You are here: Home / Musik / Da Nilsson var without her
Da Nilsson var without her
4. april 2012 // Kommentarer slået fra
I denne uge for 40 år siden var Harry Nilsson ved at færdiggøre et seks uger langt forløb på toppen af den britiske hitliste med sangen ‘Without you. En måned tidligere havde han i fire uger toppet Billboards Hot 100.
Historien går, at den gennemalkoholiserede Nilsson havde hørt sangen hos en ven over mere end en flaske vin. Dagen efter ringede han vennen op og spurgte, hvad det var for en Lennon-sang, de havde råspillet natten igennem. De støvede så en række Beatles-plader igennem, men kunne af gode grunde ikke finde den. Endelig kom de i tanke om navnet og spillede sangen for produceren Richard Perry, der var enig i, at den kunne blive et hit.
Harry Nilsson kom fra en baggrund i bankverdenen, hvor han var lidt af en ekspert i det der nymodens edb. Når han ikke var på vagt, skrev han sange, og i de tidlige 60′erne singledebuterede han under navnet Johnny Niles med ‘Donna’ – ikke at forveksle med evergreenen. Phil Spector gav ham et break som sangskriver for bl.a. Ronettes, og gradvist dukkede hans efternavn op på plader med The Turtles, Blood, Sweat & Tears (med sangen ‘Without her’(sic!)) samt Rick Nelson.
På sit første album, Pandemonium Shadow Show, fra 1967, fortolkede han ‘She’s Leaving Home’ og ‘You Can’t Do That’, så John Lennon spidsede ører. Den altid generøse beatle kaldte Nilsson sin favoritsanger, og de to blev senere et umage par i showbiz. Eller rettere: De blev drukkammerater i den periode, hvor Lennon var smidt ud hjemmefra. The lost weekend. De var ikke godt selskab for hinanden.
Harry Nilsson døde ret forventeligt ret tidligt, i 1994, og har de senere år fået kunstnerisk genoprejsning med et bagkatalog, der er blevet genudsendt op til flere gange.
‘Without you’ er i mine ører ikke hans stjernestund. Den er viet hans tolkning af Fred Neil-sangen ‘Everybody’s Talking’. Begge sange er dog grund nok til at blive ved at tale om Harry Nilsson.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
