78 evige lys for Elvis

7. januar 2013   //    2 Comments

Det var i lørdags. Pludselig fyldte den hele synsfeltet, den linje 18 på Falkoner Alle, og gjorde lørdagen mindre regnvejrstung. Bussen lyste op, emballeret som en rullende reklame med sloganet ’Kongen lever videre i Randers’ og billeder af Elvis fra forrude til baghjul. Reklamen var for det gennemexcentriske, gennem-gennemførte Graceland-projekt, der skal være med til at sikre besøgende i Randers “et ophold med indhold”, som det hed på bussens bagsmæk.

Tom Parker ville have elsket manden bag Elvis i Randers, Henrik Knudsen. En anden dansker, Ernst Mikael Jørgensen, holder på en anden måde Elvis i live. Siden 1992 har han (og Roger Semon) været ansat som musikalsk kurator af Elvis’ eftermæle. Og Jørgensen & Semon har med en række omhyggelige, respektfulde, øre- og øjenåbnende genudgivelser (og genopgravninger af glemte indspilninger) reddet sangeren fra et fornedrende efterlivliv i udsalgs-racks i døgnere og benzintankstationer verden over. For nørdere og samlere, ja vist, men også musik af den slags, man kan blive nørdet af. Og i et udstyr, som er … nå, ja … kongeligt.

I morgen kunne Elvis Aron Presley have fejret sin 78 års fødselsdag. Han har forladt bygningen, men den genlyder stadig af hans musik. Mærkedagen er en god anledning til en opdatering af de seneste genudgivelser. Og jeg advarer: Det kan vist godt blive lidt langt det her, næsten lige så langt som linje 18’s rute.

Alene i 2012 er udkommet to monumentale bokse, A boy from Tupelo, og Young man with the big beat. Den første rummer ”The complete 1953-55 recordings’, og den anden er fem cd’er med ”the complete ’56 masters”. Begge cd-sæt rummer – selvfølgelig – hver sin bogtykke booklet, der er en udgivelse i sig selv. Et slaraffenland af perspektiviseret nostalgi, garneret med fotos, der fanger magien og jomfrueligheden i den unge mand fra Memphis.

DET SAMME GJORDE Scotty Moore dengang, selv om det for ham til at begynde med ikke var noget særligt.

Fordi den ene tjeneste vel er den anden værd, havde guitaristen sagt ja, da ham, den flinke Sam Phillips fra studiet ovre på Union Avenue, havde spurgt om ikke Scotty og hans kammerat, Bill Black, ville tage sig lidt af en ung fyr, som havde rendt studiet på dørene for at komme til at indspille andet end selvbetalte skiver som påståede fødselsdagsgaver til sin mor. Phillips var god at være på god fod med, og for Scotty var Sun-studierne nøglen til en anden, sjovere og mere velbetalt fremtid. Scotty havde været ved flåden siden han fyldte seksten, men var efter Koreakrigen endt i Memphis, hvor hans brødre havde et kombineret renseri og vaskeri. Scotty fik et job hos dem som ham, der tog sig af de hatte, der blev indleveret til rens. Det var fast arbejde, for ret mange gik med hat dengang, og for en knap 23-årig con amore musiker var der den ekstra charme ved jobbet, at man nok stod tidligt op, men havde fyraften allerede over middag.  Resten af dagen, og aftenen, brugte han på sin guitar plus det løse. Rockabilly blev hans stil senere kaldt. Men til at begynde med kaldte de og alle andre det hillbilly, bonderøvsmusik, for det var sådan det lød. Straight country med nasal dræven og smægtende steelguitar, lige efter bogen, og forbløffende ufarvet af den blues, der omgav dem til daglig i Memphis, arnestedet for moderne blues og soul.

Selv om Elvis Presley ville fylde 20 år næste gang, virkede han meget yngre end Scotty, der havde set verden. Alligevel havde de to ting til fælles. De arbejdede kun, fordi de ikke kunne leve af musikken, og de levede begge for den dag, musikken kunne blive deres arbejde. Elvis var også ufaglært. For en dollar i timen kørte han grej for elektrikerfirmaet Crown Electric rundt til byens byggepladser. Og så boede han hjemme hos mor og far. Det havde han gjort siden familien flyttede fra den sydlige naboby Tupelo til områdets metropol, Memphis. Over stok og sten, som tyve i natten, fordi kreditorerne var begyndt at banke lidt for kraftigt på døren. Presley-familien var ludfattig. Elvis’ mor, Gladys, var en stolt kvinde, der holdt sammen på familien. Og i en blanding af naivitet og snusfornuft regnede hun det for givet, at den velstand, hun så poppe op overalt, uundgåeligt måtte ramme Presley-familien en dag, hvis bare Elvis hang i og kom i lære som elektriker. Fast arbejde var lig et godt liv i Syden, hvor arbejdsløsheden blandt ufaglærte, såvel hvide som sorte, alarmerede alle andre end centraladministrationen i det fjerne Washington.

Vi er i starten af 50’erne, det årti, der for alvor rev USA ud af efterkrigstiden og ind i en tid, hvor forbrugerrismen skulle blive udviklingsdynamo og teenagerne blev opfundet og manifesterede sig som en kulturel og social magtfaktor. Men der var et godt stykke vej endnu. De åndelige ligusterhække knopskød lige så hastigt som den statssponsorerede kommunistforskrækkelse. Temperaturen blev ved at falde i det ideologiske klima mellem USA og Sovjetunionen. Amerikanernes verden begyndte og endte i Los Angeles og New York eller omvendt, alt efter hvor man boede, og Hawaii talte kun med, fordi det var det ferieparadis, alle drømte om. USA var verdens største provins. Og Sydstaterne levede deres eget liv som en provins i provinsen. De havde godt nok tabt borgerkrigen, men de opfattede sig stadig som en nation for sig.

På den led var Elvis’ far, Vernon, en typisk sydstatshvid. Han var en ubændig, men klodset checkrytter, der havde siddet i spjældet og nu var ude på grund af god opførsel. Han var en luddoven løsarbejder med hang til hypokondri, der hurtigt fik en dårlig ryg som undskyldning for ikke at søge arbejde, og som troede man kunne charme sig til alt, mens han ventede på den store gevinst i det nationale lotteri. I mellemtiden var han nem madding for kvarterets lånehajer og testede selvtilfreds sin sexappeal rundt om i nabolaget. En fandens karl, men i virkeligheden rangerede Vernon kun lige nummeret over white trash, den sidesporsudkørte del af den hvide sydstatsbefolkning, som levede mindst lige så kummerligt som de fattigste negre på de kanter. Derfor fandtes den mindste tolerance over for sorte og deres kultur logisk nok også i det segment – for nu at sige det så demografisk neutralt som muligt, men det er en ikke uvæsentlig pointe i forståelsen af, hvor meget af en pioner og normbryder, Elvis egentlig var. Han kunne sin Hank Williams og sin Eddy Arnold, og lå med hovedet inde i radiohøjttaleren, når der var transmissioner fra Grand Ole Opry i Nashville, countrykulturens katedral af træ og tradition, men han elskede også at hænge ud nede omkring musikstrøget Beale Street, hvor blues og den mere elektrifricerede rhythm & blues var en del af gadelarmen. Han gik i kirke, for især moderen var dybt troende, men han fandt hurtigt ud, at den bedste kirkemusik var gospel. Omvendt blev han også som en hund i løbetiden, når han hørte sangere som Mario Lanza, Bing Crosby, Frank Sinatra og den sorte Roy Hamilton, the sepia Sinatra. Alt det hang sammen for Elvis. For ham var der kun god eller dårlig musik. Og musikken havde ingen hudfarve.

Elvis var som et evigt sugende trækpapir i sine teenageår. Han hørte alt, huskede hvert et vers, når bare han havde hørt en sang en gang over den radio, der var de års primære musikformidler, og han erfarede hurtigt, at han kunne synge det meste. I andet end badeværelset. Så en dampende lummervarm sensommerlørdag i 1953 troppede han efter mange tilløb op i nummer 706 på den solstegte, endeløst triste Union Avenue, lagde 3 dollars og 98 cents på disken, iførte sig sin slidte akustiske guitar og bad om at få lov til at indsynge to numre, præcis som sedlen i vinduet fortalte: ’We record anything, anytime, anywhere.’ Man fik rabat, hvis man indsang to sange.

Lokaliteten var ikke tilfældigt valgt. Der var andre steder i byen, hvor man for et mere beskedent beløb kunne få lov at prøve stemmekræfter med sig selv, men hos Sam Phillips kom og gik mange af tidens sorte lokale rhythm & blues-stjerner; kunstnere, hvis sange Elvis elskede og kunne udenad. I forkontoret i det, der for ikke så længe siden havde været et showroom for radiatorer, sad Marion Keisker, Phillips’ assistent og eneste ansatte. Hun bed mærke i den flatterende fotogene, blufærdige, men også umiskendeligt selvoptagne unge mand og ignorerede bryllcremen, der dryppede ned fra hans blåsorte hårlok, de lidt for hysterisk velplejede bakkenbarter, de gråsorte rande på halsen, de lidt for mange gule filipenser og de daggamle svedskjolder under nylonærmerne, så efter at han havde indsunget standard-melodien »My Happiness« og det gamle Ink Spots-hit »That’s Where My Heartaches Begin« faldt hun i snak med Elvis. En samtale, der røg lige over i rockhistorien. Senere huskede hun den således:

’He said: »If you know anyone that needs a singer…«

And I said: »What kind of singer are you?«

He said: »I sing all kinds.«

I said: » Who do you sound like?«

»I don’t sound like nobody…«’

Elvis gik hjem og spillede pladen for sin mor og sig selv og intet skete. Så i januar ’54 stod han der igen, lidt mere usikker end sidst, men stadig med denne stemme, der var mere søgende end famlende, Marion Keisker havde gået i søndagsskole, så hun vidste, at den der søger, skal finde. Efter at Elvis var gået ud af døren med sin indsyngning af »My Happiness« under armen, gjorde hun en note i kalenderen: »God balladesanger. OBS!« Lørdag den 26. juni stod Phillips og manglede en sanger til en sang. Keisker havde tudet ham ørerne fulde af det potentielle talent fra husvildeboligerne, så han bad hende ringe det nummer til naboen op, som Elvis havde givet hende, og på noget, der lignede et øjeblik efter stod en brillantinekæmmet Elvis Presley i studiet og prøvesang for selveste Sam Phillips. Det lød ikke alt for overbevisende, og den sang, Phillips havde i tankerne, blev hurtigt skrinlagt, men Sams instinkt sagde ham, at det ikke var slut med det, så han lod Elvis synge alle de sange, han kunne, og ’der er sgu’ et eller andet’ blev det ved at ringe i Phillips trænede øre. Så da han nogen tid efter ville have gang i en country-duo, det gik lidt trægt for, blev den unge Presley halet op af kartoteket.

Mødet med Scotty Moore og Bill Black mandag den 5. juli 1954 lød til at begynde med ikke som starten på et afgørende kapitel i rockhistorien. De følte hinanden an, jokede på den nervøse måde, man bruger, når man er usikker på hinanden. Elvis lød mere og mere frustreret over ikke at kunne tilføje noget overbevisende nyt til »I Love You Because«, country-tåreperseren, som havde været et hit for bl.a. Ernest Tubb og som siden skulle blive det for Jimmy Reeves. Til sidst tog de et break, de skulle jo op i morgen og på arbejde, men uden varsel begyndte Elvis på at fjolle lidt rundt på guitaren, som Moore senere formulerede det. Og glem alt om de myter om, at Elvis ikke kunne spille guitar, og at det i virkeligheden var hans onkel, der stod bag scenetæppet og spillede og hvad vi ellers fortalte hinanden. Elvis var ingen virtuos, men hans rytmeguitar besad en insisterende vildskab, der stod i kontrast til hans hatten-i-hånden høflighed. De andre satte efter ham, Scotty trak nogle bluesmættede riffs frem af ærmet, som han ikke selv vidste, han havde gemt, og Blacks ståbas blev til en pulserende slåbas – for enhver bænkevarmer et dødbringende våben, der lød som om det kombinerede trommer og bas. Sådan lyder det i hvert fald, og det er stadig noget af det påfaldende ved disse gamle indspilninger: De er i den grad nutid i al deres eksplosivt-utålmodige sanselighed og halsbrækkende iver efter ikke at tabe pusten. Sam, som havde stået og rodet med loddekolben ude bagved, hørte instinktivt, at nu var det nu. Den sang kendte han da, jo, det var den – Arthur ’Big Boy’ Crudups regionale 1948-hit, »That’s All Right.« Og så alligevel ikke.

Der var noget helt nyt over den ret elementære blues, der havde fået et livgivende skud adrenalin. Noget legesygt, noget naturstridigt erfarent og noget levedygtigt langt ud over dette øjeblik. Elvis ejede pludselig Historien. Sam Phillips fik skubbet underkæben på plads – sådan må Moses have følt det, da han så ind det forjættede land – og råbte ind i mikrofonen, at de da vist havde gang i noget der, »Hvad er det I laver?«, spurgte han. »Det ved vi ikke …« svarede de. »Hvad det end var, så gør det igen, find et sted at starte og begynd forfra …« lød svaret fra kontrolrummet. Sam prøvede at lyde cool. Kun han anede storheden i øjeblikket. Og – uden at sætte ord på – vidste han, at han var ved at forevige den svimlende selvfølgelige syntese af de racemæssige og kulturelle forskelle, der til daglig stødte mod hinanden i et apartheidpræget samfund, men som her, foran en mikrofon, forløst af en fattig, uintellektuel lastbilchauffør, tonede frem som en dristig demonstration af at musik er bedre end politik, når det drejer sig om at få os til at lytte til hinanden og hinandens forskelligheder.

Der hersker to forskellige versioner af den aften: Scotty Moores, som du lige har læst, og som har fået mytologisk status, fordi det klart er den bedste historie. Og Sam Phillips’. Han husker det noget anderledes: De mødtes godt nok den aften og der skete, det der skete, men forinden var gået måske op til et par måneder, hvor Scotty, Bill og Elvis havde øvet i weekenderne. Hvoromalting er: Tre unge mænd, der ikke vidste, hvad de gjorde, tømrede en musik sammen, der skulle blive det springbrædt adskillige generationer siden har brugt som afsæt, hver gang der skulle lægges afstand til generationen før. Kunst bliver ikke tænkt. Kunst bliver skabt.

Samme aften eller måske aftenen efter gik de frejdigt i kødet på Bill Monroe’s evergreenhellige bluegrass-vals, »Blue Kentucky Moon«. Og vendte vrangen ud på den. I overstadig firefjerdedelstakt antog den karakter af et pophit, og Phillips vidste, at han havde sin første Elvis Presley-single i hus. Sun 209 blandt rockfilatelister. Fire andre fulgte. Uanset hvor nyt et territorium Elvis, Scotty og Bill kortlagde, var Sam Phillips ikke på udebane. De spillede bare efter nogle nye, selvopfundne regler. Sam kendte de sange, Elvis valgte at synge, så godt som det fadervor, han aldrig selv forsømte at bede hver aften. Ja, en række af dem havde han selv udgivet i årene før – bare med sorte kunstnere. Som f.eks. den mørke, dragende suggestive »Mystery Train«, der skulle blive Elvis’ sidste single for Sun. En sang, der har melodiske og tematiske aner i både sort og hvid amerikansk musik: Bluesmusikeren Charley Patton og den hvide The Carter Family har begge besunget den samme uafvendelige afsked, som i Junior Parkers soul’ede og saxonfonsaftige førsteudgave får en defaitistisk undertone, der totalt mangler hos Elvis. »Train, train, coming round the bend, well, it took my baby, it’s going to do it again,« synger Parker. I Presleys version lyder det: »it took my baby, but it never will again …« Og for ligesom at understrege det, laver Elvis sin egen happy ending: »Train, train, comin’ down the line, well, it’s bringing my baby, cause she’s mine, all mine …« Og så igen og igen optaget efter den stilfærdigt revolutionerende Sam Phillips-recept, hvor den menneskelige stemme indgår som en vital samspillende del af instrumenteringen, i modsætning til datidens pop, hvor der var et nærmest hørbart tomrum mellem sangsolisten og akkompagnementet. En orkestergrav af stilhed.

Andre lysende Sun-øjeblikke var den spøgelsessvævende udgave af »Blue Moon« med Elvis’ himmelstræbende, skælvende tenor ifærd med at væve et lydtæppe til en David Lynch-film, den overraskende rustikke, men alligevel rytmisk revolutionære »Milk Cow Blues« og følelsesudbruddet »When It Rains It Really Pours«, endnu en radikal nytolkning af en Sun-single med en sort kunstner – Billy The Kid Emersons fra året før, men der blev i Sun-kataloget også plads til country af den slags, hans mor ikke kunne modstå: »Trying To Get You«, som lyder som tidlig Beatles, og en cover af Dean Martins »I Don’t Care If The Sun Don’t Shine,« oprindeligt skrevet til Disney-tegnefilmen Askepot, men den kom aldrig med i filmen. Men mors dreng var også til andres skørter og var ikke bleg for at lufte sine lyster. I den retning havde han jo en tydelig rollemodel i sin far, som ikke troede på perspektiverne i sønnens nye valg af levevej. »I never saw a guitarplayer worth a damn,« skal Vernon have sagt. Siden kom han på andre tanker, og mon ikke han kunne mærke hensigten med sange som »Baby Let’s Play House,« der er så bristefærdig som et førstegangsforspil på bagsædet af et dollargrin i en driveinbiograf:

I heard the news there’s good rocking tonight

I say, meet me in a hurry behind the barn

Don’t you be afraid that I’ll do you no harm

I want you to bring along my rocking shoes

’Cause tonight I’m going to rock away all your blues

Som den amerikanske kritiker Greil Marcus senere skrev, så kan det godt være, at Elvis hørte noget nyt, men den virkelige nyhed, det var ham selv. Langsomt bredte den nyhed sig.

I STARTEN SPILLEDE Scotty, Billy og Elvis for en luder og tre lommetyve, og havde knap sange til at kunne kalde det et repertoire, men de støvede, skramlede liveoptagelser viser en energi af den slags, der nulstiller alle indvendinger. De måtte på en del af de hoteller, de spillede på, ganske vist trækkes med et humpende husorkester. Selv spillede de som gjaldt det livet. Eller i hvert fald et liv, der var bedre end det, de havde.

Sun-singlerne blev radiohits i Bibelbæltet i 1955, året, hvor præsidenten hed Eisenhower, det udenrigspolitiske interesseområde var Mellemamerika, sværvægtsverdensmesteren hed Rocky Marciano, bestselleren var Herman Wouk med romanen Marjorie Morningstar og landeplagerne var Mitch Millers ’The Yellow Rose of Texas’, Roger Williams’ ’Autumn Leaves’, Tennessee Ernie Ford’s ’Sixteen Tons’ og – ikke at forglemme – titelsangen fra den Disney-producerede film om Davy Crockett. I det første halvår solgtes der syv mio. eksemplarer af sangen om Davy Crockettt og for 300 mio. dollars tilbehør i alt fra imiterede vaskebjørnshuer til plasticøkser. Også herhjemme var vi en del raske drenge, der tiggede vores forældre om at blive klædt ud som præriens bedste mand.

Målt med de alen var Elvis endnu kun et lokalfænomen, men sangene blev spillet og gik ind og blev sidddende, fordi de havde brod. De tjente som æterbårne visitkort for koncerterne. Og omvendt. Ingen havde set tilsvarende publikumsreaktioner siden Frank Sinatra. Øjenvidneberetninger taler om massehysteri (og de tidlige liveoptagelser bekræfter det), hulken og selvforglemmende hengivenhed foran scenen, hvor Elvis virkede som en magnet for alle ungpigedrømme.

Den senere rockabillystjerne Bob Luman var, sammen med sin kæreste, et ungt øjenvidne til en typisk koncert i Kilgore i Texas: »Den her fyr kom ud i røde bukser, en grøn jakke over en pink nylonskjorte med strømper, der matchede. Han havde det der snerrende, arrogante drag ved læberne. Og så stod han bare ved mikrofonen. Bare stod. I fem minutter, tror jeg, inden han rørte sig. Så slog han guitaren så hårdt an, at han knækkede to strenge. Jeg havde da spillet i ti år og havde sammenlagt ikke knækket to strenge. Så der var han med strengene flagrende, og han havde ikke gjort noget endnu, og high school-tøserne skreg, besvimede eller stormede op mod scenen, og så begyndte han at rotere med hofterne rigtigt l-a-n-g-s-o-m-t som om han havde noget kørende med sin guitar. Det var så hårene rejste sig.«

Elvis kom fra landet, og musikken blev i mangel af bedre rubriceret og solgt som country eller hillbilly. Derfor var det helt naturligt for Elvis at prøve lykken i Nashville, men hans optræden på Grand Ole Opry 25. september 1954 blev ingen succes. Han må have forudset det, inden han gik på scenen. En journalist spurgte ham, hvad han forventede sig: »De slår mig ihjel derinde,« svarede han. Det gjorde de ikke, men han blev ikke inviteret tilbage. Countrystjerner brugte ikke eyeliner. Og i kulissen fik Elvis følgende afskedssalut fra stedets indflydelsesrige direktør, Jim Denny: »We don’t do that nigger music around here. If I were you, I’d go back to driving a truck.«

Det med negermusikken var han ikke ene om at mene. Branchebladet Billboard, som havde de mest autoritative hitlister, blev ringet op af folk – managers, pladevendere, butiksindehavere – der harmdirrende skreg i telefonen, at ham Elvis, hans plader hørte ikke hjemme på countrylisterne. »He sings nigger music« – de havde trods alt fattet noget. Ikke alle i branchen havde det på samme måde. Umiddelbart efter fiaskoen i Nashville blev Elvis inviteret med i det ligeledes radiotransmitterede Louisiana Hayride, også kaldet ’the poor man’s Opry’. Det blev så stor en succes, at han skrev en et-årig kontrakt med showet. Og efter nytår blev han  – og Scotty og Bill – booket til en turne med countrystjernen Hank Snow. Turnearrangøren – og Snows manager – var en opulent, cigarstorrygende herre, der kaldte sig selv Oberst Tom Parker. Men egentlig var han en illegalt indvandret hollænder ved Andreas van Kujik. Han lagde nøje mærke til alt, hvad han så. Og han havde aldrig set noget lignende. De piger kunne jo æde Elvis levende, hvis de fik lov, sagde han med slet skjul gysen. Og fryd. Parker var ikke bange for muligheder. De var der jo for at blive udnytttet.

NOGEN HAR SAGT, at rocken blev født hin juliaften i Sun-studiet. Året før havde Francis Crick og James Watson kortlagt hemmeligheden bag DNA. Efter indgående studier. Deres ulærde landsmand, Elvis Presley, fandt den moderne rocks DNA-struktur nærmest ved et tilfælde, bare ved at folde ørerne ud og holde sindet vidtåbent. Eller som anmelderen Dave Marsh har sagt det: »Der var ikke nogen model for Elvis Presleys succes; Sam Phillips havde fornemmet, at der var noget i luften, et uundgåeligt produkt af al den country og blues, han havde indspillet. Ind træder Elvis og med ham en musikalsk encyklopædi, rig på country-blues, gospel, bluegrass, traditionel country og pop samt en masse følelsesmæssige behov, som finder deres mest veltalende udtryk i sang.« Hans kollega Greil Marcus siger det lidt kortere: »Det, der bliver ved med at fascinere mig, er, at uanset hvad det nu var, han gjorde, uanset, hvilken slags eksplosion der fandt sted, så flyver stumperne stadig rundt overalt. Det var et kulturelt Big Bang.«

Scotty Moore siger det kortest: »Jeg blev engang interviewet af en fyr,« fortalte han en avis i 2002 i anledning af, at han var blevet indlemmet i rockens Hall of Fame: »Og han blev ved med at spørge mig, hvordan jeg havde det med at have været med til The Big Bang. Jeg forstod ikke, hvad han mente. The Big Bang? Ja, da I indspillede ’That’s All Right’. Jeg svarede ham, at det ikke var The Big Bang. Det var bare en audition«.

Elvis bestod.

Siden gik der samlebåndsfilm, samlebåndsmusik, samlebåndssentimentalitet i den, men Elvis sang faktisk ‘It’s Now Or Never’ som om den var værd at synge, og endnu senere gemte Obersten sin guldfugl i et gyldent bur i Las Vegas, men af og til brød Elvis ud. Comeback-tvshowet i 1968 er legendarisk, og er gennemdokumenteret af Jørgensen & Secon. Det førte til en opblussen for Elvis som entertainer. Pludselig gik tidens rockanmeldere bodsgang til hans koncerter, og hyldede ham, både for det havde han havde været, men også for det han var, når man abstraherede fra de corny jump suits, der ikke gjorde noget godt for hans tiltagende overvægt.

1968-showet fik rockgenerationen til at (gen)opdage Elvis. Pludselig var han ikke noget, man skammede sig over at have stående i pladereolen. Folk som Jim Morrison videreførte på sin vis hans arv, men Elvis var ikke parat til at lade sig begrave levende. Han moderniserede sit udtryk, og akkompagneret af fremragende musikere som James Burton, den fortræffelige trommeslager Ronnie Tutt (der spiller for to) og pianisten Glen D. Hardin genvandt Elvis troværdighed der først i 70′erne.

Alligevel var han ikke alt for sikker på sin position. Ham, bondejokken, fra Syden troede f.eks. ikke, at newyorkerne kunne lide ham. Og veg derfor udenom at spille i metropolen. Indtil 9.-11. juni 1972, hvor han gav sine første og eneste (fire) koncerter. I Madison Square Garden. Da klapsalverne langt om længe døde ud, kunne Elvis have brugt Lennons ord om at betyde mere end Jesus, men det var han både for ydmyg og gudsfrygtig til.

Storheden i koncerterne fremgår dog tydeligt af det Ernst M. Jørgensen- og Bob Santos-producerede cd/dvd-sæt, der kom før jul. Titlen, Prince from another planet, er hentet fra rubrikken på New York Times’ koncertanmeldelse fra dengang.

Sættets dvd rummer desværre ingen direkte koncertoptagelse, men solid dokumentarisme i form af pressemødereportage, øjenvidneberetninger fra bl.a. Lenny Kaye (der har skrevet liner notes) og de medvirkende musikere samt håndholdte, grynede fanoptagelser af en dag, der blev endnu en mærkedag.

De to cd’er giver kvintessensen af Elvis i 70′erne. Standardrepertoiret har fået tilføjet nye showstoppere. Kunsterisk klimaks nås på den skamløst grandiost tolkede Dusty Springfield-cover, ‘You Don’t Have To Say You Love Me’, sunget som hvis hans ven, Tom Jones, sang duet med Scott Walker. En torch song, der virkelig brænder. Mest rock får man i sange som ‘Suspicious Minds’.

Udgivelsen genbekræfter, at de bedste Elvis-indspilninger i al deres selvfølgelighed legemliggør det, vi forkorter rock. Samtidig kunne han forvandle lort til lagkage. En kunst, han desværre lidt for tit fik brug for at demonstrere. Elvis Aron Presley var en popmusikalsk alkymist. Ingen kunne – og kan – som han ramme glæden og smerten lige rent. Og når han ramte ved siden af, var der dømt frit fald – fascinerende, skræmmende, forstemmende, men altid engagerende.

Til sidst opgav han at hive sig selv op. Fik nok af sig selv. Fik nok af rock. Fik nok.

Dét kan jeg aldrig få af ham.

Elvis Presley: A boy from Tupelo – The complete 1953-55 recordings. RCA/Sony Legacy.
Elvis Presley: Young man with the big beat – The complete ’56 Elvis Presley master. RCA/Sony Legend
Elvis Presley: Prince from another planet. RCA/Sony Legacy.

Elvis for begyndere kan få grundridset af historien her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK