50: Caroline Henderson

Det er ikke hver dag en dansk sangerinde får udsendt et bokssæt og slet ikke et fyldt med jazz, men Caroline Henderson er heller ikke som andre danske sangerinder; ja, spørgsmålet er vel, om hun overhovedet er dansk.

Sproget kan hun, hun bor på Amager, går lige så gerne i gummistøvler som stiletter og holder af at se Søren Ryge på tv, men det internationale udsyn gør hende meget udansk havde det ikke været for det twist af hverdagssnusfornuft, der præger UNICEF-ambassadøren og moderen til tre, der i morgen fylder 50.

Som datter af en amerikansk jazztrommeslager og en svensk overklasseskønhed levede Caroline som barn og teenager et nomadeliv, før globaliseringen fik navn. Philadelphia, New York, Paris og Stockholm var mellemstationer, før hun i 1983 flyttede til København, lige da skulderpuderne lagde sig over det danske musikliv.

Som sanger kom hun på banen, da hun (sammen med Frede Fup og Frank Arnesen!) medvirkede på Klaus Kjellerups DSB-propagandasang af samme navn i 1986. En skilsmisse placerede hende, har hun udtalt til livsstils- og modemagasinet In, ved en skillevej: Skulle hun flakke om efter lykken ligesom sine forældre eller slå rødder for bedre at kunne blomstre?

Caroline Henderson valgte det sidste. Hun blev, sammen med Maria Bramsen, sanger i Ray Dee Ohh, et af alle tiders mest renlivede og teknisk veludrustede danske poprockorkestre. Selv om hun i dag ikke ejer bandets tre bestselleralbums, inviterede hun hver dag først i 90’erne med brændende lys og læber P3-danskeren til mandagsstævnemøde, der musikalsk ikke var det rene narrefisse.

Så mødte hun trommeslageren og producerspiren Thomas Blachman. Han var også dengang excentrisk, men endnu ikke berømt. Til gengæld kunne han allerede spotte en sanger med uforløst x-faktor. Sammen med Kasper Winding lokkede han poptøsen Caroline med ned i et kælderstudie. Da de kom op små to år senere, var det med Cinemataztic. Albummet ryddede det lokale Grammy-bord i 1996 for sin innovative, organiske opdatering af en musik, der skyldte Shirley Bassey, David Bowie og Grace Jones lige meget. Og en sang som ‘Kiss Me Kiss Me’ blev et stort hit. (YouTube-link). Og både ramte og rakte ud over tiden.

Det lykkedes ikke teamet at følge succesen helt tilfredsstillende op. Og da Henderson i stigende grad følte sig typecastet, genoplivede hun sit kærlighedsforhold til den jazz, hun som ung havde sunget på klubber i Stockholm.

Seks cd’er er det siden blevet til i den genre, vi forkorter jazz, men som Caroline Henderson løfter ud af konventioner og fordomme. Erik Jensen kaldte i Politiken bokssættet Jazz collection »en opbyggelig bedrift, uanset om man måtte tilhøre de jazzpurister, som fordømmer sådan en poptrunte, eller om man letter på låget over de modigt afsøgende plader og indimellem magiske koncerter med en stor og forbløffende stilsikker sangerinde.«

Sin fødselsdag har den tidligere Dr. Dante-skuespiller, Caroline Henderson, den seneste måned taget forskud på i Østre Gasværk, hvor den netop afsluttede forestilling Jazz, love and Henderson ikke så meget har været en selvfejring som en demonstration af musikkens transcenderende og modnende kraft.

For nu at slutte i et lidt højtideligt tonefald, der ligger den elegante, men jordnære Caroline Henderson fjernt.

PR-foto: Thomas Cato

www.carolinehenderson.dk

Denne omtale står i en kortere form i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK