70 i dag: Johnny Rivers

I disse dage for 46 år siden fortrængte Johnny Rivers The Monkees fra hitlisteførstepladsen i USA. Sangen, ‘Poor side of town’, var ikke den eneste hitlisteplacering, Rivers fik, men den blev den eneste af hans Top 40-hits, som han selv skrev. Ikke fordi han ikke skrev mange sange, men fordi han fik de fleste hits med kopier af andres og frygtede, at det ville gå ud over forretningen, hvis han flyttede fokus.

I dag fylder Rivers 70, og på pladefronten har der længe været stille om ham, men i 60’erne, under Beatles-invasionen, var sangeren, sangskriveren og guitaristen blandt de få lokale kunstnere, som på de nordamerikanske hitlister kunne give de britiske beatopkomlinge kam til deres hastigt voksende hår.

Rivers, som er født John Ramistella, voksede op med en kærlighed for Buddy Holly, Fats Domino og især Chuck Berry, som han blev en hvid ambassadør for via loyale tolkninger af sange som ‘Maybelline’. Og skrev selv altså sange.

Han var en selvsikker ung mand, som sidst i 50’erne møvede sig til et møde med dj’en Alan Freed, datidens største musiknetværker. Freed fik ham til at skifte navn, men de første singler med Rivers blev kun hørt af få. Via den senere Elvis-guitarist, James Burton, indspillede datidens teen-idol, Ricky Nelson, en af Rivers’ sange, ‘I’ll Make Believe’. Et godt visitkort at tage med til Los Angeles, hvor Rivers hurtigt etablerede sig som det hotteste navn på club-scenen. Hans koncerter på Whisky A Go-Go blev tilløbsstykker, også for andre musikere, der lærte af Rivers’ evne til at skabe intimitet og nærvær. En slags næsten-unplugged før nogen anede, at det hed sådan. The Byrds og The Beach Boys hørte til hans stampublikum.

Det kan derfor ikke undre, at hans største succeser var liveindspillede plader. Hans dynamiske udlægning af Berry-sangen ‘Memphis’ endte som nr. 2 på hitlisten, men sange som ’Seventh Son’, ‘Secret Agent Man’, ’Mountain of Love’ og ikke mindst ’Poor Side of Town’ fra 1966 viste, at der var andet og mere til Rivers end bare rockens svar på en natklubsanger.

Som efterfølger til ‘Poor Side of Town’ valgte Rivers ikke en af sine egne kompositioner, men stod mellem af satse på en ny sang af Jimmy Webb, en ny sangskriver, han lige havde tilknyttet sit blomstrende musikforlag, eller en cover af Four Tops-sangen ‘Baby, I Need Your Loving’. Han valgte den sidste – med succes, og lod Glenn Campbell løbe med ‘By The Time I Get To Phoenix’.

Indirekte betød Rivers’ succes, at hans manager og medsangskriver Lou Adler kunne finansiere og starte pladeselskabet Dunhill, som blev platform for navne som Mamas & Papas og Steppenwolf. Sammen med Adler var Rivers en af arkitekterne bag Monterey-festivalen, hvor han skam optrådte i 1968.

Da var rocktoget ved at være kørt, og Rivers kom ikke med i tide. Han blev hurtigt anset for at være en lidt corny medløber, og bedre blev det ikke af, at han forsøgte at følge med tiden ved at lade hår og skæg gro og nyindspille hits som ’A Whiter Shade of Pale’.

Et udførligt genudgivelsesprogram har, sammen med flittig koncertvirksomhed, de senere år rehabiliteret Johnny Rivers, og genplaceret ham som et missing link mellem Elvis-generationen og den nye rockæra.