Meget få plader åbner med et nummer, der samtidig lyder som både den ultimative opsummering af kunstnerens potentiale, en svanesang for fulde gardiner og en ouverture til forløsningen af et kunstnerisk potentiale, kun fantasien kan overskue. Sådan en plade er Led Zeppelin II. Og sådan en sang er ‘Whole Lotta Love’.
Stående på et af de mest bæredygtige guitarriffs i rockhistorien er sangen et klangarkitektonisk pragteksemplar, der ikke alene endte med at definere råderummet for heavy metal-genren, men satte et tiltrængt spørgsmålstegn ved tidens hippieføleri, og som samtidig gik på opdagelse i datidens indspilningsmuligheder, så selve produktionen blev en del af sangen.
Sangen gjorde gruppen til en legende og inspiration for titusinder af musikere. Bare spørg Metallica. Det giver derfor god mening, at ‘Whole Lotta Love’ ikke var det første, men det sidste nummer før ekstranummeret i deres reunion ved mindekoncerten for plademogulen Ahmet Ertegun i 2007.
Der har længe gået frasagn om den koncert i Q2 i London. Ikke mindst blandt de angiveligt 20 millioner, der godt ville have været på plads i en arena, der ‘kun’ har kapacitet til 20.000. Nu foreligger koncerten omsider på såvel cd, lp, dvd og blueray. Formattering er tidens mantra, men Led Zeppelin lyder og ser ud som om intet kunne bekymre dem mindre, da de indtager den store scene. De har deres eget format, som overskrider generationer. Tankevækkende så mange unge kvindelige skønheder, filmens kameramænd har haft blik for.
Årene har taget de unge hedsporer, der i sin tid fremstod som the missing link mellem blues og psychedelia. Istedet står tre voksne, ja, aldrende, men absolut ikke satte mænd plus en ung nogleogfyrreårig lømmel. Han har al mulig ret til at være der. Jason Bonham er søn af John Bonham.
Alene synet er respektindgydende, filmet uden for mange æstetiske svinkeærinder. Og lyden bjergtagende. Grænsende til det momumentale, men uden den blærerøvsmentalitet, der var bagsiden af Led Zeppelin.
Jimmy Page er et enmandsorkester i sig selv som normudfordrende solist, men også i den grad en rytmeguitarist, der er holdabejder. John Paul Jones er i storform, næsten Bill Wyman-flegmatisk, men præcis og pointerende. Robert Plant synger, tigger og frister med en stemme, som kun er blevet en ubetydelighed svagere siden 70′erne. Han når ikke længere op i tonelejer, kun en hund kan høre, men hans udtryk gør stadig indtryk. Og Bonham jr. følger arven efter sin fars ekspressive stil videre, så der magisk nok både skabes ro og den uro i kødet, som var Led Zeppelins måde at opdatere bluesmusikken på.
