertet sidder til venstre. Samtidig bar den store flid og overvældende produktivitet præg af en mand med høj arbejdsmoral og stor, næsten naturstridig disciplin.

Som sanger var han ikke stor, men engageret, som guitarist kun til husbehov og som komponist for evigt fastlåst i ekkoet fra Dylans ‘Desolation row’. Det var som tekstforfatter (og performer), mange syntes han gjorde en forskel. Hans rim var mange, utvungne og nærmest selvudløsende, men personligt tog jeg aldrig hans sange til mig.

Det gør jeg heller ikke ved genlæsningen: Patos var en nær ven af Toftlund, og det bombastisk-svulstige går hånd i hånd med det revolutionsromantiske, som selvfølgelig skyldes tiden, men ikke holder i dag. Og slet ikke kan tåle at blive blæst op i det format. En sanger som Ulf Lundell har været udsat for den samme indpakning i guldtryk og helshirting, men der skydes der unægtelig med en anden lyrisk kaliber.

Bedst er Toftlund, når han skildrer enkeltpersoner i små signalementer, der viser en solidaritet og ømhed, som gør ham beslægtet med både Tove Ditlevsen og Cornelis Vreeswijk.

De bedste sange nåede Jan Toftlund aldrig at få skrevet. Det var dem, hvor han, som Paul Banks siger, kunne have vendt “sit skarpe blik indad, så vi også kunne have fået ord på det, der rørte sig i Jan, og ikke kun hans syn på det, der rørte sig omkring ham.”

Jan Toftlund: Flagermussang og sjælemedicin. 590 sider, ill. (bl.a. med fine, nye fotos af de interviewede). Forlaget Ehrhorn Hummerston.

PS: Udgiverne mener, at hans pladeudgivelser er uopdrivelige. Der kom dog et glimrende ExLibris-udvalg omkring årtusindsskiftet under titlen Velkommen. Det kan fås digitalt. 

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK