60 år i dag: Pia Raug

Pia Raug kommer ikke fra et hjem med klaver. I hendes barndomshjem spillede man sav. Eller rettere: Det gjorde hendes far, Ib Raug, blandt venner kaldet Savføreren. Som sådan gav han blandt meget andet lyd fra sig i ensembler som Fynsk Harmoniforvirring.

Hans datter har nok oplevet sin livskvote af forvirring, men hun har altid været ven med harmonierne. Allerede som ung arkæologi- og latinstuderende i Århus vakte den klassisk-sproglige student fra Odense Katedralskole opsigt rundt omkring på de små listige steder med sit fine guitarspil og en renhjertet stemme, der gjorde det mere naturligt for hende at synge Joan Baez end Bob Dylan. At hun alligevel gjorde begge dele, siger en del om et tidligt udviklet mod til at prøve grænser af.

I 1978 albumdebuterede hun med Hej, lille drøm. Pladen indeholdt hendes tonsætning af Ebba Munk-teksten ’Regnvejrsdag i november’, som er del af danskernes musikalske fælleseje som ’Jeg vil male dagen blå’. Til Kristeligt Dagblad sagde Raug i 2000: »Skulle sangen blive det eneste spor, jeg sætter mig, ville det egentlig være okay… hvis den sang bliver min pil ud i fremtiden, skal jeg være taknemmelig for at det lod sig gøre.«

Hun skulle dog lægge mange alen til sit kunstneriske udtryk, da hun på opfordring af Peter Abrahamsen i 1981 udgav en musikalsk gennemskrivning af Inger Christensens banebrydende digtkreds det (der kan høres på Spotify). Pludselig var der mere Joni Mitchell i hende end Joan Baez, og genrerne flød organisk sammen på et album, der føltes som en renselse for lytteren og for hende selv. På det indledende nummer synges der »endnu er det uvist om lyden når frem…« Det var det ikke, da pladen var færdig. Den holder stadig som dokument om, at ikke alle sangerinder gik i Anne, Sanne & Lis-skolen dengang, og beviste, at feminister ikke behøver gå i rødstrømper.

Da hun i 1997 som den første modtog Nathalie Zahles Rejselegat sagde hun om arbejdet med ’det’: »Lige siden den gang har Inger siddet på min skulder og hvisket til mig, at sproget ikke må maltrakteres, selvom det iklædes musikkens slørende gevandter«.

Tidligt i 80’erne fik Pia Raug konstateret celleforandringer, og kom ud i en depressionslignende krise. Hun blev så bange for at have og få kræft, at det i store dele af pressen blev udlagt, som om hun havde det. Hun skrev sig ud af krisen, dels med den ret private plade, ’Iskrystaller’, og med langdigtet ’Huset’. Undervejs mødte hun Gud og sig selv på en ny måde, så hun i dag »kan bøje hovedet og sige Fadervor ud i rummet.« Romanen, ’Bristepunktet’, fra 2000 havde samme omdrejningspunkt.

Denne indre eksistentielle diskussion førte til et samarbejde med jazzpianisten Steve Dobrogosz om bl.a. danske salmer og viser. Indtil videre er det blevet til en håndfuld cd’er og mange optrædener rundt omkring på steder med mindre larm end i minefeltet i Midtbyen.

Et flygtigt kig ned over Pia Raugs cv kunne forlede til at tro, at hun ikke længere er slet så kunstnerisk aktiv. Det er ikke helt rigtigt – bl.a. er der til stadighed efterspørgsel efter hende til kirkekoncerter, men hun har længe været ude af mediemøllen. Ikke uden en vis lettelse.

Til gengæld har hun de seneste 25 år brugt en stor del af sin energi på at forbedre vilkårene for sine kolleger. Med afsæt i interesseorganisationen, Djbfa – Danske jazz-, beat- og folkemusikautorer, har hun været en følsom og stædig ildsjæl i bl.a. KODA (hvor hun har været bestyrelsesformand og næstformand for KODA’s Råd – og hun repræsenterer stadig foreningen i KODA), skiftende statslige tonekunstudvalg og Dansk Kunstnerråd, men også siddet i filminstituttets Råd for Spillefilm og været præsident for CIAM, komponisternes verdenskongres – for nu bare at nævne et udpluk.

Formandsstolen i Djbfa sad hun i 2008-2012, men sædet endte med at blive meget varmt. Sidste sommer gik Pia Raug eller blev gået – iagttagere vurderer det forskelligt. Officielt lød forklaringen på hendes udtræden af bestyrelsen, at hun var uenig med resten af den om foreningens »politiske kurs og udmøntning i praksis«. Set udefra handlede konflikten nok så meget om mødet mellem en ny og stadig mere indflydelsesrig sekretariatschef og så en formand med erfaring fra en tid, hvor musikmiljøet endnu ikke var blevet djøf’iceret.

For en gangs skyld var Pia Raugs gehør ikke nok, men som hun efterfølgende skrev i et brev til Djbfa’s medlemmer, så ville hun “til gengæld love … at jeg ikke vil rumstere rundt i kulisserne, blande mig fra sidelinjen og dermed undsige bestyrelsens fremtidige arbejde. Det er i forvejen vanskeligt nok at navigere i en brydningstid.”

Sådanne tider plejer ikke at være de mindst frugtbare for kunstnere…

Foto: Suste Bonnén ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK