Vilde med dansk

Med fare for – igen – at lyde som en af de to gamle på balkonen i Muppet Show: Det er efterhånden blevet undtagelsen, at man på tv kan se kunstnere, som ikke har kendiskolleger til middag, får bearnaisen til at skille eller kører stockcar, men optræder med deres kunst. Alene derfor er der grund til at dvæle ved DR1-programmet Når lyset bryder frem – en hyldest til danske sangskrivere i lørdags.

I DR Underholdningsorkestret sås Ole Kibsgaard, som ikke for vild i dansen, men gjorde det, han er bedst til – spillede guitar. Han blev dirigeret af Michael Bojesen, som vi sidst så rose folk, der dirigerede efter naturmetoden. Nu var det ham, der var maestro.

Showet tyvstartede den tilstundende Spil Dansk-dag. Er der to ting, det er adgang forbudt at problematisere i dansk musik, så er det KODA-marketingtiltaget Spil Dansk Dagen og behovet for flere statspenge til rytmisk musik. Så ikke et ord om, at Spil Dansk-kampagnen altid har argumenteret for sig selv på samme måde som visse EF-modstandere i 1972. Og heller ikke et muk om, hvorfor det er så forfærdeligt at lade den frie konkurrence råde, når det gælder spillesteder og sangskrivere. Rockmusik blev da til i protest mod styring og regulering, remember?

I stedet vil jeg rose programmet for at være stemningsfuldt produceret i DR Koncertsalen, for at blive sendt direkte, med hvad deraf følger (bl.a. meget hørbare problemer med at afpasse lydniveauerne efter de enkelte indslag), samt være i stand til at gå sikkert på line mellem gammelt og nyt.

Huxi Bach og Niels Hausgaard var værter. Den første var bare på arbejde. Den sidste forhindrede med sin milde, men bidende ironi selvfejringen i at knopskyde. Han indledte med at spille to akkorder. Kan man spille dem »kan man spille alt,« som han sagde. Og tilføjede, at der findes dem, der hævder, at den musik, der ikke kun kan spilles med to akkorder, den er ikke værd at spille.

Det blev både bekræftet og modbevist i løbet af aftenen, hvor Sebastians bæredygtighed blev bekræftet ved at yngre sangere som Rasmus’erne Dissing. Nøhr og Walter fortolkede ham, så nyt lys brød frem. Sebastians ånd og hang til det eventyrlige hvilede også over Rasmus Seebachs suverænt turnerede ‘Nangijala’.

Behørigt nok fik også Steffen Brandt sin egen afdeling. Bl.a. i duet med Tina Dickow, hvis tolkning af ‘Randers Station’ burde danne platform for den plade med danske tekster, hun lyder som om hun har i sig.

Man kan indvende, at folk som Michael Falch, Tim Christensen, Anne Linnet og Thomas Helmig manglede. I stedet sendte Dickow – uden at nævne hende – en smuk hyldest til Pia Raug, som kameraet fangede på tilskuerpladserne synligt bevæget over genopdagelsen af ‘Fugleflugt’. Det var hun ikke ene om.

Showet i showet var dog Annika Aakjær. Med ‘Skulder ved skulder’, en ny sang (tilegnet veninden Marie Key), som vil være at finde i 2012 på hendes kommende Henrik Marstal-producerede album.

Den danske sang er ikke længere en ung, blond pige, men en flammende rødhåret kvinde i et psykedelisk mareridt af en kjole. Hun kan mere end to akkorder, og går ikke på akkord med originaliteten. Dansk musik som tryghedsfaktor er i farezonen med hende ved klaveret. Heldigvis.

Hun gør det svært ikke at være vild med dansk.

Denne anmeldelse står i en kortere version i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR©