Kashmir og følelsernes esperanto

Det har altid stået for mig som et lidt pudsigt paradoks, at ved at google ‘Kashmir’ får man et væld af henvisninger både til det uroplagede brændpunkt i Nordindien, Led Zeppelin-sangen med samme titel og den længst glemte danske gruppe af samme navn, men når man hører Kashmir er der tale om en umiskendelig, uforvekslelig lyd.

Den lyd er intakt på bandets syvende, netop udsendte album, E.A.R. Det er tonsætningen af sorg og et savn, man prøver at give et navn, men også lyden af modet til at søge en skønhed iblandet vemod, og en velsignet mangel på angst for at fordybe sig i æstetik. Og skulle man være i tvivl om bandets globale tiltrækningskraft behøver man bare gå ind på dets Facebook-side, hvor kommentarer og lovprisninger kommer lige helhjertet fra Argentina og Amager. Selv om Kasper Eistrup synger på engelsk – og gør det med en ny stille desperation, er der snarere tale om et følelsernes esperanto, forståelig af enhver, der har prøvet det der med at have det bedst, når man ikke har det godt.

Jeg har læst mig til, at E.A.R skulle være anderledes end andre af bandets senere plader. Vi er i så fald ude i gradbøjninger, for Kashmir har aldrig foretaget kvantespring. Musikalsk har gruppen længe været at ligne med en tilstand. En selvforsynende organisme. Skeptikere vil have nogen ret i at mene, at tilstanden på det seneste har været en stilstand. Bandets forrige album, Trespassers, trådte ingen for nær, og var lige lovlig skridsikkert.

De nye selvproducerede sange benytter sig af samme antisolistiske formel, men sangene strækkes ud, hvor filmiske klangflader betyder mere end radiovenlige omkvæd, men der er også en ny ilttilførsel.

Åbningsnummeret, ‘Blood Beech’, er Kashmirs måde at genopdage Beach Boys’ ‘Wind Chimes’ på, filtreret gennem Fleet Foxes, og på den efterfølgende ‘Piece of the sun’ lyder Eistrup grangivelig som Paul Simon. Begge dele er med til at slække en livgivende smule på den højtideligholdelse, Kashmir aldrig har været bange for at hengive sig til, når musikken skal spilles.

12 skæringer er nok lige i overkanten, især når pointerne blokbogstaveres lidt for tydeligt af en række instrumentale Pink Floyd-lydende forløb, hentet fra Meddle og omegn, men omvendt giver det mulighed for at få lufte den stratosfæriske David Gilmour-guitar.

Når dette er sagt, skal også siges, at Kashmir fortsat er en af de få hjemlige grupper, der kun kan måles ud fra sin egen standard, og som med en næsten anakronistisk stædighed i disse ego-tider sætter kollektivet over eneren.

Det giver identitet og viser integritet. Og så er musikken alt andet end teoretisering, men dybfølt uden at være d-y-b på den kvasiklassiske facon.

Indtag Kashmir. Det lader sig gøre uden andet udstyr end åbne ører.

Kashmir: E.A.R Producer: Kashmir. Sony Music

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

PR-foto: Per Morten Abrahamsen