Det er ingen nyhed for stamlæsere af denne blog, at jeg værdsætter Nils Lofgren.
Uden at forklejne den lille, store guitarists indsats siden 1984 i Bruce Springsteen & The E Street Band har den evigt drengede Lofgren, som mærkeligt nok i morgen allerede fylder 60, andre kursiverede punkter på sit c.v.
Som barn af italiensk-svenske forældre var accordeonen Nils Hilmer Lofgrens første instrument. Siden kom banjo, guitar og piano til. Og allerede som syttenårig viste han sin evne til med sin blanding af virtuositet og melodisk sans at sætte sit præg på andres musik uden at udviske sig selv. Lofgrens klaverspil var den dominerende klangfarve på Neil Youngs After the gold rush, en af rockens sande guldgruber – og han var siden som guitarist med på ‘Tonight’s the night’ samt på Youngs techno-eventyr med sangene fra Trans i midt-80’erne.
I mellem tiden havde Lofgren markeret sig for sig selv. Først som kapelmester, sanger og hovedkomponist i 70’er-bandet Grin, og i 1975 udsendte han sit første soloalbum. Det bar bare hans navn, men blev en kommerciel fiasko, da det udkom midt under discobølgen. Siden er pladen vokset i status: På ‘Keith Don’t Go’ hylder Lofgren forbilledet Keith Richards – Lofgren var i sin tid på tale som afløser for Mick Taylor i Rolling Stones. Det forstår man godt:
Og i den anden ende af spektret udfolder Lofgren balladen ”The Sun Hasn’t Set On This Boy Yet”, som Elton John ville have været stolt over at have skrevet, men altså ikke gjorde.
Gennem årene har Lofgren udgivet hen ved en snes soloplader, men er måske for meget en musikernes musiker til at få den opmærksomhed, hans indtagende, men altid strømførende sange fortjener.
I mange år var et af Lofgrens kendetegn på scenen at medtage en trampolin, som han brugte som afsæt for en baglæns saltomortale. Publikum holdt vejret, men han landede altid sikkert på benene. Sådan er hans guitarspil også.
Illustration fra omslaget til 1985-opsamlingsalbummet A rhythm romance.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
[...] udsender et nyt album med titlen Old School. Titlen sigter sikkert både til det banale forhold, at Nils er blevet 60 år, men også til den musikalske holdning på pladen -og ikke mindst nogle af sangenes budskab. I [...]
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] udsender et nyt album med titlen Old School. Titlen sigter sikkert både til det banale forhold, at Nils er blevet 60 år, men også til den musikalske holdning på pladen -og ikke mindst nogle af sangenes budskab. I [...]