Da Stones begyndte at rulle

I morgen er det som måske bekendt 50 år siden, et band ved navn The Rolling Stones eller rettere: Mick Jagger and The Rolling Stones optrådte for første gang. De fik jobbet på et afbud og spillede faktisk på musikalsk udebane. The Marquee Club var jazznørdernes fristed, men i stigende grad havde man de senere år åbnet for bluesmusik. Ikke mindst fordi mundharpisten og sangeren Cyril Davis havde et, skal vi sige, udpræget talent for at hænge ud med de rette. Men han havde også et talent for at efterligne de store Chicago-bluesmestre, så i mangel af den ægte vare var han Englands ukronede blueskonge i bandet Cyril Davies R&B All Stars, og Alexis Korner hans kronprins.

Korner var, i modsætning til Davies, mere social. Han var ingen stor musiker, men god til at skaffe jobs, og han havde øre for musikeres potentielle storhed. Derfor holdt han hof for en række unge musikere, der omgav ham som logrende hvalpe. Og håbede på af og til at sidde ind med det løst sammenfugede orkester, han kaldte Blues Incorporated (der lige havde fået en trommeslager ved navn Charlie Watts tilrejsende fra Randers).

En af hvalpene var et ungt slideguitartalent, Brian Jones, der ville være en hvid Elmore James, og af og til var i et band med en sanger, der kaldte P.P. Pond (men senere blev kendt som Paul Jones).

Andre var den aspirerende sanger Mick Jagger, der spillede mundharpe halvt så godt som Cyril Davies, men så mindst dobbelt så godt ud og var halvt så gammel, sådan cirka. Hans ven hed  Keith Richard (endnu uden s). Ingen kom musikalsk så fast sammen med nogen, at man ikke kunne flyttes. Man øvede sig, tog, hvad der kom og ventede sultent på en åbning.

I juli 1962 havde Korner fået et job i en BBC-radioudsendelse med Blues Inc. Det var ejeren af The Marquee Club ikke glad for, for så manglede der nogen til at spille halvdelen af aftenen. Korner foreslog Brian Jones’ spritnye band, bestående af Jones selv under dæknavnet Elmo Lewis, Jagger, Richard, bassisten Dick Taylor og boogiepianisten Ian ‘Stu’ Stewart. De havde ingen trommeslager, og på nettet diskuteres det stadig om den stol hin aften var besat af Tony Chapman eller Mick Avory (som endte i The Kinks).

Under alle omstændigheder menes bandet at have spillet følgende numre foran et publikum, som mest var til rullekraver og jazz:

Kansas City
Baby What’s Wrong
Confessin’ The Blues
Bright Lights, Big City
Dust My Blues
Down The Road Apiece
I’m A Love You
Bad Boy
I Ain’t Got You
Hush-Hush
Ride ‘Em On Down
Back In The USA
Kind Of Lonesome
Blues Before Sunrise
Big Boss Man
Don’t Stay Out All Night
Tell Me You Love Me
Happy Home

Bagefter var der ingen, der havde fornemmelsen af at have overværet noget historisk. Brian Jones var mest irriteret over, at hans band havde skiftet ejermand. Avisannoncen skulle vise sig at være profetisk.

Da 1962 blev til 63 havde Stones fået en mere permanent trommeslager, og Bill Wyman var kommet i stedet for Taylor, der dannede The Pretty Things.

Året efter døde Cyril Davies, af leukæmi. Og pludselig var det for mange hvide kids, som om det var Rolling Stones, der havde opfundet bluesmusikken. Selv om Brian Jones vidste bedre.

I et indlæg i tidsskriftet Jazz News havde han i oktober 1962 skrevet, at “vi må acceptere, at R&B er den amerikanske storbynegers popmusik – ikke mere, men heller ikke mindre.” Og fastslog han med en tyveårigs visdom og indsigt: “Rhythm & blues kan næppe regnes for at være en afart af jazz”. Og derefter går han i kødet på det, han kalder det snobbede jazzpublikum, som er bange for at få deres jazz “forurenet” af R&B. Rhythm & blues må, skriver han, heller ikke forveksles med rock & roll, “som jo bare en korrumpering af R&B.”

Selv gik der ikke mange singlepladesucceser før Jones lod sig bestikke af det søde liv, som i hans tilfælde absolut blev bitttersødt. Som Bill Wyman senere har defineret Brian Jones og hans indflydelse: “He formed the band. He chose the members. He named the band. He chose the music we played. He got us gigs … Very influential, very important, and then slowly lost it – highly intelligent – and just kind of wasted it and blew it all away.”

http://www.youtube.com/watch?v=pf-rVKrlupI

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK